Vanløse Biblioteks Børneblog

Lisa Englebarn - af Nanna Elikofer

2010-12-09T13:45:00.003+01:00

Her er en historie skrevet af Nanna Elikofer, som nogle af de faste læsere vil kunne huske fordi hun tidligere har skrevet flere historier her på blogger.

Lisa Englebarn
Mit navn er Lisa, jeg er 12 år gammel og jeg bor på en kostskole i England. Men jeg har det ikke spor godt. Der er et eller andet galt med mig, der gør at jeg aldrig er sulten. Jeg ved ikke hvad det er, men min mor sagde altid at jeg var en engel, som var steget til jorden, og som aldrig spiste, fordi at jeg ville gemme det til min far, gud. Jeg troede aldrig helt på det. Altså mig som en engel? Det tror jeg ikke lige. Jeg endte på kostskolen fordi min far syntes at jeg trængte til disciplin.

Jeg hadede min far. Han var altid ond, og led, og så slog han mig altid hvis jeg gjorde den mindste ting forkert. Og min mor brød sammen da jeg skulle afsted, for hun var meget imod at jeg skulle væk, men det var min far der bestemte i huset, og det er derfor at jeg hadede ham. Men jeg savner min mor så inderligt. Hun var så sød, så jeg nogle gange troede at hun var en engel. Og hun sang for mig hver aften, og hendes stemme var den dejligste og blødeste jeg nogen sinde har hørt.

Men her på kostskolen er jeg altid blevet drillet med at jeg ikke er sulten. Og rektor og alle lærerne er altid på nakken af mig, fordi at jeg ikke spiser maden.
Men nu håber jeg snart at jeg falder til.

Lisa

Hvad laver du? Spurgte Ronja, som i det samme kom ind ad døren til pigernes sovesal, hvor jeg sad og skrev i min dagbog. Ikke noget, sagde jeg og smækkede bogen i. Ronja var en af de piger som drillede mig på skolen. Hun kom bare ind for at irritere, og lur mig om alle de andre piger ikke stod ude på gangen og lyttede. Hvis der kom en af ”drillepigerne” ind og forstyrrede mig, var det tit fordi at alle pigerne havde planlagt et eller andet, så jeg holdt mig klar.

Har du ikke lyst til at komme med ud og bade? Spurgte Ronja. Jeg tænkte mig om. Hvad kunne der ske ved det? Tja, de kunne for eksempel finde på at komme farve i badet, eller noget af rektors brevpulver, som gør så ondt på kroppen at man er lige ved at besvime. Nej tak, svarede jeg kort. Hun så hånligt på mig.

Nå, men så kom da i det mindste med ned i stuen, der er noget jeg vil tale med dig om. Det kunne jeg ikke se noget galt i, så jeg fulgte efter hende ud på gangen for derefter at gå ned ad trappen og derefter ind i stuen. Men så langt kom vi ikke, for ude på gangen stod alle pigerne ganske rigtigt og lyttede det bedste de havde lært. Og lige da de så mig i døren sprang de på mig, og begyndte at bære mig ned ad gangen.

Jeg skreg og sprællede alt hvad jeg kunne, men lige meget hjalp det. Jeg burde ha forudset dette, tænkte jeg, imens de bar afsted på mig. Hvis bare min mor vidste hvad jeg foretager mig lige nu, ville hun aldrig ha tilladt at jeg kom på kostskole. Da jeg var blevet båret afsted i et kvarter, kunne jeg pludselig se hvor de ville have mig hen. De ville med mig ned i baderummet!

Jeg sprællede endnu mere end før, og et lille øjeblik var jeg lige ved at komme fri, men det lykkedes ikke. Du vejer ikke så meget var? Sagde Katinka hånligt. Det er fordi at hun intet spiser! Grinede Ronja endnu mere hånligt. Jeg blev så hidsig! Jeg begyndte at kradse og rive og sparke og slå, men de var flere end mig, så det hjalp intet. Og så var vi der. Ved baderummet. De skubbede døren op, og derinde stod Iben og fyldte karbadet op. Men det var ikke med vand, det var med honning!

Iben grinede. Så kan du måske lære at spise! Og jeg tror efterhånden at din livret bliver honning. Da karret var fyldt op, trak de skoleuniformen af mig, så jeg ikke havde noget tøj på. Og så begyndte de at svinge de mig fra side til side. Én, too, tree, NU! Råbte de, og på NU svingede de mig op i karret. Der kom ikke andre lyde end BLUB. Og det var noget af det klammeste! Jeg mærkede honningen samle sig om mig indtil jeg lå med hele kroppen nede under, alt var under, undtagen mit hoved.

Jeg lå der svøbet ind i honning, og så jeg Ronja stå med hånden fuld af honning! Hun klaskede den lige i hovedet på mig, så jeg fik svært ved at trække vejret! Hold op! Skreg jeg a mine lungers fulde kraft. Hun så pludselig forskrækket på mig. Skriget havde hvist forskrækket hende. Jeg kunne ikke lade være med at smile ad bare fryd. Hun åbnede munden for at sige noget, men nåede det ikke, for ude fra gangen af kom Katinka løbene.

Han kommer! Råbte hun. Rektor kommer! Ronja slap alle de ting hun havde i hænderne. Hvis du fortæller ham hvad der rigtigt er sket, så smadrer vi dig! Sagde hun ondskabsfuldt. Så løb hun ud på gangen sammen med alle de andre piger, og lukkede døren efter sig. Vent! Råbte jeg, i kan da ikke bare efterlade mig her! Men det kunne de, og det gjorde de, og om lidt ville rektor komme ind, og give mig skylden. Og ganske rigtigt. Lidt efter kom Rektor brasende ind ad døren.

Hvad sker der her! Råbte han surt. Jeg lå bare musestille og stirrede på ham. Så fik han øje på mig. Lisa Angaloe! Sagde han vredt, jeg burde have vidst at det var dig! Jamen det var ikke mig! Sagde jeg. Det var alle de andre piger som altid driller mig! Ja, den er god med dig! Sagde han. Det er jo dig der ligger i et badekar fyldt med honning, ikke? Jo, men… prøvede jeg.

NEJ! Råbte han. Ikke noget ”men”! Se så at komme op, og komme i bad! Og efter det kan du jo selv rense det badekar som du har brugt! Da han var gået, rejste jeg mig langsomt op fra badekarret. Det var vildt uretfærdigt! Alt det rod som de andre piger lavede, endte jeg altid med at skulle rydde op! Men der var ikke noget at gøre. Jeg måtte bare rydde op.

*

Dagen efter da jeg vågnede, var der lagt en seddel på min dyne. ”Hvis du sladrer, så smadrer vi dig!” Stod der. Der var ikke skrevet noget navn, men jeg vidste godt hvem der havde skrevet det. Jeg rev det hidsigt i stykker. Hvad bilder de sig ind? Sagde jeg for mig selv. Jeg kan ikke engang gøre noget ved det! Lisa Angaloe! Sagde en stemme. Jeg fór sammen. Frk. Petersen stod i døren. Du skal altså se at få tøj på! Du skal til time! Sagde hun vredt! Så vendte hun sig om og gik. IIH, hvor jeg hadede den skole.

Men så fik jeg en idé! Jeg vil flygte! Sagde jeg for mig selv. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før? Jeg fik hurtigt tøj på, og løb ned i klasseværeset.

*

Da vi skulle spise frokost, satte jeg mig, og tænkte mig om, selvfølgelig uden at spise maden. Jeg skulle finde på en flugt-plan! Så begyndte jeg at skrive:

I nat, sniger jeg mig ud til porten. Der står en vagt, men i dag sørger jeg for at få posten som den der skal afleverer hans øl til ham, og så drysser jeg sovepulver i det, afleverer det til ham, og så vil han sove rigtig tungt i nat, så jeg med lethed kan åbne porten, og snige mig ud, uden at han opdager det.

Sådan! Nu skulle planen bare udføres. Jeg var ret stolt af mig selv, fordi at jeg sådan bare skulle flygte fra skolen. Så kunne de bare sidde her og ærgre sig over at de ikke havde været ordentlige ved mig. Nå, tilbage til planen. Jeg løb hurtigt ud på gangen, og videre hen foran rektors dør.

Jeg bankede nervøst på. Rektor var næsten altid sur, når man forstyrrede ham. Kom ind! Lød rektors sure stemme. Jeg trak ned i dørhåndtaget og åbnede døren. Lisa Angaloe. Sagde han roligt. Hvad vil du? Altså jeg ved godt at det var dumt, det jeg gjorde i går, så jeg vil godt prøve at gøre det godt igen ved at opfører mig pænt fremover, så jeg tænkte om jeg måtte aflevere øllet til portvagten?
Tjaa, sagde han tvivlsomt. Okay, sagde han så. Tak, sagde jeg og tog imod ølkruset, som hun rakte til mig. Så gik jeg ud på gangen, og dryssede sovepulveret i, uden at nogen så mig.

Og så gik jeg ud til porten, hvor at portvagten sad og holdt øje. Jeg betragtede ham lidt. Han havde et stort rødt skæg, og så var han ret tyk. Hvad vil du min pige? Sagde han med en rigtig hæs stemme. Jeg skal aflevere din middags-øl.
Skønt! Udbrød han, jeg er rigtig tørstig. Så gik jeg ind på mit værelse, og gik i seng. Jeg gik tidligt i seng, for når jeg skulle op om natten, skulle jeg have sovet godt.

*

Klokken tolv, stod jeg op og tog mit tøj på. Jeg havde allerede pakket tingene i går. Og så listede jeg udenfor, og ned til porten. Og lige som jeg havde regnet med, sad vagten og snorksov. Jeg gik helt hen til porten, og begyndte at hive i den. Hvor skal du hen lille pige? Sagde en stemme lige pludselig. Jeg fór sammen. Så vendte jeg mig om, og der stod en af drengene fra de større klasser! Jeg havde set ham før, han hed vidst nok Daniel.

Jeg vil godt fortælle dig det, hvis bare du ikke fortæller det til andre! Sagde jeg, og jeg følte mig virkelig lille, da jeg sagde det. Daniel stod og betragtede mig. Så bredte et smil sig over ansigtet på ham. Jeg ved godt hvad du skal, sagde han snedigt. Du vil flygte! Og jeg siger det til Rektor! Sagde han. Og så løb han ind af døren til den store bygning, hvor Rektor boede. Imens så jeg mit snit til at løbe ud af porten. Jeg susede afsted, så hurtigt mine ben kunne bære mig! Ud af porten, og hen ad vejen. Jeg løb i næsten ti minutter, uden at tænke på hvorhen jeg løb.

Men så stoppede jeg. Jeg kunne ikke se skolen mere. Glæden begyndte at boble op i mig. Jeg var fri!

*

Jeg vågnede ved at jeg hørte et skrig! Det var fra en lille kat. Jeg kiggede mig omkring.
Jeg lå i en gyde inde i storbyen! Jeg forstod ingenting. Den lille kat stod ved siden af mig og mjavede helt vildt højt. Jeg tog den op i mine arme. Men da jeg gjorde det, begyndte alt lige pludselig at lyse! Jeg kiggede rundt på folk, men ingen så ud til at lægge mærke til det. Og så så jeg det. Oppe på himlen midt i alt lyset, dér sad min mor! Hun strakte armene ned i mod mig, og hev mig op i himlen. Jeg troede at jeg var død, men min mor forklarede at jeg bare var et englebarn, fordi at hun altid havde været en engel.

Det havde altid været meningen at jeg skulle leve i himlen, sammen med min mor.
Jeg var så lykkelig at jeg faldt i søvn, sammen med den lille kat, imens at min mor trak os op i den lysende himmel.

Den røde bluse

2010-12-04T10:00:00.000+01:00

Her er en historie skrevet af Alberte fra 6. klasse på Kirkebjerg Skole i Vanløse. Historien er en blandt mange andre historier skrevet af elever fra 6. klasse på skolerne i Vanløse, som deltog i et forfatterværksted med forfatteren Cecilie Eken.

Projektet var et samarbejde mellem børnebiblioteket på Kulturstationen Vanløse, Katrinedal Skole, Kirkebjerg Skole, Vanløse Skole, Hyltebjerg Skole og forfatteren Cecilie Eken - projektet fik støtte af Vanløse Lokaludvalg.

DEN RØDE BLUSE
Jeg smed min blå taske i entreen, en svag sød duft af kanel havde bredt sig i hele huset.”Ida?” råbte mor ude fra køkkenet. Jeg kunne høre at der var noget galt, jeg blev bange, var det far? ”hej mor!” råbte jeg tilbage. Jeg kiggede kort på den nye røde læder sofa og tog en dyb indånding. ”Hej mor” gentog jeg forsigtigt.”Hej skat” sagde mor med en rystende stemme.

Hun havde våde øjne ” sæt dig ned Ida ” , hun lød alvorlig . Vandhanen dryppede i køkkenet. Jeg satte mig ned på stolen i hjørnet , jeg kiggede rundt i , det brune skab hang som det plejede på væggen…men..”Ida ” , mor afbrød mine tanker.” far er på hospitalet det går dårligere end lægerne havde forventet med far”.…hun holdt en pause…”far kommer nok ikke hjem til jul”, jeg fik tårer i øjnene, alt blev sløret og mors stemme lød hul, det rungede.ordene kørte rundt i hovedet på mig.” hvad! skreg jeg.”Hvorfor?”. Mor svarede ikke, men knugede mig bare ind til sig.

Jeg kunne mærke hendes ru bluse mod min kind, og høre hendes hjerte slå hurtigt. ” Mormor og jeg tager ind og besøger ham på hospitalet”, fortsatte hun.”jeg tænkte på om du ville med.” ” Jeg ved ikke helt” , mine ben rystede.” Jo ,Ida, jeg tror at det kunne være godt for dig, du har jo ikke set ham i to uger”. Jeg tøvede lidt, følte mig svimmel og havde ondt i maven. ” Okay jeg tager med”. Jeg kiggede på mor .”Det lyder godt,” sagde hun og prøvede at smile.”

Jeg går ud og ringer til mormor”.Mor gik hend over gulvbrædderne som knirkede, som om de var ved at falde ned.Hun tog sin mobil på det lille, runde, brune bord, som vi har avet af oldemor. Jeg nikkede ”ja” sagde jeg lavt med en halvkvalt stemme. Jeg kiggede igen rundt, duften var der stadig, men den duftede ikke af kanel, den duftede mere af hospital. Jeg vidste ikke hvorfor, men det gjorde den bare. Jeg kunne høre uret tikke.” Åh” sagde jeg lavt til mig selv. ”hvor typisk,” jeg sukkede højt.

Jeg havde mest af alt lyst til bare at løbe, løbe fra det hele, et sted langt, langt væk, men der var noget, der fik mig til at blive siddende. ”Ida?” ”Mmmm” mumlede jeg. ”Ida, jeg ved godt du er ked at det, men far kommer hjem 3. juledag, så kan vi rigtigt julehygge.””Ja, men det er ikke det samme”. ”Nej, jeg ved det godt, men skal vi ikke alligevel prøve at få en god jul uden far, selvom det er svært?” ”jo jo” svarede jeg.

Mors mobil ringede, ”det er nok mormor, jeg tager den lige”.Jeg kunne ikke høre hvem mor talte med, men jeg kunne høre at hun lød lettet og overasket. Håbet steg i mig ,jeg fik sug i maven. Ud af vinduet så jeg nogle piger sjippe på vejen. Jeg ventede spændt. Mor vente sig hurtigt om. Far kommer hjem på mandag!” råbte hun glad. Hvor klædte den mor godt, den røde bluse hun havde på.

Rævestreger

2010-12-03T10:32:00.004+01:00

Det er tegneren Jarl Egeberg, der står bag tegnestuen Rævestreger. Det er ham der har tegnet den barske ulv du kan se på billedet. Lige nu er han i gang med at lave illustrationer til en bog sammen med Sebastian Klein. Det kan du læse mere om på hans hjemmeside, hvor du også kan se flere sjove tegninger af Jarl.

Biblioteket gør børn klogere og - DU er hovedpersonen

2010-11-18T15:00:00.003+01:00

Københavns Børnebiblioteker samarbejder med Experimentariet og Planetariet om at præsentere naturvidenskaben for DIG

Sms-quiz
Er du så klog, at du kan undvære hovedet, og vil du vinde en masse fede præmier, så gå direkte til vores månedlige quiz og send en sms med beskeden HOVEDPERSON til 1220. Du vil også få information om kommende quizzer, arrangementer på børnebiblioteket med naturvidenskabelige temaer og mere. Du kan også tilmelde dig ude i siden.

Mobilzoner på børnebibliotekerne
Men vil du være sikker på at kunne svare på vores superspændende og nørdede spørgsmål, så tag ind på dit lokale børnebibliotek og brug din mobiltelefon i vores bluetooth-zone til at blive klogere på naturvidenskab. Vi har lavet indholdet i samarbejde med bl.a. Eksperimentariet og Planetariet, så du er garanteret en sjov og anderledes biblioteksoplevelse.

Events og arrangementer
Hver måned er der workshops om månedens tema på børnebibliotekerne rundt omkring i København. Børn, der allerede har deltaget i DU er hovedpersonen-arrangementer har for eksempel været med til at bygge en kagerobot, transformationsskole og fodboldmaskine: opfindelser som forhåbentlig inden længe vil blive sat i produktion, så hele verden kan nyde godt af dem!

Ugler der skuler

2010-08-26T13:54:00.003+02:00

Forfatteren Patrick Leis har sendt nogle flotte illustrationer fra hans bøger. Tjek dem ud og lån bøgerne på biblioteket.

Den i midten er fra en kommende børnebog, en alfabetbog med titlen "Aber der gaber". Hold øje med den, den kommer til vinter. Illustrationen er fra bogstavet U for "ugler der skuler.

Så er der en tegninger fra labyrintbogen Monsterlandet, udgivet på Gyldendal.

Og så er der forsiderne på to sammenhængende romaner med titlen Camp 41. Det er ikke heeeelt en børnebog, hæhæ, skriver Patrick, men i får dem alligevel, unger.

De udgives om nogen tid på forlaget Facet, og er en del af Necromic-sagaen, der består af 1-Necropolis, 2-Camp 41(1+2), 3-Requiem, 4-Pax Immortalis og den endnu ikke skrevne 5-Regnum Mortis.

Spændende med illustrationer fra forfatteren selv.

Tak for tegningerne, Patrick!

Patrick Leis

2010-08-20T12:11:00.005+02:00

Jeg har linket til en ny børnebogsforfatter, Patrick Leis. Han er bestemt værd at tjekke ud, hvis du er til uhyggelige bøger. Læs fx De kom fra Blodsumpen.

God fornøjelse :-)

Trailer til Dødsbørn

2010-08-06T09:56:00.003+02:00

Nu kan du se den officielle trailer til fantasyromanen Dødsbørn af forfatteren Nicole Boyle Rødtnes. Jeg har lagt den ude i siden her på bloggen, men ellers kan du følge dette link og se den flotte visuelle introduktion til bogen:

http://www.youtube.com/watch?v=25w-KgOD-tY

Og bogen kan du naturligvis låne på biblioteket :-)

Forfatterspirerne 2010

2010-07-09T09:00:00.001+02:00

Mandag 2. august begynder en uge fyldt med skrivekløe, idéudbrud og hårdt arbejde. På et fuldt overtegnet hold starter et intensiv forfatterværksted for unge mellem 11 og 18 år. Nogle er gengangere fra de forrige år, andre er helt nye. Fælles for dem alle er lysten til at fortælle historier og ønsket om at blive bedre til at skrive.

Til at undervise er der fundet tre unge forfattere fra foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere (HUF.dk). Underviserne begyndte selv at skrive i en ung alder og kender alt til at kæmpe med et besværligt plot, nogle stædige karakterer og en halvdød spændingskurve.

Underviserne er Camilla Wandahl, Nicole Boyle Rødtnes og Bjarke Schjødt Larsen.

Camilla Wandahl på 24 år og debuterede i 2009 med ungdomsromanen Hjerte i vente og har siden udgivet fire andre bøger inden for alt fra kærlighed til gys. Camilla læser til lærer og er en rutineret underviser indenfor skrivefaget.

Læs mere om Camilla og hendes bøger på: www.camillawandahl.dk. Besøg også hendes blog på: www.camillawandahl.blogspot.com

Nicole Boyle Rødtnes’ debuterede dette forår med fantasy-romanen Dødsbørn – Skeletter i skabet 1. Til efteråret kommer Nicoles anden bog, der er en realistisk ungdomsroman. Nicole læser dansk på Københavns Universitet og har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur.

Læs mere om Nicole på hendes hjemmeside www.nicoleboyleroedtnes.dk og se bog-traileren for hendes debutroman her: http://www.youtube.com/watch?v=25w-KgOD-tY

Bjarke Schjødt Larsen er 24 år og læser dansk og retorik på Københavns Universitet. Bjarke arbejder desuden som freelancejournalist og er udkommet i novellesamlingen Lyden af vanvid. Han står desuden bag bloggen Skrivekrampe.dk, der opdateres hver mandag med skrivetips.

Besøg Bjarkes blog her: www.skrivekrampe.dk

Udover de tre undervisere får deltagerne besøg af den erfarne forfatter Henrik Einspor, der vil udfordre og overraske med forskellige skriveøvelser.

Undervejs i løbet af ugen kommer der også besøg på af illustratoren Søren Klok og forlaget Rosinante og Co.

Transsylvaniens rædsler - 3. del

2010-04-19T10:00:00.000+02:00

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv, Gyselig kærlighed, Peter og Oliver, De kolde øjne - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Transsylvaniens rædsler - 3. del

Skrevet af Thor Binderup, 6. v. på Kirkebjerg Skole.

Nu viste Adrian præcist hvad han skulle gøre. Han kiggede på sin kalender. Det var den 18. maj. Den 12 og den 18 var det fuldmåne. Han kiggede på uret. Den var 17.12. Det var kun i maj, der var 2 fuldmåner. Han skulle ud i skoven i aften og kigge efter varulven. Og dræbe den.

Han skulle have et haglgevær fra fælleshuset. Der var heldigvis altid åbent så man hurtigt kunne få fat i dem, hvis man skulle bruge et haglgevær. Han ville tage af sted kl. 20.00. Han havde et reb på sit værelse. Så ville han fire sig ned fra tagvinduet, også ud i skoven. Hans mor ville aldrig lade ham tage af sted. Derfor skulle han ud af tagvinduet.

Han ville tage øksen og hente et hagl gevær i fælleshuset. Så skulle han blive lokkemad, så varulven gik ud i skoven. Han vidste ulve lugtede godt. Så gjorde varulve nok også, ikke? Han skulle tisse på 3-4 træer på stien gennem skoven. Så skulle han klatre op i et træ og så kunne han skyde Cesc, når han kom til det sidste duftspor. Øksen var kun til vis det blev nærkamp, og det ville han helst undgå.

Han fordrev tiden med at læse en bog. Men han kunne aldrig rigtig tænke på andet end Cesc. Men hvad hvis der skete ham noget. Ville hans mor så aldrig finde ud af hvad der var sket? Han måtte skrive et brev. Et brev hvor der stod hvor han var, hvad der var sket og hvem varulven var. Han fandt en blyant og et gammelt papir.

Han skrev at han var taget ud i skoven, og at hvis hun læste dette var han nok død. Han skrev også at de skulle dræbe Cesc ved næste fuldmåne. Han lagde den sorte bog, ved siden af papiret, som forklaring. ”Vi skal spiiiiiiiiiiseeeeee!” råbte hans mor skingert nede fra køkkenet. Adrian kiggede hurtigt op på uret. Den var 19.00. Han kunne tage af sted efter han havde spist. Han gik ned af trappen, og ind til spisebordet.

Aftensmaden bestod af stegt kalkun. Saftig og lækker kalkun. De spiste uden nogle specielle overraskelser. Da han var færdigt tog han sig tallerken og sagde ”Tak for mad”, og gik ud og satte den ved siden af opvasken. Han gik stille og roligt op ad trappen, selvom hans krop sitrede af iver efter bare at spurte op og skynde sig ud i skoven.

Nu var kl.19.50. Han tog sit overtøj på og bandt rebet fast om maven. Han tog brevet op ad lommen, studerede det lidt og lagde det så på under hovedpuden. Så kunne hun finde det næste gang hun skulle vaske lagener. Han fastgjorde rebet til radiatoren, og hev lidt i det, for at finde ud af om det hang ordentligt fast. Han håbede ikke det knækkede, for så ville han, som hans mor sagde, ”Få røven på komedie”. Han åbnede vinduet og kravlede ud på taget.

Der var en meter ud til tagkanten. Han kravlede forsigtigt derhen. Han tog stille og roligt hovedet ud over kanten, og trak det hurtigt tilbage igen. Det var højt. 5-6 seks meter. Han blev helt svimmel af at kigge ned. Men han skulle ud over! Det var hans eneste chance for at komme ud i skoven, tænkte Adrian beslutsomt. Han tog stille og roligt benene ud over, også hang han der. Han trak vejret dybt og skubbede så sig selv ud over.

Han gav den lidt reb og nu havde han slet ikke fat i taget mere. Det var hårdt arbejde, og han kom langsomt ned. Han skulle heldigvis ikke forbi nogle vinduer. Han syntes han hørte noget knage og kiggede op. Rebet var ved at knække. Han skyndte sig at fire sig længere ned, men kunne høre at rebet var næsten færdigt.

Der var 3 meter endnu, 2 meter, men pludselig gik det lidt for stærkt. Det knækkede. Rebet knækkede. Han fløj igennem luften og puf! Han ramte jorden med ryggen først. AV! Han havde så vidt han kunne mærke ikke brækket noget. Det var heldigt. Han kunne næsten ikke lade være med at skrige, men bed smerten i sig. Han skyndte sig over og hentede øksen i brændeskuret. Han humpede lidt på venstre fod. Han var nok landet forkert.

Han var henne ved fælleshuset nu. Han gik ind og kiggede sig omkring. Alle våbnene hang klar og var helt finpudsede. Han tog det største haglgevær, og seks patroner fra ammunitionskassen. Han ladte haglgeværet, med de to første patroner. Han humpede ud i skoven med haglgeværet i hånden og øksen på ryggen. Han var bange. Skidebange.

Men han kunne jo stadig gå hjem til den varme stue og familien? Men nej! Det kunne han ikke. Så ville han være en gemen tøsedreng og ville ikke kunne se sig selv i øjnene i lang tid. Han prøvede at tænke på noget andet. Han humpede videre og nu var han i skoven.

Nu var det tid til at tisse første gang. Han gik hen til det nærmeste træ og knappede bukserne op. Han havde drukket en masse vand til aftensmad og han kunne næsten ikke holde sig. Han tissede men ikke så meget, for der skulle være nok til næste træ også. Han løb lidt videre og tissede igen.

Og sådan fortsatte det. Tis, løb, tis, løb, osv. Nu havde han tisset 5 gange og kunne ikke mere. Nu skulle han finde et godt træ til at gemme sig i. Han kiggede sig om og fandt et næsten med det samme. Det var stort og med masser af grene. Han gik hen og begyndte at klatre. Det havde han masser af erfaringer fra spejder med. Men han gik ikke til spejder mere. Det var for kedeligt. Hans mor havde kaldt ham en stueplante.

Nu havde han fundet et godt sted. En lille platform for han kunne ligge ned og sigte på det seneste tissested. Han ventede og ventede. Der gik en time, der gik 2 og klokken var lige over midnat da han hørte det. En svag raslen i buskadset. Som noget der stort og tungt. Nu kom der øjne frem. Gule øjne. Det var bare inde i buskadset og stod og lurede. Han tog sigte, lige mellem øjnene. Han satte fingeren på aftrækkeren og fyrede. Det gav et ryk i hans skulder og han var lige ved at falde ned.

Dyret var kommet ud fra buskadset. Der var ingen tvivl om at det ikke var et almindeligt dyr. Det var stort og pelset. Det havde store kløer og nogle lange hjørnetænder. Det savlede fra munden. Der var et hul i panden efter Adrians skud, og der sivede lidt blod ud der fra. Det havde set ham! Han tog sigte igen. Men denne gang var det sværere. Varulven var på vej mod træet, det ville klatre op til ham!

Han fyrede igen. Han ramte det ved venstre bagben. Det hoppede op på træet og sad simpelthen fast, kun ved hjælp af kløerne. Skræmmende. Han kunne se dyret var svækket. Men det var stadig på vej op til ham. Han tog 2 nye patroner, og ladte desperat med rystende hænder. Nu var det ca syv meter fra ham.

Der var nok 10 m hele vejen ned. Han tog sigte og fyrede igen. Denne gang ramte han det lige i brystet. Men det var stadig på vej. 4 m endnu. Han kunne se musklerne arbejde. Det var et stærkt dyr. 2 meter. Han satte sig op og fyrede. Han ramte lige i panden og nu var dyret færdigt. Han kunne næsten, række armen ud og røre ved det. Mens det faldt ramte uhyre adskillige gren. Han lænede sig ud over, så han kunne se når det ramte jorden. Men netop som han rejste sig op trådte han på en gren.

Grenen rullede under hans fod og han kunne mærke han mistede kontrollen over benet, fik lidt overbalance og mere skulle der ikke til. Han faldt ud over kanten. Han kunne se op i himlen, indtil han hamrede ind i den første gren og det sortnede for hans øjne.

***

Han åbnede øjnene og kiggede lige ind i nogle andre øjne. ”Åh, gudskelov han lever!” Sagde ansigtet. Det var hans mor. ”Hva.. Hvad er der sket?” Sagde han stammende. Han mærkede ingen smerte. Det sidste han kunne huske var at han var faldet. ”Ja, det skal jeg spørge dig om!” sagde hun alvorligt. ”Du har brækket ryggen og ligger med en økse. Jeg fandt brevet.” Han skulle lige til at spørge hvor Cesc var, da han så ham henne ved de andre mænd. Cesc vendte sig om og så Adrian dybt i øjnene. Han mund formede ordet ”Tak” og så tog han hånden op til munden og lavede tys-tys tegnet. Adrian forstod at Cesc bare ville leve som et helt almindeligt menneske og bare ville ligge det bag sig. Han havde klaret det. Men nu var der vist en masse der skulle forklares.

Transsylvaniens rædsler - 2. del

2010-04-16T10:00:00.003+02:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Transsylvaniens rædsler - 2. del

Skrevet af Thor Binderup, 6. v. på Kirkebjerg Skole.

Han tog lighteren, tændte røgbomben og kastede den diskret ind i tøjbutikken ved siden af. Han gik om bag det store træ og trak elefant huen over hovedet, bare for en sikkerheds skyld. Så spurtede han væk fra træet og kastede sig ind i Cesc hæk.

Han møvede sig igennem buskadset og blev stukket af adskillige torne. Da han var kommet ind i haven stillede han sig og kiggede ud på gaden. Røgbomben var stoppet men man kunne stadig lugte lugten af brændt plastic. Folk var strømmet til butikken og der var sandsynligvis ingen der havde set ham. Butiks ejeren burde faktisk være glad for nu havde han da kunder i butikken.

Nu skulle han ind i huset. Når Cesc kom hjem skulle der ikke være nogle spor. Hvis der var, ville Cesc krydsforhøre alle og ville finde ud af sammenhængen mellem Adrians gåtur, røgbombe osv. Han tog nålene frem fra sin mors sykasse. Dem skulle han bruge til at dirke døren op ned. Han gik op til hoveddøren og stak til nålene ind i låsen.

Det havde han også haft som hobby for 2-3 år siden. Låsen var sikkert bare fra en discount butik, for det tog kun 30-40 sekunder og dirke den op. Nu var han inde i entreen. Der lugtede af kød og gamle sokker, og han var i hvert fald ikke noget ordensmenneske. Der var gamle øldåser, sokker (Der kom lugten fra), rester fra aftensmaden og en masse regninger.

Nu skulle han finde computeren og han havde ingen anelse. Det var det eneste svage punkt i planen hvis Cesc havde gemt computeren. Der var to etager i huset, kælder under jorden og en over stueetage over jorden. Han startede med at lede i stuen og køkkenet, og det var et stort rod. Efter et par minutter havde han allerede kvalme på grund af lugten.

Men stadig ingen computer. Så gik han videre til soveværelset, der var en stor 2 personers seng, og indtil videre var det det reneste han havde set. Han gik over og gennemrodede forsigtigt kommoden ved siden af sengen. Han fandt intet udsædvanligt bortset fra et snavset billede, i nederste skuffe. På billedet var der en meget smuk kvinde i en flot lang hvid kjole. Ikke en falsk skønhed som i filmene hvor heltinden er pumpet med plastic.

Men en ægte skønhed, som man ikke kunne få øjnene fra. Billedet måtte være gammelt da det var i sort hvidt. Han skyndte sig at lægge billedet tilbage, og småløb videre til næste rum. Der er sgu ikke tid til sådan noget pjat, skældte han ud på sig selv. Han undgik omhyggeligt at vise sig i vinduerne, da det kunne være det der afslørede ham. Han gik ned ad kældertrappen og ind i første rum på højre hånd. Og der stod den jo, computeren han havde ledt efter.

Nu skulle han bare tænde den. Han ledte lidt og fandt så en on/off knap. Han trykkede på knappen og den begyndte at starte op. Han kastede et blik på sit ur og så at han havde brugt 15 minutter. 25 minutter hvis man også talte gå turen med. Nu var computeren klar. Der var heldigvis ingen kode på. Han dobbeltklikkede på ”INTERNET EXPLORER”. Den åbnede mirakuløst google fra start. Han trykkede i søgefeltet og skrev ”Uhyrer i Transylvanins”.

Stavning havde aldrig været hans stærke side, men han gjorde det så godt han kunne. Den loadede lidt og kom så op med en ny side. Det første indslag var ”Du er et uhyre Fritzel!” Beskrivelsen var: Uhyret Fritzel fra Østrig har holdt en kvinde fanget i 24 år! Det var nok ikke ham der havde angrebet Timon. Næste var til gengæld lidt mere relevant. Overskriften var ”Dracula i Transsylvanien!” Beskrivelsen bestod af ”Er varulve og vampyrer stadig levende?” Han klikkede hurtigt ind på den. Siden hed ”Wikipedia.org”. Der stod:

Findes der virkelig vampyrer og varulve i Transsylvanien og er de Draculas håndlangere? En række mord henviser til at de stadig eksisterer. Alle ofrene er blevet revet op med kløer eller blev bidt i halsen eller nakken. Dem der er blevet bidt har fået suget mange liter blod ud af kroppen hvorefter ofrene har ligget og visnet. Tilsyneladende har morderne ikke gjort sig store anstrengelser for at sløre deres spor.

Der er fundet spor efter kløer og fire fødder, ved dem der er blevet revet op, og fødder med ekstra lange negle ved dem der er blevet suget ihjel. Sporene peger kraftigt i retning af vampyrer og varulve. Varulve slagter deres offer og drikker deres blod. Vampyrer overfalder deres offer og bider dem i halsen/nakken og suger blodet ud af dem.

Både vampyrer og varulve ernærer sig ved blod. I historierne er de også begge to Draculas håndlangere. Så spørgsmålet er om der er vampyrer på spil i Transsylvanien?”

Det var information man kunne bruge til noget, tænkte Adrian. Nu skulle han ud. Men nu hørte skridt i etagen over. ”Der gik jeg lige glip af 500 dask, på grund af det gamle skrog motor ikke virker. Mutu skal tage sig sammen når han ikke engang kan reparere en motor” Sagde stemmen ovenfra. Nu viste Adrian hvem stemmen tilhørte.

Og det var ikke godt, det var Cesc. Nu skulle han hurtigt ud herfra. Han slukkede computeren og skyndte sig ud af værelset. Hans hjerte banken gik helt agurk og han var lige ved at skrige. Han skyndte sig videre gennem kælderen og ind i det sidste rum i gangen. Hvorfor han gik ind i det rum vidste han ikke præcist, men det var ikke et rart syn der mødte ham.

Der hang bloddryppende kød ned fra loftet. På den ene væg var der poser med blod og store slagter knive. Han var lige ved at snuble over noget på gulvet. Han kiggede ned og så at det var en bog. Han stak den hurtigt ind under trøjen. Nu kunne han høre skridt på trappen. Han stillede sig op igen og så et vindue i den anden ende af rummet. Han skyndte sig hen og åbnede det. Han hoppede ud i friheden og løb ud på vejen.

Han havde slet ikke tænkt på at nogle kunne have set ham. Det så det heldigvis ikke ud til. Det havde været på et hængende hår. I forvirringen havde han heldigvis nået at lukke vinduet. Han skyndte sig videre på vej hjem. Han havde helt glemt bogen under trøjen.

Først da han var kommet op på sit værelse derhjemme mærkede han bogen. Han tog den op i lyset og studerede den nærmere. Omslaget var fuldkommen sort. Han åbnede bogen, og blev skuffet. Første side var blank. Han vidste ikke hvad han havde ventet men det var ret kedeligt den bare var blank. Han slog op på næste side og skuffelse forsvandt straks men kom igen.

Det gode var at der var noget på siden. Det dårlige var at tegnene var helt uforståelige. Lige pludselig tabte han bogen på gulvet. Da han kiggede ned på den gav tegnene pludselig mening. Det var først nu han opdagede at han havde vendt bogen på hovedet. Der stod:

Til dig der læser denne bog: Alt hvad der står i denne bog er sandt. Men hvis du har læst den skal du ikke regne med at leve meget længere. Denne bog indeholder nogle af de mest mørke hemmeligheder i Transsylvanien. Denne bog tilhører ikke dig. Den tilhører mig. En Vampyr.

Skriften var snørklet og gammeldags. Skriften var rød, blodrød. Men ikke frisk blod som når man faldt i skolegården. Gammelt blod. Han bladrede videre til næste side. På den ene side stod der ”Før” og så var der et håndtryk fra et menneske. På den næste side stod der ”Efter” og nedunder var der et til håndtryk til. Men det var ikke fra et menneske. Det havde kløer. Ikke negle, men kløer. Lange kløer. Han bladrede videre til næste side. Der stod:

Denne bog er skrevet til min elskede Adeliene. Hvis du ikke er Adeliene, så lad være med at læse denne bog.

Gad vide hvem Adeliene var? Han bladrede videre til næste side. Der stod:

Kære Adeliene. Den 13. maj, 2009. Du er død nu. Det der nager mig mest ved din død, er at det er min skyld. Min skyld at du er død. Nu tænker du sikkert at jeg bare er fortvivlet og forvirret. Men det er min skyld. Jeg er et uhyre, et af de mørkeste væsener i verden. Det er min største hemmelighed. Ingen ved det bortset fra denne bog og mig. Jeg kan ligeså godt sige det. Jeg er et uhyre. Et monster. En varulv.

En gang om måneden – kun i maj er der 2 - er det fuldmåne. Den aften var det fuldmåne. Når det bliver fuldmåne sker det. Jeg forvandles til en varulv. Jeg har ikke kontrol over mine handlinger. Jeg bliver rasende, ukontrolleret og blodtørstig. Måske er jeg lidt af en gnaven mand i virkeligheden, men ikke i nærheden af når jeg er varulv. Nu er det flere år siden at du er død. Men jeg har først taget mig sammen til at skrive det nu.

Jeg fortalte de andre i byen at du var gået fra mig. Fredeligt. At du var rejst hjem til din mor, i Italien. Men det er ikke sandheden. Det var mig der flænsede dig op og drak dit blod. Eller ikke mig. Det var mit andet jeg. Varulven. Nu har jeg gjort det igen. Jeg har kunnet kontrollere mine handlinger, siden du gik bort. Jeg er startet som slagter og så kan jeg ernære mig ved dyreblod. Men for 2 dage siden skete det igen.

Det var et barn, med en lys fremtid. Jeg kan ikke huske at jeg gjorde det. Jeg ved bare det var mig, for hvem skulle ellers have gjort det? Jeg ved at jeg kan få fjernet varulven i mig. Men det er ikke let. Det kan kun ske hvis nogen dræber varulven. Og hvem skulle det være. Kun en med et stærkt hjerte og et stort mod kan gøre det.

... fortsættelse følger...!

Transsylvaniens rædsler - 1. del

2010-04-12T10:00:00.003+02:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Transsylvaniens rædsler - 1. del

Skrevet af Thor Binderup, 6. v. på Kirkebjerg Skole.

Flænset. Bogstaveligt talt flænset. Det var umuligt at se det der lå på jorden engang havde været dreng. Hovedet var fuldt af rifter. Fra en slags kløer. Ligesom ulvekløer. Men selvom det her var Transsylvanien – Draculas hjemsted – var der selvfølgelig ingen der troede på den slags historier.

Adrian stod som forstenet. Det brænde hans mor havde sagt han skulle hugge, havde han fuldstændig glemt. Tankerne fór gennem hovedet på ham. Hvem var det? Hvad var der sket? Hvad skulle han gøre? Det sidste gav sig selv. Han skulle selvfølgelig løbe hjem og sige det til de voksne.

Han startede med at gå. Her i mørket blev man let overmandet af lumske tanker. Mon morderen stadig var i skoven? Gik uhyret og lurede på ham i mørket? Så begyndte han at løbe. Uhyret kunne lure bag hver eneste træ og der var mørkt, meget mørkt. Den kunne stå 5 meter væk og han ville stadig ikke kunne se den. Han holdt et fast greb om øksen. Den fredelige økse som han havde brugt til at hugge brænde med, var ikke længere så fredelig.

Nu var han klar til at forsvare sig med den. Han var næsten ude af skoven nu. Nu kunne han se husene i Kødby. Han spurtede nu som havde han ild i røven. Op ad indkørslen også ind af døren. ”Der ligger et lig ude i skoven!” Råbte Adrian så højt han kunne. ”Du har en sund fantasi min dreng” Svarede hans mor glad. ”Har du noget brænde med hjem?”

”Mor det er rigtigt! Det passer!”

”Er du sikker på du har det godt? Man kan nemt blive forkølet eller få lungebetændelse, ude i den mørke skov”. Nu gik han ud i køkkenet og kiggede hende dybt i øjnene. ”Mor send nogle mænd ud i skoven!” Sagde han bestemt. ”Okay, Okay. Men hvis du driller får du 14 dages stuearrest.” Hun gik ud og tog den gamle telefon, hvor man skulle dreje hjulet hen til tallene og drejede nummeret til slagteren.

Hun talte i lidt tid med slagteren og lagde så på. ”Han og nogle af de andre mænd er på vej ud i skoven” Sagde hun stille. Adrian spurtede ud i gangen og begyndte at tage sine skovhuggerstøvler på og derefter jakken. ”Åh gud Adrian, du skal da ikke med” Sagde hun forskræmt. ”Det er du alt for lille til!”

”Ej mor, jeg er 13 år. Det var også mig der opdagede liget”. Sagde han surt. ”De har ikke brug for dig. Jeg har fortalt at det er ude ved brændepladsen, der hvor du hugger brænde. Gå op på dit værelse”. Sagde hun bestemt og uden at tøve. Han flåede jakken af og trampede op ovenpå. Hvad bildte hun sig ind? Selvfølgelig skulle han med ud i skoven, det var jo ham der havde opdaget liget. Han overvejede et kort øjeblik og snige sig ud, men droppede det da han vidste at mor hørte vildt godt og ville være over ham som en høg.

Han gik ind på sit værelse og smækkede døren efter sig. Han stillede sig foran spejlet og kiggede på sig selv. Stadig brune øjne, mørkt karseklippet hår og 170 høj. Han havde efterhånden også fået en del muskler. Kunne hans mor virkelig ikke se at han var stor nok til at komme ud i skoven? Nu skulle han ikke tænke mere over det. Det ville alligevel ikke hjælpe noget.

Han var nødt til at finde ud af noget mere, om historierne der findes om Transsylvanien. Han boede trods alt også midt i det. Nu ærgrede han sig igen over at han boede i en by, midt i en mørk skov. Hvis det brændte i byen ville brandvæsenet ikke engang nå frem før hele byen var brændt ned. Hvis der overhovedet var nogle der ringede til brandvæsenet.

Det var så langt ude på landet at udviklingen nærmest var 60 år bagefter. Som om at årstallet var 1940, selvom at der stod 2009 på kalenderen. I den her provinsby havde man ikke engang mobiltelefoner, og der var også kun en computer i hele byen. Det gav ham en ide! Han skulle vide noget mere om Uhyrer i Transsylvanien. Det skulle han bruge en computer til.

Men som sagt var der kun 1 computer i hele byen. Og den var hos slagteren Cesc, som tidligere var smed. Cesc den strengeste, stærkeste og mest frygtindgydende mand i hele byen. Og han ville under ingen omstændigheder låne sin computer til Adrian. Der måtte lægges en plan. Han SKULLE ind på den computer.

Kapitel 2: Indbrud

Det var ca en uge siden at Timon var død. Men i dag skulle der ske noget andet. Han skulle indtil Cesc computer. Han havde lagt en perfekt plan. Ned til mindste detalje, ligesom de film man så en gang om måneden i forsamlingshuset. Han vidste godt hvad han skulle gå efter på computeren. Mændene havde også fundet noget andet ude i skoven, de havde fundet spor, efter fire fødder. Fødder med klør, store klør. Og det var ikke menneske fødder.

Når han var kommet ind på computeren skulle han søge på noget der hed google. Han skulle søge på noget i retning af ”Transsylvaniens Uhyrer”. Det havde han hørt om i skolen. Men nu gik han jo ikke i skole mere. Han havde bestået alle 7 klasser man skulle her. På google skulle han kigge efter noget der var 2,5 meter langt, en 1 meter højt, havde kløer som en bjørn og lange tænder. Det havde han hørt efter skaderne på Timon og på sporene. Det var Timon han havde fundet ude i skoven. Lille Timon på 10 år. Hans familie var i chok.

De havde ikke været ude for en dør siden de havde mistet Timon. Timon havde været ude og hugge brænde. Ligesom Adrian. Nu var det ikke børnene der huggede brænde mere. Nu gik der altid 2 voksne den ene med øksen til at hugge brænde, den anden med et haglgevær der skulle beskytte dem hvis der kom noget.

Det var også derfor han var nød til at finde ud af noget om uhyret, for Timons familie skyld. Og selvfølgelig også for Timon skyld. Han gjorde sig klar til at gå, men først skulle han lige bruge telefonen. Han tastede Cesc nummer. ”Hallo det er Cesc” lød det i den anden ende af telefonen.

”Hej, det er Biler og Traktorreparation. Vi har en butik i en by i nærheden af i hvor du bor. 2 timers kørsel væk. Den hedder Geovina, altså byen. Vi har hørt at du er en stærk mand og tidligere smed og vi har brug for en smed til reparation af nogle maskiner. Den nuværende smed er syg.”Sagde Adrian med et smil på læben.”Hvad får jeg for det?” Sagde Cesc interesseret.

”En timeløn på 500 kr” Det burde være nok tænkte Adrian. ”Jeg er der inden for 2 timer!” ”Fint. Farvel” Ha! Der fik jeg ham godt nok. Tænkte Adrian glad. Nu behøver jeg blot vente 20 minutter også gå i gang med resten af planen. Tiden gik… 10 tilbage…… 5 minutter tilbage. Nu kunne han gå. Han gik ud i entreen. ”Mor jeg tager lige ud i byen og går en tur” Råbte han ud til hende. ”Ja ja, men pas på du ikke falder, der kan jo være så frygteligt glat.” Råbte hun tilbage.

”Du er altid så bekymret”. Sagde han og smuttede ud af døren. Nu skulle planen gennemføres. Han gik ud af indkørslen og gik rask ned af fortovet. Cesc boede i den anden ende af byen så det ville tage cirka 10 minutter og gå. Der skete intet udsædvanligt på turen. Nu var han 200 m fra Cesc hus. Nu skulle det hele være præcist. Han mærkede efter om han havde alting i lommerne. Det var vigtigt ingen så ham gå ind i Cesc have.

Han tog sin hjemmelavede røgbombe op af tasken. For 1-2 år siden havde det været hans helt store hobby at lave små bomber, fx røgbomber. Nok var det langt ude på landet men her lavede man også ballade. Han havde lært de små fra 4. Klasse, at lave røgbomber. Så nu var det ret normalt at de kastede røgbomber ind i folks haver, også spurtede væk. Men dette skulle tage alle folks opmærksomhed så han kunne komme uset ind til Cesc hus.

... fortsættelse følger...!

De kolde øjene - 2. del

2010-04-09T10:00:00.003+02:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv, Gyselig kærlighed, Peter og Oliver - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

De kolde øjne - 2. del

Skrevet af Philip & Daniel, 6. d. på Vanløse Skole.

Kapitel 6.

De stod bare lidt væk fra hulen og stod. Så sagde Victor jeg går hjem nu og det samme gjorde Sofie. Der var bare Martin og Cecilie tilbage. ”Nå.” sagde Martin skal vi gå hjem til mig. Cecilie svarede ja. Så de gik hjem til Martin det var okay med Cecilies forældre.

Da de kom hjem til Martin lagde de sig med det samme til at sove det havde nemlig været en meget lang dag. De lagde sig op i Martins seng den var ikke så stor så de blev nødt til at lægge tæt sammen. Men det havde de heller ikke noget problem med. De lå og talte om det der var sket i dag. Men Cecilie var træt så hun ville helst sove.

Hun kyssede Martin godnat og hun lagde sig tæt på ham og nussede med Martin. De tog meget af tøjet af fordi det blev for varmt. Så til sidst lå Martin underbukser og Cecilie i bh og g streng. Men var lige meget synes de. De var jo kærester. Cecilie vågnede i løbet af natten fordi hun ikke kunne sove. Så hun vækkede Martin. Martin forstod ikke hvorfor han blev vækket.

Så han var helt rundt på gulvet. Men så sagde Cecilie at hun ikke kunne sove. Og så forstod Martin det. Cecilie lå næsten ovenpå Martin fordi hun ikke kunne sove. De lå igen og talte mig nu talte de om at kysse og sådan noget. Martin ville gerne kysse med Cecilie og Cecilie ville også gerne kysse med Martin.

Så spurgte Martin om de skulle kysse og det var Cecilie selvfølgelig med på så de lå ovenpå hinanden og kyssede men det blev hurtigt til at snave. De vågnede ved at vække uret ringede. Klokken den var fire om morgnen. Martin blev sur fordi at de først skulle møde klokken 8.

Men Cecilie var også vågnet så de gad ikke lægge sig til at sove igen. Nu var de jo oppe. Martins forældre var ikke vågnet så de skulle være stille. Cecilie tog tøj på hun havde nemlig ikke så meget tøj på og hun frys. Imens gik Martin ned og tog morgenmad. Cecilie gik ned til Martin. Hun havde en rigtig pæn og stram bluse på så hendes bryster kom meget frem!

Og hun havde også shorts på men hun havde ikke nogle leggings på. Det tændte virkelig Martin. Hun gik hen til Martin og kyssede ham på munden. Martin sagde ikke noget for nu kom hans forældre. Og det betød at han skulle i skole. Så de pakkede tasker og gik over i skolen.

Kapitel 7

Da de kom hen i skolen var Victor og Sofie ikke kommet endnu. Men det var Marcus – desværre. Da de kom tæt på piftede Marcus på drillemåden og hurtigt gav Martin ham en mavepuster. Cecilie fniste. Så kom Victor og fem minutter efter kom Sofie.

Victor syntes de skulle gå ud i grotten igen og se hvem morderen var. Det syntes de var en god idé og det gjorde de så efter skole, men i engelsktimen skrev Cecilie noget til Martin. De var begyndt at sætte sig ved siden af hinanden. Hun skrev at hun ikke var helt sikker på om de skulle gøre det alligevel, men så skrev Martin at han nok skulle passe på hende.

Så blev hun mere sikker på om hun skulle gå derud. Efter skole gik de ud til grotten og gik derind. Denne gang gik Victor forrest og lyste med lygte. Han var ivrig efter at komme derind og afsløre morderen. Victor sagde at de denne gang bare skulle løbe hen til ham og tage hans maske af. Så løb de. De ledte i hele grotten.

Men morderen var der ikke. De gik skuffede ud og gik bare hjem. Undtagen Martin og Cecilie. De blev der ude for at være lidt sammen. Martin gik hen til en sten og satte sig, han tænkte på natten og, alt det der var sket. Cecilie gik hen til ham, og de begyndte at tale sammen. Martin spurgte Cecilie om de skulle gå ind i grotten fordi, han havde en ide om at der var noget der inde, de havde overset.

Hun ville helst ikke, men gik med til det til sidst. Martin gik forrest og, lyste der ind. Han havde fået lommelygten af Victor. De gik sammen helt ind i grotten og, undersøgte alt, næsten alt. Martin så at der var en slags kirkegård, han forstod det ikke helt. En kirkegård inde i en grotte? De gik der hen og kikkede på det. Cecilie blev bange og, ville gå ud. Men Martin sagde at, hun skulle blive.

På kirkegården var der gravstene. Martin gik hen og undersøgte en af dem. Der stod Martin P. Hansen. Han fik et chok og, trådte to skridt tilbage. Cecilie spurgte hvad der var Martin sagde kig på gravstenen. De gjorde hun og stod bare og stirrede på stenen. Så sagde hun det kan ikke passe. Nej! Svarede han. Han kikkede over på nogle andre sten, og der stod Victors og Sofies efternavn.

Hvor er min gravsten så? De ledte efter det lige pludselig, så de hendes navn stod med store bogstaver på væggen, det var skrevet med blod!?

Kapitel 8

Cecilie gik væk fra væggen, og kikkede Martin i øjne. ¨tror du det betyder noget¨ spurgte hun. ¨Nej det tror jeg ikke sagde han ¨?¨lad os gå ud her fra¨ De gik ud der fra hjem til Cecilie. De følges ad hen af landevejen, lige pludselig kom, der en bil med fuld knald på, og bremsede lige foran dem. Cecilie fik et chok, og sprang tilbage.

Martin løb hen for at se hvem det var der sad i bilen. Inden han kunne nå hen til bilen, kom morderen ud af bilen med en kniv i hånden. ”BLIV VÆK” råbte Martin til morderen. Men morderen kom tættere på. Lige pludselig kastede han kniven direkte mod Cecilie. Det var et så hårdt kast at Cecilie ikke kunne nå at bevæge sig men Martin var hurtig.

Han nåede lige at række en hånd ind mellem Cecilie og kniven, så der skete ikke noget med Cecilie men Martin fik jo kniven i hånden så han blødte sindssygt. Morderen skyndte sig ind i sin bil og køre. Cecilie gik i panik og ringede efter en ambulance. Den kom efter to minutter og da var Martin faldet lidt til ro men det gjorde selvfølgelig stadig ondt.

Lægen der kom sagde at det ikke så godt ud. Han sagde de skulle køre på hospitalet med det samme. Da de kom ud på hospitalet blev Martin hurtigt kørt ind på en stue og Cecilie ringede efter Martins forældre. De kom rigtig hurtigt og Martins mor græd meget og kunne slet ikke forstå hvad der var sket med deres søn. Der var gået tre timer da lægen kom ud. Han så trist ud i ansigtet og det tog lang tid før han sagde noget til Martins mor og far.

Endelig sagde lægen noget, men det var ikke godt. ”Jeres søn… er… død… Han forblødte…” Lægen var lige ved at græde. Han satte sig ned. ”Jeg gjorde alt hvad jeg kunne…! Men det var jo ikke nok! Undskyld Undskyld UNDSKYLD!! Jeg er en dårlig læge jeg…” men forældrene var for længst gået.

De var gået ind til Martin. Men Cecilie lå oven på ham og græd. Pludselig begyndte Cecilie at snave ham vildt. Martins forældre kiggede med store øjne og vendte med det samme om igen og gik ud til lægen. ”Hvad er det for noget??” ”…Hvad?? ” ”Ja Cecilie ligger inde på sengen oven på Martin og… Nej gå selv ind og kig.” Lægen gik ind og kiggede og så at Cecilie sad og grinte.

Så kiggede lægen på Martin som lå med åbne øjne og prøvede at få alt det udstyr han havde på af. Lægen begyndte også at grine og bagved grinte forældrene også. Næste dag kørte de hjem og en uge efter var Martin klar igen og ringede efter sine venner, Sofie Victor og Cecilie. De gik direkte ud til grotten og kaldte på morderen. Han svarede ikke og de gik ind i hulen.

Da De kom ind til der hvor han boede så de at han sad sammen med Marcus. Han sad uden maske på. De fire kiggede på hinanden og så løb de hen til ham og overfaldt ham. Marcus sagde ”Nej hold op lad ham være.” ”Hvad?!?! Sagde Martin. ”Han er min far jo!”

”Er han din far??” spurgte Victor

De kolde øjene - 1. del

2010-04-05T10:00:00.004+02:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

De kolde øjne - 1. del

Skrevet af Philip & Daniel, 6. d. på Vanløse Skole.

Kapitel 1.

Nej! Lad vær, ikke Victor! Morderens øjne gennemborede Victor. Martin vågnede med et sæt fra endnu et mareridt. Han svedte helt vildt, og han var glad for det ikke var sket i virkeligheden. Der måtte ikke ske Victor noget, Victor var Martins bedste ven! De boede på Møgelø en lille ø nær Silkeborg.

Der lå en lille skole. Martin og Victor gik i 8. de gik i klasse med 2 søde piger og en irriterende dreng, Marcus. Det er en lille ø og en lille klasse. De to søde piger hed Cecilie og Sofie. Martin begyndte at tage tøj på for han skulle nemlig i skole.

Da han kom i skole mødte han Victor og de gik sammen ind i klassen og satte sig ned. Så kom Marcus desværre hen til Martin og Victor. Martin og Victor syntes at Marcus var en nar. Men denne gang kom Marcus hen og sagde noget spændende.

Han havde hørt om en morder på øen. Han holdt til i en grotte som de alle tre kendte. Marcus spurgte om de ikke ville med derud en dag. Det hørte pigerne og de ville også med. Så var Martin og Victor nødt til at sige ja for de kunne godt lide pigerne. Heldigvis ikke den samme. Martin kunne godt lide Cecilie.

Hun var blondine og havde smukke blå øjne og også vildt smuk. Sofie var brunette og var ret lækker. De havde aftalt en dag at skulle ud og se den grotte, Marcus sagde hvor morderen holdt til.

Kapitel 2.

Så kom dagen hvor de skulle ud til grotten, de mødtes henne ved skolen. Victor var lidt bange. Marcus havde lommelygter med så de kunne se dér inde. Indgangen til hulen var lidt uhyggelig så Victor blev lidt bange men sagde det ikke. Hulen lignede

En stor mund altså en mund med store og spidse tænder. Victor sagde at han lige gik lidt bagefter de andre. Så kom Sofie hen til ham, og spurgte om han var bange? Så svarede han nej nej det er jo bare en hule. Men Sofie vidste godt at han var bange, men det kunne hun godt forstå for det var godt nok uhyggelig.

Martin var ikke bange og gik forrest ind. Han så også mange gysere så han var, vandt til det. Martin og Cecilie gik først, Cecilie var bange og spurgte Martin om hun ikke måtte holde ham i hånden, det måtte hun selvfølgelig godt for Martin var jo vild med hende.

Sofie ville også holde i hånd med Victor, men Victor var for bange til at holde nogle i hånden, Han rystede helt. Martin og Cecilie gik først ind, med vennerne lige i bag sig. De var glade for at Marcus ikke var med, han ville komme med nogle dumme idéer og alt for dominerende. Da de var kommet helt ind i hulen, så Martin et slags fængsel.

Der var et skilt hvor der stod ¨for sindssyge kvinder¨. Cecilie mærkede en kold ånde mod hendes nakke. Hun frys til is, hun ville råbe til de andre men kunne ikke.

Kapitel 3.

Martin råbte på Cecilie, men hun svarede ikke. Han blev helt bange for at der var sket Cecilie noget, Martin så at Morderen stod lige bag ved Cecilie. I det samme kastede han sig hurtigt over på den klamme mand. Morderen stod bare og kikkede med sine store røde øjne. Så sagde han:

’’Et skridt mere og din lille veninde falder til jorden’’. Han stod med næverne klar til at tage livet af Cecilie. Martin frys til is med den sætning. Heldigvis stod Victor, 5 skridt bag ved morderen. Med Sofie ved siden af sig. Lykken var der at Morderen ikke havde hørt eller set dem.

Victor blinkede til Martin, men Martin begyndte at smile.

Morderen så dum ud i den elefanthue, han gik med. Han spurgte Martin ”hvad fanden griner du af din møgunge”. Martin begyndte at grine sindssyg meget. Så fik han øje på Victor og Sofie.

Han slap Cecilie og gik mod Victor og Sofie. Martin så en mulighed for at hoppe på morderen og det gjorder han. Morderen fik et chok. Og væltede om. Morderen tog fadt i Cecilie og han trak hende med ind i grotten, Martin stod bare stivnede til jorden.

Og de andre turde ikke gå længere ind i den mørke grotte det var nemlig allerede mørkt nok synes de. De stod bare og kiggede.

Så var det sket de havde mistet Cecilie. De gik hjem og var rigtig bange for det der var sket. De aftalte at de ikke ville sige noget til de voksne for de ville klare det selv.

Politiet ville heller ikke tro på dem. Men det sværeste var at gemme det for Cecilies forældre. Da de kom hjem sad de og gloede tv. De vidste ikke rigtig hvad de skulle gøre, og de vidste heller ikke hvad Morderen ville gøre ved hende.

Så derfor besluttede de at gå ud og befri hende næste dag. Men det var værst for Martin, han kunne næsten ikke klare det. Da de var kommet hjem gik Martin direkte ind på sit værelse og lagde sig i sin seng og begyndte at græde. Han kunne jo godt lide Cecilie og hvad nu hvis hun aldrig kom igen.

Kapitel 4.

Næste morgen mødtes de igen i skolen og aftalte hvornår de skulle gøre det. De havde idræt i de to første timer og det var Martins yndlingsfag, men han gad ikke lave noget. De skulle ud og løbe på øen. De løb 1 km. Sofie og Victor løb sammen, Martin løb alene, men han var en af de hurtigste så der for løb han i spidsen.. Imens han, løb tænkte han på hvem Morderen kunne værre.

Han kunne ikke komme i tænke om, at han havde hørt om en Morder på øen.

Martin løb hurtigere, da han så målstregen. Han kom først i mål og fik en tid på

6,67. Et stykke tid efter kom Sofie og Victor. De kom på 6 og 7 pladsen. De gik tilbage til skolen, da læren kom.

Da de var kommet tilbage, gik de ind og klædte om. De havde Matematik bag efter. Efter idræt var det kedeligt, og dagen gik helt vildt langsomt. Efter skole mødtes de ude foran skolen, og aftalte at de gik hjem til Victor og lavede en plan for hvad de skulle gøre for at befri Cecilie og den plan de fik lavet gik ud på at Victor og Martin gik ind i grotten og gemte sig bag en stor sten.

De ville så komme frem når Sofie kom. Hun gik ned til grottens indgang og råbte: ”Giv mig min veninde tilbage!!” Så håbede de på at morderen ville komme ud og kigge hvem det var der råbte, og så kunne Martin og Victor befri Cecilie.

Kapitel 5.

Dagen var kommet de skulle ind i hulen for at befri Cecilie, det var på tide for hendes forældre kunne ikke forstå hvorfor hun ikke kom hjem. Sofie gjorde sig klar og drengene gemte sig. Cecilie stod bundet op af en pæl derinde hun så ikke så godt ud hun så ud som om hun ikke har spist i alt for lang tid.

Sofie stod og larmede så morderen ville komme frem det virkede så drengene kom ind til Cecilie, men Sofie blev alt for bange for morderen han stod med en kniv i hånden og gik stille og roligt hen mod hende. Hun løb væk fra hulen hvilket ikke var en del af planen!

Så morderen løb efter. Drengene nåede frem til Cecilie og befriede hende det hun havde været rigtig bange men hun vidste Martin ville komme og redde hende. Cecilie gav Martin et langt og dejligt kys, Martin blev total glad og forelsket! Da de var på vej ud kom morderen tilbage fra jagten efter Sofie.

Han havde hende ikke med, så hun havde det nok godt men hvordan skulle de nu komme ud når morderen var der?! De gemte sig inde i et slags skab, indtil han skulle sove. Morderen så at Cecilie var væk og blev rasende. Han skulle have brugt hende til et forsøg!

Han bandede og svovlede! Han var rigtig sur børnene blev bange og blev enige om de bare skulle løbe ud rigtig hurtigt det gjorde de så, han så dem og løb efter morderen faldt og slog sin fod. Børnene så det og stoppede op og stod og grinte af ham. Så rejste han sig hurtigt op og trak en pistol! De løb, men Cecilie faldt over en sten og kunne ikke nå at rejse sig og komme væk, Martin så det og vendte om og bar hende ud Cecilie blev rigtig glad og sagde tusind gange tak jeg vil gøre alt for dig!

Det var så lidt sagde Martin rigtig stolt. ¨Den ting der gøre alt¨ sagde Martin, Ja sagde Cecilie. Vi kunne sådan måske blive kærester eller sådan noget hvis du vil? Victor hviskede til Martin godt gået Martin du har hende nu! Øh ja jeg vil! Selvfølgelig vil jeg det du har reddet mit liv Martin!

Ja det har jeg vist. Sagde Martin. Er vi så kærester sagde Martin? Ja vi er! De krammede deres første kæreste kram den dag. Det syntes de begge var rigtig fedt!

...fortsættelse følger...!

Peter og Oliver

2010-04-02T10:00:00.004+02:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Peter og Oliver

Skrevet af Abdul & Saif, 6. c. på Vanløse Skole.

Det var sommer. Oliver skulle på koloni. Sammen med en fra sin klasse, der hed Peter. Peter var en nørd, de var aldrig sammen i skolen, men nu skulle de altså på koloni sammen. De var ankommet til Odense, de var kørt fra deres by Vanløse. De var inde på deres værelse og var i gang med at pakke deres ting ud.

Oliver og Peter blev gode venner, de snakkede rigtig godt sammen. Oliver var overrasket over, at Peter var så flink at snakke med. Deres koloni gik ud på at slappe af og have det sjovt.

Efter aftensmaden den første dag, stod Oliver og trak noget chokolade i en slikautomat, der stod ved receptionen. Han kunne dufte en blomsterduft og vendte sig om, bag ham stod en langhåret pige med blå øjne, hun smilede genert.

Det var en pige der hed Emma. Hvad trækker du? Spurgte hun. Oliver blev helt forvirret og kunne ikke huske, hvad han var ved at trække. Da hun skulle trække, kom hendes slik ikke ud. Oliver gav automaten et ordentligt hug og så røg hendes slik ud. Tak sagde hun og smilede igen.

Oliver blev helt rundt på gulvet og varm i maven. Hun havde en veninde. Hun hed Anne og var smuk. De begge to havde langt hår. Emma havde lysebrunt hår. Anne havde lyst hår. Peter og Oliver ville gerne spørge dem, om de ville komme sammen.

De begyndte at skrive kærestebreve. Der stod, vil du være min kæreste.. Da de skulle give brevet så de dem dybt ind i øjne. Emma havde brune øjne og Anne havde blå øjne. De blev kærester.

De to piger, de var forelskede i kom fra Odense. De to skoler – en fra Vanløse og en fra Odense skulle være på koloni sammen. Det ville de gerne. Nu skulle de rundt i skoven, de gik ca. en time. Peter sagde til Oliver, at de skulle sidde lidt ned. De andre gik bare videre. De havde siddet ca. i 10 minutter og snakket sammen om fodbold og piger. Nu var de blevet væk fra de andre.

De havde ikke lagt mærke til, at de andre var gået så langt videre. De begyndte at lede efter dem. De gik i meget langt tid, de vidste ikke, hvad de skulle gøre. Efter et par timer var de andre nået hjem til hytten. De voksne havde ikke opdaget noget som helst. Anne og Emma ledte efter dem, og de sagde det til de voksne.

Alle begyndte at lede efter Oliver og Peter. Anne og Emma var dem der ledte mest. De voksne endte med at ringe til politiet. Anne og Emma begyndte at tænke meget på dem. De fik mærkelige tanker om hvad der var sket med dem. De forestillede sig at drengene var kommet til skade. De savnede deres stemmer og deres lugt.

Det blev mørkt, Oliver og Peter skulle sove i skoven. Det var koldt, og de var begge to bange. Overalt kunne man høre grene knække, lyde fra dyr og blæsten i træerne. De sov oppe i træerne, og de havde for lidt tøj på. De sov dårligt, og de vågnede hele tiden.

Næste morgen var politiet allerede i gang med at lede efter dem. Oliver og Peter vågnede, de var helt udmattede og meget sultne og tørstige. De begyndte at gå. De hørte en bil og troede, at der var en vej. De løb i den retning som de hørte bilen komme fra.

De nåede derhen og så, at det var en mand med sort tøj på! Han talte i telefon og snakkede ikke dansk. Han talte engelsk og lidt spansk, kunne de høre. Pludselig råbte han til dem, men de forstod ikke, hvad han sagde. De begyndte at løbe. Manden løb efter dem meget hurtigt. Han fangede Oliver, mens Peter begyndte at løbe.

Peter stoppede og så Oliver blev fanget. Han fik dårlig samvittighed og løb tilbage til Oliver og manden. Han prøvede at rive Oliver fri, men det lykkes ikke. Til sidst tog han Peter og Oliver ind i varevognen. De var meget bange begge to, og turde næsten ikke tale sammen. Han kørte i lang tid. Næsten 2 timer.

Politiet fandt intet. De ledte i lang tid, men det hjalp ikke. Endelig stoppede bilen. De var bange, og de kunne høre at manden åbnede bildøren. Manden tog dem ud af bilen, de gik lidt, og derefter rev Oliver sig fri. Det samme gjorde Peter. De vidste ikke, hvor de var.

De så en dame, og spurgte damen om de måtte låne hendes mobil. De måtte gerne låne mobilen. De ringede til deres forældre. Deres forældre ville komme og hente dem, de blev meget glade. De fik at vide, at de var i Holbæk! De skulle vente ved en tank. De snakkede i lang tid. Til sidst så de deres forældre. De blev meget glade for at blive de hentet og kørt hjem.

De slog op med deres kærester på telefon, og så var de lidt kede af det. Odense var bare for langt væk fra Vanløse. De kom over det og blev glade. Peter og Oliver er nu bedste venner.

Gyselig kærlighed - 2. del

2010-03-29T10:00:00.003+02:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Gyselig kærlighed - 2. del

Skrevet af Simone, Ida & Anika, 6. d. på Vanløse Skole.

Pludselig begyndte han at kysse hende. Det var så dejligt, men kunne hun gøre det mod Liva? Fuck det, nu var det hendes tur til at have det sjovt. Hun kyssede igen og pludselig lå de og rå snavede.

Uden de havde lagt mærke til det bankede det på og ind kom Liva. ” what! Hvad fanden sker der her” Liva skreg men på sammen tid græd hun også for hendes bedsteveninde og hendes kæreste havde lige ligget og rå snavede.

Endelig havde Kate og Emil stoppet, da Liva skulle til at gå løb Kate efter hende ” Liva vent det er ikke sådan som det ser ud!!” ”slet ikke ”, sagde Liva. ” jeg ville bare ha det lidt sjovt” imens kom Emil og Liva gik” så det her betød ikke en skid for dig eller hvad?” Kate græd ”jo men, men, men … Kate vidste ikke hvordan hun skulle sige det foran hende stod hendes bedsteven, … betød det da noget for dig?? Og du er jo ligesom også kæreste med Liva” sagde Kate. ” hvorfor tror du vi lå derinde og rå snavede. Jeg valgte dig Kate kan du ikke se det jeg elsker dig sku, og ville gøre alt for det kan blive dig og mig!”

” jeg elsker også dig, men Liva er min bedsteveninde det har vi været siden vi var 4 og nu er vi 14 år, det ville sige vi har været det i 10 år” sagde en noget forvirrende Kate. De kom tættere og tættere på hinanden til sidst stod de tæt op ad hinanden. ” jeg må smutte hjemad, og få snakket med Liva. ” når ja god idé” sagde Emil.

Kate løb grædende hjem i seng, hvad fanden tænkte hun også på, hun havde lige svigtet hendes eneste og bedste veninde, men hun elskede virkelig Emil. Da hun kom hjem styrtede hun ind på sit værelse, og smed sig på sengen. Hendes mor kom ind og spurgte hvad der var galt. ”det rager ikke dig skrid ud fra mit værelse” skreg Kate.

Hun hulkede og hendes mor satte sig på hendes seng. ”Min lille skat, fortæl nu mor hvad der er galt, og så får du det tusind gange bedre ”, sagde hende mor roligt. ” Mor du fatter ingen ting, siden jeg farvede mit hår sort og gå i noget anderledes tøj end andre, er jeg ikke din lille Kate mere.

Jeg har forandret mig, jeg har mit eget liv nu, og det skal du slet ikke blande dig i ”, sagde Kate surt, og hun begyndte at græd mere og mere. ” skat!! Jeg kan jo se der er noget galt, og du vil altid være min lille skat lige meget hvor stor du er, og hvilket tøj du går”, sagde mor. ” mor vil du ikke være sød at gå ud der er noget jeg bliver nød til at gøre” sagde Kate, moren gik ud.

En uge efter, da Kate havde ringet til Liva en million gange tog hun den. ” hvad fanden vil du?” ,sagde hun. ” Liva jeg er ked af det du betyder mere for mig end nogen andre nogensinde vil, jeg skred da du var gået, for du er min bedsteveninde og der er INGEN der kan tage din plads”, sagde en meget alvorlig Kate. ” okay men jeg slår op med Emil idioten jeg ikke kan tilgive, tænk virkelig han pressede dig”, sagde Liva. ” okay ses i morgen elsker dig”, sagde Kate. ” ja vi ses elsker også dig”, svarede Liva og lagde på.

Emils mobil ringede, han tog den, det var Liva før eller siden måtte han sige undskyld. ” hey jeg er meget ked af det men jeg havde ingen følelser for dig mere”, sagde Emil hurtigt. ” så kunne du for fanden ha´ slået op, i stedet for at snave min bedste veninde, du vil måske også skille mig og hende ad?”, sagde Liva med en hård stemme. ” det var ikke ment sådan, men ville”… Emil skulle lige tage sig sammen hvordan skulle han spørge om det? ” ville det være okay, hvis jeg spurgte Kate, om hun vil være kærester med mig?” spurte Emil.

”Hvad tror du selv din idiot”, skreg Liva i røret, og smækkede i. Om aftenen mødtes Kate og Liva, for at gå ud til huset. De vekslede historier, både om Emil og huset. Det var en kold efterårsaften, og blæsten hev i træerne. De gik ud til huset i stilhed, og da de kom derud, blev det pludseligt helt vindstille.

Der var en uhyggelig stilhed så de skyndte sig ind i huset. De løb straks op på loftet og ind i arbejdsværelse. De låste døren, men som om det hjalp noget. De fandt papirerne frem, og lagde dem på bordet. ”Men hvordan skal vi komme af med spøgelset”, spurte Liva forvirret. ”Det ved jeg ikke, men vi skal skynde os, inden spøgelset finder os”, sagde Kate.

De læste begge to nogle papirer, og fandt frem til at de skulle, brænde huset ned, så det forsvandt, og ingen fik huset. Liva havde tilfældigvis en lighter, det ville sige, at hun røg, så hun havde altid en lighter på sig. De løb ned ad trappen, nu havde de pludseligt et spøgelse efter sig, men sjovt nok forsvandt det igen da de var ude af huset.

Liva tog lighteren frem, lige da hun skulle til at sætte ild, hørte hun en velkendt stemme, det var Emil. ” hvad fanden sker der her?” ,spurgte han. ” hmmmmmm tja der er vel nogen der må gøre, noget godt for hinanden, i forhold til visse andre”, sagde en meget snobbet Liva. ” kom nu videre, lad os få det overstået”, sagde en lidt irriteret Kate.

Mere blev der ikke sagt før Liva satte ild i huset. Det brændte hurtigt, og endte med at sprede sig i hele huset, haven var der nu også ild i. ” var det meningen haven, og hele skoven også skulle brændes?”, spurgte en lidt chokeret Emil. ” nej vi bliver nød til at få skaffet noget hjælp, lige nu med det samme!”, sagde Kate.

Emil tog sin top nice mobil op fra lommen, han ringede 1-1-2. ” hej det er alarm centralen, hvad kan jeg gøre for dig?”,sagde en mand. ” det er ild i et hus i skoven”, forsatte Kate. Emil smilede til hende måske kunne de blive mere end bare venner, men de skulle først have det her overstået. ” ”et hus, hvad for et hus?”, ”der er da ikke nået hus ude i den skov”, det har der aldrig været før ” ”hør” sagde brandmanden ”ring kun hvis det er nødvendigt” ”jamen” var det eneste Emil nåede at sige, før brandmanden lagde på og spøgelset kom ud. ”Løb” råbte Emil.

De skyndte sig at løbe væk fra huset men spøgelset løb eller fløj efter dem. De løb så hurtigt at Kate ikke kunne følge med, og faldt over sine egne ben. ”Kate” råbte Liva, bare løb sagde Kate nej sagde Liva godt nok har jeg fået ordnet negle men jeg er værdig til at knække dem for min bedste veninde, Liva løb tilbage efter Kate.

Hun sad fast i et hul, det var det hun var faldet over, Liva prøvede at hive men hun sad for godt fast. Spøgelset kom nærmere, og Kate sad fast. Emil kom over for at hjælpe. ” Hold spøgelset hen så får jeg Kate op”, sagde Emil. ” okay jeg kan jo prøve”, sagde Liva. Hun begyndte at gå tættere på spøgelset, og pludseligt, var hun i gang med at danse.

Hun var rigtig god til at danse, hun havde gået til det da hun var lille, hun havde vundet flere medaljer. Imens havde Emil fået Kate op, ” løb!”, råbte Emil. Liva skyndte sig at løbe med spøgelset i hælene, de andre var flere meter foran hende. Skoven var stadig i brand, men sjovt nok da de var ude, brændte den ikke mere og spøgelset var forsvundet. De var alle lidt chokeret over det der var sket.

Et par dage senere var Kate hjemme hos Liva de begge to var glade for de var blevet gode venner igen, men de kunne bare ikke få spøgelset ud af hovedet. Lidt senere kom Livas mor op med noget mad og drikke så Liva og Kate glemte alt om skoven og spøgelset.

De besluttede at gå sig en tur, de gik ind til tovet og fik sig en kop varm kakao, og gik derefter ud til den store vej hvor skoven engang lå. ”HVAD!!!” Råbte Liva ”hvad er der”, skreg Kate efter det chok hun havde fået a Livas skrig, ”skoven” sagde Liva ”hvad er der med skoven” sagde Kate, ”den, den, den er tilbage sagde Liva rystende, og rigtig nok tænkte Kate.

Ligeved siden af dem var skoven og hvad var det, det var noget rødt, men ikke spøgelset, det var bare noget papir fra Mcdonals, det grinte de lidt af. Emil kom løbene hen til dem, han havde været ude at løbe. ” hej”, sagde han Kate svarede ”hej” og rødmede lidt, for hver gang Emil sagde noget blev hun helt blød i knæene.

Efter deres tur gik de hjem til Emil, men da de skulle til at gå ind ad døren så de noget rødt igen, det var ikke fra Mcdonals det var ikke et lys fra et vejkryds eller noget stof nej den her gang var de sikre, sikre som de aldrig nogensinde havde været det var øjnene.

Gyselig kærlighed - 1. del

2010-03-26T10:00:00.003+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Gyselig kærlighed - 1. del

Skrevet af Simone, Ida & Anika, 6. d. på Vanløse Skole.

Bip bip, bip bip, Liva fik en besked. Hun styrtede hen til sin nye mobil, beskeden var fra Emil. Hey smukke kommer duh ikk over til bænken ved skoven, der noget vildt jeg ska sige dig, stod der. Hun skyndte sig ned for at tage overtøj på, men lige da hun skulle til at gå ud af døren råbte hendes mor ”Leonora skat, hvor skal du hen på denne tid af aftenen, klokken er jo snart 8 det betyder sengetid?”.

Hun kunne have dræbt hende hun var den eneste der stadig kaldte hende Leonora, efter hun i 4.klasse havde opdaget at det var ret så nedern navn, havde hun skiftet til Liva. Hun smækkede døren efter sig og løb ned til bænken, og ganske rigtigt der stod Emil lækker som altid. De gav hinanden et kram og gik sammen ind i den mørke skov. Langt om længe sagde Emil noget ” Liva der er noget jeg har tænkt på i et stykke tid” stammede han og tog hende i hånden.

Men inden han nåede at sige mere hørte de en der skreg. De blev begge to bange men tog mod til sig og gik derhen alligevel. De fulgte skriget der førte dem hen til et gammelt faldefærdigt hus. Skriget stoppede pludseligt. ”jeg syntes det her er lidt for uhyggeligt skal vi ikke bare gå tilbage” sagde Liva. ”jo lad os det” sagde Emil.

Da de var ude af skoven sagde Emil, ”det her er aldrig sket vel?” Liva rystede på hoved. ”men hvad var det egentligt du ville spørge mig om” sagde hun. ”jo øh, jeg tænkte på øh om du ville øh, kom, kom, komme sammen” sagde han rystende. Liva var glad men ikke specielt overrasket, for han havde kigget langt efter hende et stykke tid. Egentlig kom et svar ”ja” sagde Liva. De fulgtes sammen hjem hånd i hånd.

Da Emil kom hjem loggede han straks på facebook. Kate, Liva bedste veninde, var lige logget på. Kate var noget meget specielt, hun gik kun i sort tøj og var meget følsom, men alligevel var hun både lækker, smuk, sød og dejlig.

Han gik i seng for han kunne ikke rumme mere efter dagens oplevelser. Da han lå i sin seng kom han i tanke om huset i skoven. Han tænkte om det egentlig havde ligget der altid? Han kendte skoven ud og ind som sin egen baglomme. Han måtte ud til huset, og det skulle være nu!! Han skyndte sig ned og tog overtøj på, tog sin cykel og cyklede derud af.

Der var mørkt og koldt i skoven, men også meget stille han kunne kun høre sig selv og sin cykel. Efter at have cyklet et stykke tid så han huset. Han smed sin cykel i det våde græs, og gik tættere på huset. Turde han at gå ind? Ja selvfølgeligt turde han det, han var da ikke en tøsedreng, hvad ville Liva og Kate også sige om ham, den tanke lod han ligge og gik i stedet ind i huset.

Døren knirkede og gulvbrædderne var kolde, fugtige og beskidte. Pludselig begyndte skriget igen. Et sekund var han i tvivl om han turde, men forsatte alligevel. Han gik ind i det næste rum, skriget blev nu højere og mere gyseligt. Sjovt nok var der ikke noget i dette rum så han valgte en ny dør. Bag døren var der to trapper, en der førte op og en der førte ned. Han valgte op.

Han gik langsomt op af de knirkende trappetrin. Han hørte en lyd længere oppe af trappen, og det var ikke skriget. Pludselig så han noget, det var noget rødt, og da han kiggede nærmere efter, lignede det øjne. Øjnene var det eneste han kunne se. Han ville op til dem, men der var noget der stoppede ham.

Det var en følelse som han ikke rigtig kendte, men inden han nåede at tænke videre over det, kom øjnene nærmere. Han blev pludselig meget bange, løb ned af trappen og ud af huset. Hans cykel var væk så han løb ud af skoven og direkte hjem. Da han kom hjem, gik han i seng.

Næste morgen vågnede Kate ved lyden af sit vækkeur, det var mandag tidlig morgen. Hun var meget træt, for fem skoledage ventede. Kate tog tøj på, lagde make-up og spiste morgenmad. Kl. var 8 præcis så hun kom for sent som altid. Hun løb i skole og styrtede ind midt i en tysk time.

Hun satte sig ned ved siden af Emil. De sad i tavshed hele timen, og endelig ringede det til frikvarter. Hun gik ud til Liva som lige havde haft fransk. Emil kom hen til dem. Liva kunne ikke holde det inde mere. ”Mig og Emil var ude i skoven i går…” hende og Emil fortalte hele historien, og Emil fortalte også da han havde været ude i skoven alene, Kate var rystet.

Hun spurte om de ikke skulle tage ud til huset efter skole. ”Det kan i bare gøre, jeg skal ud og shoppe med min kusine”, sagde Liva. ”Okay så gør vi to det bare Kate” sagde Emil. Klokken ringede ind.

Senere gik Emil og Kate ned til skoven, Emil viste Kate vejen hen til huset. ”Mærkeligt” sagde Kate, ”har det hus ligget der hele tiden”, ”sjovt” sagde Emil, ”jeg tænkte den samme tanke første gang jeg så det”. Emil gik ind forrest for at vise at han ikke var bange. Skriget begyndte med det samme igen da de gik ind, ”hvad er det” sagde Kate ”jeg ved det ikke Liva og mig hørte det samme da vi var her men da jeg var alene herinde hørte jeg skriget og så røde øjne, tror jeg nok”.

De tog trappen op til loftet, gik op ad trappen uden besvær. Da de var kommet op var der to døre, til højre eller venstre. De kunne ikke bestemme sig, men besluttede sig for at følge skriget. Det blev højere og højere jo længere de kom. ”der” sagde Emil ”der er de kan du se dem” Kate kiggede rundt, det eneste hun kunne se var to små røde prikker, og de kom nærmere.

Kate blev bange, og knyttede sig ind til Emil. De røde øjne kom tættere på dem og hurtigt ud i lyset fra solen, der gik gennem et vindue. Nu kunne de se hvad de røde øjne var. Det var et spøgelse, men ikke hvilket som helst spøgelse, det var et sort et. Først nu blev Emil bange.

Spøgelset stoppede lige foran dem, det så på dem med de røde øjne. Spøgelset skreg så højt at de ikke kunne hører hvad de selv tænkte. Pludselig kom det endnu nærmere, Emil skreg: ”løb!"

De løb udenom spøgelset, og en i et nyt rum. Det var et arbejdsværelse og Kate gik straks i gang med at rode i nogle papirer. Hun fandt noget der føltes nyttigt. I en avisartikel stod der: En gammel mand forsvundet efter at fogeden tog hans hus, da han ikke kunne betale. Huset var hans et og alt, så det at han ikke havde det mere var der ikke noget at leve for.

Det vil sige han havde taget sit eget liv. ” Jeg tror jeg har fundet ud af noget. Spøgelset er den gamle mands sjæl, og nu er han i sit eget gamle hus for han kan ikke finde fred”, sagde Kate. ” Selvfølgelig, men hvad skal vi så gøre for at den finder ``fred´´, og vi kan sove roligt om natten”, sagde Emil.

Kate sagde at de måtte snakke med Liva om det i morgen. Men de havde et andet problem, for spøgelset havde fundet dem, og det stod foran den eneste udgang. Kate blev virkelig bange hun skreg faktisk, det havde Emil opdaget han tog hende i hånden og hviskede i hendes øre: ” Det skal nok gå vi gør det her sammen”, sagde Emil lidt usikkert.

Kate svarede højt ” okay men hvis vi ikke overlever så er der noget du skal vide, jeg ved godt Liva og dig er kærester, men jeg elsker dig alligevel”. Emil sagde ” det gør jeg også”. Kate blev helt varm indeni, men det var ikke tid til romantik, for spøgelset var sur. ” hvor våger i at være i mit hus”, sagde den meget skræmmende. ” vi vil meget gerne hjælpe dig med at få dit hus igen, er der noget vi kan gøre??”

” neeeeeeeeeej joo måske kunne i… hans stemme blev nu højere … kunne i forsvinde ud NU!!” de spurtede ud med spøgelset lige i hælene, men lige så snart de var ude af huset forsvandt spøgelset brat.

De blev ved med at løbe, men stoppede op da de var lidt ude fra skoven. ” jeg tænkte på om du ville med mig hjem”, sagde Emil forpustet. ” hmmm…jo det kunne vel eller jeg mener det kunne være meget hyggeligt bare dig og mig”, sagde Kate glad.

De gik samme hjem til Emil, de tænkte lidt over huset men lod begge den tanke ligge. Da de sad på hans værelse sagde Emil: ” vil du have noget at drikke eller spise?” ” tja noget at drikke ville da ikke være helt galt” sagde Kate. ” Men mente du det du sagde ude i skoven, med at du elsker mig?” ”Selvfølelig, jeg vil da aldrig lyve for dig,” sagde Emil og kærtegnede hendes kind.

... fortsættelse følger...!

Tyven

2010-03-22T10:00:00.003+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Tyven

Skrevet af Amna & Amina 6. c. på Vanløse Skole.

Der var engang to piger, som hed Anna og Signe. Der var en tyv løs i byen, og de havde besluttet, at de ville fange ham. I aviserne havde der været nogle gamle forbryderbilleder af tyven. Han var høj, havde mørkt hår og havde en guldørering i det ene øre. Pigerne havde fundet ud af, at han stjal tasker fra damer.

En dag de sad på metrostationen, så de en mand, der kunne ligne tyven. De fulgte efter ham. Lod som om de bare snakkede med hinanden, men holdt øje med ham. Lidt efter da metroen skulle til at køre, men inden den kørte, stjal tyven en taske fra en gammel dame. Pigerne råbte efter ham, men han ignorerede dem og løb ind i metroen. Anna og Signe nåede ikke den samme metro, men de tog hurtigt den næste.

Da tyven stod af metroen, stod pigerne af på et andet stop. Tyven var blevet væk fra dem, og de kunne ikke finde ham. De skulle til at gå hjem til Anna, men så, så de tyven. De løb efter ham, men han løb væk. Han havde smidt tasken, og der var ikke noget i. Kun en tom pung, og pigerne kunne ikke klare det mere. De meldte det til politiet, men de troede ikke på dem. De troede bare at de fandt på det, så de gad ikke og hjælpe dem.

Anna og Signe gik bare hjem til Anna, og var i gang med en ny plan. Før pigerne kom hjem, troede de at der var nogen der forfulgte dem. Lige pludselig ringede det på døren, og de gik over og lukkede op. Det var tyven. De prøvede at holde ham fast, men han råbte: ”Hvis i følger efter mig igen, slår jeg jer ihjel!”. ”Bare kom an!” råbte Signe. ”Pas på jeg har en kniv i lommen!”, sagde tyven vredt.

Anna ringede straks til politiet og sagde: ”Der er en tyv der vil slå os ihjel!”, men politiet sagde bare ” ja ja den er god med dig”. Senere kom Annas forældre hjem, og Anna og Signe fortalte det hele til dem. Signe var bange for at gå hjem, så hun ringede til sin mor, og spurgte om hun måtte overnatte hos Anna hele weekenden.

Signes mor sagde at det var okay: ”Men husk at tage dine piller hele weekenden. Jeg kommer over med dine ting”. Anna spurgte om hvorfor hun tager piller. Hun sagde: ” Fordi at jeg hoster meget, ” lidt senere kom Signes mor med hendes ting.

Da de skulle til at sove hørte de en lyd udefra, men det var en kat der hylede. Da kl. var 03:00 var Anna sulten, og Signe tørstig. De gik ned og spiste og drak. Da de havde spist var de ikke søvnige, så de gik over i stuen og så tegnefilm. Kl.04:00 hørte de en lyd over ved skuret i Annas have, og så så de Annas forældre henne ved skuret.

De var bundet fast til hinanden, og det var ikke kun Annas forældre der var i skuret. Der var også en mand med en sort maske på. Manden tog sin maske af. Det var tyven! Anna og Signe løb hen til den nærmeste politistation, og fortalte det hele. Politiet gik med dem hjem og pigerne løb over til skuret, men tyven og Annas forældre var væk.

Politiet blev sure på pigerne og sagde, at de ikke skulle kontakte dem igen. Anna blev ked af det, og Signe var bange. De løb ind og ringede til Signes mor. Telefonen duede ikke, Anna kiggede på ledningen. DEN VAR KLIPPET OVER!

De vidste med det samme, at det var tyven. Signe hviskede ”måske er tyven her” . De blev bange og løb ud af huset. Signe frøs og sagde: ”Jeg må have min jakke.” Da de kom tilbage, lå der et brev på gulvet. Der stod:

Hvis i vil se jeres forældre så skal i komme Til Den forladte bygning I Pakgade på nørrebro alene!

Pigerne blev bange og ville gå til politiet en sidste gang. De gik ikke til den samme politimand, men en anden. De viste brevet til ham, og de lagde sammen en plan. De gik straks hen til det forladte hus. Politiet havde gemt sig, og tyven sagde: ”Giv mig 6000 kr. ellers dræber jeg dine forældre”. ”Vi vidste, at du ville have penge, men vi har taget noget bedre med.”, sagde Anna. ”kom!”, sagde Signe og politiet kom.

Tyven blev bange, men han kunne ikke flygte. Så han tog fat i Annas mor, og tog sin pistol frem. ”Hvis jeg ikke får mine penge, skyder jeg hende” råbte tyven. ”Vi giver dig dine penge, efter du har sluppet dem fri”, svarede politiet. Tyven sagde okay.

Han slap forældrene fri, og Anna fik sine forældre tilbage. Tyven blev anholdt og kom i fængsel. Signe, Anna og Annas forældre gik hjem, og fik pizza og sodavand.

Lisas liv

2010-03-19T10:00:00.006+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Lisas liv

Skrevet af en elev fra 6. c. på Vanløse Skole.

Kasper gik ned af gaden. Han var sammen med sin søster Lisa og sin bror Hans. De skulle tage metroen til Kastrup lufthavn. De tog metroen fra Nørreport station. Klokken var halv tolv om natten. De tre søskende var stukket af hjemmefra fordi, de ikke måtte få en småkage. Deres forældre var stinkende rige, så de kunne købe alt det de ville have.

Og børnene blev meget hurtigt fornærmede. Kasper var 12, Lisa kun 3 og deres storebror Hans 14 år. Der var mange mærkelige mennesker i metroen. Da de ankom til lufthavnen var klokken tolv. Flyet de skulle med var til Hawaii. Hans og Kasper havde hugget et af deres forældres mange guld mastercards og bestilt billetterne på nettet.

De fandt deres pladser og satte sig ned. Der var tv i flyet og mad. De skulle flyve femten timer. De så hver især en film, bagefter fik de mad. Det var god mad de fik. Det var bøf med løg og kartofler. De syntes det smagte lidt mærkeligt men, det tænkte de ikke over. Efter fjorten timer begyndte de at få nogle knopper på hænderne.

Alle der havde fået mad fik knopperne. Alle i flyet gik i panik! De løb rundt. Piloten og stewardesserne tog alle faldskærmene, og hoppede ud af flyet. Nu var der ikke nogen til at styre flyet. Kasper prøvede at styre det men, de styrtede i Atlanterhavet. ”Hjælp, hjælp” råbte Hans.

”Jeg kommer nu” råbte Kasper. Lisa græd og græd. Hans skyndte sig at tage hende op på ryggen. Nu svømmede de alle sammen sammen. De var de eneste overlevende. De kunne se Hawaii, men øen var langt væk. Nu var de alene i vandet, og der var hajer bag dem! ”Hajer, hajer” råbte Hans.

Lisa blev bidt i benet, og hun skreg højt. ”Aarrrrggggghhhhh” skreg hun. Hans prøvede at hjælpe hende, men han kunne ikke fordi, der var otte hvide hajer omkring ham. Han blev flænset ihjel, han havde ikke en chance. Nu var der kun Kasper og Lisa tilbage. De svømmede og svømmede, mens de græd over Hans død.

De nåede hen til øen, og de var helt færdige. Kasper døde af alle de haj bid, men Lisa overlevede. Lisa faldt i søvn på stranden. Da hun vågnede igen, var hun hjemme hos en gammel, sær mand . Han gav hende mad, og han lod hende bo hos ham. Han lærte hende at tale og gå. Lisa voksede op på øen, og hun hadede hajer. Manden hed Karim.

Lisa var på øen i ti år. Lisa var nu tretten år gammel. Hun havde fået mange venner over hele øen. Hun havde fået en kæreste. Han havde adhd, diabetes, alkoholiker, svineinfluenza, pest, fugleinfluenza, dårligt hjerte, knogleskørhed, kræft, blodprop i hjernen og hjertet, anoreksi, bulimi, ebola, psykopat, han var tit indlagt på den lukkede afdeling og han sad i kørestol. Hun elskede ham meget højt.

Han var 18 år gammel. En dag så Lisa og Karim en rocker båd, på vej hen til øen. Karim skyldte dem penge, og det vidste han godt. Han sagde til Lisa at hun skulle pakke sine ting. De spurtede om på den anden side af øen. Og de boede hos nogen venner. De boede der i fem dage, og en dag da Lisa vågnede, var Karim væk. Hun blev ked af det og meget bange.

Hun skyndte sig at sige det til de andre i huset. Hun fandt et brev på kommoden hvor der stod:

Hvis du vil se Karim igen skal du komme med 50 milliarder kr i kontanter ved dit eget hus!

Lisa gik hen til huset. Hun havde nogle voksne med der gemte sig i buskene, hvis noget skulle gå galt. Hun gik ind i huset, og så til sin store forskrækkelse at, der ikke var noget. Hun gik ud til de voksne, men der var ikke nogen. Lisa gik ned til stranden, for at se om de var der. Der var de heller ikke. Hun gik rundt på noget af øen.

Hun kunne høre nogle skrig og fulgte lydene. Hun gik hen til en grotte, og hun gik ind. Grotten var omkring tolv meter høj, og der var meget mørkt. Rockerne havde ikke set Lisa endnu. Karim og alle vennerne blev alle pisket, sparket og slået. Lisa ringede til sin kæreste, og sagde at han skulle komme hen til grotten. 10 minutter senere kunne Lisa høre hjulspind.

Det var Lisas kæreste, han havde meget fart på i sin lyserøde Ferrari. Han gik hen til en af rockerne og sagde: wollah koran, din mor. Hvis du rør Lisa eller hendes venner igen går jeg damp på jer, og skyder jer i jeres små bitte fuck hoveder.

En af rockerne sagde: ja, ja sådan en lille perle som dig kan ikke ramme en skid. Lisas kæreste tog en uzi op af lommen og skød alle rockerne i hoved. De tog ligene ud i rockernes båd, og hældte benzin ud over hele båden. De satte ligene op i båden, og kastede en tændstik ned i den. De skubbede båden ud i vandet, og der gik ild i den, og den sprang i luften. Karim og vennerne havde mange sår, men de var glade alligevel…

Spøgelses huset - 2. del

2010-03-15T10:00:00.003+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Spøgelses huset - 2. del

Skrevet af Kristine Andersen, 6. d. på Vanløse Skole.

Men så fandt de ud af at der var tre personer derinde. De snakkede om at manden i jordhulen, har en stor skat liggende. Men så mistede Liva balancen og faldt lige ind i døren. Der lød et brag.

Og Den gamle mand og en Skovhugger råbte så ”Kom det er de små møgunger der, lad os fange dem.” Og William var den første der råbte ”LØB!” Og så spurtede de væk fra Skovhuggeren og Den gamle mand. De løb ind i skoven og gemte sig i et kæmpe hult træ. Men de kunne ikke alle sammen være derinde, så Lucas og Katrine løb videre ind i skoven med Skovhuggeren og Den gamle mand lige i hælene.

Pludselig fik Skovhuggeren fat i Katrines ankel og hun faldt med det samme, men så kom Lucas og gav Skovhuggeren og med en fod sparkede han, ham lige i hovedet. Og Katrine slap fri og løb videre med Lucas. Og da de var kommet et pænt stykke ind i skoven, kastede de sig så ned i en stor busk.

Skovhuggeren og Den gamle mand løb videre ind i skoven og da de var ude af syne og først derefter kom de fra træet og busken. Men der gik et stykke tid før de fandt hinanden. Og så sagde Liva ”Det var godt nok tæt på, det skal vi bare ikke komme ud for igen!”

Bip..bip..bip lød det fra Livas mobil da hun var på vej hjem fra skoven. Hun var lige ved at vælte på cyklen, så forskrækket blev hun. Da hun tog den kunne hun kun høre nogen hviskede med den mest hæse stemme ”Du skal ikke komme her…” derefter blev røret lagt på.

Hun blev meget bange og hun kunne mærke at vinden susede fordi hendes øre så hun fik kulde gysninger med det samme. Men da hun var kommet hjem kunne hun med det samme høre nogle gå ovenpå. Hun listede sig op af trappen og med et sæt lagde hun sig ned under sin seng. Meget grimme tanker røg igennem hendes hoved.

Som handlede om hvad der ville ske. Pludselig kiggede hun sig omkring og så, så en lille skikkelse der var inde i hendes forældres store soveværelse skikkelsen var en DAME! Hun rodede lidt rundt i hendes mors store flotte smykkeskrin, hun ledte efter noget, men hvad? Damen tog et meget gammelt og det var pyntet med en stor blå sten i midten af smykket, hun tog det op.

Men hvorfor?

Liva tænkte på hvad der var så specielt ved det smykke og tanken kom det var jo det smykke som hendes mor fandt i en stor mørk skov sammen med hende da hun var fire år. Men hvad ville hun dog med det? Alle spørgsmålene gentog sig igen og igen inde i hendes hoved. Men da hun kiggede derover hvor damen stod, var hun VÆK!

Det var et rent mysterium.

Men det havde hun ikke tid til at tænke over for i det samme bankede det på døren. Og hun skyndte sig derned for at åbne. Da hun havde åbnet døren, trådte hendes forældre ind. Til aftensmaden var der tavshed, men hendes mor brød den ved at spørge ”Hvad har du så lavet i dag min skat?” ”Jeg har været sammen med Lucas, Katrine og William i dag?” svarede Liva hurtigt uden at fortælle noget som helst om smykket der er blevet væk.

Om aften da hun skulle i seng kom hendes forældre ind og sagde Godnat. Men hun kunne ikke sove fordi hun kom til at tænke på alle de mærkelige ting, som der var sket hele dagen. Men til sidst faldt hun i søvn.

Næste morgen stod hun brat op hun havde jo aftalt med Lucas, William og Katrine at de skulle ned til hytten hun skyndte sig i tøjet og tog et stykke brød med i hånden og greb sin cykel og tog af sted de andre var allerede nede ved hytten de stod og lyttede ved bagdøren igen, hun listede sig hen til dem og hun lagde øret op mod døren og lyttede hun kunne høre de sagde ”Skal vi ikke tage hen til Liva der også få fat i det smykke i aften kl. 10.00, for så sover de jo alle sammen?”

”Jo det kan vi da godt hvorfor ikke, så kl. 10.00 ved hoveddøren ind til huset, der ses vi så.”

Liva blev helt tavs… men hviskede så ”Okay kan i ikke sove hos mig i nat så kan vi fange dem i en fælde min far lavede da jeg var mindre den kan vi jo sætte op og så bagefter ringe til politiet?” ”Perfekt så fanger vi dem kl. 10.00 i aften, aftale.” svarede Lucas med det samme. De tog hjem til Liva og det blev en mørk aften da klokken blev otte skulle de spise og bagefter satte Livas mor og far sig ind i stuen og hyggede sig med noget te mens Liva og de andre satte fælden op.

”Hvad er det i laver min skat?” spurgte faren pludselig ”Vi leger en leg, vi leger politi og tyve.” svarede Liva hurtigt uden at haste et eneste blik over mod hendes far for hun hadede at lyve og man kunne tydeligt se når hun løg hvis man kiggede på hendes ansigts udtryk. ”Okay men mig og mor vi går altså i seng tideligt vi går i seng klokken ni for vi skal til et vigtigt møde her i morgen OK?” sagde Livas far. ”Fint nok.” kom det så fra Liva.

Klokken blev ni og forældrene gik i seng. De faldte i seng meget hurtigt og de sov desuden også meget tungt. Enelig var det tid de gemte sig rundt omkring i huset og slynglerne trådte ind af døren de gik helt ind i gangen, fælden gik løs og de var fanget oppe i loftet! ”Yes man, vi fik dem!” skreg de alle sammen i kor. Katrine ringede til politiet og fortalte alt til dem i telefonen, de gik alle fire ud for at tage imod politiet. Da politiet kom, gik de hen imod huset. Liva kunne mærke at der var noget galt eller var der?

Spørgsmålet gik igen og igen ind i huset da de trådte indenfor var alt væk, fælden, slynglerne. Alt. Politiet blev meget sure og fornærmet ”Hvad er det dog for noget unger de finder vi os da ikke i!” sagde politiet og skyndte sig væk i bilen. Børnene løb efter for at forklare men de var kørt på vej ind i huset, så de to skikkelser løbe med noget hånden…Det var halskæden!

De forsvandt og Liva skreg ”Der er de eller var de jeg tror vist jeg så nogle!”

”Det var måske bare noget du havde bildt dig ind Liva.” sagde William og de gik ind i huset og sov. Indtil...

Spøgelses huset - 1. del

2010-03-12T10:00:00.006+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

Spøgelses huset - 1. del

Skrevet af Kristine Andersen, 6. d. på Vanløse Skole.

Lucas, Katrine og William sov hos Liva i weekenden. Om morgnen ved morgenmaden spurgte Liva ”Tjaa folkens, hvad skal vi så lave i dag?” ”Ja, jeg har hørt at der er en kæmpe stor sø ovre ved udkanten til Lynge Ly By.” ”Hvad med at tage derhen efter morgenmaden?” svarede Lucas ”Ja det ville da være en god ide.” sagde Katrine og William i kor.

Efter de havde spist morgenmaden fra bageren som Livas mor havde hentet. Tog de cyklerne og skulle til at cykle men så råbte Livas mor ”Kom lige og sige farvel for engangs skyld lille skat.”

Liva hadede når hendes mor kaldte hende skat men hun kunne ikke andet end at stå af cyklen og jogge hen imod sin mor. Og da Liva havde sagt farvel, kørte de glad af sted mod udkanten til Lynge Ly By.

Lucas og Liva kørte ved siden af hinanden. Mens de andre to kørte lidt længere nede ad vejen. ”Skal vi ikke være sammen hos mig, her i morgen.” spurgte Lucas stregs så snart de var lidt mere alene, så de andre ikke hørte det. ”Jo da, hvorfor ikke.” Og blinkede sødt til Lucas.

Da de var kommet hen til søen, sætter de sig med det samme ned i græsset. Og Liva kan mærke at hendes ben er så ømme fordi de lige har cyklet så lang tid og så meget. Lucas og Liva satte sig ved siden af hinanden og ja, endda meget tæt på hinanden. Pludselig blinker Lucas til Liva og Liva smiler tilbage.

Og Katrine spørger så ”Hvad med at gå rundt om søen.” ”Jo lad os da det.” I det samme afbrød en stemme der råbte om hjælp og de begyndte at gå mod lyden. I det samme stopper lyden!

Og da lyden stoppede, kigger de sig lidt undrende omkring. I det samme siger Liva ”Der er en lille hytte i skoven derinde.” ”Okay lad os da gå derhen måske kunne vi snakke med nogle derhenne om dette uhyggelige sted her.” siger Katrine.

De går hen mod huset. Lucas begyndte med at banke på.. Og de venter. Men ingen åbner. Så bankede han lidt hårdere på døren.. Og de ventede lidt længere. Men denne gang stod en gammel mand, pludselig i døren. Han så meget uhyggelig ud. Han havde iskolde, ja næsten røde øjne og helt bleg og en meget rynket hud.

Han var klædt i det mest gamle og usle tøj og et par kuld sorte sko med store huller i. Den gamle mand inviterede dem alle fire indenfor. Og Liva svarede ”Jo tak, det vil vi gerne.”

Og inden i huset var der, en stor kuld sort stol med et lille glas bord og nogle meget støvede malerier. Men pludselig kunne de ikke se Den gamle mand mere. Kun et par røde øjne, der stirrede på dem! Pludselig var der en kold hånd der tog et fast tag i Katrine. Og Katrine blev slæbt ud i mørket gennem bagdøren.

Hun råbte og skreg lang tid om hjælp og tårnende trillede ned ad kinderne på hende. De tre andre hørte hende og pludselig skreg Lucas ”Kom vi må finde Katrine.” De løb, ja næsten spurtede efter hende. Men så kunne de ikke se Den gamle mand mere eller hører Katrines bange stemme råbe om hjælp…

Men så, så Liva en masse blod pletter, som førte ind i skoven. Og Liva sagde ”Hey drengene, se lige de her blodpletter der, de kan da måske følge os hen til Katrine.” De fulgte efter blodpletterne helt ind i den mørke skov. Men så stoppede blodpletterne og der hvor de stoppede var der en åbning til en jordhule lige foran dem.

De kunne høre stemmer dernede og det var Den gamle mand og Katrine. De kunne høre Den gamle mand sagde ”Hør lige her pigebarn, dig og dine små venner skal ikke komme her og ødelægge alt i Mørkets Historie…” Så var alt tavs dernede og Den gamle mand gik op af jordhulen og gik ud af skoven. Og ind i huset. Men det var blevet ret mørkt nu, så de bestemte sig for at cykle hjem.

Og så rede Katrine i morgen. Næste dag var det lørdag og de tog derned tidligt om morgnen efter at have spist morgenmad. Og så tog cyklerne, og cyklede derned. Men det var som om der var længere end i går. Men så lige pludselig stod huset bare der lige foran dem og så kom den skikkelse løbende forbi igen, så de cyklede alt hvad de kunne efter skikkelsen.

Men så forsvandt den. Som om den var løbet ned i jorden. Og ja det var ikke engang løgn. De stoppede lige foran jordhulen. Og William sagde så ”Kom vi skal altså ned og rede Katrine nu, for hvad nu hvis han kommer senere og henter hende op igen.” Så de gik sammen derned. Katrine stod dernede og var bundet til en masse træ rødder.

Lucas for hen til hende og fik bundet rebende op. Mens William så sig lidt omkring og pludselig sagde ”Hov se der.” Og lige foran dem var der en tunnel der gik videre ind i jordhulen. De listede sig stille og roligt derind. Der var blod langs med væggene. Men så delte tunnelerne sig pludselig op i tre tunneler. Pludselig hørte de en hæs stemme, som hviskede ”Pas på, at djævlen ikke ser jer…”

De blev helt tavs… Men Liva brød stilheden og sagde ”Kom vi tager den der i midten.” Det gjorde de så, og gik videre ind i tunnelerne. Men de var lidt bange for hvad var det den stemme mente med ”Pas på djævlen, ikke ser jer...” De blev meget forskrækkede da, de så at en masse skelletter lå på jorden. I et fængsel!

De løb rystet ud igen. Og så var de ude i den mørke, tætte skov igen. Da de kom derud igen, så de så skikkelsen igen. De listede sig efter den ud til Den gamle mands hytte. De stoppede ved hytten. Derefter hviskede Liva forsigtigt ”Kom vi skal høre hvad der forgår derinde.” Og så listede de sig så over til bagdøren for at hører hvad der forgik.

De lagde ørene op til døren.

... fortsættelse følger...!

Hvem var han, ham den lille dreng

2010-03-08T10:00:00.005+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

Hvem var han, ham den lille dreng

Skrevet af Natasja, 6. d. på Vanløse Skole.

Camilla er populær og bestemmende, lidt snobbet, 14 år, og går på Engmandskole, hun går i klasse med Lucas, Rikke, Jacob, Karl. Hun bor i hus, sammen med sin mor, far og lille søster.

Lucas er sød og populær, og er meget vild med Camilla. Han er 14 år og bor i et lille række hus med mor og far, han går på Engmandskole.

Rikke er sød og imødekommende, hun er 14 år, men kan godt føle sig lidt usikker, hun bor i lejlighed med mor og store bord, hendes far er død. Hun går på Engmandskole.

Jacob er lidt stille og klog, han er 14½ og er total computernørd. Han går på Engmandskole. Han bor sammen med sin mor, far lille bror og store bror i et hus.

Karl er sej og sjov. Han er 14 år og går også på Engmandskole. Han bor sammen med sin far alene i en lille lejlighed og han har ingen søskende.

Hvem var han, ham den lille dreng

De 5 venner havde besluttet sig at de skulle være sammen en dag, hjemme hos Camilla. De skulle se en film og hygge, men det gik ikke som forventet. Camillas forælder var ikke hjemme de skulle til en fest. De skulle se den helt nye monster vender tilbage 2.

Efter filme var slut gik Camilla og Rikke ude i køknet for at rydde op og snakke lide, men da de kom der ud var der blod over det hele. Camilla og Rikke skrig og drengen kom der ude. Ingen af dem kunne forstå hvor det kom fra Camilla gik ind for og ringe til sin mor, men det eneste der kom en klam og ulykkelig lyd fra røret.

Camilla gik ude i køknet og sagde det til de andre. Drengene lavet bare sjov, men Camilla og Rikke syntes ikke det var sjovt. Camilla gik ind for at ringe igen, og der tog hun den. Hun sagde at de snart kom hjem, og at de bare skulle gå i seng.

Da de kom hjem, lå der stadig blod i køknet. Camillas mor og far gik op for at spørge hvad der var sket og at de skulle komme med ned i køknet, men da de kom ned i køknet igen var der lige pludselige ikke noget blod.

Mor og far sagde at de bare skulle gå op i seng igen. Ingen af dem ture ikke sove men til sidst var de så trætte at de ikke kunne blive ved med at være vågnede. Mor kom ind for og se om de alle sammen sove, det Lindet, men hvad hun ikke viste, var at karl stadig ikke sov. Hun visket nogen mærkelige ord nået med død og en brønd og lidt om en ø.

Efter hun var gået ud sagde Karl til sig selv hvad det mon betyder, men han beslutte sig for at sige det til de andre næste dag. Næste dag sagde karl det til de andre og de ville prøve og finde den eller det sted hun snakket om. Efter de havde spist morgenmad og taget tøj på gik du ude for at finde den eller det sted hun snakket om.

De 5 venner gik ind i skoven for at leder efter det med det eneste de fandt, var et lille hus med en et lille skur. Der var lys der inde. Det lignede også at Camillas mor også var der inde. De ville gå hen for at banke på men i det samme de var på vej der hen så Camillas mor dem. De løb ind i skoven med Camillas mor og en mand efter dem.

Pludselige da Karl vendte sig om for at se om de var der var de væk. De satte sig ned i en busk og snakket lidt. Camillas mobil ringet det var hendes far, han spurgte om hun viste hvor Camillas mor var, Camilla sagde at hun ikke viste det. De besluttede sig for at gå lidt længer ind lige pludselige kom de ned til en sø, ude mit i søen lå der en ø.

Der var en brug ud til øen de gik der ud. Und på øen lå der en gammel ruin inde i ruinen var der et bål som stadig røg. De gik lidt vider og så kom de til en kirkegård, på kirkegården var der ikke et menneske.

Det var ved at blive mørkt og de 5 venner gik stadig rundt på kirkegården. De gik hen til den største garv sten der stod på den, Christian den 1. død og vil genopstå den dag det her vil blive læst af 5 bedste venner. Pludselige kom der en masse skrig og en mand kom henne ved dørgen, Karl råbte det er Christina.

Han sagde i nat er der mange der skal dø, så kom der en masse skeletter over fra barkene. Camilla råbte til de andre løb. De lød alt hvad de kunne ned til brugen og vider ind i skoven men skeletterne efter sig. De løb til hver sin sit og lød hvider ind i skoven, Camilla råbte til de andre løb hjem til mig nu.

De var nu alle hjemme hos Camilla på nær Jacob han var væk men det var for mørkt til at lede efter ham.Næste dag gik de ud for at lede efter ham, de gik ud til øen igen. De råbte efter Jacob men de kunne ikke høre ham. De gik rundt på øen og de fandt en masse skeletter med skeletterne løb ikke efter dem som de gjorde i går.

De kunne se en brønd og de lød hen til den. De kigget ned i den men de kunne ikke se nogen. Nu var det ved at blive mørkt, og så gik det op for dem at skeletterne kom når det var mørkt. Men de ville finde Jacob. De karvet op i et stort træ og der kunne skeletterne ikke se dem de sove er op, de våndet af at der var en der skrig det var Jacob.

De karvet ned igen og løb efter lyden de kom hen til brønden igen. De kigget ned, men de kunne ikke se han kun høre ham. De kastede et reb ned, som lå ved siden af brønden. De råbte til Jacob karl op af rebet, men Jacob sagde at han ikke kunne komme ud han sad i et bur. Karl sagde at de skulle kravle der ned de råbte det til ham.

Først var det Karl, så Camilla, så Rikke, og så Lucas. Da de kom ned for enden af brøden var ikke vand i. De kom ned under jorden ned til en masse gange. Lucas sagde at han havde hørt om det har før. Camilla spurgte hvor og han svaret at da han var 12 stod der i en avis at en lille dreng forsvandt.

Han faldt ned i en brønd, men de kunne ikke få ham op, for de kunne kun ikke se ham kun høre han. Rikke sagde så han døde altså her? Karl sagde at der er nogen der mener at han ikke er død i nu, hans forælder siger nogen gange at de kan høre ham skrige på hjælp. De blev afbrudt af Jacobs skrig, de lød efter lyden.

De kom hen til en masse bure inde i buret sad Jacob. Men ved siden af sad ham den lille dreng som forsvandt af 2 år siden Camilla gik hen for at kigge om han var død. Jacob sagde at han ikke var død. Camilla spurgte om han var okay, den lille dreng svaret ja men jeg er så sulten, Camilla sagde til Karl har du ikke noget brød men, Karl svaret jo Karl tog det op og Jacob fik halvdel og den lille dreng fik den anden halvdel.

Den lille dreng begyndte at græde han savnet sine forældre, Camilla sagde at vi nok skal få dig ud. De havde en tang med så de kunne åbne burene, de fik den lille dreng og Jacob ud du kravlet op af rebet og ville gå hjem.

De gik hjem til Camilla og den lille dreng spurgte om Camilla ville være hans store søster og hun svaret ja. Hun sagde i bliver her jeg går hjem med ham. De kom hjem til den lille drengs forælder, og de blev så glade for at se ham. Camilla gik hjem og de hygget rasten af dagen.

Camilla bliv ringet op af drenges forælder de sagde at han var død og at Camilla skulle komme her over. Camilla løb der over og hans forælder sagde at de fik et brev hvor der stod, han vil nu blive en af som. Det var næste dag og den lille dreng skulle begaves. Efter kirken gik de ud på kirkegården her skulle den lille dreng begraves præsten sagde af jorden er du kommet og af jorden vil du genopstå.

Katte øjne

2010-03-05T10:00:00.005+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

Katte øjne

Skrevet af Emma C., 6. d. på Vanløse Skole.

KOM Sandra din lillesøster passer jo ikke sig selv”. ”JA JA jeg kommer nu”. ”Kom her Mille jeg skal passe dig her i weekenden vi skal nok få det sjovt”. ”Hej hej mor vi ses på Søndag, jeg skal nok passe på hende og jeg er sikker på din udstilling i Jylland bliver god”. ”Tak skat jeg kommer til at savne dig hej hej (døren lukker). ”Så Mille nu ringer jeg til Julie og når hun kommer så har du bare at tie stille og side roligt!”.

(ring ring)”Hallo”. ”Hej Julie det er Sandra jeg ville bare spørge om du ville kom… (klik)Hallo Julie er du der! PLUDSELIG kommer der to gule øjne farende hen i mod hende. Sandra udstøder et skrig. Huset begynder at ryste og tallerknerne falder ned fra skabene og smadrer på det kolde gulv… Sandra vågner med et spjæt. Det var nok bare en drøm. Nå men det er lørdag så et eller andet må der jo være sket. Sandra går stille ned i køkkenet. ”Fuck”!

Tallerknerne er stadig smadret. Sandra tager sig til sin skulder den gør ondt hun går ud til spejlet og trekker sin trøje op for at se om der er sket noget. Der kommer et lille forskrækket gisp fra Sandra. Der var riset noget i hendes arm, det var et katteøje. Hun skynder sig ind på Milles værelse for at se om der er sket hende noget. Nej Mille ligger lige så stille og sover. Sover? Klokken er jo ti hun plejer at stå op klokken syv stykker her i weekenden. Sært nå men hun var nok bare træt.

(ring ring)”Hallo”. ”hej Julie hvad skete der i går lagde du på eller hvad”. ”Nej det var da dig der lagde på”. ”Nå der var nok bare dårlig strøm, men vil du ikke komme over der er noget syret jeg skal vise dig” Sagde Sandra med angst i stemmen. MILLE DU SKAL OP! Hvorfor kommer hun aldrig når man kalder. Sandra går ind på Milles værelse mille du skal op.

Mille kigger op på Sandra. Gisp Mille kigger på Sandra med de samme uhyggelige øjne som det uhyre der angreb hinde i går. ”Jeg skal nok få dig, du kan ikke kæmpe imod du dør snart” hvæser Mille med den mest uhyggelige stemme i hele verden. Sandra står bare helt stille og kigger ud i det blå hun forstår ingenting.

Det banker på døren, Sandra kommer til sig selv og løber ned og åbner døren. Julie kommer ind. Hej Sandra hvad så. Sandra står med åben mund og kigger på Julie. ”øm hvad er der sket med dit hår Julie”. ”Jeg har bare fået det farvet og klippet lidt”. Der stod Julie med det mest knald røde hår der strittede ud til alle sider og smilede til Sandra. ”kan du lide det”.

Sandra stod som et stort spørgsmålstegn og kiggede men kom så i tanke om hvad hun ville fortælle Julie. ”Mille er et monster”. ”Hvad det er hun da ikke er du blevet skør”. ”Nej jeg mener det kom og se. Sandra trak Julie med ind på milles værelse. Se! Okay hvad er det lige jeg skal se, Mille der ligger og sover eller hvad? Nej! Mille vogn op!

Mille åbner sine store lyseblå uskyldige øjne. ”Hvorfor vækkede du hende Sandra hun lå jo lige og sov”. Sandra stod bare og kiggede hun kunne ikke få et ord ud af hindes mund. ”Okay så er hun ikke et monster, men kan du måske forklare det her”. Sandra trak op i sit ærme så Julie kunne se hvad der var sket med hindes skulder. ”du er blevet skør”. ”Hvad?” Sandra går ud til spejlet, men der var ikke noget at se.

Hun forstod ingenting var hun virkelig blevet skør. Nej det kunne man jo ikke bare blive fra den ene dag til den anden og desuden så var der ingen i hendes familie der var skøre eller tante Helga var ikke helt normal men hun var da ikke skør og jeg burde jo have fået det arvelig hvis der skulle være sket noget eller vænt sådan som jeg snakker, kan jeg nok godt være blevet lidt små skør måske.

Hvad nu skal jeg bare glemme det hele og gå videre med mit liv eller hov vent nu lige tallerknerne. ”Julie nu har jeg mit bevis kom med ud i køkkenet så skal jeg vise dig hvad der er sket se”. ”ja der kan man se jeg vidste godt du var klodset men det der er da en ny rekord”.

”I går begynde huset at ryste og tallerknerne faldt ud af skabet og smadrede på gulvet, og desuden så er jeg ikke klodset”! ”Nej nej så siger vi det, og det kunne jo bare være stormen i går der blæste helt vildt”. ”Nå men hvis du ikke vil tro på det så lad være, jeg kan godt bevise det”. ”nej du kan ej, og hvis du bliver ved med at snakke om det der pjat så går jeg altså”. ”Ja men så gå, du er virkelig irriterende når du ikke tror på mig” (Døren smækker i).

Jeg må ringe til mor hun kommer jo hjem i morgen kl.2 (Ring ring) ”Hallo mor er det dig”. ”ja skat det er det, er du okay eller er der sket noget”. ”Mor er jeg blevet skør”. ”Nej skat det er du da ikke, du lyder helt normal”. ”Men mor Mille er blevet et monster”. ”okay lidt små skør måske men ved du vad jeg er blevet tidlig færdig så jeg kører hjem nu”. ”okay vi ses”. Nå det har nok bare været en drøm det hele… eller?

Det usynlige

2010-03-01T10:00:00.002+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Det usynlige

Skrevet af Julie, Niki, Danny & Dalena, 6. c. på Vanløse Skole.

Det var torsdag morgen, og Spikey skulle i skole. Der var to dage til vinterferien, og han glædede sig. Der var startet en ny pige i parallelklassen, der så sød ud. Hun hed Ashley, og var 13 år, et år yngre end Spikey.

Fredag var der fællesamling i hallen, og der kom et filmhold for at filme samlingen. Spikeys klasse som var 8.c skulle optræde. De trådte op på scenen og begyndte at synge. Midt i sangen begyndte jorden at ryste og strømmen gik. Klassen gik ned fra scenen, men det var svært at finde trapperne i mørket. Spikey snublede og faldt over nogen.

Undskyld, sagde Spikey. Det er okay, sagde en pigestemme i mørket. Hvem er det? Spurgte Spikey stille. Lyset tændtes, og Spikey så at det var den nye pige Ashley. Det var kun Ashley og Spikey, der var i hallen. Lyset slukkede igen, og da det tændte, var de der alle sammen igen. Spikey og Ashley sad overfor hinanden og så tænksomt rundt. PAS PÅ, ASHLEY! Råbte Spikey.

En susende mikrofon kom hen mod hende, men stoppede lige bag hende. Det var tæt på, sagde Ashley forskrækket. Ja, men også meget underligt, for den stoppede lige bag dig. Sagde Spikey. Så kiggede de mærkeligt på hinanden. De skulle på lejrtur til Bornholm med begge klasser, og de tog toget derover. I toget sad Spikey og talte med sine venner. Pludselig, gik strømmen, og toget begyndte at larme, og gik stille og roligt i stå.

Spikey kunne høre nogle tunge trin komme nærmere. Lyset tændtes, og Spikey så, at det igen kun var ham og Ashley der var i toget. Ashley gik hen mod ham. Hvad skete der lige? Sagde Ashley rystet. Jeg ved det ikke, men det samme som i hallen, sagde Spikey. De hørte tunge skridt komme hen mod dem. Skridtene stoppede ved nogle sæder. Der kom et bjørnehoved frem fra sæderne og...

Buhh, jeg hedder Bernard Sagde bjørnen. KAN DU TALE?! Råbte Ashley og Spikey i kor. Ja, selvfølgelig kan jeg det, jeg er en talende bjørn, sagde Bernard. SEEJT.. Sagde Spikey. Det er kun jer to der kan se mig, alle andre kan ikke se mig, vil i være mine venner? Sagde Bernard så.

Jo, det vil vi da god, sagde Spikey og Ashley. Lyset gik, og toget blev omringet af skygger. Hvad er det? Sagde Ashley nervøst. Lyset begyndte at blinke, og toget kørte af sporet. Toget kørte lige ind i et træ, og derefter rullede toget ned af en bakke, og næsten ud over en skrænt. Ashley hvor er du? råbte Spikey. Men ingen stemme svarede.

Spikey og Bernard kunne ikke finde Ashley. I toget stod der noget på væggen, der stod:

Hjælp! Bernard kunne ikke læse, men han blev alligevel ret bange. Så han sprang hen bag et sæde. De gik ned på stranden, og så noget i sandet som lignede fodspor. Spikey og Bernard så at Ashley svævede i luften, som om der var nogle der bar hende.

Pludselig faldt hun ned i sandet med et brag, og Spikey og Bernard løb ned til hende. De prøvede at vække hende, men hun var helt væk. Hun vågnede, og de gik op til den nærmeste hovedvej. Der kom en bus og hentede dem, hvor alle de andre børn fra klasserne sad til Bornholm.

Da de var kommet til Bornholm, fandt de deres senge, og slog sig ned. Der var ingen der kunne se Bernard, så han gik rundt og drillede alle de andre. Om aftenen hørte de nogle ruder smadre, og lyset gik ud. Ashley løb ind til Spikey og Bernard, for hun var meget bange. Lyset tændte igen, og det var kun Spikey, Ashley og Bernard der var der.

Hvad tror du, vi kan gøre for det går væk? Spurgte Ashley. Det ved jeg ikke! Råbte Spikey. Det ved jeg, men i skal gøre som jeg siger, ellers virker det ikke, sagde Bernard så. Luk øjnene! Råbte Bernard. Spikey og Ashley lukkede øjnene. Og i det de lukkede øjnene, brølede Bernard alt hvad han kunne. Han talte til tre og…Vupti, nu var de alle sammen tilbage i hallen. Og alt var som det gamle.

Der skete aldrig det samme mere. Men pludselig gik lyset ud...

Indbrud i huset - 2. del

2010-02-26T10:00:00.003+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Indbrud i huset - 2. del

Skrevet af Sarenda, Melina, Kiran & Jamila, 6. c. på Vanløse Skole.

Camilla var helt alene, men det turde hun ikke. Hun gik rundt udenfor, hun så nogen bag sig der gik efter hende, hun blev rigtig bange. Hun kiggede igen han var der stadig. Hun gik lidt hurtigere. Han gik efter hende hun løb af sted. Han løb efter hende, men hun nåede hjem. Camillas forældre kom med Magnus, de skulle ud at spise på Mcd. Da de kom der ud var manden der ham der fulgte efter Camilla tidligere. Camilla blev hel bange og forskrækket.

Magnus kiggede på Camilla han blev helt ked af det. Så han spurgte - Hvad er der galt Camilla? Hun svarede - Det er lige meget. Han sagde - Okay. Manden kiggede på Camilla og lavede øjne til hende. Hun kiggede væk, hendes mor og far kiggede på manden. Manden kiggede væk. De skulle til al gå hjem. Far gik forrest og Camilla gik sidst. Manden tog fat i hendes arm, hun løb op til sin mor. De gik ind i bilen, hun sad der og var ked af det.

Da de kom hjem skulle de sove. Camilla gik ind på hendes værelse. Hun tænkte - Var det mon ham der kom ind i huset og låste Magnus inde? Camilla blev hel skør, da hun tænkte på alt muligt. Camilla ringede til David, han tog telefonen og spurgte - Hvad er der galt? Hvorfor ringer du så sent? Camilla græd og fortalte hvad der skete i MCD.

David sagde - Lad være med at tænk på det, det hele skal nok gå bare lig dig og sov, GODNAT! Camilla sagde - Okay godnat. Camilla lagde sig til at sove morgen efter havde hun fri for skole. Magnus var taget i børnehave og far og mor var på arbejde. Der var nogen der bankede på døren, Camilla blev hel bange. Hun gik op til sit værelse og så ude af vinduet, hvem det var. Det var ham manden der fulgte efter mig den dag.

Hun gemte sig inde i skabet. Manden råbte - Er der nogen hjemme? Ingen svarede han gik videre. Camilla tænkte Hvad mon han ville? Mor kom hjem med Magnus, men hun var stadig i skabet. Mor kom op til hende og spurgte - Hvad nu Camilla, hvor er du? - Åhhhh nej det er jo mor. Hun ville ikke fortælle hende at der kom en mand. Jeg ville sige - Jamen mor er du her allerede jeg ledte efter mit gamle tørklæde.

Mor spurgte hende - Er du nu sikker? hun svarede - Ja da. Mor gik og sagde - Vi skal have mad NU! hun gik med ned for at spise, hun hørte nogen banke på døren. Mor åbnede det var Stella og David. De kom for at høre om Camilla var okay. Mor spurgte - Vil i ikke spise med? David svarede - Jo tak. De blev og spiste med. De spurgte Camilla - Hvordan har du det? Camilla svarede - Jeg har det fint. De gik op på Camillas værelse.

Camilla fortalte om, hvad der skete i MCD. De troede nærmest ikke på Camilla. Stella og David tog hjem. Camilla så manden der fulgte efter hende. Han gik ind i huset, hvor ham den anden mand boede. Hun tænkte måske bor de sammen, så er de begge to søde. Jeg burde ikke være bange for dem mere. Klokken blev 22.30 hun gik ind for at sove. Det var weekend, da hun vågnede gik hun lidt ud. Stella og David kom.

Camilla fortalte til Stella og David at De 2 mænd bor sammen. Stella spurgte - Skal vi ikke gå over og besøge dem? Camilla svarede - Ja det kan vi godt. De gik over og bankede på. Manden kom brasende ud, - HVAD VIL I? RÅBTE HAN! Han så at det var Camilla og vennerne. De blev meget bange. Han sagde - Det må i undskylde, men hvorfor er i her?

Hun svarede - Vi ville bare komme og besøge jer, nu hvor i er nye. - Jamen så kom dog indenfor. De snakkede lidt og gik. Manden sagde - kom igen en anden dag. Camilla sagde - Ja da vi kommer i morgen. De gik hjem til Camilla David sagde - Er du syg op i hovedet vi skal aldrig der over igen! Camilla svarede surt - SELFØLIG SKAL VI DER OVER IGEN!

David svarede -Ja, dú gør! Camilla sagde - fint nu går jeg. Camilla gik derover hun var der i lang tid. De blev meget urolige, så de gik derover. David tog en kniv i baglommen. De gik derover og bankede på. Mændene tog dem indenfor. David sagde - Hvor er Camilla? De hørte et skrig dernede. – Hvem er dernede spurgte Stella?

De tog David og Stella ned i kælderen og låste dem fast med tape, og reb. Manden kom og sagde - Så kan i holde jer væk rollinger! David havde heldigvist en kniv i baglommen. Han rev rebene op, og gik over til Camilla og Stella for at få dem op. De gik ud af vinduet, og ringede til politiet. Politiet kom og anholdte dem. De fik alle deres ting tilbage.

Politiet fik dem ned på stationen, mens Camilla forklarede dem alt hvad der skete. Nu gik de hjem og ordnede huset, de ordnede det hele. David og Stella kom. Camilla sagde - I redet mit liv hvad havde jeg gjort uden jer. TUSIND TAK! De fik alle tingene på plads, nu kunne de endelig være i fred.

Indbrud i huset - 1. del

2010-02-22T10:00:00.005+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Indbrud i huset - 1. del

Skrevet af Sarenda, Melina, Kiran & Jamila, 6. c. på Vanløse Skole.

Camilla vågnede, hun så at alt var gået i stykker. Hun så, at hendes lillebror ikke var i sengen. Hun tænkte, hvad er der dog sket. Hun blev meget urolig. Deres forældre var allerede taget på arbejde. De fleste morgener var det Camilla, der fulgte sin lillebror i børnehave, inden hun gik i skole.

Hendes to venner Stella og David var på vej over for at hente hende. De så at hoveddøren var smadret. De gik ind og råbte på Camilla - Hvor er du? Hun svarerede øjeblikkeligt - Jeg er heroppe. De løb op til hende. Hun sad og græd på sengen. Stella spurgte - Hvad er der dog galt Camilla? - Magnus er væk. Hun ringede til sin mor. - Mor, Magnus er her ikke og tingene i huset er smadret. Hendes mor kom hjem med det samme.

De så at bærbar, penge og fladskærme var væk. De ringede til politiet. Politiet kom og spurgte. Hvad der var sket. De forklarede, at der havde været indbrud, og at deres søn var væk.

Faren kom hjem fra arbejde og sagde - hvad fanden er der sket her? De fortalte, at der havde været indbrud, og at Magnus var væk. Camilla sad og græd. Hun var meget ked af det. David og Stella sagde - vi skal nok finde ham.

Politiet gik ned i kælderen med deres hunde. Der var helt mørkt. Politiet tændte deres lygter. Hundene gik over til en af dørene i kælderen, de gøede. Politiet lukkede døren op, der lå Magnus. Han var bundet fast med reb og meget tape. De tog ham op og kørte ham på hospitalet. Lægerne sagde - Han har det ikke særlig godt, han bliver nød til at være her nogle dage. Moren sagde - Jeg bliver her med Magnus. Camilla og far sagde - Okay. Da Camilla kom hjem sammen med far, sad Stella og David og ventede. Camilla, Stella og David gik ud for at trække luft.

De så to mænd, der var flyttet ind overfor stå ved lågen og snakke. Camilla ville vide, hvem de var. Så hun gik over og spurgte - Må jeg få et glas vand? Den ene mand sagde - Ja selvfølgelig. Han virkede meget sød. Camilla sagde - Tak. David sagde - De virkede da meget søde.

De gik videre, men Camilla var stadig ked af det der skete. Stella sagde - Tag det roligt, det sker ikke mere. De tog hjem hos Camilla igen. Stella og David fulgte hende hjem. Senere blev Stella og David hentet af deres forældre.

Dagen efter blev Magnus udskrevet. Han kom hjem sammen med sin mor. Camilla løb over til ham. - Er du okay Magnus, har du det godt. - Ja, svarede Magnus. De skulle spise morgenmad. Camilla tog til skole. Magnus og mor gik en tur. Magnus så de mænd, der var flyttet ind og så besvimede han. Mor kørte Magnus til lægen. Han blev indlagt igen. Moren tænkte kun, hvordan skete det hvad så han. Magnus vågnede - hvad skete der sagde mor. Han huskede ingenting.

Han skulle indlægges i 7 dage. Camilla og far kom og besøgte Magnus på hospitalet. Camilla sagde - Er du okay? han svarede - ja. Mor skulle blive med Magnus, Camilla og far gik hjem. De spiste aftensmad og så skulle Camilla lave lektier og så sove. Hun kunne ikke sove, fordi hun kun tænkte på indbruddet og Magnus. Hun fik mareridt om Magnus, og at hun selv blev kidnappet. Hun vågnede med det samme.

Hun hørte nogen mærkelige lyde nede i kælderen. Hun gik stille derned, lyset slukkede med det samme. Hun løb op og vækkede hendes far. Men nogen lyde sagde - lad vær med at vække ham eller vi dræber dig. Camilla blev meget bange. Men så til sidst fandt hun ud af at det var en drøm. Hun begyndte at skrige om natten så kom hendes far. Og spurgte - hvad er der galt? -Jeg har haft mareridt.

- Bare rolig Camilla der sker ikke noget. Camilla var rigtig ked af det og hun rystede. Klokken otte tog Camilla i skole. Faren gik på hospitalet. Lægerne sagde - Magnus kan godt komme hjem i dag. Faren sagde - Okay det er pragtfuldt.

Camilla kom hjem fra skole hun råbte - Far? Ingen svarede hun blev bange. Hun tænkte på hendes mareridt. Nogen lyde sagde BANG. Hun løb ud af huset, Camilla så der kom en bil der var Magnus, mor og far. Hun løb over til Magnus og kysset ham på kinden. Far spurgte - Camilla hvorfor er du herude? Camilla svarede -Jeg hørte nogen lyde.

De gik indenfor mor spurgte - Er i sultende? De svarede i kor - Nej tak. Camilla sad og rystede. David og Stella kom. De gik udenfor, de trøstede hende. Mændene kom ud af huset. De kom over og spurgte - Hvad er der galt. Ikke noget. Svarede hun surt! De gik videre, mens Camilla stadig var ked af det.

Camilla kom hjem, og gik op på sit værelse. Hun låste sig selv inde i skabet hun låste døren til sit værelse. Da hun var inde i skabet var der noget der rørte hende hun kigget op hun begyndte at skrige. Mor og far løb op ad trapperne, de prøvede at lukke døren op. De kunne ikke få den op.

De spurgte - Er du okay Camilla? Camilla sagde - Nej jeg er ikke okay bare prøv at få døren op. Faren prøver alt hvad han kan for at få døren op. Lige med et fik faren den op. Camilla gik i chok da faren åbnede døren. Hun gik lettede ud og krammede sin far og mor. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til dem, men hun sagde - Tusind tak far.

Faren spurgte hvorfor hun var inde i skabet, men Camilla svarede ikke. Hele aften prøvede hun at snakke udenom. De gik i seng alle sammen, men Camilla sov ikke. Da hun lå der tænkte hun på det hele natten. Men til sidst kunne hun sove. Næste dag vågnede hun, af en lyd det var bare Magnus der var inde på hendes værelse han sagde - Hej, har du det godt? - Fint, men farvel jeg skal i skole.

Camilla kom hjem fra skole ingen var hjemme hendes far og mor var taget på arbejde, mens Magnus var i børnehaven.

... fortsættelse følger...!

Narkosmuglerne

2010-02-19T10:00:00.004+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town, Penelope alene hjemme - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Narkosmuglerne

Skrevet af Sofie, Louise & Amalie, 6. c. på Vanløse Skole.

Den aften hvor Luna, Anna, Magnus og Emil skulle sove sammen i kælderen hos Anna, skete der noget meget mærkeligt. Da de havde spillet ludo i lang tid, lagde de sig til at sove. Da de havde lagt sig i deres soveposer i kælderen, åbnede døren sig og Annas mor kom ned og sagde, at mormoren havde det rigtigt dårlig og skulle måske indlægges på hospitalet. Annas mor og far var nød til at køre af sted til Odense Universitets Hospital med det samme. Det betød, at de måtte være alene hjemme.

Da forældrene var gået, faldt de hurtigt i søvn. Om natten drømte Emil, at han havde set et spøgelse med lyserøde øjne og blå striber. Han vågnede med et sæt, men fandt hurtigt ud af, at det bare var en drøm, men pludselig hørte han en rude blive smadret, det vågnede de andre tre også af. Magnus sagde -hvad sker der her, det lød som om at en rude smadrede. Anna sagde, at der kun var én rude i hele kælderen.

De gik hen og kikkede på den rude, og som sagt var ruden ødelagt. Udenfor vinduet var der en skikkelse, som lignede en gammel mand. De fór sammen. Luna begyndte at skrige… Den gamle mand forsvandt. De snakkede sammen om hvad de skulle gøre. De blev enige om at de nu skulle sove og vente til i morgen. Næste morgen ville Anna og Luna ud og shoppe i Odense gågade som lå nede ved havnen.

Lige pludselig så de den gamle mand, en anden ung mand bære nogle kasser ud fra en båd. De ringede til drengene og drengene kom straks og de fortalte hvad der var sket hurtigt. De gik ind bag et havne toilet. De kikkede og så at der lå en masse sprut, cigarater, hash, og noget narko. Der kom en sort varevogn og de bar kasserne ind i den. Børnene gik ind i den sorte varevogn hvor kasserne var.

Den begyndte at køre, lige pludselig stoppede den med et ryg børene faldt rundt i den sorte varevogn. Den stoppede fuldstændig. Den unge mand og den gamle mand trådte ud af varevognen, børene skyndte sig at gemme sig bag alle kasserne. De åbnede døren ind til kasserne og bar alle kasserne ud, men de så dog ikke børene. Den gamle mand smækkede døren i og låste den.

De kunne høre dem gå et eller andet sted hen med kasserne. Børnene prøvede at åbne døren, men de kunne ikke få den op i alt det mørke. De var fanget i varevognen. De vidste ikke hvad de skulle gøre. Lige pludselig hørte børene den gamle mand og den unge mand komme tilbage. De startede motoren og kørte videre, børene vidste ikke hvor de kørte hen lidt efter stoppede den igen. Den unge mand åbnede døren men blev distraherede og børene skyndte sig ud.

De var på havnen igen det var bare så mærkeligt syntes børnene. De løb hjem hver for sig. Annas mor og far var kommet hjem igen. De spurgte hende til aftensmaden hvad hun havde lavet i dag hun svarede jeg har været sammen med mine venner. Da hun skulle til at børste tænder om aften kiggede hun ud af vinduet hun så den gamle mand og den unge mand bager en papkasse ud af hendes skur.

Hun ringede med det sammen, til de andre tre de kom med det samme, men den gamle mand og den unge mand var væk. Børnene gik ud for at se i skuret der var sprut, cigarater, narko og hash. Der lå cigaret skodder og hash klumper der lå også et rør som var brugt til at sniffe narko i sig. Der var noget af spruttet der var åbnet. Der lugtede af cigaratter, hash, stoffer og sprut. Og det lugter af gamle sokker.

De blev enige om at de ville mødes i morgen hos Anna. Da det var morgen og de var hjemme hos Anna. De blev enige om at Anna og Luna skulle ud at shoppe. På shopping turen skete der ikke noget udsevanligt. De kom hjem med en hel masse poser, Magnus og Emil kunne ikke forstå hvordan de kunne bruge så mange penge på at shoppe. De spiste aftens mad hjemme hos Anna.

Da de havde spist kikkede de ud af vinduet, og så at der steg en røg sky ud af skuret. De gik hen til skuret, de kikkede ind af spion hullet i døren. Og der sad den unge og den gamle mand. Og de sad og røg hash. De fandt nogle store pinde som de kunne slås med. De slog døren op til skuret. Der blev en vild kamp med pinde. Den gamle mand og den unge mand var pænt fulde, så de dårligt kunne stå op.

Den unge mand var lige ved at smadrede en flaske med sprut i hoved på Emil. Men Magnus var hurtig og slog den unge mand bevidstløs. Magnus løb hen og slog den gamle mand bevidst løst. De ringede til politiet. De sagde at de havde fundet nogle tyve og politi manden sagde at de ville komme straks. Der gik to minutter så var de der. Anna, Magnus, Emil og Luna fortalte politi manden hvad der var sket.

De fandt ud af at de ud af at de var efterlyst i hele Danmark. De fandt også ud af at de smuglede ulovlige stoffer, sprut og cigaretter ind fra Sverige. Politi manden sagde at den gamle mand og den unge mand ville få en dom på 40 år. Anna, Luna, Magnus, Emil fik en findeløn på 1000 kr. hver.

Penelope alene hjemme - 3. del

2010-02-15T10:00:00.004+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Penelope alene hjemme - 3. del

Skrevet af Thea & Barbara, 6. u. på Kirkebjerg Skole.

Det var søndag, midt i oktober. Klokken var lidt over 12. Signe gik ned af de lange hospitals gange. Hun følte stadig skræk, fra i fredags. Hun drejede ind i rum, hvor ude på døren stod ”345”. Hun gik ind. Hendes mor var der inde. Da hun så Signe, så hun helt ked af det ud. ”er du okay, skat?” spurgte hun.

Signe nikkede. Selvom hun ikke var det. De var kun lidt over et døgn siden, hun havde set sin bedste veninde blevet dræbt. Først hendes far, og så hendes bedste veninde. Hun så i det mindste ikke sin far blev dræbt, men hun så da Penelope blev dræbt. Hun havde fået at vide for en time siden at hun var død. Hun vidste det egentlig godt, der da kniven blev sat direkte ind i Penelope. Men hun troede alligevel på at hun ville overleve.

Signe sad sammen med sin mor i hospitalets kantine. Hun havde ingen appetit. Hun tænkte kun på alt hvad der var sket. Hun fik alligevel et halvt æble ned. En mand kom ind i kantinen. Han sagde noget til en sygeplejerske, imens han så rundt i lokalet. Sygeplejersken pegede i retning af Signe og hendes mor. Manden gik der hen. Han lagde en hånd på Signes skulder. Signe vendte sig om med et sæt. ”Jeg er fra kriminel politiet.”

Han viste sit politi skilt. Og mor nikkede forstående. Han satte sig ned på stolen ved siden af Signe, og sagde: ”jeg høre du var til stede da Penelope Hansen blev dræbt, fredag den 23 oktober.” Signe syntes han talte meget højtideligt. ”vil i være rare at komme med mig hen på politi stationen?”

Signe, mor og politimanden gik ned af en lang gang. De stoppede foran et rum. Det var vist et forhør lokale. De satte sig ved et lille bord, politimanden på den ene side, og Signe og mor på den anden. ”mit navn er Kurt, og jeg vil bare vide hvad der skete i forgårs, ikke andet.” sagde Kurt. ”så hvad skete der i fredags, Signe?” Signe begyndte at fortælle, alt det med blodet på gulvet, og manden på kirkegården, og Victor der forsvandt.

Og hele tiden nikkede Kurt ”hvad skete der lige da Penelope blev slået ihjel?” spurgte Kurt. ”jeg løb. En fremmed mand havde set det hele, og hjalp mig.” svarede Signe. ”Ja. ham har jeg snakket med…” sagde Kurt stille for sig selv, ”Har du nogen ide om hvem gerningsmanden er?” Signe nikkede. ”min lære… Lesper Andersen.” sagde Signe stille, og hun begyndte at græde.

”Hvorfor tror du det er ham?” spurgte Kurt. ”jeg kunne ikke se ham. Det var for mørkt

… men han lugtede fælt. Ligesom min lære…” sagde Signe stille… ”så du mener altså at Lesper Andersen har dræbt Penelope?” Signe nikkede.

Det var mandag. Signe var lige vågnet og klokken lidt i elleve. Hun havde ikke sovet hele natten. Hun var bange. Bange for at Lesper kom og dræbte hende. Mor havde givet hende lov til at blive hjemme i dag. Telefonen ringede. Signe tog den; ”det er Signe” sagde hun og satte sig på sofaen. Det var Annie fra hendes klasse der havde ringet til hende.

Hun fortalte at Lesper ikke havde været i skole om mandagen. Og at skoleinspektøren havde været oppe i klassen og fortalt det om Penelope. De snakkede i lang tid. Og til sidst fortalte Annie noget meget mærkeligt. ”I fjerde time var hele klassen nede på kirkegården for at spise frokost.

Og jeg, Astrid og Fiona hen til din fars gravsted. Og lige ved siden af var der en ny gravsted. Og du har jo tit fortalt at gravstenen lå sådan helt alene, du ved. Men der var havnet en ny sten lige ved siden af.” Signe fik et lille chok. Hendes far lå helt alene. ”hvad stod der på stenen?” ”det ved jeg ikke.

Den var helt moset til” sagde Annie. Signe sagde farvel til Annie og lagde på. Hun tog gummistøvler på og gik hen til kirkegården. Denne sag var hun nødt til at undersøge lidt nærmere. Hun gik hen til sin fars gravsten. Og ganske rigtig var der sat en ny sten op. Den var lidt mindre end hendes fars. Hun satte sig på hug foran den. Og lod forsigtigt hånden glide hen over stenens overflade, og skubbede moset væk. Hun rejste sig med et chok.

På stenen stod der med tydelige bogstaver, SIGNE SØGBORG hvil i fred. Hun vil hjem. Hun vendte sig om, og bag hende stod Lesper. Der lød et skrig og Signe faldt til jorden. Hun var død.

Penelope alene hjemme - 2. del

2010-02-12T10:00:00.003+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus,Halloween Town - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Penelope alene hjemme - 2. del

Skrevet af Thea & Barbara, 6. u. på Kirkebjerg Skole.

De begyndte at skrige. De var forskrækkede men de skreg. Men hvad nyttede det? ingen hørte dem. De blev langsomt stille. Penelope så at glas døren, ud til haven, var smadret. Så hørte de en lyd. Signe skulle lige til at skrige. Men Penelope nåede at holde hende for munden.

Det var skridt. Det vidste de begge to. Det var de knirkende gulvbrædder inde fra gangen. Penelope gjorde tegn til at Signe skulle komme med. De kravlede ud i gangen. De fik et chok. Døren til kælderen var åben! Der var nogen der nede. ”skal vi gå der ned?” hviskede Penelope. Signe rystede på hoved. Men de gik alligevel, med listende skridt, ned i kælderen.

Penelope skulle lige til at tænde lyset, men Signe stoppede hende, ”vent!” hviskede hun.” Hvis vi tænder, opdager uhyret os! Hvis der altså er noget…” de fumlede sig frem i mørke kælder, og langsomt vendende deres øjne sig til mørket. Den knirkende kælder trappe gav små underlige lyde da de listede ned af den.

Da de var nede greb Signe Penelopes hånd. ”jeg er bange!” hviskede hun. Penelope så ind i et lille rum, hvor far havde sit værktøj. ”rolig. Vi skal nok klare den! Vi går der ind og gemmer os…” hviskede Penelope. De listede ind i rummet. De satte sig under bordet med værktøjet. ”hvor er Victor?” spurgte Penelope panisk. De hørte en gø. En skikkelse fløj forbi rummet, og trappen knirkede igen. ”fuck!” skreg Penelope. De rejste sig. Penelope tog en hammer.

Hun gav den til Signe. Hun to selv en svensknøgle. Den var tung og kold i hendes rystende hånd. De listede ud af rummet og op af trappen. Skikkelsen var væk! Og det var Victor også! Der var helt stille i det lille hus. ”tror du uhyret har taget Victor?” spurgte Penelope. Hun begyndte at snøfte lidt. Hun savnede Victor. Hvor mon han var?! ”Pene… se lige her!” det var Signe. Hun stod i hjørnet af gangen.

Hun bukkede sig ned over noget sort. Penelope gik der hen. Hun så ned der hvor Signe kiggede. Der lå et lille stykke stof. ”måske er det fra uhyrets tøj?” spurgte Signe. ”det ved jeg ikke…” hun samlede det lille stykke op. Og så mere nøje på det. Hun lugtede til det. ”Ad! Det lugter af affald!” . ”jeg syntes det lugter af Lespe, han stinker!” sagde Signe. Penelope og Signe så på hinanden. ”du tror vel ikke at Lesper har været her, og taget Victor?” Spurgte Signe alvorligt

Penelope svarede ikke, hun så bare ud i luften. Så sagde hun endelig: ”okay, Signe. jeg er bange for at vi er nødt til at finde Lespers hus!” ”nej! Du kan ikke vide med sikkerhed at det er Lesper! Det kan være hvem som helst der lugter sådan! Og desuden er det jo at bryde ind!” mente Signe. ”Ingen lugter så felt. Jeg ved det er ham. Det er en blanding mellem sved, affald og… rådden jord og mos.”

De så på hinanden. ”kirkegården..?” spurgte Signe. Penelope rystede på hovet. ”det er det eneste jeg kan komme på. ”jeg syntes også han lugter af lig! Så jeg stemmer for at vi tager hen til kirkegården!” de tog deres overtøj på og gik.

Der var helt stille. Den eneste lyd der var, var Signe og Penelopes sko mod gade fliserne. Gaden blev kun oplyst af de få gade lygter, der var. De gik forbi kirkegåden, og kom til skolen. Penelope tænkte at de måtte ind på skolen. Hun sagde intet men hun var nødt til at tjekke om man kunne komme ind. ”vent her!” sagde Penelope. Hun gik hen til skolen, og så hen til en af glas dørene.

Det var hoveddøren. . Hun trak i døren, men den var låst. Hun listede om på den anden side af skolen. Hun trak forsigtig i bagdøren. Den var også låst… Der lød et skrig. Penelope styrtede hen på den anden side af skolen, hvor hoved døren var. Signe stod helt bange og forskræmt foran skolen. Penelope løb hen til hende ”hvad var det?” spurgte hun forsigtigt. Uden og sige noget pegede hun i retning af kirkegåden.

Penelope greb Signes hånd. Hun løb hen til dens åbning, og nu stod de foran dens slidte, og næsten ødelagte låge. Der sad mos og andre plante genstande på den, og på overfladen af den, var der en due, der var moset helt til. Penelope skubbede til den. ”her lugter ligesom stoffet.” sagde Signe. Penelope lugtede efter. Ja det var sandt. ”hvad var det du så?” spurgte Penelope igen. ”en mand.” begyndte Signe.

Hun kiggede ned i jorden. ”han fløj bare forbi… men jeg ved at han ikke bare skulle besøge sin døde bedstemor!” hun så på Penelope igen. Pludselig blev hendes øjne store. Hun skreg og løftede fingrende. Hun pegede bag Penelope. Penelope vendte sig hurtigt om. Hun så en mand.

Hans ansigt var gemt i mørket. Bag ham lå noget pelset . Han lugtede ligesom Lesper, og resten af kirkegården. Han stod lige bag dem, og pegede på dem med en kniv!

Penelope skreg også. De satte begge i løb. De løb hen over kirkegården og hen mod lågen. De løb direkte ind i den, den sad så løs at den åbnede, bare ved at man skubbede lidt til den. Penelope løb lige bag Signe. De løb ude på fortovet. Penelope så sig over skulderen. Hun tænkte hvad det var der mon lå bag manden.

Så gik det op for hende. Det var Victor! Hun løb langsomt. For langsomt! Og manden stod næsten foran hende. En bidende smerte for gennem hende. Manden havde sat kniven i hendes hjerte…

... fortsættelse følger...!

Penelope alene hjemme - 1. del

2010-02-08T10:00:00.002+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Penelope alene hjemme - 1. del

Skrevet af Thea & Barbara, 6. u. på Kirkebjerg Skole.

Penelope så på uret. De havde fri om 5 minutter. ”Penelope! Koncentrer dig!” råbte Lesper. Penelope så op. De havde prøve og hendes lære Lesper, var så sur! Hun så ned på papiret. Hun så på sin bedste veninde Signe. Hun tvang sig også til at koncentrere sig om prøven. Hun glædede sig sikkert også til efter skole. For i dag var det fredag, og om aftenen skulle de være alene hjemme og se gyser film.

Penelope så ud af vinduet. Lige ude for vinduet var der en kirkegård. Og igen tænkte hun hvorfor dog der var nogle der kunne finde på at bygge en skole ved siden af noget så uhyggeligt. På kirkegården ligger Signes far. Det er lidt uhyggeligt at man kan SE gravstenen fra det vindue ved siden af Penelope.

Og hvis man ser godt efter kunne man skimte navnet på stenen. ”Eliot Kasper Søborg”. Tænk hvis der var zombier om natten. Penelope gøs. Det ville være ækelt! Endelig ringede klokken. Og Penelope glemte alt om gravstene, kirkegårde og zombier. Hun skyndte sig ud, og tog sin jakke. Så kom Signe. Hun smilede og de fulgtes hjem. De gik forbi kirkegåden. Men Penelope tvang sig til at tænke på noget andet, end det hun tænkte i timen.

Da de nåede Signes hus skiltes de. ”vi ses i aften!” smilede Signe og Penelope gik alene hjem. Hun følte at der var flere kilometer hjem, og det var uhyggeligt selvom det ikke var mørkt. Da hun nåede hjem åbnede hun døren, hun lagde sin taske. Hun gik ud i baghaven og tog sin cykel. Hun cyklede op til byen for at låne film. Får når Signe og hende nu skulle være alene hjemme, skulle de selvfølelig se film.

Signe ville se ”The Blood in the darknees” og Penelope ville se ”Zombie Mordet”. Selvfølgelig begge gysere. Da de ikke kunne blive enige, om hvilken film de skulle se, besluttede de at låne dem begge to. Hun havde ekstra penge med til at købe chips og slik. Det kunne man også gøre i video butikken.

Da slikket Var valgt og filmene var fundet, cyklede hun hjem igen. Der var ingen hjemme, og det ville der ikke være før tidligt i morgen. For far, der arbejdede på et hospital, havde nattevagt. Og Penelopes mor skulle til en fest hele natten. Og hendes lille søster, Maja, tog hjem til en veninde og skulle sove der.

Kun hunden Victor var hjemme. Victor var en stor chefer hund, men den var sød, og legesyg. Hun gik ud i køkkenet og åbnede køleskabet. Mor havde lavet en gryderet, som de kun skulle varme, så maden var intet problem.

Det var ved at nærme sig aftenen. Penelope havde taget nat tøj på. Hun havde taget en natkjole frem fra skabet. Den var ikke særlig pæn, men den var blød. Hun gik ned i køkkenet og begyndte at varme maden. Signe skulle komme klokken otte. Hun så på uret. Det var snart.

Om lidt var det helt mørkt, så Penelope havde sat musik på, for at glemme det uhyggelige mørke udenfor. Hun dansede rundt i stuen til sangen ”just my love”. Hun åbnede posen med chips, imens hun sang med. Det bankede på døren. Penelope smilede. Hun gik hen og slukkede for musikken, hun sang stadig med imens hun dansede hen til hoveddøren.

Hun åbnede, ”Suprise!” råbte Signe, hun havde en stor, beigi poncho hen over skuldrende, en lille blomst var broderet fast ved skuldrende, og man kunne se at hun havde en pink pyjamas på indenunder. Hun havde en stor rød Fanta i den ene hånd og en lille taske i den anden, hun havde sine daglige røde convaers på, og lyseblå luffer.

Hun smilede stort. Penelope grinede, ”jeg har filmende.” hun gik ind i stuen, og hentede de film, hun fandt i butikken. Da hun kom ud i gangen igen, var Signe i gang med at tage sine sko, vanter og sin poncho af. Signe tog filmende. Hun læste lidt på begge film. Hun så på Penelope og smilede. ”fint!

Lad os spise.” de gik ud i køkkenet og dækkede bord til to. De nynnede begge da Signe satte tallerknerne på bordet, og Penelope rørte i den lille gryde. Så kunne de høre Victor gø. ”han gør ellers aldrig uden grund.” sagde Penelope, og gik ud af køkkenet og op af trappen. ”hvor er du Basse mand?” kaldte hun med en kærlig stemme.

Der lød en pibe lyd inde fra Mayas værelse. Penelope åbnede døren. Victor sad med blanke hundeøjne, halen mellem benene og foldede øre. ”hvem har lukket dig der ind?” spurgte hun Victor, men der kom selvfølelig intet svar. Hun satte sig på hug foran ham og strøg hans ryg.

Pludselig hørtes der et brag og lige efter et skrig. Penelope vendte hovedet med et sæt. Hun fik sved på panden, og i hælende på Victor, løb hun ned af trappen og kurs mod køkkenet. Døren var lukket, og Victor og Penelope standsede. Penelope åbnede forsigtigt døren op. Signe stod og lænede sig på af køkken vasken. Hun var hvid i ansigtet, og havde sved på panden. Hun så så forskrækket ud, at hun lignede hende der var med i ”zombie mordet”, der, da hun lige havde fundet sin dræbte mand. Penelope og Signe så lige på hinanden.

De sagde ikke noget bare stirrede. Victor løb ind i stuen, og Penelope spurgte forsigtig, ”hvad sker der?”. Signe fik langsomt sin normale hudfarve tilbage, og så nu ned i gulvet. ”Jeg ved ikke om jeg så syner…” sagde hun stille. ”men der var en mand.” ”hvor henne?” spurte Penelope. Signe pegede ud f vinduet.

De kunne høre glas smadre, og Victor gø inde fra stuen. De løb der ud. De gispede begge to, Hele stue-gulvet var dækket af blod…

... fortsættelse følger...!

Tegninger til Haiti

2010-02-06T10:00:00.003+01:00

Også i Vanløse har børnene tegnet til støtte for Haiti. I alt modtog børnebiblioteket 1743 tegninger fra de lokale børn. En af børnene var endda så heldig at vinde en præmie i Ramasjang. Det var Andreas Riis på 8 år.

Her kan du se Andreas fine tegning.

Har du lyst til at se flere tegninger fra børn der støttede Haiti, så har vi lavet en udstilling med tegninger ved indgangen til biblioteket.

Halloween Town - 2. del

2010-02-05T10:00:00.002+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus- og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Halloween Town - 2. del

Skrevet af en elev fra 6. v. på Kirkebjerg Skole.

James åbnede døren og så sin lærer med hans bedste ven, Tim. Tim var livløs og da læren så James smed han Tim på gulvet. Det gav et ordentligt brag da den livløse Tim ramte gulvet. ”Hvad har du gjort ved Tim?”

”Skrid med dig det rager ikke dig.” Siger læren. ”Jeg har taget Tims sjæl og skal overbringe den til min herre Michael Halloween Fudge” Siger læren. ”Hvad snakker du om, Michael Halloween Fudge er min tiptiptiptiptiptip oldefar. Han kan umuligt være i live efter 1000 år, kan han?”

Siger James med undring i sin stemme. ”Lige nu er han kun en skygge, men når han får mange sjæle, bliver han genomdannet til et menneske” Siger læren som hedder det grimme navn, Hans Riegel Bonn. ”Vi stjæler sjæle hvert 10. år på Halloweennat. Men det er svært at skaffe mange sjæle på kun en dag.” siger Hans. ”Hver 10. år på Halloweennat kan han komme op af sin grav med få kræfter.

Når det er Halloweennat bliver hans kræfter på sit højeste niveau i styrke. Det er derfor jeg altid opfører mig underligt når det er Halloween” siger Hans. ”Hvor mange sjæle har i taget i år” spørger James bange, men også nysgerrig. ”Lad mig se, vi har taget din mors, Tims, damen fra børnemyndighedernes og byens plejehjem er også tømt.

Sådan ca. 1000” siger Hans ”Hvordan kunne du tage Michael Halloween Fudge’s tiptip oldebarn? Det er min mor.” Siger James næsten grædende. ”Glem ikke, at vi også tog din fars for 10 år siden. Han var meget svær at stjæle sjælen fra ham, fordi han kæmpede meget imod. Synd han ikke var stærk nok til, at besejre mig og Michael.” Siger Hans grinende. ”I er uhyrer” Råber James med vrede i sin stemme.

”Hvor mange sjæle mangler i nu.” Spørg James endnu mere bange end før. ”Lad mig se 5 nej 3 tror nok det var 2 eller faktisk kun 1, vi har allerede udvalgt os et offer” siger Hans. ”Hvem?” ”En pige fra din klasse hun hedder Sophie” Siger Hans med ondskab i stemmen. Det gav et gys i James da han hørte Sophies navn, men han ville lade som om, at det ikke ragede ham en skid, men det gjorde det. ”Så tag dog den tøs, jeg er ligeglad hun betyder ikke noget” Siger James utilpas.

”Hmmm… nå det var synd for vi har hende allerede” siger Hans. En stor sort røgsky kom til syne og ud trådte en meget mager og uhyggelig mand, med sort kappe, stok og en hat. Han havde Sophie i armen. Hun lå bundet sammen og med tape på munden. James fik tåre i øjnene da han så hende. Michael begyndte at sige noget det lød som en gammel remse ”ukrabukra Halloween kræfter kysker kysker Halloween kræfter”.

Mumlede Michael. Sophie begyndte at døse hen og til sidst var hun død. Sjælen blev suget ind i Michael. Og han begyndte at råbe. James begyndte at løbe, han prøvede at komme ud, men han kunne ikke komme ud. Han løb ind i et rum med et kraftigt blåt lys. Det var en grav eller rettere sagt Michael Halloween Fudges grav.

Der lå en kugle. Han samlede kuglen op af graven og kunne se en masse ansigter. I det samme kom Michael Halloween Fudge ind i rummet med en latter som kunne gøre alle skøre. ”Giv mig kuglen dit dumme barn, ellers får du aldrig din familie og venner tilbage” siger Michael Halloween Fudge lidt nervøst.

James tænkte hurtigt, han smed kuglen og den splintrede. Alle sjælene kom ud og Michael Halloween Fudge begyndte at brænde. Hans Riegel Bonn blev ældre og ældre lynhurtigt, som om at Michaels kræfter havde holdt ham fast i 40’erne. Men nu lignede han en der var i 80’erne.

Sophie vågne med det samme, da Michael Halloween Fugde begyndte at skrige og brænde, hvorefter han blev til ubetydeligt støv på jorden. Sophie stod foran ham, de kiggede hinanden dybt i øjnene og lige med ét kyssede de. Kysset varede i mindst 20 sekunder. James kom i tanke om, at hans mor nok os var i live. Han smadrede et vindue og hoppede ud af det og løb hjem. Sophie fulgte lige efter og tog hans hånd.

Halloween Town - 1. del

2010-02-01T10:00:00.004+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Halloween Town - 1. del

Skrevet af en elev fra 6. v. på Kirkebjerg Skole.

”For 1000 år siden blev der, nedkaldt en forbandelse over Halloween town. Den blev hidkaldt på Halloween nat af selve grundlæggeren af byen, Michael Halloween Fudge. ”Hvad er det for noget sludder” siger James lærer ”Du har sikkert læst det i en tegneserie”

”Nej det har min mor fortalt mig. Michael Halloween Fudge er min tiptiptiptiptiptip oldefar” siger James ”Og hvad så, jeg er bedøvende ligeglad. Om han så var kongen af Saba” siger James lærer. ”Men hvis det er din opgave, får du et F-” siger læren” SHIT!!! Tænker James.

”Jeg tor på dig, men er du helt 100” siger Sophie. ”JA Sophie, det er jeg faktisk- har du et problem med det” Siger James. James blev lidt ked af det, da han brugte den tone. Han havde nemlig været lun på Sophie siden børnehaveklassen, hvor de kyssede i kurvegyngen. Sophie var dog al for populær til, at kunne falde for en som James. James bliver altid helt rød i hovedet og kunne næsten ikke sige et ord når de taler sammen.

Da James var på vej hjem, så han en mærkelig skygge der kunne være en gammel og spinkel mand. James blev hel underlig kold indeni, men han overbeviste sig selv om at det bare måtte være sin livlige fantasi. Han vidste ikke om det var rigtig eller ej og besluttet sig for ikke at sige noget til nogen, da han ikke ville virke skør og ustabil.

Da James kom hjem, fortalte han kun sin mor om det læren havde sagt. Hun blev rasende, tog sin bil og kørte hjem til læren. James ventede og ventede, men hans mor kom ikke tilbage. James Halloween Coop er en spinkel dreng på 12 år, som går i 6.v. Han bor i byen Halloween town.

Hans far forsvandt, da James kun var 2 år gammel. Politiet tror, at han var offer for en forbrydelse, men de fandt aldrig hans lig. Da James huskede på det, blev han rædselsslagen for at hans mor os var forsvundet. Han løb hen til telefonen og ringede til politiet.

”Det er alarmcentralen vent venligst, ja god dag, du snakker med Chris Olfert, hvad kan jeg hjælpe med” Siger en stemme i telefonen. ”Min mor har været væk i mange timer og jeg er meget bekymret for om der er sket noget med hende, om hun måske er blevet indblandet i en forbrydelse”.

”Jeg sender en vogn ud efter hende, er det okay?”. ”Ja selvfølgelig” siger James.

Næste morgen gik James ind i stuen og tændte For tv’et. Der var godmorgen Danmark hvor de fortalte om James forsvundne mor. James begyndte at græde. ”Hvorfor forlader du mig mor”. Siger James grædende.

DONK DONK. det banker på døren. Hvem kan det dog være? Tænker James. ”Det er Kathrine Dahl fra børnemyndighederne” siger damen i døren. ”Ja goddag, hvad kan jeg hjælpe med”. ”Eftersom at din mor er forsvundet tvinger kommunen mig til, at til at tage dig med til børnehjemmet.” Siger Kathrine.

Pludselig kom der en skygge hen over Kathrine og hun var væk. James skreg af sine lungers kræft, men der var ingen der hørte ham. James løb og løb så langt han kunne, men til sidst kunne han ikke mere, han faldt om midt ude på vejen.

Da han vågnede igen var han i et gammelt hus. Han kunne høre noget underligt der lød som den susen der kommer fra et åbent vindue. Han mærkede noget, som om der kom et eller andet susende gennem hele hans krop. Han fik et kuldechok og begyndte at ryste over hele kroppen.

Det var bælgravende mørkt, han kunne ingen ting se. Han faldt over et eller andet, men han kunne ikke se hvad det var, det kunne ligne en død eller bare livløs krop. James gik lidt videre og kom til en dør.

... fortsættelse følger...!

De fortabte sjæles hus

2010-01-29T10:10:00.003+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, og Morderens hjem - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

De fortabte sjæles hus

Skrevet af Kim, Olmo, Badr & Christian, 6. c. Vanløse Skole.

Tony og Jack var hjemme hos Chris. De tre venner gik i 7. klasse på Vanløse Skole.

Chris var den modige af de tre, Jack var den kloge og Tony var den sjove. De havde aftalt at de skulle overnatte i det forladte hus for enden af vejen, selvom de vidste, at dem, der var gået ind i det hus, aldrig var kommet ud igen.

Græsset på plænen var ikke blevet slået i lang tid, fordi ejeren var for forsvundet fredag d. 13. i sidste måned. Drengene havde taget soveposer og lommelygter med for at sove i huset. Da det blev mørkt sneg de sig ud af Chris´ hjem og gik over til det forladte hus for enden af vejen. Da de gik ind i huset, så de e

n skygge. De blev bange og ville tænde lyset på kontakten, men det viste sig at være en knage til en frakke og ikke en lyskontakt.

Efter et stykke tid, fandt de det sted, hvor de ville sove. Rummet lignede en stue blandet med møbler fra et soveværelse, og der lå hvide lagener over alle møblerne. Midt om natten vågnede Jack af nogle lyde, han vækkede de andre. De tændte deres lygter og gik ned mod stuen, fordi de synes, at lyden kom derfra.

I stuen var der mange billeder af ham, der havde ejet huset, og det var som om et par af billederne kiggede på dem hele tiden. Chris var meget nysgerrig, han tog et af billederne ned, men det knækkede. Så faldt der en konvolut ud af billedrammen med et kort over huset. Tony tog kortet og så på det, der var tilsyneladende et hemmeligt rum. Tony kunne ikke læse, hvad der stod, så han og de andre gik hen mod det sted hvor det hemmelige rum var.

Da de kom hen til døren, begyndte Tony at ryste på hænderne, Tony råbte - Åben den dør. Chris åbnede døren, den knirkede og gik meget langsomt op.

Jack tændte sin lommelygte, og lyste inde i rummet. Der var støv og spindelvæv over det hele. Chris var modig nok til at gå ind i rummet og fjerne spindelvævet, men pludselig rystede gulvet. Tony sagde ”Måske går huset af sig selv”. Chris sagde ” du skal ikke prøve på at være sjov!”.

Jack så en lem i gulvet han åbnede den straks, for at vise at han var modig og ikke kun var nørden. Jack gik ned af trappen Chris og Tony gik efter ham, men lige pludselig knækket en af brædderne så hans fod sad fast han kaldte efter Tony og Chris. Jack så noget levende han var bange hans hjerte havde aldrig slået så hurtigt før.

Chris og Tony skyndte sig ned for at hjælpe Jack op ad trappen de så også den levende ting de skyndte sig op og lukkede lemmen hurtigt. De tænkte alle sammen på hvordan de skulle komme ud. Mens de snakkede hørte de en uhyggelig stemme som sagde Forsvind! Tony sagde okay, mens han stammede.

Pludselig kom to skygger op af gulvet og tog Chris og Tony ned under gulvet og ned til kælderen. Jack var alene tilbage han måtte rede Tony og Chris, men hvordan skulle han rede dem. Jack gik ned i kælderen for at lede efter Tony og Chris. Nede i kælderen var det mørkt. Pludselig hørte han nogen råbe efter hjælp.

Var det Tony eller Chris? Jack gik hen mod råbet. Jack tog en dyb indånding. Råbet kom bagfra en dør, men da Jack lagde sit øre mod døren for at høre lydende var der ingenting at høre. Jack åbnede stille og roligt døren, hvor lydende var kommet fra. Da døren var blevet åben så han ind, men kunne kun høre en ånde fra et lille skab.

Jack tog fadt i skabshåndtaget og åbnede det hurtigt. Jack så, at Tony var inde i skabet. Og, at han var bundet fast mellem arme og ben. Jack skyndte sig at binde Tony op og spurgte ham om han var okay og, hvor Chris var, men Tony vidste ikke, hvor Chris var. Det gjorde Jack urolig på en sær måde.

Efter Tony havde forklaret, hvad der var sket begyndte de at lede efter Chris. Jack og Tony skulle til at gå op af trapperne da de høre en stemme bagved trappen. De gik der hen og åbnede døren. Chris løb ud af rummet. De spurgte hvordan han havde det, men lige pludselig begyndte der at komme ild ud af vægen. De løb hen mod trapperne og hen mod hoved døren, men den var låst de var fanget...

Morderens hjem - 2. del

2010-01-25T10:00:00.007+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Morderens hjem - 2. del

Skrevet af Yilmaz, 6. d. Vanløse Skole.

SÅ kom der noget mærkeligt nede i mandens kælder, det var en lille PISTOL, den

lagde der bare, vinduet var åbent, Mads havde lyst til at tage den, han hoppede hurtigt

ned i mandens kælder, han skulle lige til at tage den lille PISTOL, da han rørte den,

kom der et skrig, han fik et chok, han hoppede baglæns han lande på benene, så listede han baglæns, men hvad han ikke vidste var at manden stod bag ham med en kniv.

Så ramte Mads ham med PISTOLEN, han vendte sig hurtigt om han så manden, Mads sigtede imod ham, manden grinede bare småt, han pressede på af fyrings knappen, kuglen ramte manden i panden, han faldt om.

I det samme rejste manden sig og gik imod Mads, Markus hoppede ind i manden, han var ved at falde, men han var på benene igen, Mads kiggede bare på ham, så råbte Markus ,,LØB MADS LØB” Mads stod igen stille, men så løb han, Markus løb med, de løb ind i et rum der var ikke noget, ikke engang et vindue, manden løb os med ind i rummet, de stod foran hinanden.

Mads og Markus var bange, heldigvis havde Mads sin PISTOL på sig, manden stod ved døren, så pressede han på aftrækkeren, der røg en kule ind imod ham, men der skete ikke noget, det var som om at skyde i luften, manden var for hurtig, han var så hurtig at de ikke kunne se hvor han løb hen, så løb de ud af døren og spænede op i naboens hus, heldigvis var naboen ikke hjemme og døren var åben

De gik lidt rundt i huset, og kiggede på hvad der var, huset var stort der var forskellige rum, på være rum stod der hvad det var for et rum, så fandt de et rum der PISTOL rum, Mads var nysgerrig så han åbnede døren, der var forskellige PISTOLER han ville tage en, men der var meget kort tid, så han tog bare to DEAGLE’S.

Da han tog dem, kom der en lyd ude fra rummet, han skyndte sig lukke døren, og låste den stille og roligt, MANDEN kom hen foran døren, han træk i hånd taget, men han kunne ikke åbne døren, han gik videre, man kunne høre hans fod trin.

De åbnede døren, og gik ned ad gangen, og ned af trapperne, og ud af hoved døren, da de gik ud af hoved døren kom naboen op af trapperne, han spurgte hvad de lavede her, de sagde bare at de skulle spørge ham om noget, og at det nu var lige meget, naboen kiggede bare ondt på dem og gik op ad trapperne, Mads og Markus gik bare hen til porten, og ud af hus området, der var de ikke mere for den dag af.

De gik hjem til mads forpustet, de vidste ikke hvad de skulle lave, så de gik ud i baghaven, der kom der en mand, de blev bange, de vidste ikke hvem det var, de havde aldrig set ham før, så sagde Mads ,,hvem er du” han sagde ,,jeg er ny her i området” han kiggede ondt på dem, da han gik videre, kiggede de efter ham, Markus og Mads gik efter ham stille og roligt, men da manden var nået halv vejst, kiggede han langsomt bag sig.

DE gemte sig hurtigt, manden så dem ikke, det var godt, han gik videre, så stoppede manden hurtigt op, han gik ind i et sted, Markus og Mads så ham ikke, han forsvandt da han nåede ind i stedet, de gik efter ham de så ham ikke, hvor mon han kunne have gået hen, det var mystisk at han pludselig forsvandt…

De gik hen til et åbent vindue, de skulle lige til at hoppe der ned, så kom der en dreng han råbte alt muligt pis til dem, Mads vendte sig om han tog pistolen frem og trykkede på aftrækkeren, drengen faldt om, han havde en kniv og 300 kr. på sig.

Mads tog tingene, de gik videre, de åbnede vinduet helt så de kunne komme der ned det var en kælder, det var mørkt der nede, så de hoppede ned i kælderen, så tabte PISTOLERNE, de lå spredt ud over det sorte gulv, de kunne næsten ikke se dem, men så kom der et lille lyst, de tog pistolerne igen og gik videre.

Så så de en dør, de åbnede den, og gik der ind, det var rigtigt meget stort, det var som at være i et center syntes de.

Da de nåede ind i midten af det store rum, så så de NOGET BLOD, de listede lidt væk fra BLODET, da de gjorde det, var der nogle i nærheden af dem, personen var hurtigt væk, de så ikke særlig meget af personen, han forsvandt ligesom den mærkelige nye nabo tænkte Markus.

PLUDSELIG blev væggene dækket med BLOD.

DE blev bange.

De tænkte på hvad de skulle gøre, men de kunne ikke gøre noget, livet var fortabt for dem, der var ingen udvej, døren der blev lukket var der ikke mere, stedet og BYEN var mystisk, alt det de havde oplevet på et par dage og MANDEN I KÆLRDEREN som de hele tiden har set hjemme ved naboen, Markus og Mads.

Han var farlig, de kunne alligevel ikke gøre noget, men så listede de rundt, de kiggede omkring, og prøvede at finde noget.

MEN SÅ kom MANDEN igen, han var helt sort, han stod lige foran dem med en stor skarp KNIV, der var lidt blod på den, BLODET dryppede på gulvet, han havde et skævt smil, de løb væk, de havde ingen veje at løbe hen, I DET SAMME var MANDEN foran dem igen, HAN HAVDE EN MASKE PÅ, DEN VAR HELT SORT MAN KUNNE KUN SE HANS MUND OG ØJNE, OG DET SKÆVE SMIL, det var som om det var hans livs store drøm.

MANDEN tog den store kniv frem, han gik langsomt imod dem, SÅ ramte han Markus lige i maven, BLODET dryppede ud af hans mavesæk, Mads stod stille med åbent mund, det var som om det var DRØM, men det var det ikke, MANDEN vendte sig hurtigt i mod Mads, han smilte skævt igen, Mads blev bange, der var ingen steder han kunne løbe han, han var fortabt.

MANDEN forede ind imod Mads med KNIVEN, han UNDVIEDE, Mads løb alt det han kunne hen til et åbent vindue han skulle lige til at hoppe ud, men så tog manden fat i hans ben, han tog kniven og huggede den ind i hans fod, han kunne ikke løbe, manden rev fat i ham og hoppede op på ham, imens han lagde ned, kniv røg igennem panden på ham, det var slut for ham…

DE VAR DØDE…

Morderens hjem - 1. del

2010-01-22T10:00:00.006+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Morderens hjem - 1. del

Skrevet af Yilmaz, 6. d. Vanløse Skole.

Det var en aften i en MÆRKELIG by hjemme ved Markus, han var alene hjemme, Markuses forældre var hjemme ved Markuses fætter, men han gad ikke komme med, han ville hellere være hjemme og se en gyser film. Han spiste popcorn og drak sodavand, det var en dejlig aften hvor klokken var 22:00…

PLUDSELIG kom der en lyd i deres kælder, det var et højt skrig….!

Han blev bange. Så bange at hans ben rystede. Han listede hen til døren ned til kælderen, han åbnede døren der var meget mørkt, han kunne ikke se noget men der var lidt lys, trapperne var meget høje, så gik han ned til den anden dør, han åbnede døren men der var ikke nogle. Han listede lidt rundt der nede men han fandt ikke noget eller nogen, men der var BLOD på gulvet ….!

SÅ bankede det på døren. Han stod stille i et sekund, så gik han stille OG roligt op og kiggede igennem hullet, der var ikke nogle, så kom der flere skrig i huset. Han blev meget bange, han låste døren op, og tog sine nøgler og låste døren efter sig, så løb han hurtigt ud i baghaven, han vidste ikke hvor han skulle løbe hen, men så kom han i tanke om at hans forældre var hjemme ved hans fætter, han skyndte sig at løbe derhen.

Da han nåede frem bankede han på døren så åbnede Markuses onkel døren, han sagde: ,,hvad laver du på det her tidspunkt?” Markus svarede: ,,Jeg kom bare for at være sammen med mads”. ,,Når okay” :sagde han så, da Markus kom ind, gik han hen til Mads, Markus spurgte om han ville med ud, han sagde okay. Da de gik udenfor, så sagde Markus Hvad der var sket, hjemme ved ham, så sagde Mads: ,,Kom vi går der over og ser hvad det er’’

”Arg jeg tror ikke det er en god ide”: sagde Markus, Mads: ”kom nu er du en tøs?” Markus: ”Nej!” Mads: ,,kom bare lad os gå der over” ,,okay” svarede Markus. Da de nåede frem, gik de hen til baghaven og kiggede ind i vinduet ned til kælderen, der stod MANDEN…

Han havde en ØKSE……

Pludselig var han væk, de stod stille, de sagde ikke et ord til hinanden, så sagde Mads ,,kom vi går der ned”, Markus kiggede på ham med store øjne, han nikkede bare. De gik hen til hoved døren, Markus låste døren op, de listede hen til døren til kælderen, Markus åbnede den dør…

PLUDSELIG gik manden hen imod dem med øksen…

De løb, men så snublede Markus, over et bat, og slog hovedet ind i gulvet, han prøvede at rejste sig, men han kunne ikke smerten var for stærk, Mads løb hen til Markus, han løftede ham, og løb ud af hoved døren, og over vejen, Mads boede jo i nærheden, det var ikke særlig langt, hvor Mads skulle løfte ham, så nåede de frem hvor Mads boede Mads løftede ham hjem, ind i Mads værelse, de sad der lidt.

Så sagde Mads: ,,Det var tæt på ikke?” ,,Jo” Sagde Markus, han havde ondt i hovedet…

Så lagde hans øjne sig langsomt… Han faldt i søvn…

Næste dag.

Markus vågnede med et Z, han rejste sig op, han opdagede at han var faldt i søvn hjemme ved mads, han kiggede sig omkring men mads var der ikke, han gik ud i køkkenet der stod han så, Mads kiggede på Markus og sagde ,, kom vi går der over igen!!” Markus nikkede bare… Markus var træt så han sad bare på en stol.

SÅ kom der et råb nede i Mads kælder, han tog en kniv om løb der ned, han så MANDEN fra i går, mads løb imod ham, han var væk et øje blik, så var han hende ved døren, mads løb imod ham igen med kniven, han ramte ham, men så forvandt manden… Tidligere på dagen tænkte Mads på hvordan MANDEN FORSVANDT. Men så kom han i tanke om at han ramte manden med kniven, han tog hurtigt sin kniv frem, der var BLOD på den…

Han gik ned i kælderen igen, han kiggede på gulvet der hvor han ramte manden, der var blod drypper på gulvet, det førede ind til rummet hvor der var værktøj, han listede der hen og åbnede rummet. Han stod stille, der var et hængt menneske, Mads kendte ham det var en af deres nabo, Mads blev meget bange, men så listede han hen til døren, han vendte sig rundt, der var blod over det hele…

Han løb hurtigt op til Markus, han sad bare og dovnede den af, så sagde Markus: hvad er der sket?” ,,kom og se!” Sagde Mads.

Da de gik ned i kælderen, var der ikke noget, Mads blev forvirret, den hængte mand var der ikke og blodet var der ikke, han blev bange meget bange, han stod stille, Markus kiggede bare rundt, han vidste ikke hvad han skulle kigge efter, så han stod bare stille, så gik de op i stuen og så tv, så ringede det på døren, Mads gik hen og åbnede døren, det var deres nabo, han hadede børn, som om det var hans fjender.

Han sagde: ,,er dine forældre hjemme?” ,,nej” sagde Mads ,, Hvor er de henne!?” sagde manden,,det ved jeg ikke” sagde Mads ,,HVORFOR VED DU DET IKKE!?” Sagde manden. ,,jeg ved det bare ikke!!” sagde Mads ,,okay!” sagde manden og gik sin vej.

Mads tænkte bare hvor han kom fra, men det er mystisk at han pludselig kom. Han gik hen til Markus, de sad bare, Mads tænkte på det i kælderen, han havde lyst til at gå der ned, men han ville sikkert blive bange, den hængte mand var hans nabo, Mads syntes at det var skummelt med manden der lige kom og manden i kælderen der var hængt, og ham der snusede rundt der nede, hvad mon han lavede, Mads ville bare bruge sin kniv på manden, men han kunne ikke, han var ikke stærk nok, han havde brug for hjælp, med Markus var det ikke nok hjælp, han ville have hjælp fra hans venner men ar det nok, Mads tænkte på om han selv kunne klare det, men det kan han sikkert ikke, han burde have hjælp, hjælp af hans venner, men hvornår skal det ske.

Det var skummelt.

Markus og Mads sad bare, de vidste ikke hvad de skulle lave, så foreslog Markus om de skulle gå ud, han sagde okay, da de gik ud, gik de hen til naboen, de udspionerede ham, de listede ind i hans have, der var manden så, ham Mads så der var hængt, det lignede ham da. De gik lidt rundt i hans have, der var mærkelige ting.

... fortsættelse følger...!

Forbrydelsen - 2. del

2010-01-18T10:00:00.008+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt en historie, og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Forbrydelsen - 2. del

Skrevet af Alexander Nicklas , 6. d. Vanløse Skole.

Kapitel 5. De mystiske ting

De råbte vend dig om! Manden med ryggen til stod og lavede noget med nogle mystiske ting, ingredienser han drak nogle af dem. Det var grønt, rødt og alle mulige farver.

Han stod et lille stykke tid efter at havde drukket det. Så råbte han, et eller andet og vendte sig om.

Så sagde Nick det er ham… hvordan kan han overleve 4. sal og et kniv stik i halsen? Han kom nærmere Nick kunne mærke hvordan hans ben rystede. Han kom nærmere Nick havde en lommekniv i lommen, ikke så stor, kan ikke gøre skade tænkte Nick.

Men så, så han at Alex havde hånden ved sin Colt. 45. Chefen kom nærmere hans ryg, så meget mærkelig ud, som om han var blevet til en ”Zombie” af en slags. Alex tog sin Colt. 45 op, og skød uden at se hvor han skød hen. Han ramte ham ikke en eneste gang, teleparterede han sig?

Nick og Alex så hvordan han teleparterede sig hver gang de skød. De ledte rundt i rummet, for at finde en gas af en slags de kunne skyde, og måske ville han dø af en eksplosion. De ledte videre i kontoret med ingredienserne, Alex fandt noget og de fik ham til at gå derhen.

De skød og han gik derhen, Alex skød hurtigt på det. Og der sprang en kæmpe eksplosion,

Lige inden det sprang i luften råbte Nick hurtigt til Alex at han skulle gå ned på jorden, så ville der være en chance for at overleve!

Men… Alex gik ikke ned på jorden, han blev op og blev ramt kraftigt af eksplosionen og blev voldsomt kvæstet.

Kapitel 6. Er Alex død?

Nick tog Alex hurtigt op på sin ryg, og løb ned igen. Uden at se sig for han løb ned, Nick kunne høre nogle skyde, efter ham vidste Nick ikke. Han kom ud fra det store firma og Nick løb hen til en bil og fik dem til at køre på hospitalet.

Lægerne sagde at Alex var voldsomt kvæstet og at… der ikke var nogen chance for at gøre noget… Nick kunne ikke tænke, hans 2 gode venner var døde nu? Nick sagde hurtigt, i bliver nød til at tage ud til en gammel firma bygning, inden der er flere der dør.

Alex døde der, og min bedste ven døde der. Vi tog der ud med politiet men politiet døde også, og vi fandt en vej, gik op til ham der ejede det og… han dræbte Alex, og jeg tog ham og stak af… Nick vidste godt det var en løgn han kunne ikke få sig selv til at indrømme han havde dræbt nogle.

Selvom han ikke ville komme til at straffes for det. Det jo selvforsvar – men alligevel han kunne ikke. De sagde de ville undersøge sagen, og Nick gik hjem. Sørgelig over nu at hans gode ven & bedste ven var død, af et sygt svin. Nick kunne ikke tænke mere den aften, men… pludselig inden han skulle i seng tænkte han på noget, hvordan kan han vide at Chefen af firmaet er død?

Han overlevede 4. sal og et kniv stik i halsen? Nick kunne ikke holde ud at tænke på det, han gik hurtigt i seng, selvom han ikke kunne sove.

Kapitel 7. Gode oplysninger

Fredag morgen stod Nick op, han havde glemt alt om Alex var død, indtil han så i avisen, dreng hårdt kvæstet. Han læste hele bladet – hele avisen! Og nederst stod der: ”Hårdt kvæstet, hård lidelse – men overlevet det. Nick stod stille, ”overlevet?”

Men… lægerne sagde jo at de ikke kunne gøre noget, at han var død? Hvad fanden? Nick tog hen til hospitalet og de sagde at de åbenbart havde fået liv i Alex igen. Nick spurgte om han kunne se ham. Men det kunne han åbenbart ikke. Nick sagde nå, okay som kommer jeg igen i morgen.

Det kan du godt gøre, smilte lægen. Da Nick kom ud fra hospitalet så han en bunke med nogle mærkelige ting i. Nick løb derhen, der lå Alecs jakke som han havde på under eksplosionen. Nick kunne tydeligt kende den, og Nick tog den med over til hospitalet igen.

Kapitel 8. Hårde tider, måske fundet ud af noget?

Nick gik løb over på hospitalet. Han sagde at han havde fundet hans jakke i en bunke med affald. Hvordan er den havnet der? Hvad har i gjort ved ham? Lad mig se ham! Ja, men… det kan vi ikke fortalte lægen han er i koma. I koma? Hvorfor fanden siger i først det nu?

Du skal ikke snakke sådan til mig sagde lægen, ud med dig! Nick gik ud… trist og prøvede at finde en vej ind til hospitalet, og finde Alex. Nick ledte, og ledte. Til sidst fandt han noget, et vindue der var åbent.

Nick kiggede ind af vinduet og så at der lå en dreng, var det Alex? Nej… det kan det ikke være, men vent nu lidt. Nick kiggede ind af vinduet, ned til drengen. Så kom der en læge ind, men han så mærkelig ud, lidt ligesom chefen gjorde.

Men så lige pludselig, da Nick skulle til at hoppe ind ad vinduet, hamrede det i, så han faldt ned, denne gang fra 2. sal. Nu endte han på hospitalet i sengen ved siden af Alex.

Forbrydelsen - 1. del

2010-01-15T10:00:00.005+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Forbrydelsen - 1. del

Skrevet af Alexander Nicklas , 6. d. Vanløse Skole

Kapitel 1. Firmaet

Nick sprang, fuck de ramte ham næsten. Hylstrene fløj rundt omkring fra alle maskingeværerne. Ud af vinduet ud fra 1. sal, Nick skar sig voldsomt på glasvinduet. Han kunne høre det sagde knæk i benene, Nick ville ønske han kunne ligge lidt ned efter faldet, men han løb videre med smerter.

Nick kunne høre de råbte og skreg, han løb alt hvad han kunne. Han prøvede at finde en vej ind til den store arbejdsbygning hvor Nick hoppede ud fra. Da Nick kom ind fandt han en Desert Eagle, Nick tog den op den var ikke engang så meget som rusten. Nick prøvede at sigte med den, fuck den var okay tung.

Han kiggede for at se om den var ladt eller om der var patroner i den. Der var patroner i, men ikke ladt. Nick gik videre, han så at der stod en oppe på etagen som Nick sprang ud fra. Han tog sit Aller, Aller første skud, og ramte ham i benet. Hele benet sprættede op og han skreg, Nick ladte pistolen igen og skød ham i ansigtet.

Død var han, Nick var rædselsslagen. Han havde dræbt et menneske. Han var ved at græde af dårlig samvittighed, men han tog sig i det. De havde jo skudt efter ham, prøvet at dræbe ham. De dræbte hans bedste ven Mads. Så han tog sig i det, han var blevet en morder. Han løb videre, han skulle finde der hvor chefen af bygningen var.

Dræbe ham skulle han, så han kunne føle smerten, som det var for Mads. Han fandt en trappe der førte ovenpå til næste etage, der fandt han et skilt hvor der stod kontor med en pil til højre. Han gik hen mod døren, men han blev stoppet af en fyr der sneget sig op bag ham, Nick fandt ud af at han havde en kniv i lommen, han jog en albue i maven på fyren, så han faldt tilbage, så tog han og skar halsen over på ham, nu indså han at var blevet en brutal morder…

Døren var tæt på nu, han gik derover meget hurtigt. Nick så at der var 3 vagter der stod ude og holdte vagt. 2 m fra der han var, lå der en Uzi. Han tog den op den var ladt, med få patroner i magasinet. Han gik videre, hen til vagterne – han skød.. og skød, ramte dem alle 3..

Nu var der ingen vagter tilbage, alle var døde – undtagen chefen af firmaet. Nu gik han ind i kontoret og kunne ikke se Chefen … han gemte sig bag døren, og så hamrede han en knytnæve i maven på Nick. Nu havde han kun kniven tilbage.

Nick tog kniven og stak den lige i halsen på Chefen… men Chefen tog den bare ud igen, og stak Nick i skulderen. Nick så Chefens sår hele… Nick skubbede Chefen ud af vinduet ud fra 4. sal, Nick troede han var død, men det var han ikke…

Kapitel 2. Gameren

Det var mandag morgen Alexander havde netop lige stået op, kun 19 dage tilbage, det sgu gået hurtigt. Sidst jeg tællede var det 2-3 måneder. Alex glædede sig så meget til Call of Duty Mordern Warfare 2. Man kan godt sige Alexander var en gamer. Han spillede hver dag Play Station 3. Og Nick kom tit hjem til ham og Alex & Nick sad og spillede.

Lidt efter fortalte Nick om Chefen, og om at han havde slået nogen ihjel, og at Mads var død. Alexander hadede Mads, men han kunne se at det var hårdt for Nick, så han slukkede Play Stationen, og de tog et opmuntrende sted hen. Efter det tog de hen til en gammel lade hvor at Alex og Nick havde tilholdssted og våbenlager.

Alex fortalte Nick om at han faktisk aldrig havde slået nogle ihjel… Men det kommer jeg nok til fortalte Alex til Nick. Dagen efter ville Nick vise ham det firma som han var på i forgårs. Men… der var ikke noget? Havde det været en drøm? Der var ingenting! Men så sagde Alex Hey Nick se der, der er blod og glasskår. Det passer jo med det du fortalte om.

Men… øhmm.. hvor er ligene Nick?

Kapitel 3. Hvor er ligene?

De kunne ikke finde nogle lig, slet ikke noget. En masse blod og glasskår men ingen lig. Havde politiet været der? Det må de have været. Nick sagde lad os tage hen på politistationen, og spørge om de har været der. De tog der hen med bussen hen til den kæmpe politistation. Men… nej, de havde ikke været der.

De tog hen til firmaet med politiet for at undersøge sagen. Men… intet blod ingen glasskår? Hvad fanden sker der? Det.. det.. der var altså blod før sagde Nick. Tja, det ser ud som om du har taget fejl. Sagde panseren. Nej, NEJ! Det rigtigt der var blod og glasskår. Svarede Nick

Så hørte de en råbe: ”Herovre!” Da de kom derover lå der en bunke af lig, nogle af dem halvt spist. Og politimanden der råbte, lå øverst. Manglede hovedet. Så sagde den anden politimand at de måske havde ret alligevel.

Kapitel 4. Den blodige nat

”I har måske ret” sagde politimanden. Lad os kigge lidt nærmere, jeg tilkalder noget forstærkning. Da forstærkningen kom, sagde de at Nick og Alex skulle blive udenfor. De blev udenfor men… de fandt en anden vej ind – ind til det store firma.

De så at der lå en Colt. 45 ligge på jorden Alex tog den op, det er vist nu… Nu hvad spurgte Nick? Ja.. at jeg… skal slå nogle ihjel! Det behøver du da ikke? Giv mig pistolen. Nej.. Jeg vil selv gøre en ende på det her. Nick råbte Alec gå ned! Alec smed sig ned på jorden, nogle skød efter dem.

En snigeskytte! Nick sagde til Alex bliv nede på jorden kravl ind her. De kravlede ind på et kontor. Hvem var det der stod med ryggen til?

... fortsættelse følger...!

En vampyrs bekendelse - 3. del

2010-01-11T10:00:00.009+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Her er én af historierne - god fornøjelse!

En vampyrs bekendelse - 3. del

Skrevet af Asta, 6. v Kirkebjerg Skole

Da hun tjekke de sine mails for tusinde gang, havde han skrevet tilbage. Det viste sig at han hed Kaj-Åge, og meget gerne ville snakke med hende dagen efter. Hun skrev igen tilbage og skrev tak og at hun ville komme dagen efter kl. 15:00. Hun lagde sig tilfreds og lidt nervøs til at sove.

Næste morgen var lige som alle andre almindelige morgener, men ovre i skolen var alting ikke helt normalt. Der var igen nogle der var forsvundet, men denne gang var der tre der var væk. Uhyggelige tanker fór igennem Alexandras hoved.

Patrick havde et sultent udtryk i ansigtet den dag, som et rovdyr der vælger sit næste bytte… da skolen endelig var forbi, gik Alexandra ned og tog bussen til Værløse. Alexandra fandt hurtigt frem til hans hus, og gik op for at ringe på. Han åbnede glad døren og bød hende indenfor i stuen.

Hun satte sig i sofaen imens han gik ud for at lave te og kaffe. Hun kiggede sig omkring i det lille rum. Der var en pejs foran sofaen hvor hun sad, bagved hende stod reoler med en masse gamle bøger, de fleste var vidst om vampyrer. Hele stuen var i mørke og varme farver.

Kaj-Åge kom ind i stuen med en bakke i hånden. Han satte bakken på det mørke egetræs bord og satte sig. Først nu fik Alexandra kigget nærmere på ham, han var en ældre mand i tresserne med gråt strittende hår og et venligt smil. ”Nå Alexandra hvad er det så der er galt?” spurgte han venligt.

Alexandra fortalte ham det hele og han nikkede forstående undervejs. Da han var sikker på at hun havde talt ud rømmede han sig og sagde: ”Jeg kan se du har et problem, men bare rolig jeg ved lige hvad du skal gøre” Hun nikkede ivrigt, og han fortsatte: ”Den krystal han har, som præsenterer hans vampyr halvdel skal destrueres”.

Alexandra nikkede alvorligt. ”Mere kan jeg ikke hjælpe dig med” Sagde Kaj-Åge. ”Jamen så tusind tak for hjælpen” Svarede Alexandra. Så tog hun sine ting, sagde farvel og tog bussen hjem. Næste dag da Alexandra kom i skole var der endnu flere der var forsvundet.

Det så også ud til at de andre i klassen undrede sig over det, alle udover Patrick. Alexandra gik nervøst hen til Patrick. ”Hej Patrick, du kunne godt være sammen i dag ikke?” Spurgte hun stille. ”Jo det kan jeg da godt” svarede Patrick. Hun nikkede og satte sig hen på sin plads.

Hun var næsten så bange at hun rystede. Patrick kunne da ikke finde på at drikke hendes blod, vel? Hun måtte tage chancen inden det var for sent. Efter skole gik de hjem til Patrick. Åh nej hun havde slet ikke tænkt over hvordan hun skulle få fat i krystallen!

Hun måtte finde på noget. ”Øhm jeg skal lige på toilettet” sagde hun da de var kommet indenfor. Hun gik op ad trappen, toilettet lå lige til venstre når man kom op, og Patricks værelse lå til højre. Hun skyndte sig ind på Patrick værelse og kiggede efter krystallen, men den lå ikke på skrivebordet som sidste gang. Hvor var den henne?

Hun kiggede forsigtig så Patrick ikke kunne høre det i alle skuffer og skabe, men den var der bare ikke! Nu var der kun én Skuffe tilbage, kun én mulighed. Hun åbnede forsigtigt skuffen og kiggede i den. Og der lå den, den lille farvestrålende krystal. Alexandra skyndte sig at proppe den i lommen, og skyndte sig nedenunder til Patrick.

Hun kiggede på sin mobil og sagde: ”min mor har ringet, jeg må hellere lige ringe tilbage” Sagde Hun. Patrick nikkede forstående og hun gik ud for at ringe. Hun lod som om hun ringede op og sagde: ”Hej mor, åh nej, ja jeg kommer hjem så hurtigt som muligt. hej hej”.

Alexandra gik tilbage til Patrick som sagde: ”hvad er der sket?” ”Min far har brækket benet så min mor bad mig om at komme hjem” Svarede hun og tog sin jakke på. ”okay, jamen så ses vi i morgen” Patrick vinkede, og hun gik. Da hun var kommet lidt væk fra Patricks hus, tog hun krystallen op af lommen.

Hvordan skulle hun destruere den? Sådan en var jo hård som sten. Han tænkte så det knagede. Nåår jo ovre på lossepladsen var der jo sådan en maskine der maste affald, og der var altid lukket om tirsdagen og det var tirsdag i dag, det kunne ikke blive bedre! Hun gik hjem og tog sin cykel, og cyklede derned.

Der var ingen på hele lossepladsen, så hun kravlede forsigtigt over hegnet, fandt frem til affaldsmaseren hun lagde krystallen ind, hun tog en dyb indånding og holdt fingeren på den knap der satte maskinen i gang. Hun begyndte stille at trykke knappen ind, bare den maskinen nu var stærk nok til at knuse krystallen!

Hun trykkede knappen længere ind…og pludselig blev hun slynget væk fra maskinen. Hun landede på jorden lidt der fra og ømmede sig. Hun så op og der stod.. Patrick. Hun rejste sig usikkert op. ”hva-hvad laver du her?” spurgte hun stammende. ”Da du var gået kunne jeg mærke at der var noget galt, så jeg gik op på mit værelse for at se om min krystal var der.

Jeg kunne med det samme regne ud at du havde taget den og hvorfor” svarede han iskoldt. ”Jamen hvordan fa-fandt du frem til mig?” spurgte hun igen. ”Vampyrer har en utrolig stærk sporingssans” svarede han med den samme kolde stemme. ”Det var dig der tog alle dem fra klassen ikke?” ”Godt gættet af et menneske som dig at være, jeg tog dem og drak deres blod” svarede han ”Ja-jamen…”

Alexandra nåede ikke at sige mere før Patrick brød ind: ”Der er sikkert så meget du gerne vil have svar på, men det har vi ikke tid til. Jeg er ved at være sulten” Han smilede ondskabsfuldt og med et var han over hende…

En vampyrs bekendelse - 2. del

2010-01-08T10:00:00.008+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Her er én af historierne - god fornøjelse!

En vampyrs bekendelse - 2. del

Skrevet af Asta, 6. v Kirkebjerg Skole

En mand trådte ud af bilen og Alexandra kunne med det samme se, at det var Patricks far, for Patrick lignede ham på en prik. ”Hej Patrick og Nikolaj!” sagde han og fik øje på Alexandra og hans blik blev pludselig rigtig sultent.

Alexandra kiggede forskrækket på ham og han sagde: ”Undskyld jeg har bare ikke fået frokost” han smilede anstrengt før han fortsatte: ”Og du er?” Alexandra rømmede sig og fortalte at hun hed Alexandra og var ny i Patricks klasse, han nikkede og præsenterede sig selv som Ole, før han gik indenfor, i mens de andre blev stående i haven. ”I må hellere gå hjem, far er ikke i godt humør” sagde Patrick. ”Hvorfor?” Spurgte Nikolaj. ”Min far vil ikke have, at der er nogen på besøg når vi skal spise” sagde Patrick og trak på skuldrende. ”Jamen hvorfor det?” spurgte Alexandra.

Patrick fik et mærkeligt udtryk i ansigtet, det var næsten skræmmende og han sagde med en dybt alvorlig mine: ”Fordi han er bange for at komme til at spise dem” Nikolaj og Alexandra gik et skridt tilbage og Patrick fik et anstrengt smil på munden: ”Øh øh jeg mener det var da bare for sjov”.

Han lo en meget nervøs latter. ”Okay?” sagde Alexandra og sagde farvel, derefter hentede hun sine ting og gik hjem. Da hun kom hjem lagde hun sig på sin seng og talte til sig selv: ”Ej hvor var Patrick mærkelig i dag, hvorfor sagde han mon det der?

Det var jo bare noget han havde sagt for sjov… ikke?” Inden hun nåede, at tænke mere over det kaldte hendes mor og sagde at de skulle spise aftensmad. Hun gik nedenunder for at spise- Hun var også ved at være godt sulten. Der var en underlig stemning under aftensmaden, det havde der været de sidste par dage. Alexandras forældre skændtes om selv de mindste ting, og da hun irriteret bad dem holde op, sad de bare og skulede til hinanden.

Da de var færdige med at spise hjalp hun sin mor med at vaske op. ”I dag har jeg været i H&M, for at købe nyt flot tøj til dig, skat” Hendes mor smilede over hele ansigtet. ”Mor jeg har sagt, at jeg ikke gider og gå med det der tøj, det er g-star og björkvin der er moderne” Svarede Alexandra, som om hendes mor var komplet idiot.

Det var hun også efter Alexandras mening, altså hun havde slet ikke forstand på mode og foreslog nogle gange de mest latterlige ting som f.eks. at gå ind og se koncert med Sigurd fra Sigurds bjørnetime. Alexandra himlede med øjne bare hun tænkte på det.

Da Alexandra kom op på sit værelse så hun, at der var kommet en mærkelig besked fra Patrick: ”Hej. Har sendt dem hjem så der ikke sker noget. Jer vildt sulten, er det elg blod vi skal have og spise? Nå men regner i hvert fald at med at du er hjemme ved 7 tiden. Hilsen Patrick.”

Alexandra vidste ikke, hvad det her var for noget. Men en ting var hun sikker på og det var at beskeden ikke skulle have været til hende! Hun måtte prøve at spørge Patrick hvad det var for noget, dagen efter.

Først der fik hun øje på H&M poserne på gulvet. Hun kiggede i dem, og det var ikke noget kønt syn! I toppen af posen lå der en lyserød Hallo Kitty bluse og et par lilla fløjlsbukser, Hun gad ikke engang kigge på resten. Så hun besluttede sig for at gå ned og returnere det hele i morgen, så kunne hun jo købe noget pænt i stedet og hun manglede jo for resten også hårspray.

Hun tændte for hendes pc. Hun tjekkede sine mails og sin facebook. Hun kom i tanke om at hun jo kunne prøve at google elg blod, og af en eller grund kom hun frem til en side om vampyrer og myter. På hjemmesiden fandt hun en laaaang tekst om vampyrer, og noget af det forstod hun ikke en dyt af.

Men der var et mindre tekst klip, der fangede hendes opmærksomhed: vampyrer lever, det er der ingen tvivl om. Der findes masser eksempler på det: i år 1600 var der en dame der dræbte ca. 650 unge jomfruer for at drikke deres blod. Og en mand der dræbte 60 kvinder fordi han var afhængig af deres blod, der er 100 vis af eksempler på det. Før i tiden og i sær i 1700-tallet troede folk meget på vampyrer og der blev fortalt mange myter om dem.

Der gik historier om, at hvis du havde et lys tændt efter midnat, kom vampyren og huggede tænderne i dig. Det var oftest til børn der ikke ville sove, de myter blev fortalt. Hvis man ville undgå et besøg fra vampyren skulle man smøre elg blod på sin dørkam eftersom, at folk sagde at det var vampyrers livret før menneske blod. Vampyren ville nemlig tage det i stedet for dit blod.

Kendetegnende på en vampyr siges at være at: 1. Det har de smukkeste øjne i alle farver 2. De elsker elg blod 3. De kan ikke fordrage hvidløg 4. De ligner altid deres forfædre 5. De har altid en krystal kugle der præsentere deres vampyr halvdel 6. De har intet spejlbillede.

Alexandra havde læst nok og lukkede computeren. Kunne det virkelig passe at Patrick var vampyr?! Alexandra havde ikke lyst til at tro på det, men på den anden side så passede det hele jo med det hun havde læst. Han havde de smukkeste øjne, han skrev og spurgte om de skulle have elg blod, han lignede sin far på en prik og han havde en krystal på sit skrivebord.

Hun gik fortvivlet ud og børstede tænder, og lagde sig til at sove… ”Alexandra du skal op og i skole!” Alexandra strakte sig og gabte. ”Må jeg ikke nok bare sove to minutter mere?” lød det mumlende fra Alexandra. ”Nej du kommer for sent i skole lille skat” svarede hendes mor. Alexandra gryntede og stod op. Hun gik neden under for at spise morgenmad. Da hun havde spist gik hun ud og spiste nogle syltede hvidløg, det smagte virkelig ikke godt men hun måtte bare se om Patrick reagerede.

Derefter gjorder hun sig klar og gik i skole.

Hun kom ind i klassen og satte sig på sin plads, hun opdagede at Anders som hun sad ved siden af, var væk. Hun tænkte at han nok bare var syg. Lars Henrik trådte ind i klassen og begyndte og undervise. Det var en af de kedeligste lektioner Alexandra nogensinde havde haft. I frikvarteret gik Alexandra over til Patrick. ”Hej” sagde Patrick glad. ”Hej” sagde Alexandra og imens hun sagde det, prøvede hun at ånde så meget ud som muligt. Og da Patrick lugtede hendes ånde, begyndte hans blik at flakke.

Han prøvede diskret at rykke tilbage, men Alexandra sørgede for at han stadig kunne lugte hendes hvidløgs ånde. ”Hvad er der galt?” spurgte Alexandra ham. ”Øh Øh ikke noget” sagde han, og forsøgte at lyde cool. Han begyndte at svede gevaldigt og blive helt grønlig i hovedet. ”Øhm jeg har Øh lige brug for Øh noget luft Øh” han skyndte sig væk. Godt nu manglede Alexandra kun en ting, og det var at se om han havde et spejlbillede.

Det ringede ind og hun gik op til timen. Da hun kom så hun at hende den fregnede pige, er plejede at sidde ved bordet foran hende var væk. Alexandra fik bange anelser, og gik op og spurgte læren hvor hun var. Han svarede, at hun var taget hjem fordi hun skulle på ferie i London. Timen gik i gang, men Alexandra hørte ikke engang hvad læren sagde. Hun sad nemlig med sit lille runde makeup spejl i hånden, og prøvede at få det vendt så hun kunne se Patrick. Men det var som om hun slet ikke kunne finde ham lige meget hvordan hun vendte og drejede det.

Hun kiggede op og så at han sad ved siden af hende pigen med det mørke hår og den mørke hud. Hun vendte spejlet så hun kunne se hende pigen, hun drejede spejlet en smule mere så hun burde kunne se Patrick, men der hvor han sad i virkeligheden, var der kun en tom stol i spejlet. Alexandra var lige ved at koge af ophidselse, Patrick var en vampyr! Alexandra synes at viserne på uret gik ufatteligt langsomt den dag.

Men da skolen endelig var slut, tog hun sine ting og skyndte sig ud. Lidt efter kom Patrick løbende ud til hende på gangen. ”Skulle vi ikke være sammen i dag?” spurgte han undrende. Alexandra tog sig selv i at være lige ved at sige: jo selvfølgelig, hvem skal det være hos? Men i stedet tvang hun sig selv til at sige: ”Nej det kan jeg ikke huske vi aftalte. Og jeg kan heller ikke i dag, farvel” Patrick stod og kiggede forvirret på hende da hun gik.

Hun kom hjem, smed sin taske på sengen og tændte sin pc. Hun googlede ´vampyr eksperter´ og fandt ud af at der boede en af verdens bedste vampyr eksperter lige i nærheden af hende. Han havde sin egen hjemmeside, så hun skrev en mail til ham og spurgte om han havde tid til at tale med hende en dag. Så gav hun sig til at vente på han skulle svare… og endelig!

... fortsættelse følger...!

Helle Vibeke Jensen udstiller i børnebiblioteket

2010-01-07T18:10:00.006+01:00

I forbindelse med ”København læser” i november måned guidede Helle Vibeke Jensen børnene fra indskolingen på Vanløse Privatskole igennem processen at tegne og folde en lille bog.
Et stort ark papir, nogle tusser, en nål, lidt tråd og masser af fantasi er alt der skal til for at lave en bog, og børnene drog stolte fra mødet med Helle Vibeke med hver deres lille bog.

Nu udstiller Helle Vibeke egne illustrationer bl.a. fra bøgerne ”Hør her stær” og ”Slangehund”. Kom forbi og se billederne i børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse fra den 4. januar og måneden ud.

Du kan læse og se mere om Helle Vibeke Jensen på hendes egen hjemmeside.

En vampyrs bekendelse - 1. del

2010-01-04T10:00:00.008+01:00

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Her er én af historierne - god fornøjelse!

En vampyrs bekendelse - 1. del

Skrevet af Asta, 6. v Kirkebjerg Skole

”som jeg sagde, i mandags, skal vi have ny pige i klassen i dag og som jeg også sagde, hedder hun Alexandra ” lød det fra 6.b´s lærer. En smuk pige med langt mørkt glat hår, trådte selvsikkert ind i klassen. Men bag den selvsikre facade fór tanker igennem hendes hoved: ”synes de nu om mig? Ser jeg mere sikker ud end jeg er? Sidder mit hår ordentligt? Åh nej er min lipgloss tværet ud?”

Der var tydeligvis ikke andre i klassen der lagde mærke til det, for alle drengene gloede på hende og pigerne skævede misundeligt på hende. ”Alexandra er der noget du har lyst til, at fortælle om dig selv?” Sagde Lars Henrik som var lærer. Alexandra nikkede og begyndte at tale med et sippet tonefald: ”Som sagt hedder jeg Alexandra og kommer fra vanløse privatskole, men mine forældre synes jeg ville have godt af, at prøve at gå på en almindelig folkeskole.”

Hun himlede med øjene og fortsatte med det samme tonefald: ”Jeg er 12 år og mine hobbyer er shopping, shopping og shopping” og hun tilføjede: ”og måske også at være sammen med mine venner.” Hun kiggede spørgende på læreren som sagde: ”Du kan bare gå ned og tage plads ved siden af Anders derhenne” Han pegede med en ulækker behåret finger på en lille fregnet dreng der sad nede bagved.

Alexandra gik derned og kiggede nedladende på ham inden hun satte sig. Han skævede smilende op på hende og hun gengældte hans smil med et blik på ham, som om han var idiot. Han stoppede med at smile og kiggede ned i bordet. I samme øjeblik sagde Lars Henrik: ”For resten Alexandra, har Nikolaj og Patrick som sidder derovre, lovet at tage sig af dig de næste par uger og de vil meget gerne have dig med hjem til Patrick i dag”.

Han pegede på et bord hvor der sad to drenge; den ene havde lyst strit hår og krystal blå øjne og mens den anden var mere mørk i huden og havde næsten kulsort strithår. Lars Ole smilede og Alexandra tænkte, at det nok ville være lidt for uhøfligt at afvise og nu var de vel også meget lækre, så hun nikkede kort.

Da timen var slut kom drengen med det mørke hår hen til hende, han fortalte at det var ham der var Patrick og at det var ham de skulle hjem til, Nikolaj ville komme senere. Da de kom derhjem viste Patrick hende sit værelse, der var en dobbelt seng med en krøllet dyne og der hang plakater med forskellige fodboldspillere på væggene.

Hun satte sig på kanten af hans seng og kiggede rundt i rummet, der var en behagelig duft… som, som Alexandra kunne ikke rigtig finde ordet der kunne beskrive den dejlige duft, men der duftede i hvert fald godt. Det virkede som om hun prøvede, at virke lige så snobbet som i skolen, men ikke kunne. ”Hvad er der galt?” Lød det fra Patrick. ”Ikke noget” Alexandra forsøgte at lyde arrogant, men det var som om hun ikke kunne.

Og idet hun forsøgte at sige- Det rager ikke dig, lød hun mere som en skræmt fugl end som en snob. ”Du lyder slet ikke som ovre i skolen?” Sagde han. ”’Det er bare fordi… hmmm… det er også lige meget” Sagde hun så stille, at han næsten ikke kunne høre det. ”Ej kom nu, sig det” Sagde Patrick opfordrende.

Hun kiggede ned ”Okay, lover du ikke at sige noget til nogen?” Spurgte hun. ”Ja selvfølgelig, det kunne jeg da aldrig finde på” Sagde han med en virkeligt over bevisende stemme og ansigt udtryk. Hun så op i hans øjne og opdagede, at han havde de smukkeste øjne hun nogensinde havde set.

De var næsten sorte, men alligevel ikke, det var som om de havde tusindvis af farver og de glimtede i lyset fra den farverige krystal kugle, der stod i vinduet. ”Okay det er fordi at… ”Hun nåede ikke at sige mere før det idet samme bankede på døren og Patrick skyndte sig ud for at åbne, Alexandra kiggede såret ned. Nu havde han sikkert glemt det, tænkte hun for sig selv.

Hun gik ud for at se hvem det var der var kommet og så at det var Nikolaj. ”Øh hej” sagde hun, men denne gang med et hårdt tonefald. ”Øh hej” svarede Nikolaj. ”Skal vi ikke gå ud og spille fodbold i haven?” Spurgte Patrick. ”jo det kan vi da godt” Sagde Nikolaj med et smil der nåede op til hans ører.

Patrick kiggede spørgende på Alexandra, som bare rystede afvisende på hovedet. ”Vær nu lidt frisk” sagde Patrick. Der var et eller andet ved ham og den måde han sagde det på der fik hende til, at sige ja med det samme uden nogen antydning af det hårde tonefald. Hun var ligeså overrasket over sig selv, som Patrick og Nikolaj tilsyneladende var.

De gik ud i haven og Patrick hentede en bold og de lavede to mål, ved at banke to kæppe i jorden med en hammer. De blev ustabile, men det gik nok, tænkte de. Grinende begyndte de at spille fodbold, uden nogen form for regler. Og endte alle tre med at ligge og rode rundt i græsset skral grinende, indtil en bil kom rullende op ad indkørslen.

... fortsættelse følger...