Lisa Englebarn - af Nanna Elikofer

Her er en historie skrevet af Nanna Elikofer, som nogle af de faste læsere vil kunne huske fordi hun tidligere har skrevet flere historier her på blogger.

Lisa Englebarn
Mit navn er Lisa, jeg er 12 år gammel og jeg bor på en kostskole i England. Men jeg har det ikke spor godt. Der er et eller andet galt med mig, der gør at jeg aldrig er sulten. Jeg ved ikke hvad det er, men min mor sagde altid at jeg var en engel, som var steget til jorden, og som aldrig spiste, fordi at jeg ville gemme det til min far, gud. Jeg troede aldrig helt på det. Altså mig som en engel? Det tror jeg ikke lige. Jeg endte på kostskolen fordi min far syntes at jeg trængte til disciplin.

Jeg hadede min far. Han var altid ond, og led, og så slog han mig altid hvis jeg gjorde den mindste ting forkert. Og min mor brød sammen da jeg skulle afsted, for hun var meget imod at jeg skulle væk, men det var min far der bestemte i huset, og det er derfor at jeg hadede ham. Men jeg savner min mor så inderligt. Hun var så sød, så jeg nogle gange troede at hun var en engel. Og hun sang for mig hver aften, og hendes stemme var den dejligste og blødeste jeg nogen sinde har hørt.

Men her på kostskolen er jeg altid blevet drillet med at jeg ikke er sulten. Og rektor og alle lærerne er altid på nakken af mig, fordi at jeg ikke spiser maden.
Men nu håber jeg snart at jeg falder til.

Lisa

Hvad laver du? Spurgte Ronja, som i det samme kom ind ad døren til pigernes sovesal, hvor jeg sad og skrev i min dagbog. Ikke noget, sagde jeg og smækkede bogen i. Ronja var en af de piger som drillede mig på skolen. Hun kom bare ind for at irritere, og lur mig om alle de andre piger ikke stod ude på gangen og lyttede. Hvis der kom en af ”drillepigerne” ind og forstyrrede mig, var det tit fordi at alle pigerne havde planlagt et eller andet, så jeg holdt mig klar.

Har du ikke lyst til at komme med ud og bade? Spurgte Ronja. Jeg tænkte mig om. Hvad kunne der ske ved det? Tja, de kunne for eksempel finde på at komme farve i badet, eller noget af rektors brevpulver, som gør så ondt på kroppen at man er lige ved at besvime. Nej tak, svarede jeg kort. Hun så hånligt på mig.

Nå, men så kom da i det mindste med ned i stuen, der er noget jeg vil tale med dig om. Det kunne jeg ikke se noget galt i, så jeg fulgte efter hende ud på gangen for derefter at gå ned ad trappen og derefter ind i stuen. Men så langt kom vi ikke, for ude på gangen stod alle pigerne ganske rigtigt og lyttede det bedste de havde lært. Og lige da de så mig i døren sprang de på mig, og begyndte at bære mig ned ad gangen.

Jeg skreg og sprællede alt hvad jeg kunne, men lige meget hjalp det. Jeg burde ha forudset dette, tænkte jeg, imens de bar afsted på mig. Hvis bare min mor vidste hvad jeg foretager mig lige nu, ville hun aldrig ha tilladt at jeg kom på kostskole. Da jeg var blevet båret afsted i et kvarter, kunne jeg pludselig se hvor de ville have mig hen. De ville med mig ned i baderummet!

Jeg sprællede endnu mere end før, og et lille øjeblik var jeg lige ved at komme fri, men det lykkedes ikke. Du vejer ikke så meget var? Sagde Katinka hånligt. Det er fordi at hun intet spiser! Grinede Ronja endnu mere hånligt. Jeg blev så hidsig! Jeg begyndte at kradse og rive og sparke og slå, men de var flere end mig, så det hjalp intet. Og så var vi der. Ved baderummet. De skubbede døren op, og derinde stod Iben og fyldte karbadet op. Men det var ikke med vand, det var med honning!

Iben grinede. Så kan du måske lære at spise! Og jeg tror efterhånden at din livret bliver honning. Da karret var fyldt op, trak de skoleuniformen af mig, så jeg ikke havde noget tøj på. Og så begyndte de at svinge de mig fra side til side. Én, too, tree, NU! Råbte de, og på NU svingede de mig op i karret. Der kom ikke andre lyde end BLUB. Og det var noget af det klammeste! Jeg mærkede honningen samle sig om mig indtil jeg lå med hele kroppen nede under, alt var under, undtagen mit hoved.

Jeg lå der svøbet ind i honning, og så jeg Ronja stå med hånden fuld af honning! Hun klaskede den lige i hovedet på mig, så jeg fik svært ved at trække vejret! Hold op! Skreg jeg a mine lungers fulde kraft. Hun så pludselig forskrækket på mig. Skriget havde hvist forskrækket hende. Jeg kunne ikke lade være med at smile ad bare fryd. Hun åbnede munden for at sige noget, men nåede det ikke, for ude fra gangen af kom Katinka løbene.

Han kommer! Råbte hun. Rektor kommer! Ronja slap alle de ting hun havde i hænderne. Hvis du fortæller ham hvad der rigtigt er sket, så smadrer vi dig! Sagde hun ondskabsfuldt. Så løb hun ud på gangen sammen med alle de andre piger, og lukkede døren efter sig. Vent! Råbte jeg, i kan da ikke bare efterlade mig her! Men det kunne de, og det gjorde de, og om lidt ville rektor komme ind, og give mig skylden. Og ganske rigtigt. Lidt efter kom Rektor brasende ind ad døren.

Hvad sker der her! Råbte han surt. Jeg lå bare musestille og stirrede på ham. Så fik han øje på mig. Lisa Angaloe! Sagde han vredt, jeg burde have vidst at det var dig! Jamen det var ikke mig! Sagde jeg. Det var alle de andre piger som altid driller mig! Ja, den er god med dig! Sagde han. Det er jo dig der ligger i et badekar fyldt med honning, ikke? Jo, men… prøvede jeg.

NEJ! Råbte han. Ikke noget ”men”! Se så at komme op, og komme i bad! Og efter det kan du jo selv rense det badekar som du har brugt! Da han var gået, rejste jeg mig langsomt op fra badekarret. Det var vildt uretfærdigt! Alt det rod som de andre piger lavede, endte jeg altid med at skulle rydde op! Men der var ikke noget at gøre. Jeg måtte bare rydde op.

*

Dagen efter da jeg vågnede, var der lagt en seddel på min dyne. ”Hvis du sladrer, så smadrer vi dig!” Stod der. Der var ikke skrevet noget navn, men jeg vidste godt hvem der havde skrevet det. Jeg rev det hidsigt i stykker. Hvad bilder de sig ind? Sagde jeg for mig selv. Jeg kan ikke engang gøre noget ved det! Lisa Angaloe! Sagde en stemme. Jeg fór sammen. Frk. Petersen stod i døren. Du skal altså se at få tøj på! Du skal til time! Sagde hun vredt! Så vendte hun sig om og gik. IIH, hvor jeg hadede den skole.

Men så fik jeg en idé! Jeg vil flygte! Sagde jeg for mig selv. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før? Jeg fik hurtigt tøj på, og løb ned i klasseværeset.

*

Da vi skulle spise frokost, satte jeg mig, og tænkte mig om, selvfølgelig uden at spise maden. Jeg skulle finde på en flugt-plan! Så begyndte jeg at skrive:

I nat, sniger jeg mig ud til porten. Der står en vagt, men i dag sørger jeg for at få posten som den der skal afleverer hans øl til ham, og så drysser jeg sovepulver i det, afleverer det til ham, og så vil han sove rigtig tungt i nat, så jeg med lethed kan åbne porten, og snige mig ud, uden at han opdager det.

Sådan! Nu skulle planen bare udføres. Jeg var ret stolt af mig selv, fordi at jeg sådan bare skulle flygte fra skolen. Så kunne de bare sidde her og ærgre sig over at de ikke havde været ordentlige ved mig. Nå, tilbage til planen. Jeg løb hurtigt ud på gangen, og videre hen foran rektors dør.

Jeg bankede nervøst på. Rektor var næsten altid sur, når man forstyrrede ham. Kom ind! Lød rektors sure stemme. Jeg trak ned i dørhåndtaget og åbnede døren. Lisa Angaloe. Sagde han roligt. Hvad vil du? Altså jeg ved godt at det var dumt, det jeg gjorde i går, så jeg vil godt prøve at gøre det godt igen ved at opfører mig pænt fremover, så jeg tænkte om jeg måtte aflevere øllet til portvagten?
Tjaa, sagde han tvivlsomt. Okay, sagde han så. Tak, sagde jeg og tog imod ølkruset, som hun rakte til mig. Så gik jeg ud på gangen, og dryssede sovepulveret i, uden at nogen så mig.

Og så gik jeg ud til porten, hvor at portvagten sad og holdt øje. Jeg betragtede ham lidt. Han havde et stort rødt skæg, og så var han ret tyk. Hvad vil du min pige? Sagde han med en rigtig hæs stemme. Jeg skal aflevere din middags-øl.
Skønt! Udbrød han, jeg er rigtig tørstig. Så gik jeg ind på mit værelse, og gik i seng. Jeg gik tidligt i seng, for når jeg skulle op om natten, skulle jeg have sovet godt.

*

Klokken tolv, stod jeg op og tog mit tøj på. Jeg havde allerede pakket tingene i går. Og så listede jeg udenfor, og ned til porten. Og lige som jeg havde regnet med, sad vagten og snorksov. Jeg gik helt hen til porten, og begyndte at hive i den. Hvor skal du hen lille pige? Sagde en stemme lige pludselig. Jeg fór sammen. Så vendte jeg mig om, og der stod en af drengene fra de større klasser! Jeg havde set ham før, han hed vidst nok Daniel.

Jeg vil godt fortælle dig det, hvis bare du ikke fortæller det til andre! Sagde jeg, og jeg følte mig virkelig lille, da jeg sagde det. Daniel stod og betragtede mig. Så bredte et smil sig over ansigtet på ham. Jeg ved godt hvad du skal, sagde han snedigt. Du vil flygte! Og jeg siger det til Rektor! Sagde han. Og så løb han ind af døren til den store bygning, hvor Rektor boede. Imens så jeg mit snit til at løbe ud af porten. Jeg susede afsted, så hurtigt mine ben kunne bære mig! Ud af porten, og hen ad vejen. Jeg løb i næsten ti minutter, uden at tænke på hvorhen jeg løb.

Men så stoppede jeg. Jeg kunne ikke se skolen mere. Glæden begyndte at boble op i mig. Jeg var fri!

*

Jeg vågnede ved at jeg hørte et skrig! Det var fra en lille kat. Jeg kiggede mig omkring.
Jeg lå i en gyde inde i storbyen! Jeg forstod ingenting. Den lille kat stod ved siden af mig og mjavede helt vildt højt. Jeg tog den op i mine arme. Men da jeg gjorde det, begyndte alt lige pludselig at lyse! Jeg kiggede rundt på folk, men ingen så ud til at lægge mærke til det. Og så så jeg det. Oppe på himlen midt i alt lyset, dér sad min mor! Hun strakte armene ned i mod mig, og hev mig op i himlen. Jeg troede at jeg var død, men min mor forklarede at jeg bare var et englebarn, fordi at hun altid havde været en engel.

Det havde altid været meningen at jeg skulle leve i himlen, sammen med min mor.
Jeg var så lykkelig at jeg faldt i søvn, sammen med den lille kat, imens at min mor trak os op i den lysende himmel.

Den røde bluse

Her er en historie skrevet af Alberte fra 6. klasse på Kirkebjerg Skole i Vanløse. Historien er en blandt mange andre historier skrevet af elever fra 6. klasse på skolerne i Vanløse, som deltog i et forfatterværksted med forfatteren Cecilie Eken.

Projektet var et samarbejde mellem børnebiblioteket på Kulturstationen Vanløse, Katrinedal Skole, Kirkebjerg Skole, Vanløse Skole, Hyltebjerg Skole og forfatteren Cecilie Eken - projektet fik støtte af Vanløse Lokaludvalg.

DEN RØDE BLUSE
Jeg smed min blå taske i entreen, en svag sød duft af kanel havde bredt sig i hele huset.”Ida?” råbte mor ude fra køkkenet. Jeg kunne høre at der var noget galt, jeg blev bange, var det far? ”hej mor!” råbte jeg tilbage. Jeg kiggede kort på den nye røde læder sofa og tog en dyb indånding. ”Hej mor” gentog jeg forsigtigt.”Hej skat” sagde mor med en rystende stemme.

Hun havde våde øjne ” sæt dig ned Ida ” , hun lød alvorlig . Vandhanen dryppede i køkkenet. Jeg satte mig ned på stolen i hjørnet , jeg kiggede rundt i , det brune skab hang som det plejede på væggen…men..”Ida ” , mor afbrød mine tanker.” far er på hospitalet det går dårligere end lægerne havde forventet med far”.…hun holdt en pause…”far kommer nok ikke hjem til jul”, jeg fik tårer i øjnene, alt blev sløret og mors stemme lød hul, det rungede.ordene kørte rundt i hovedet på mig.” hvad! skreg jeg.”Hvorfor?”. Mor svarede ikke, men knugede mig bare ind til sig.

Jeg kunne mærke hendes ru bluse mod min kind, og høre hendes hjerte slå hurtigt. ” Mormor og jeg tager ind og besøger ham på hospitalet”, fortsatte hun.”jeg tænkte på om du ville med.” ” Jeg ved ikke helt” , mine ben rystede.” Jo ,Ida, jeg tror at det kunne være godt for dig, du har jo ikke set ham i to uger”. Jeg tøvede lidt, følte mig svimmel og havde ondt i maven. ” Okay jeg tager med”. Jeg kiggede på mor .”Det lyder godt,” sagde hun og prøvede at smile.”

Jeg går ud og ringer til mormor”.Mor gik hend over gulvbrædderne som knirkede, som om de var ved at falde ned.Hun tog sin mobil på det lille, runde, brune bord, som vi har avet af oldemor. Jeg nikkede ”ja” sagde jeg lavt med en halvkvalt stemme. Jeg kiggede igen rundt, duften var der stadig, men den duftede ikke af kanel, den duftede mere af hospital. Jeg vidste ikke hvorfor, men det gjorde den bare. Jeg kunne høre uret tikke.” Åh” sagde jeg lavt til mig selv. ”hvor typisk,” jeg sukkede højt.

Jeg havde mest af alt lyst til bare at løbe, løbe fra det hele, et sted langt, langt væk, men der var noget, der fik mig til at blive siddende. ”Ida?” ”Mmmm” mumlede jeg. ”Ida, jeg ved godt du er ked at det, men far kommer hjem 3. juledag, så kan vi rigtigt julehygge.””Ja, men det er ikke det samme”. ”Nej, jeg ved det godt, men skal vi ikke alligevel prøve at få en god jul uden far, selvom det er svært?” ”jo jo” svarede jeg.

Mors mobil ringede, ”det er nok mormor, jeg tager den lige”.Jeg kunne ikke høre hvem mor talte med, men jeg kunne høre at hun lød lettet og overasket. Håbet steg i mig ,jeg fik sug i maven. Ud af vinduet så jeg nogle piger sjippe på vejen. Jeg ventede spændt. Mor vente sig hurtigt om. Far kommer hjem på mandag!” råbte hun glad. Hvor klædte den mor godt, den røde bluse hun havde på.

Patrick Leis

Jeg har linket til en ny børnebogsforfatter, Patrick Leis. Han er bestemt værd at tjekke ud, hvis du er til uhyggelige bøger. Læs fx De kom fra Blodsumpen.

God fornøjelse :-)

Forfatterspirerne 2010

Mandag 2. august begynder en uge fyldt med skrivekløe, idéudbrud og hårdt arbejde. På et fuldt overtegnet hold starter et intensiv forfatterværksted for unge mellem 11 og 18 år. Nogle er gengangere fra de forrige år, andre er helt nye. Fælles for dem alle er lysten til at fortælle historier og ønsket om at blive bedre til at skrive.

Til at undervise er der fundet tre unge forfattere fra foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere (HUF.dk). Underviserne begyndte selv at skrive i en ung alder og kender alt til at kæmpe med et besværligt plot, nogle stædige karakterer og en halvdød spændingskurve.

Underviserne er Camilla Wandahl, Nicole Boyle Rødtnes og Bjarke Schjødt Larsen.

Camilla Wandahl på 24 år og debuterede i 2009 med ungdomsromanen Hjerte i vente og har siden udgivet fire andre bøger inden for alt fra kærlighed til gys. Camilla læser til lærer og er en rutineret underviser indenfor skrivefaget.

Læs mere om Camilla og hendes bøger på: www.camillawandahl.dk. Besøg også hendes blog på: www.camillawandahl.blogspot.com

Nicole Boyle Rødtnes’ debuterede dette forår med fantasy-romanen Dødsbørn – Skeletter i skabet 1. Til efteråret kommer Nicoles anden bog, der er en realistisk ungdomsroman. Nicole læser dansk på Københavns Universitet og har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur.

Læs mere om Nicole på hendes hjemmeside www.nicoleboyleroedtnes.dk og se bog-traileren for hendes debutroman her: http://www.youtube.com/watch?v=25w-KgOD-tY

Bjarke Schjødt Larsen er 24 år og læser dansk og retorik på Københavns Universitet. Bjarke arbejder desuden som freelancejournalist og er udkommet i novellesamlingen Lyden af vanvid. Han står desuden bag bloggen Skrivekrampe.dk, der opdateres hver mandag med skrivetips.

Besøg Bjarkes blog her: www.skrivekrampe.dk

Udover de tre undervisere får deltagerne besøg af den erfarne forfatter Henrik Einspor, der vil udfordre og overraske med forskellige skriveøvelser.

Undervejs i løbet af ugen kommer der også besøg på af illustratoren Søren Klok og forlaget Rosinante og Co.

De kolde øjene - 2. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv, Gyselig kærlighed, Peter og Oliver - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

De kolde øjne - 2. del

Skrevet af Philip & Daniel, 6. d. på Vanløse Skole.

Kapitel 6.

De stod bare lidt væk fra hulen og stod. Så sagde Victor jeg går hjem nu og det samme gjorde Sofie. Der var bare Martin og Cecilie tilbage. ”Nå.” sagde Martin skal vi gå hjem til mig. Cecilie svarede ja. Så de gik hjem til Martin det var okay med Cecilies forældre.

Da de kom hjem til Martin lagde de sig med det samme til at sove det havde nemlig været en meget lang dag. De lagde sig op i Martins seng den var ikke så stor så de blev nødt til at lægge tæt sammen. Men det havde de heller ikke noget problem med. De lå og talte om det der var sket i dag. Men Cecilie var træt så hun ville helst sove.

Hun kyssede Martin godnat og hun lagde sig tæt på ham og nussede med Martin. De tog meget af tøjet af fordi det blev for varmt. Så til sidst lå Martin underbukser og Cecilie i bh og g streng. Men var lige meget synes de. De var jo kærester. Cecilie vågnede i løbet af natten fordi hun ikke kunne sove. Så hun vækkede Martin. Martin forstod ikke hvorfor han blev vækket.

Så han var helt rundt på gulvet. Men så sagde Cecilie at hun ikke kunne sove. Og så forstod Martin det. Cecilie lå næsten ovenpå Martin fordi hun ikke kunne sove. De lå igen og talte mig nu talte de om at kysse og sådan noget. Martin ville gerne kysse med Cecilie og Cecilie ville også gerne kysse med Martin.

Så spurgte Martin om de skulle kysse og det var Cecilie selvfølgelig med på så de lå ovenpå hinanden og kyssede men det blev hurtigt til at snave. De vågnede ved at vække uret ringede. Klokken den var fire om morgnen. Martin blev sur fordi at de først skulle møde klokken 8.

Men Cecilie var også vågnet så de gad ikke lægge sig til at sove igen. Nu var de jo oppe. Martins forældre var ikke vågnet så de skulle være stille. Cecilie tog tøj på hun havde nemlig ikke så meget tøj på og hun frys. Imens gik Martin ned og tog morgenmad. Cecilie gik ned til Martin. Hun havde en rigtig pæn og stram bluse på så hendes bryster kom meget frem!

Og hun havde også shorts på men hun havde ikke nogle leggings på. Det tændte virkelig Martin. Hun gik hen til Martin og kyssede ham på munden. Martin sagde ikke noget for nu kom hans forældre. Og det betød at han skulle i skole. Så de pakkede tasker og gik over i skolen.

Kapitel 7

Da de kom hen i skolen var Victor og Sofie ikke kommet endnu. Men det var Marcus – desværre. Da de kom tæt på piftede Marcus på drillemåden og hurtigt gav Martin ham en mavepuster. Cecilie fniste. Så kom Victor og fem minutter efter kom Sofie.

Victor syntes de skulle gå ud i grotten igen og se hvem morderen var. Det syntes de var en god idé og det gjorde de så efter skole, men i engelsktimen skrev Cecilie noget til Martin. De var begyndt at sætte sig ved siden af hinanden. Hun skrev at hun ikke var helt sikker på om de skulle gøre det alligevel, men så skrev Martin at han nok skulle passe på hende.

Så blev hun mere sikker på om hun skulle gå derud. Efter skole gik de ud til grotten og gik derind. Denne gang gik Victor forrest og lyste med lygte. Han var ivrig efter at komme derind og afsløre morderen. Victor sagde at de denne gang bare skulle løbe hen til ham og tage hans maske af. Så løb de. De ledte i hele grotten.

Men morderen var der ikke. De gik skuffede ud og gik bare hjem. Undtagen Martin og Cecilie. De blev der ude for at være lidt sammen. Martin gik hen til en sten og satte sig, han tænkte på natten og, alt det der var sket. Cecilie gik hen til ham, og de begyndte at tale sammen. Martin spurgte Cecilie om de skulle gå ind i grotten fordi, han havde en ide om at der var noget der inde, de havde overset.

Hun ville helst ikke, men gik med til det til sidst. Martin gik forrest og, lyste der ind. Han havde fået lommelygten af Victor. De gik sammen helt ind i grotten og, undersøgte alt, næsten alt. Martin så at der var en slags kirkegård, han forstod det ikke helt. En kirkegård inde i en grotte? De gik der hen og kikkede på det. Cecilie blev bange og, ville gå ud. Men Martin sagde at, hun skulle blive.

På kirkegården var der gravstene. Martin gik hen og undersøgte en af dem. Der stod Martin P. Hansen. Han fik et chok og, trådte to skridt tilbage. Cecilie spurgte hvad der var Martin sagde kig på gravstenen. De gjorde hun og stod bare og stirrede på stenen. Så sagde hun det kan ikke passe. Nej! Svarede han. Han kikkede over på nogle andre sten, og der stod Victors og Sofies efternavn.

Hvor er min gravsten så? De ledte efter det lige pludselig, så de hendes navn stod med store bogstaver på væggen, det var skrevet med blod!?

Kapitel 8

Cecilie gik væk fra væggen, og kikkede Martin i øjne. ¨tror du det betyder noget¨ spurgte hun. ¨Nej det tror jeg ikke sagde han ¨?¨lad os gå ud her fra¨ De gik ud der fra hjem til Cecilie. De følges ad hen af landevejen, lige pludselig kom, der en bil med fuld knald på, og bremsede lige foran dem. Cecilie fik et chok, og sprang tilbage.

Martin løb hen for at se hvem det var der sad i bilen. Inden han kunne nå hen til bilen, kom morderen ud af bilen med en kniv i hånden. ”BLIV VÆK” råbte Martin til morderen. Men morderen kom tættere på. Lige pludselig kastede han kniven direkte mod Cecilie. Det var et så hårdt kast at Cecilie ikke kunne nå at bevæge sig men Martin var hurtig.

Han nåede lige at række en hånd ind mellem Cecilie og kniven, så der skete ikke noget med Cecilie men Martin fik jo kniven i hånden så han blødte sindssygt. Morderen skyndte sig ind i sin bil og køre. Cecilie gik i panik og ringede efter en ambulance. Den kom efter to minutter og da var Martin faldet lidt til ro men det gjorde selvfølgelig stadig ondt.

Lægen der kom sagde at det ikke så godt ud. Han sagde de skulle køre på hospitalet med det samme. Da de kom ud på hospitalet blev Martin hurtigt kørt ind på en stue og Cecilie ringede efter Martins forældre. De kom rigtig hurtigt og Martins mor græd meget og kunne slet ikke forstå hvad der var sket med deres søn. Der var gået tre timer da lægen kom ud. Han så trist ud i ansigtet og det tog lang tid før han sagde noget til Martins mor og far.

Endelig sagde lægen noget, men det var ikke godt. ”Jeres søn… er… død… Han forblødte…” Lægen var lige ved at græde. Han satte sig ned. ”Jeg gjorde alt hvad jeg kunne…! Men det var jo ikke nok! Undskyld Undskyld UNDSKYLD!! Jeg er en dårlig læge jeg…” men forældrene var for længst gået.

De var gået ind til Martin. Men Cecilie lå oven på ham og græd. Pludselig begyndte Cecilie at snave ham vildt. Martins forældre kiggede med store øjne og vendte med det samme om igen og gik ud til lægen. ”Hvad er det for noget??” ”…Hvad?? ” ”Ja Cecilie ligger inde på sengen oven på Martin og… Nej gå selv ind og kig.” Lægen gik ind og kiggede og så at Cecilie sad og grinte.

Så kiggede lægen på Martin som lå med åbne øjne og prøvede at få alt det udstyr han havde på af. Lægen begyndte også at grine og bagved grinte forældrene også. Næste dag kørte de hjem og en uge efter var Martin klar igen og ringede efter sine venner, Sofie Victor og Cecilie. De gik direkte ud til grotten og kaldte på morderen. Han svarede ikke og de gik ind i hulen.

Da De kom ind til der hvor han boede så de at han sad sammen med Marcus. Han sad uden maske på. De fire kiggede på hinanden og så løb de hen til ham og overfaldt ham. Marcus sagde ”Nej hold op lad ham være.” ”Hvad?!?! Sagde Martin. ”Han er min far jo!”

”Er han din far??” spurgte Victor

De kolde øjene - 1. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv, Gyselig kærlighed, Peter og Oliver - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

De kolde øjne - 1. del

Skrevet af Philip & Daniel, 6. d. på Vanløse Skole.

Kapitel 1.

Nej! Lad vær, ikke Victor! Morderens øjne gennemborede Victor. Martin vågnede med et sæt fra endnu et mareridt. Han svedte helt vildt, og han var glad for det ikke var sket i virkeligheden. Der måtte ikke ske Victor noget, Victor var Martins bedste ven! De boede på Møgelø en lille ø nær Silkeborg.

Der lå en lille skole. Martin og Victor gik i 8. de gik i klasse med 2 søde piger og en irriterende dreng, Marcus. Det er en lille ø og en lille klasse. De to søde piger hed Cecilie og Sofie. Martin begyndte at tage tøj på for han skulle nemlig i skole.

Da han kom i skole mødte han Victor og de gik sammen ind i klassen og satte sig ned. Så kom Marcus desværre hen til Martin og Victor. Martin og Victor syntes at Marcus var en nar. Men denne gang kom Marcus hen og sagde noget spændende.

Han havde hørt om en morder på øen. Han holdt til i en grotte som de alle tre kendte. Marcus spurgte om de ikke ville med derud en dag. Det hørte pigerne og de ville også med. Så var Martin og Victor nødt til at sige ja for de kunne godt lide pigerne. Heldigvis ikke den samme. Martin kunne godt lide Cecilie.

Hun var blondine og havde smukke blå øjne og også vildt smuk. Sofie var brunette og var ret lækker. De havde aftalt en dag at skulle ud og se den grotte, Marcus sagde hvor morderen holdt til.

Kapitel 2.

Så kom dagen hvor de skulle ud til grotten, de mødtes henne ved skolen. Victor var lidt bange. Marcus havde lommelygter med så de kunne se dér inde. Indgangen til hulen var lidt uhyggelig så Victor blev lidt bange men sagde det ikke. Hulen lignede

En stor mund altså en mund med store og spidse tænder. Victor sagde at han lige gik lidt bagefter de andre. Så kom Sofie hen til ham, og spurgte om han var bange? Så svarede han nej nej det er jo bare en hule. Men Sofie vidste godt at han var bange, men det kunne hun godt forstå for det var godt nok uhyggelig.

Martin var ikke bange og gik forrest ind. Han så også mange gysere så han var, vandt til det. Martin og Cecilie gik først, Cecilie var bange og spurgte Martin om hun ikke måtte holde ham i hånden, det måtte hun selvfølgelig godt for Martin var jo vild med hende.

Sofie ville også holde i hånd med Victor, men Victor var for bange til at holde nogle i hånden, Han rystede helt. Martin og Cecilie gik først ind, med vennerne lige i bag sig. De var glade for at Marcus ikke var med, han ville komme med nogle dumme idéer og alt for dominerende. Da de var kommet helt ind i hulen, så Martin et slags fængsel.

Der var et skilt hvor der stod ¨for sindssyge kvinder¨. Cecilie mærkede en kold ånde mod hendes nakke. Hun frys til is, hun ville råbe til de andre men kunne ikke.

Kapitel 3.

Martin råbte på Cecilie, men hun svarede ikke. Han blev helt bange for at der var sket Cecilie noget, Martin så at Morderen stod lige bag ved Cecilie. I det samme kastede han sig hurtigt over på den klamme mand. Morderen stod bare og kikkede med sine store røde øjne. Så sagde han:

’’Et skridt mere og din lille veninde falder til jorden’’. Han stod med næverne klar til at tage livet af Cecilie. Martin frys til is med den sætning. Heldigvis stod Victor, 5 skridt bag ved morderen. Med Sofie ved siden af sig. Lykken var der at Morderen ikke havde hørt eller set dem.

Victor blinkede til Martin, men Martin begyndte at smile.

Morderen så dum ud i den elefanthue, han gik med. Han spurgte Martin ”hvad fanden griner du af din møgunge”. Martin begyndte at grine sindssyg meget. Så fik han øje på Victor og Sofie.

Han slap Cecilie og gik mod Victor og Sofie. Martin så en mulighed for at hoppe på morderen og det gjorder han. Morderen fik et chok. Og væltede om. Morderen tog fadt i Cecilie og han trak hende med ind i grotten, Martin stod bare stivnede til jorden.

Og de andre turde ikke gå længere ind i den mørke grotte det var nemlig allerede mørkt nok synes de. De stod bare og kiggede.

Så var det sket de havde mistet Cecilie. De gik hjem og var rigtig bange for det der var sket. De aftalte at de ikke ville sige noget til de voksne for de ville klare det selv.

Politiet ville heller ikke tro på dem. Men det sværeste var at gemme det for Cecilies forældre. Da de kom hjem sad de og gloede tv. De vidste ikke rigtig hvad de skulle gøre, og de vidste heller ikke hvad Morderen ville gøre ved hende.

Så derfor besluttede de at gå ud og befri hende næste dag. Men det var værst for Martin, han kunne næsten ikke klare det. Da de var kommet hjem gik Martin direkte ind på sit værelse og lagde sig i sin seng og begyndte at græde. Han kunne jo godt lide Cecilie og hvad nu hvis hun aldrig kom igen.

Kapitel 4.

Næste morgen mødtes de igen i skolen og aftalte hvornår de skulle gøre det. De havde idræt i de to første timer og det var Martins yndlingsfag, men han gad ikke lave noget. De skulle ud og løbe på øen. De løb 1 km. Sofie og Victor løb sammen, Martin løb alene, men han var en af de hurtigste så der for løb han i spidsen.. Imens han, løb tænkte han på hvem Morderen kunne værre.

Han kunne ikke komme i tænke om, at han havde hørt om en Morder på øen.

Martin løb hurtigere, da han så målstregen. Han kom først i mål og fik en tid på

6,67. Et stykke tid efter kom Sofie og Victor. De kom på 6 og 7 pladsen. De gik tilbage til skolen, da læren kom.

Da de var kommet tilbage, gik de ind og klædte om. De havde Matematik bag efter. Efter idræt var det kedeligt, og dagen gik helt vildt langsomt. Efter skole mødtes de ude foran skolen, og aftalte at de gik hjem til Victor og lavede en plan for hvad de skulle gøre for at befri Cecilie og den plan de fik lavet gik ud på at Victor og Martin gik ind i grotten og gemte sig bag en stor sten.

De ville så komme frem når Sofie kom. Hun gik ned til grottens indgang og råbte: ”Giv mig min veninde tilbage!!” Så håbede de på at morderen ville komme ud og kigge hvem det var der råbte, og så kunne Martin og Victor befri Cecilie.

Kapitel 5.

Dagen var kommet de skulle ind i hulen for at befri Cecilie, det var på tide for hendes forældre kunne ikke forstå hvorfor hun ikke kom hjem. Sofie gjorde sig klar og drengene gemte sig. Cecilie stod bundet op af en pæl derinde hun så ikke så godt ud hun så ud som om hun ikke har spist i alt for lang tid.

Sofie stod og larmede så morderen ville komme frem det virkede så drengene kom ind til Cecilie, men Sofie blev alt for bange for morderen han stod med en kniv i hånden og gik stille og roligt hen mod hende. Hun løb væk fra hulen hvilket ikke var en del af planen!

Så morderen løb efter. Drengene nåede frem til Cecilie og befriede hende det hun havde været rigtig bange men hun vidste Martin ville komme og redde hende. Cecilie gav Martin et langt og dejligt kys, Martin blev total glad og forelsket! Da de var på vej ud kom morderen tilbage fra jagten efter Sofie.

Han havde hende ikke med, så hun havde det nok godt men hvordan skulle de nu komme ud når morderen var der?! De gemte sig inde i et slags skab, indtil han skulle sove. Morderen så at Cecilie var væk og blev rasende. Han skulle have brugt hende til et forsøg!

Han bandede og svovlede! Han var rigtig sur børnene blev bange og blev enige om de bare skulle løbe ud rigtig hurtigt det gjorde de så, han så dem og løb efter morderen faldt og slog sin fod. Børnene så det og stoppede op og stod og grinte af ham. Så rejste han sig hurtigt op og trak en pistol! De løb, men Cecilie faldt over en sten og kunne ikke nå at rejse sig og komme væk, Martin så det og vendte om og bar hende ud Cecilie blev rigtig glad og sagde tusind gange tak jeg vil gøre alt for dig!

Det var så lidt sagde Martin rigtig stolt. ¨Den ting der gøre alt¨ sagde Martin, Ja sagde Cecilie. Vi kunne sådan måske blive kærester eller sådan noget hvis du vil? Victor hviskede til Martin godt gået Martin du har hende nu! Øh ja jeg vil! Selvfølgelig vil jeg det du har reddet mit liv Martin!

Ja det har jeg vist. Sagde Martin. Er vi så kærester sagde Martin? Ja vi er! De krammede deres første kæreste kram den dag. Det syntes de begge var rigtig fedt!

...fortsættelse følger...!

Peter og Oliver

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv, Gyselig kærlighed - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Peter og Oliver

Skrevet af Abdul & Saif, 6. c. på Vanløse Skole.

Det var sommer. Oliver skulle på koloni. Sammen med en fra sin klasse, der hed Peter. Peter var en nørd, de var aldrig sammen i skolen, men nu skulle de altså på koloni sammen. De var ankommet til Odense, de var kørt fra deres by Vanløse. De var inde på deres værelse og var i gang med at pakke deres ting ud.

Oliver og Peter blev gode venner, de snakkede rigtig godt sammen. Oliver var overrasket over, at Peter var så flink at snakke med. Deres koloni gik ud på at slappe af og have det sjovt.

Efter aftensmaden den første dag, stod Oliver og trak noget chokolade i en slikautomat, der stod ved receptionen. Han kunne dufte en blomsterduft og vendte sig om, bag ham stod en langhåret pige med blå øjne, hun smilede genert.

Det var en pige der hed Emma. Hvad trækker du? Spurgte hun. Oliver blev helt forvirret og kunne ikke huske, hvad han var ved at trække. Da hun skulle trække, kom hendes slik ikke ud. Oliver gav automaten et ordentligt hug og så røg hendes slik ud. Tak sagde hun og smilede igen.

Oliver blev helt rundt på gulvet og varm i maven. Hun havde en veninde. Hun hed Anne og var smuk. De begge to havde langt hår. Emma havde lysebrunt hår. Anne havde lyst hår. Peter og Oliver ville gerne spørge dem, om de ville komme sammen.

De begyndte at skrive kærestebreve. Der stod, vil du være min kæreste.. Da de skulle give brevet så de dem dybt ind i øjne. Emma havde brune øjne og Anne havde blå øjne. De blev kærester.

De to piger, de var forelskede i kom fra Odense. De to skoler – en fra Vanløse og en fra Odense skulle være på koloni sammen. Det ville de gerne. Nu skulle de rundt i skoven, de gik ca. en time. Peter sagde til Oliver, at de skulle sidde lidt ned. De andre gik bare videre. De havde siddet ca. i 10 minutter og snakket sammen om fodbold og piger. Nu var de blevet væk fra de andre.

De havde ikke lagt mærke til, at de andre var gået så langt videre. De begyndte at lede efter dem. De gik i meget langt tid, de vidste ikke, hvad de skulle gøre. Efter et par timer var de andre nået hjem til hytten. De voksne havde ikke opdaget noget som helst. Anne og Emma ledte efter dem, og de sagde det til de voksne.

Alle begyndte at lede efter Oliver og Peter. Anne og Emma var dem der ledte mest. De voksne endte med at ringe til politiet. Anne og Emma begyndte at tænke meget på dem. De fik mærkelige tanker om hvad der var sket med dem. De forestillede sig at drengene var kommet til skade. De savnede deres stemmer og deres lugt.

Det blev mørkt, Oliver og Peter skulle sove i skoven. Det var koldt, og de var begge to bange. Overalt kunne man høre grene knække, lyde fra dyr og blæsten i træerne. De sov oppe i træerne, og de havde for lidt tøj på. De sov dårligt, og de vågnede hele tiden.

Næste morgen var politiet allerede i gang med at lede efter dem. Oliver og Peter vågnede, de var helt udmattede og meget sultne og tørstige. De begyndte at gå. De hørte en bil og troede, at der var en vej. De løb i den retning som de hørte bilen komme fra.

De nåede derhen og så, at det var en mand med sort tøj på! Han talte i telefon og snakkede ikke dansk. Han talte engelsk og lidt spansk, kunne de høre. Pludselig råbte han til dem, men de forstod ikke, hvad han sagde. De begyndte at løbe. Manden løb efter dem meget hurtigt. Han fangede Oliver, mens Peter begyndte at løbe.

Peter stoppede og så Oliver blev fanget. Han fik dårlig samvittighed og løb tilbage til Oliver og manden. Han prøvede at rive Oliver fri, men det lykkes ikke. Til sidst tog han Peter og Oliver ind i varevognen. De var meget bange begge to, og turde næsten ikke tale sammen. Han kørte i lang tid. Næsten 2 timer.

Politiet fandt intet. De ledte i lang tid, men det hjalp ikke. Endelig stoppede bilen. De var bange, og de kunne høre at manden åbnede bildøren. Manden tog dem ud af bilen, de gik lidt, og derefter rev Oliver sig fri. Det samme gjorde Peter. De vidste ikke, hvor de var.

De så en dame, og spurgte damen om de måtte låne hendes mobil. De måtte gerne låne mobilen. De ringede til deres forældre. Deres forældre ville komme og hente dem, de blev meget glade. De fik at vide, at de var i Holbæk! De skulle vente ved en tank. De snakkede i lang tid. Til sidst så de deres forældre. De blev meget glade for at blive de hentet og kørt hjem.

De slog op med deres kærester på telefon, og så var de lidt kede af det. Odense var bare for langt væk fra Vanløse. De kom over det og blev glade. Peter og Oliver er nu bedste venner.

Gyselig kærlighed - 2. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Gyselig kærlighed - 2. del

Skrevet af Simone, Ida & Anika, 6. d. på Vanløse Skole.

Pludselig begyndte han at kysse hende. Det var så dejligt, men kunne hun gøre det mod Liva? Fuck det, nu var det hendes tur til at have det sjovt. Hun kyssede igen og pludselig lå de og rå snavede.

Uden de havde lagt mærke til det bankede det på og ind kom Liva. ” what! Hvad fanden sker der her” Liva skreg men på sammen tid græd hun også for hendes bedsteveninde og hendes kæreste havde lige ligget og rå snavede.

Endelig havde Kate og Emil stoppet, da Liva skulle til at gå løb Kate efter hende ” Liva vent det er ikke sådan som det ser ud!!” ”slet ikke ”, sagde Liva. ” jeg ville bare ha det lidt sjovt” imens kom Emil og Liva gik” så det her betød ikke en skid for dig eller hvad?” Kate græd ”jo men, men, men … Kate vidste ikke hvordan hun skulle sige det foran hende stod hendes bedsteven, … betød det da noget for dig?? Og du er jo ligesom også kæreste med Liva” sagde Kate. ” hvorfor tror du vi lå derinde og rå snavede. Jeg valgte dig Kate kan du ikke se det jeg elsker dig sku, og ville gøre alt for det kan blive dig og mig!”

” jeg elsker også dig, men Liva er min bedsteveninde det har vi været siden vi var 4 og nu er vi 14 år, det ville sige vi har været det i 10 år” sagde en noget forvirrende Kate. De kom tættere og tættere på hinanden til sidst stod de tæt op ad hinanden. ” jeg må smutte hjemad, og få snakket med Liva. ” når ja god idé” sagde Emil.

Kate løb grædende hjem i seng, hvad fanden tænkte hun også på, hun havde lige svigtet hendes eneste og bedste veninde, men hun elskede virkelig Emil. Da hun kom hjem styrtede hun ind på sit værelse, og smed sig på sengen. Hendes mor kom ind og spurgte hvad der var galt. ”det rager ikke dig skrid ud fra mit værelse” skreg Kate.

Hun hulkede og hendes mor satte sig på hendes seng. ”Min lille skat, fortæl nu mor hvad der er galt, og så får du det tusind gange bedre ”, sagde hende mor roligt. ” Mor du fatter ingen ting, siden jeg farvede mit hår sort og gå i noget anderledes tøj end andre, er jeg ikke din lille Kate mere.

Jeg har forandret mig, jeg har mit eget liv nu, og det skal du slet ikke blande dig i ”, sagde Kate surt, og hun begyndte at græd mere og mere. ” skat!! Jeg kan jo se der er noget galt, og du vil altid være min lille skat lige meget hvor stor du er, og hvilket tøj du går”, sagde mor. ” mor vil du ikke være sød at gå ud der er noget jeg bliver nød til at gøre” sagde Kate, moren gik ud.

En uge efter, da Kate havde ringet til Liva en million gange tog hun den. ” hvad fanden vil du?” ,sagde hun. ” Liva jeg er ked af det du betyder mere for mig end nogen andre nogensinde vil, jeg skred da du var gået, for du er min bedsteveninde og der er INGEN der kan tage din plads”, sagde en meget alvorlig Kate. ” okay men jeg slår op med Emil idioten jeg ikke kan tilgive, tænk virkelig han pressede dig”, sagde Liva. ” okay ses i morgen elsker dig”, sagde Kate. ” ja vi ses elsker også dig”, svarede Liva og lagde på.

Emils mobil ringede, han tog den, det var Liva før eller siden måtte han sige undskyld. ” hey jeg er meget ked af det men jeg havde ingen følelser for dig mere”, sagde Emil hurtigt. ” så kunne du for fanden ha´ slået op, i stedet for at snave min bedste veninde, du vil måske også skille mig og hende ad?”, sagde Liva med en hård stemme. ” det var ikke ment sådan, men ville”… Emil skulle lige tage sig sammen hvordan skulle han spørge om det? ” ville det være okay, hvis jeg spurgte Kate, om hun vil være kærester med mig?” spurte Emil.

”Hvad tror du selv din idiot”, skreg Liva i røret, og smækkede i. Om aftenen mødtes Kate og Liva, for at gå ud til huset. De vekslede historier, både om Emil og huset. Det var en kold efterårsaften, og blæsten hev i træerne. De gik ud til huset i stilhed, og da de kom derud, blev det pludseligt helt vindstille.

Der var en uhyggelig stilhed så de skyndte sig ind i huset. De løb straks op på loftet og ind i arbejdsværelse. De låste døren, men som om det hjalp noget. De fandt papirerne frem, og lagde dem på bordet. ”Men hvordan skal vi komme af med spøgelset”, spurte Liva forvirret. ”Det ved jeg ikke, men vi skal skynde os, inden spøgelset finder os”, sagde Kate.

De læste begge to nogle papirer, og fandt frem til at de skulle, brænde huset ned, så det forsvandt, og ingen fik huset. Liva havde tilfældigvis en lighter, det ville sige, at hun røg, så hun havde altid en lighter på sig. De løb ned ad trappen, nu havde de pludseligt et spøgelse efter sig, men sjovt nok forsvandt det igen da de var ude af huset.

Liva tog lighteren frem, lige da hun skulle til at sætte ild, hørte hun en velkendt stemme, det var Emil. ” hvad fanden sker der her?” ,spurgte han. ” hmmmmmm tja der er vel nogen der må gøre, noget godt for hinanden, i forhold til visse andre”, sagde en meget snobbet Liva. ” kom nu videre, lad os få det overstået”, sagde en lidt irriteret Kate.

Mere blev der ikke sagt før Liva satte ild i huset. Det brændte hurtigt, og endte med at sprede sig i hele huset, haven var der nu også ild i. ” var det meningen haven, og hele skoven også skulle brændes?”, spurgte en lidt chokeret Emil. ” nej vi bliver nød til at få skaffet noget hjælp, lige nu med det samme!”, sagde Kate.

Emil tog sin top nice mobil op fra lommen, han ringede 1-1-2. ” hej det er alarm centralen, hvad kan jeg gøre for dig?”,sagde en mand. ” det er ild i et hus i skoven”, forsatte Kate. Emil smilede til hende måske kunne de blive mere end bare venner, men de skulle først have det her overstået. ” ”et hus, hvad for et hus?”, ”der er da ikke nået hus ude i den skov”, det har der aldrig været før ” ”hør” sagde brandmanden ”ring kun hvis det er nødvendigt” ”jamen” var det eneste Emil nåede at sige, før brandmanden lagde på og spøgelset kom ud. ”Løb” råbte Emil.

De skyndte sig at løbe væk fra huset men spøgelset løb eller fløj efter dem. De løb så hurtigt at Kate ikke kunne følge med, og faldt over sine egne ben. ”Kate” råbte Liva, bare løb sagde Kate nej sagde Liva godt nok har jeg fået ordnet negle men jeg er værdig til at knække dem for min bedste veninde, Liva løb tilbage efter Kate.

Hun sad fast i et hul, det var det hun var faldet over, Liva prøvede at hive men hun sad for godt fast. Spøgelset kom nærmere, og Kate sad fast. Emil kom over for at hjælpe. ” Hold spøgelset hen så får jeg Kate op”, sagde Emil. ” okay jeg kan jo prøve”, sagde Liva. Hun begyndte at gå tættere på spøgelset, og pludseligt, var hun i gang med at danse.

Hun var rigtig god til at danse, hun havde gået til det da hun var lille, hun havde vundet flere medaljer. Imens havde Emil fået Kate op, ” løb!”, råbte Emil. Liva skyndte sig at løbe med spøgelset i hælene, de andre var flere meter foran hende. Skoven var stadig i brand, men sjovt nok da de var ude, brændte den ikke mere og spøgelset var forsvundet. De var alle lidt chokeret over det der var sket.

Et par dage senere var Kate hjemme hos Liva de begge to var glade for de var blevet gode venner igen, men de kunne bare ikke få spøgelset ud af hovedet. Lidt senere kom Livas mor op med noget mad og drikke så Liva og Kate glemte alt om skoven og spøgelset.

De besluttede at gå sig en tur, de gik ind til tovet og fik sig en kop varm kakao, og gik derefter ud til den store vej hvor skoven engang lå. ”HVAD!!!” Råbte Liva ”hvad er der”, skreg Kate efter det chok hun havde fået a Livas skrig, ”skoven” sagde Liva ”hvad er der med skoven” sagde Kate, ”den, den, den er tilbage sagde Liva rystende, og rigtig nok tænkte Kate.

Ligeved siden af dem var skoven og hvad var det, det var noget rødt, men ikke spøgelset, det var bare noget papir fra Mcdonals, det grinte de lidt af. Emil kom løbene hen til dem, han havde været ude at løbe. ” hej”, sagde han Kate svarede ”hej” og rødmede lidt, for hver gang Emil sagde noget blev hun helt blød i knæene.

Efter deres tur gik de hjem til Emil, men da de skulle til at gå ind ad døren så de noget rødt igen, det var ikke fra Mcdonals det var ikke et lys fra et vejkryds eller noget stof nej den her gang var de sikre, sikre som de aldrig nogensinde havde været det var øjnene.

Gyselig kærlighed - 1. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Gyselig kærlighed - 1. del

Skrevet af Simone, Ida & Anika, 6. d. på Vanløse Skole.

Bip bip, bip bip, Liva fik en besked. Hun styrtede hen til sin nye mobil, beskeden var fra Emil. Hey smukke kommer duh ikk over til bænken ved skoven, der noget vildt jeg ska sige dig, stod der. Hun skyndte sig ned for at tage overtøj på, men lige da hun skulle til at gå ud af døren råbte hendes mor ”Leonora skat, hvor skal du hen på denne tid af aftenen, klokken er jo snart 8 det betyder sengetid?”.

Hun kunne have dræbt hende hun var den eneste der stadig kaldte hende Leonora, efter hun i 4.klasse havde opdaget at det var ret så nedern navn, havde hun skiftet til Liva. Hun smækkede døren efter sig og løb ned til bænken, og ganske rigtigt der stod Emil lækker som altid. De gav hinanden et kram og gik sammen ind i den mørke skov. Langt om længe sagde Emil noget ” Liva der er noget jeg har tænkt på i et stykke tid” stammede han og tog hende i hånden.

Men inden han nåede at sige mere hørte de en der skreg. De blev begge to bange men tog mod til sig og gik derhen alligevel. De fulgte skriget der førte dem hen til et gammelt faldefærdigt hus. Skriget stoppede pludseligt. ”jeg syntes det her er lidt for uhyggeligt skal vi ikke bare gå tilbage” sagde Liva. ”jo lad os det” sagde Emil.

Da de var ude af skoven sagde Emil, ”det her er aldrig sket vel?” Liva rystede på hoved. ”men hvad var det egentligt du ville spørge mig om” sagde hun. ”jo øh, jeg tænkte på øh om du ville øh, kom, kom, komme sammen” sagde han rystende. Liva var glad men ikke specielt overrasket, for han havde kigget langt efter hende et stykke tid. Egentlig kom et svar ”ja” sagde Liva. De fulgtes sammen hjem hånd i hånd.

Da Emil kom hjem loggede han straks på facebook. Kate, Liva bedste veninde, var lige logget på. Kate var noget meget specielt, hun gik kun i sort tøj og var meget følsom, men alligevel var hun både lækker, smuk, sød og dejlig.

Han gik i seng for han kunne ikke rumme mere efter dagens oplevelser. Da han lå i sin seng kom han i tanke om huset i skoven. Han tænkte om det egentlig havde ligget der altid? Han kendte skoven ud og ind som sin egen baglomme. Han måtte ud til huset, og det skulle være nu!! Han skyndte sig ned og tog overtøj på, tog sin cykel og cyklede derud af.

Der var mørkt og koldt i skoven, men også meget stille han kunne kun høre sig selv og sin cykel. Efter at have cyklet et stykke tid så han huset. Han smed sin cykel i det våde græs, og gik tættere på huset. Turde han at gå ind? Ja selvfølgeligt turde han det, han var da ikke en tøsedreng, hvad ville Liva og Kate også sige om ham, den tanke lod han ligge og gik i stedet ind i huset.

Døren knirkede og gulvbrædderne var kolde, fugtige og beskidte. Pludselig begyndte skriget igen. Et sekund var han i tvivl om han turde, men forsatte alligevel. Han gik ind i det næste rum, skriget blev nu højere og mere gyseligt. Sjovt nok var der ikke noget i dette rum så han valgte en ny dør. Bag døren var der to trapper, en der førte op og en der førte ned. Han valgte op.

Han gik langsomt op af de knirkende trappetrin. Han hørte en lyd længere oppe af trappen, og det var ikke skriget. Pludselig så han noget, det var noget rødt, og da han kiggede nærmere efter, lignede det øjne. Øjnene var det eneste han kunne se. Han ville op til dem, men der var noget der stoppede ham.

Det var en følelse som han ikke rigtig kendte, men inden han nåede at tænke videre over det, kom øjnene nærmere. Han blev pludselig meget bange, løb ned af trappen og ud af huset. Hans cykel var væk så han løb ud af skoven og direkte hjem. Da han kom hjem, gik han i seng.

Næste morgen vågnede Kate ved lyden af sit vækkeur, det var mandag tidlig morgen. Hun var meget træt, for fem skoledage ventede. Kate tog tøj på, lagde make-up og spiste morgenmad. Kl. var 8 præcis så hun kom for sent som altid. Hun løb i skole og styrtede ind midt i en tysk time.

Hun satte sig ned ved siden af Emil. De sad i tavshed hele timen, og endelig ringede det til frikvarter. Hun gik ud til Liva som lige havde haft fransk. Emil kom hen til dem. Liva kunne ikke holde det inde mere. ”Mig og Emil var ude i skoven i går…” hende og Emil fortalte hele historien, og Emil fortalte også da han havde været ude i skoven alene, Kate var rystet.

Hun spurte om de ikke skulle tage ud til huset efter skole. ”Det kan i bare gøre, jeg skal ud og shoppe med min kusine”, sagde Liva. ”Okay så gør vi to det bare Kate” sagde Emil. Klokken ringede ind.

Senere gik Emil og Kate ned til skoven, Emil viste Kate vejen hen til huset. ”Mærkeligt” sagde Kate, ”har det hus ligget der hele tiden”, ”sjovt” sagde Emil, ”jeg tænkte den samme tanke første gang jeg så det”. Emil gik ind forrest for at vise at han ikke var bange. Skriget begyndte med det samme igen da de gik ind, ”hvad er det” sagde Kate ”jeg ved det ikke Liva og mig hørte det samme da vi var her men da jeg var alene herinde hørte jeg skriget og så røde øjne, tror jeg nok”.

De tog trappen op til loftet, gik op ad trappen uden besvær. Da de var kommet op var der to døre, til højre eller venstre. De kunne ikke bestemme sig, men besluttede sig for at følge skriget. Det blev højere og højere jo længere de kom. ”der” sagde Emil ”der er de kan du se dem” Kate kiggede rundt, det eneste hun kunne se var to små røde prikker, og de kom nærmere.

Kate blev bange, og knyttede sig ind til Emil. De røde øjne kom tættere på dem og hurtigt ud i lyset fra solen, der gik gennem et vindue. Nu kunne de se hvad de røde øjne var. Det var et spøgelse, men ikke hvilket som helst spøgelse, det var et sort et. Først nu blev Emil bange.

Spøgelset stoppede lige foran dem, det så på dem med de røde øjne. Spøgelset skreg så højt at de ikke kunne hører hvad de selv tænkte. Pludselig kom det endnu nærmere, Emil skreg: ”løb!"

De løb udenom spøgelset, og en i et nyt rum. Det var et arbejdsværelse og Kate gik straks i gang med at rode i nogle papirer. Hun fandt noget der føltes nyttigt. I en avisartikel stod der: En gammel mand forsvundet efter at fogeden tog hans hus, da han ikke kunne betale. Huset var hans et og alt, så det at han ikke havde det mere var der ikke noget at leve for.

Det vil sige han havde taget sit eget liv. ” Jeg tror jeg har fundet ud af noget. Spøgelset er den gamle mands sjæl, og nu er han i sit eget gamle hus for han kan ikke finde fred”, sagde Kate. ” Selvfølgelig, men hvad skal vi så gøre for at den finder ``fred´´, og vi kan sove roligt om natten”, sagde Emil.

Kate sagde at de måtte snakke med Liva om det i morgen. Men de havde et andet problem, for spøgelset havde fundet dem, og det stod foran den eneste udgang. Kate blev virkelig bange hun skreg faktisk, det havde Emil opdaget han tog hende i hånden og hviskede i hendes øre: ” Det skal nok gå vi gør det her sammen”, sagde Emil lidt usikkert.

Kate svarede højt ” okay men hvis vi ikke overlever så er der noget du skal vide, jeg ved godt Liva og dig er kærester, men jeg elsker dig alligevel”. Emil sagde ” det gør jeg også”. Kate blev helt varm indeni, men det var ikke tid til romantik, for spøgelset var sur. ” hvor våger i at være i mit hus”, sagde den meget skræmmende. ” vi vil meget gerne hjælpe dig med at få dit hus igen, er der noget vi kan gøre??”

” neeeeeeeeeej joo måske kunne i… hans stemme blev nu højere … kunne i forsvinde ud NU!!” de spurtede ud med spøgelset lige i hælene, men lige så snart de var ude af huset forsvandt spøgelset brat.

De blev ved med at løbe, men stoppede op da de var lidt ude fra skoven. ” jeg tænkte på om du ville med mig hjem”, sagde Emil forpustet. ” hmmm…jo det kunne vel eller jeg mener det kunne være meget hyggeligt bare dig og mig”, sagde Kate glad.

De gik samme hjem til Emil, de tænkte lidt over huset men lod begge den tanke ligge. Da de sad på hans værelse sagde Emil: ” vil du have noget at drikke eller spise?” ” tja noget at drikke ville da ikke være helt galt” sagde Kate. ” Men mente du det du sagde ude i skoven, med at du elsker mig?” ”Selvfølelig, jeg vil da aldrig lyve for dig,” sagde Emil og kærtegnede hendes kind.

... fortsættelse følger...!

Tyven

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Tyven

Skrevet af Amna & Amina 6. c. på Vanløse Skole.

Der var engang to piger, som hed Anna og Signe. Der var en tyv løs i byen, og de havde besluttet, at de ville fange ham. I aviserne havde der været nogle gamle forbryderbilleder af tyven. Han var høj, havde mørkt hår og havde en guldørering i det ene øre. Pigerne havde fundet ud af, at han stjal tasker fra damer.

En dag de sad på metrostationen, så de en mand, der kunne ligne tyven. De fulgte efter ham. Lod som om de bare snakkede med hinanden, men holdt øje med ham. Lidt efter da metroen skulle til at køre, men inden den kørte, stjal tyven en taske fra en gammel dame. Pigerne råbte efter ham, men han ignorerede dem og løb ind i metroen. Anna og Signe nåede ikke den samme metro, men de tog hurtigt den næste.

Da tyven stod af metroen, stod pigerne af på et andet stop. Tyven var blevet væk fra dem, og de kunne ikke finde ham. De skulle til at gå hjem til Anna, men så, så de tyven. De løb efter ham, men han løb væk. Han havde smidt tasken, og der var ikke noget i. Kun en tom pung, og pigerne kunne ikke klare det mere. De meldte det til politiet, men de troede ikke på dem. De troede bare at de fandt på det, så de gad ikke og hjælpe dem.

Anna og Signe gik bare hjem til Anna, og var i gang med en ny plan. Før pigerne kom hjem, troede de at der var nogen der forfulgte dem. Lige pludselig ringede det på døren, og de gik over og lukkede op. Det var tyven. De prøvede at holde ham fast, men han råbte: ”Hvis i følger efter mig igen, slår jeg jer ihjel!”. ”Bare kom an!” råbte Signe. ”Pas på jeg har en kniv i lommen!”, sagde tyven vredt.

Anna ringede straks til politiet og sagde: ”Der er en tyv der vil slå os ihjel!”, men politiet sagde bare ” ja ja den er god med dig”. Senere kom Annas forældre hjem, og Anna og Signe fortalte det hele til dem. Signe var bange for at gå hjem, så hun ringede til sin mor, og spurgte om hun måtte overnatte hos Anna hele weekenden.

Signes mor sagde at det var okay: ”Men husk at tage dine piller hele weekenden. Jeg kommer over med dine ting”. Anna spurgte om hvorfor hun tager piller. Hun sagde: ” Fordi at jeg hoster meget, ” lidt senere kom Signes mor med hendes ting.

Da de skulle til at sove hørte de en lyd udefra, men det var en kat der hylede. Da kl. var 03:00 var Anna sulten, og Signe tørstig. De gik ned og spiste og drak. Da de havde spist var de ikke søvnige, så de gik over i stuen og så tegnefilm. Kl.04:00 hørte de en lyd over ved skuret i Annas have, og så så de Annas forældre henne ved skuret.

De var bundet fast til hinanden, og det var ikke kun Annas forældre der var i skuret. Der var også en mand med en sort maske på. Manden tog sin maske af. Det var tyven! Anna og Signe løb hen til den nærmeste politistation, og fortalte det hele. Politiet gik med dem hjem og pigerne løb over til skuret, men tyven og Annas forældre var væk.

Politiet blev sure på pigerne og sagde, at de ikke skulle kontakte dem igen. Anna blev ked af det, og Signe var bange. De løb ind og ringede til Signes mor. Telefonen duede ikke, Anna kiggede på ledningen. DEN VAR KLIPPET OVER!

De vidste med det samme, at det var tyven. Signe hviskede ”måske er tyven her” . De blev bange og løb ud af huset. Signe frøs og sagde: ”Jeg må have min jakke.” Da de kom tilbage, lå der et brev på gulvet. Der stod:

Hvis i vil se jeres forældre så skal i komme Til Den forladte bygning I Pakgade på nørrebro alene!

Pigerne blev bange og ville gå til politiet en sidste gang. De gik ikke til den samme politimand, men en anden. De viste brevet til ham, og de lagde sammen en plan. De gik straks hen til det forladte hus. Politiet havde gemt sig, og tyven sagde: ”Giv mig 6000 kr. ellers dræber jeg dine forældre”. ”Vi vidste, at du ville have penge, men vi har taget noget bedre med.”, sagde Anna. ”kom!”, sagde Signe og politiet kom.

Tyven blev bange, men han kunne ikke flygte. Så han tog fat i Annas mor, og tog sin pistol frem. ”Hvis jeg ikke får mine penge, skyder jeg hende” råbte tyven. ”Vi giver dig dine penge, efter du har sluppet dem fri”, svarede politiet. Tyven sagde okay.

Han slap forældrene fri, og Anna fik sine forældre tilbage. Tyven blev anholdt og kom i fængsel. Signe, Anna og Annas forældre gik hjem, og fik pizza og sodavand.

Lisas liv

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Lisas liv

Skrevet af en elev fra 6. c. på Vanløse Skole.

Kasper gik ned af gaden. Han var sammen med sin søster Lisa og sin bror Hans. De skulle tage metroen til Kastrup lufthavn. De tog metroen fra Nørreport station. Klokken var halv tolv om natten. De tre søskende var stukket af hjemmefra fordi, de ikke måtte få en småkage. Deres forældre var stinkende rige, så de kunne købe alt det de ville have.

Og børnene blev meget hurtigt fornærmede. Kasper var 12, Lisa kun 3 og deres storebror Hans 14 år. Der var mange mærkelige mennesker i metroen. Da de ankom til lufthavnen var klokken tolv. Flyet de skulle med var til Hawaii. Hans og Kasper havde hugget et af deres forældres mange guld mastercards og bestilt billetterne på nettet.

De fandt deres pladser og satte sig ned. Der var tv i flyet og mad. De skulle flyve femten timer. De så hver især en film, bagefter fik de mad. Det var god mad de fik. Det var bøf med løg og kartofler. De syntes det smagte lidt mærkeligt men, det tænkte de ikke over. Efter fjorten timer begyndte de at få nogle knopper på hænderne.

Alle der havde fået mad fik knopperne. Alle i flyet gik i panik! De løb rundt. Piloten og stewardesserne tog alle faldskærmene, og hoppede ud af flyet. Nu var der ikke nogen til at styre flyet. Kasper prøvede at styre det men, de styrtede i Atlanterhavet. ”Hjælp, hjælp” råbte Hans.

”Jeg kommer nu” råbte Kasper. Lisa græd og græd. Hans skyndte sig at tage hende op på ryggen. Nu svømmede de alle sammen sammen. De var de eneste overlevende. De kunne se Hawaii, men øen var langt væk. Nu var de alene i vandet, og der var hajer bag dem! ”Hajer, hajer” råbte Hans.

Lisa blev bidt i benet, og hun skreg højt. ”Aarrrrggggghhhhh” skreg hun. Hans prøvede at hjælpe hende, men han kunne ikke fordi, der var otte hvide hajer omkring ham. Han blev flænset ihjel, han havde ikke en chance. Nu var der kun Kasper og Lisa tilbage. De svømmede og svømmede, mens de græd over Hans død.

De nåede hen til øen, og de var helt færdige. Kasper døde af alle de haj bid, men Lisa overlevede. Lisa faldt i søvn på stranden. Da hun vågnede igen, var hun hjemme hos en gammel, sær mand . Han gav hende mad, og han lod hende bo hos ham. Han lærte hende at tale og gå. Lisa voksede op på øen, og hun hadede hajer. Manden hed Karim.

Lisa var på øen i ti år. Lisa var nu tretten år gammel. Hun havde fået mange venner over hele øen. Hun havde fået en kæreste. Han havde adhd, diabetes, alkoholiker, svineinfluenza, pest, fugleinfluenza, dårligt hjerte, knogleskørhed, kræft, blodprop i hjernen og hjertet, anoreksi, bulimi, ebola, psykopat, han var tit indlagt på den lukkede afdeling og han sad i kørestol. Hun elskede ham meget højt.

Han var 18 år gammel. En dag så Lisa og Karim en rocker båd, på vej hen til øen. Karim skyldte dem penge, og det vidste han godt. Han sagde til Lisa at hun skulle pakke sine ting. De spurtede om på den anden side af øen. Og de boede hos nogen venner. De boede der i fem dage, og en dag da Lisa vågnede, var Karim væk. Hun blev ked af det og meget bange.

Hun skyndte sig at sige det til de andre i huset. Hun fandt et brev på kommoden hvor der stod:

Hvis du vil se Karim igen skal du komme med 50 milliarder kr i kontanter ved dit eget hus!

Lisa gik hen til huset. Hun havde nogle voksne med der gemte sig i buskene, hvis noget skulle gå galt. Hun gik ind i huset, og så til sin store forskrækkelse at, der ikke var noget. Hun gik ud til de voksne, men der var ikke nogen. Lisa gik ned til stranden, for at se om de var der. Der var de heller ikke. Hun gik rundt på noget af øen.

Hun kunne høre nogle skrig og fulgte lydene. Hun gik hen til en grotte, og hun gik ind. Grotten var omkring tolv meter høj, og der var meget mørkt. Rockerne havde ikke set Lisa endnu. Karim og alle vennerne blev alle pisket, sparket og slået. Lisa ringede til sin kæreste, og sagde at han skulle komme hen til grotten. 10 minutter senere kunne Lisa høre hjulspind.

Det var Lisas kæreste, han havde meget fart på i sin lyserøde Ferrari. Han gik hen til en af rockerne og sagde: wollah koran, din mor. Hvis du rør Lisa eller hendes venner igen går jeg damp på jer, og skyder jer i jeres små bitte fuck hoveder.

En af rockerne sagde: ja, ja sådan en lille perle som dig kan ikke ramme en skid. Lisas kæreste tog en uzi op af lommen og skød alle rockerne i hoved. De tog ligene ud i rockernes båd, og hældte benzin ud over hele båden. De satte ligene op i båden, og kastede en tændstik ned i den. De skubbede båden ud i vandet, og der gik ild i den, og den sprang i luften. Karim og vennerne havde mange sår, men de var glade alligevel…