tirsdag den 9. december 2008

Jul under palmerne

Der stod tre nisser i lufthavnen i Charlotte Amalie. De havde pakket deres sager - kufferten var smækket, bylten byltet og lynlåsen lyset. De havde været længe om at tage deres beslutning.

Dette at forlade sit fædreland er heller ikke en beslutning nisser tager let. De havde grublet længe og vejet for og imod. Man kunne sige, at de tre nisser havde overvejet dette drastiske skridt i 80 år - lige siden Danmark solgte De Dansk-Vestindiske Øer til amerikanerne.


I 1917 forlod danskerne øen. Rejste bort fra troperne - fra sukkerrør og plantager og danske gadenavne. Og fra de dansk-vestindiske nisser!

"Hvad ligner det?", fnøs den ældste gamle nisse, hr. Krøjs. "Man har fået os etableret som gode, gedigne nisser - en værdig dansk tradition. Let har det ikke været, men vi har klaret det: I nær ved 200 år har der været holdt dansk jul under palmerne! Takket være hvem?"

"Takket være os!", svarede Jane. Hun var gift med hr. Krøjs hver eneste dag - og gav ham altid ret i alt, undtagen når hun var uenig.

Dagens julebogscitat er taget fra Flemming Jensens De dansk-vestindiske nisser

Dagens julenød: Hvad er navnet på den tredje nisse?
Du kan læse mere om julekalenderquizzen på Vanløse Biblioteks Børneblog.

Ingen kommentarer: