Gyselig kærlighed - 2. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Gyselig kærlighed - 2. del

Skrevet af Simone, Ida & Anika, 6. d. på Vanløse Skole.

Pludselig begyndte han at kysse hende. Det var så dejligt, men kunne hun gøre det mod Liva? Fuck det, nu var det hendes tur til at have det sjovt. Hun kyssede igen og pludselig lå de og rå snavede.

Uden de havde lagt mærke til det bankede det på og ind kom Liva. ” what! Hvad fanden sker der her” Liva skreg men på sammen tid græd hun også for hendes bedsteveninde og hendes kæreste havde lige ligget og rå snavede.

Endelig havde Kate og Emil stoppet, da Liva skulle til at gå løb Kate efter hende ” Liva vent det er ikke sådan som det ser ud!!” ”slet ikke ”, sagde Liva. ” jeg ville bare ha det lidt sjovt” imens kom Emil og Liva gik” så det her betød ikke en skid for dig eller hvad?” Kate græd ”jo men, men, men … Kate vidste ikke hvordan hun skulle sige det foran hende stod hendes bedsteven, … betød det da noget for dig?? Og du er jo ligesom også kæreste med Liva” sagde Kate. ” hvorfor tror du vi lå derinde og rå snavede. Jeg valgte dig Kate kan du ikke se det jeg elsker dig sku, og ville gøre alt for det kan blive dig og mig!”

” jeg elsker også dig, men Liva er min bedsteveninde det har vi været siden vi var 4 og nu er vi 14 år, det ville sige vi har været det i 10 år” sagde en noget forvirrende Kate. De kom tættere og tættere på hinanden til sidst stod de tæt op ad hinanden. ” jeg må smutte hjemad, og få snakket med Liva. ” når ja god idé” sagde Emil.

Kate løb grædende hjem i seng, hvad fanden tænkte hun også på, hun havde lige svigtet hendes eneste og bedste veninde, men hun elskede virkelig Emil. Da hun kom hjem styrtede hun ind på sit værelse, og smed sig på sengen. Hendes mor kom ind og spurgte hvad der var galt. ”det rager ikke dig skrid ud fra mit værelse” skreg Kate.

Hun hulkede og hendes mor satte sig på hendes seng. ”Min lille skat, fortæl nu mor hvad der er galt, og så får du det tusind gange bedre ”, sagde hende mor roligt. ” Mor du fatter ingen ting, siden jeg farvede mit hår sort og gå i noget anderledes tøj end andre, er jeg ikke din lille Kate mere.

Jeg har forandret mig, jeg har mit eget liv nu, og det skal du slet ikke blande dig i ”, sagde Kate surt, og hun begyndte at græd mere og mere. ” skat!! Jeg kan jo se der er noget galt, og du vil altid være min lille skat lige meget hvor stor du er, og hvilket tøj du går”, sagde mor. ” mor vil du ikke være sød at gå ud der er noget jeg bliver nød til at gøre” sagde Kate, moren gik ud.

En uge efter, da Kate havde ringet til Liva en million gange tog hun den. ” hvad fanden vil du?” ,sagde hun. ” Liva jeg er ked af det du betyder mere for mig end nogen andre nogensinde vil, jeg skred da du var gået, for du er min bedsteveninde og der er INGEN der kan tage din plads”, sagde en meget alvorlig Kate. ” okay men jeg slår op med Emil idioten jeg ikke kan tilgive, tænk virkelig han pressede dig”, sagde Liva. ” okay ses i morgen elsker dig”, sagde Kate. ” ja vi ses elsker også dig”, svarede Liva og lagde på.

Emils mobil ringede, han tog den, det var Liva før eller siden måtte han sige undskyld. ” hey jeg er meget ked af det men jeg havde ingen følelser for dig mere”, sagde Emil hurtigt. ” så kunne du for fanden ha´ slået op, i stedet for at snave min bedste veninde, du vil måske også skille mig og hende ad?”, sagde Liva med en hård stemme. ” det var ikke ment sådan, men ville”… Emil skulle lige tage sig sammen hvordan skulle han spørge om det? ” ville det være okay, hvis jeg spurgte Kate, om hun vil være kærester med mig?” spurte Emil.

”Hvad tror du selv din idiot”, skreg Liva i røret, og smækkede i. Om aftenen mødtes Kate og Liva, for at gå ud til huset. De vekslede historier, både om Emil og huset. Det var en kold efterårsaften, og blæsten hev i træerne. De gik ud til huset i stilhed, og da de kom derud, blev det pludseligt helt vindstille.

Der var en uhyggelig stilhed så de skyndte sig ind i huset. De løb straks op på loftet og ind i arbejdsværelse. De låste døren, men som om det hjalp noget. De fandt papirerne frem, og lagde dem på bordet. ”Men hvordan skal vi komme af med spøgelset”, spurte Liva forvirret. ”Det ved jeg ikke, men vi skal skynde os, inden spøgelset finder os”, sagde Kate.

De læste begge to nogle papirer, og fandt frem til at de skulle, brænde huset ned, så det forsvandt, og ingen fik huset. Liva havde tilfældigvis en lighter, det ville sige, at hun røg, så hun havde altid en lighter på sig. De løb ned ad trappen, nu havde de pludseligt et spøgelse efter sig, men sjovt nok forsvandt det igen da de var ude af huset.

Liva tog lighteren frem, lige da hun skulle til at sætte ild, hørte hun en velkendt stemme, det var Emil. ” hvad fanden sker der her?” ,spurgte han. ” hmmmmmm tja der er vel nogen der må gøre, noget godt for hinanden, i forhold til visse andre”, sagde en meget snobbet Liva. ” kom nu videre, lad os få det overstået”, sagde en lidt irriteret Kate.

Mere blev der ikke sagt før Liva satte ild i huset. Det brændte hurtigt, og endte med at sprede sig i hele huset, haven var der nu også ild i. ” var det meningen haven, og hele skoven også skulle brændes?”, spurgte en lidt chokeret Emil. ” nej vi bliver nød til at få skaffet noget hjælp, lige nu med det samme!”, sagde Kate.

Emil tog sin top nice mobil op fra lommen, han ringede 1-1-2. ” hej det er alarm centralen, hvad kan jeg gøre for dig?”,sagde en mand. ” det er ild i et hus i skoven”, forsatte Kate. Emil smilede til hende måske kunne de blive mere end bare venner, men de skulle først have det her overstået. ” ”et hus, hvad for et hus?”, ”der er da ikke nået hus ude i den skov”, det har der aldrig været før ” ”hør” sagde brandmanden ”ring kun hvis det er nødvendigt” ”jamen” var det eneste Emil nåede at sige, før brandmanden lagde på og spøgelset kom ud. ”Løb” råbte Emil.

De skyndte sig at løbe væk fra huset men spøgelset løb eller fløj efter dem. De løb så hurtigt at Kate ikke kunne følge med, og faldt over sine egne ben. ”Kate” råbte Liva, bare løb sagde Kate nej sagde Liva godt nok har jeg fået ordnet negle men jeg er værdig til at knække dem for min bedste veninde, Liva løb tilbage efter Kate.

Hun sad fast i et hul, det var det hun var faldet over, Liva prøvede at hive men hun sad for godt fast. Spøgelset kom nærmere, og Kate sad fast. Emil kom over for at hjælpe. ” Hold spøgelset hen så får jeg Kate op”, sagde Emil. ” okay jeg kan jo prøve”, sagde Liva. Hun begyndte at gå tættere på spøgelset, og pludseligt, var hun i gang med at danse.

Hun var rigtig god til at danse, hun havde gået til det da hun var lille, hun havde vundet flere medaljer. Imens havde Emil fået Kate op, ” løb!”, råbte Emil. Liva skyndte sig at løbe med spøgelset i hælene, de andre var flere meter foran hende. Skoven var stadig i brand, men sjovt nok da de var ude, brændte den ikke mere og spøgelset var forsvundet. De var alle lidt chokeret over det der var sket.

Et par dage senere var Kate hjemme hos Liva de begge to var glade for de var blevet gode venner igen, men de kunne bare ikke få spøgelset ud af hovedet. Lidt senere kom Livas mor op med noget mad og drikke så Liva og Kate glemte alt om skoven og spøgelset.

De besluttede at gå sig en tur, de gik ind til tovet og fik sig en kop varm kakao, og gik derefter ud til den store vej hvor skoven engang lå. ”HVAD!!!” Råbte Liva ”hvad er der”, skreg Kate efter det chok hun havde fået a Livas skrig, ”skoven” sagde Liva ”hvad er der med skoven” sagde Kate, ”den, den, den er tilbage sagde Liva rystende, og rigtig nok tænkte Kate.

Ligeved siden af dem var skoven og hvad var det, det var noget rødt, men ikke spøgelset, det var bare noget papir fra Mcdonals, det grinte de lidt af. Emil kom løbene hen til dem, han havde været ude at løbe. ” hej”, sagde han Kate svarede ”hej” og rødmede lidt, for hver gang Emil sagde noget blev hun helt blød i knæene.

Efter deres tur gik de hjem til Emil, men da de skulle til at gå ind ad døren så de noget rødt igen, det var ikke fra Mcdonals det var ikke et lys fra et vejkryds eller noget stof nej den her gang var de sikre, sikre som de aldrig nogensinde havde været det var øjnene.

Gyselig kærlighed - 1. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Gyselig kærlighed - 1. del

Skrevet af Simone, Ida & Anika, 6. d. på Vanløse Skole.

Bip bip, bip bip, Liva fik en besked. Hun styrtede hen til sin nye mobil, beskeden var fra Emil. Hey smukke kommer duh ikk over til bænken ved skoven, der noget vildt jeg ska sige dig, stod der. Hun skyndte sig ned for at tage overtøj på, men lige da hun skulle til at gå ud af døren råbte hendes mor ”Leonora skat, hvor skal du hen på denne tid af aftenen, klokken er jo snart 8 det betyder sengetid?”.

Hun kunne have dræbt hende hun var den eneste der stadig kaldte hende Leonora, efter hun i 4.klasse havde opdaget at det var ret så nedern navn, havde hun skiftet til Liva. Hun smækkede døren efter sig og løb ned til bænken, og ganske rigtigt der stod Emil lækker som altid. De gav hinanden et kram og gik sammen ind i den mørke skov. Langt om længe sagde Emil noget ” Liva der er noget jeg har tænkt på i et stykke tid” stammede han og tog hende i hånden.

Men inden han nåede at sige mere hørte de en der skreg. De blev begge to bange men tog mod til sig og gik derhen alligevel. De fulgte skriget der førte dem hen til et gammelt faldefærdigt hus. Skriget stoppede pludseligt. ”jeg syntes det her er lidt for uhyggeligt skal vi ikke bare gå tilbage” sagde Liva. ”jo lad os det” sagde Emil.

Da de var ude af skoven sagde Emil, ”det her er aldrig sket vel?” Liva rystede på hoved. ”men hvad var det egentligt du ville spørge mig om” sagde hun. ”jo øh, jeg tænkte på øh om du ville øh, kom, kom, komme sammen” sagde han rystende. Liva var glad men ikke specielt overrasket, for han havde kigget langt efter hende et stykke tid. Egentlig kom et svar ”ja” sagde Liva. De fulgtes sammen hjem hånd i hånd.

Da Emil kom hjem loggede han straks på facebook. Kate, Liva bedste veninde, var lige logget på. Kate var noget meget specielt, hun gik kun i sort tøj og var meget følsom, men alligevel var hun både lækker, smuk, sød og dejlig.

Han gik i seng for han kunne ikke rumme mere efter dagens oplevelser. Da han lå i sin seng kom han i tanke om huset i skoven. Han tænkte om det egentlig havde ligget der altid? Han kendte skoven ud og ind som sin egen baglomme. Han måtte ud til huset, og det skulle være nu!! Han skyndte sig ned og tog overtøj på, tog sin cykel og cyklede derud af.

Der var mørkt og koldt i skoven, men også meget stille han kunne kun høre sig selv og sin cykel. Efter at have cyklet et stykke tid så han huset. Han smed sin cykel i det våde græs, og gik tættere på huset. Turde han at gå ind? Ja selvfølgeligt turde han det, han var da ikke en tøsedreng, hvad ville Liva og Kate også sige om ham, den tanke lod han ligge og gik i stedet ind i huset.

Døren knirkede og gulvbrædderne var kolde, fugtige og beskidte. Pludselig begyndte skriget igen. Et sekund var han i tvivl om han turde, men forsatte alligevel. Han gik ind i det næste rum, skriget blev nu højere og mere gyseligt. Sjovt nok var der ikke noget i dette rum så han valgte en ny dør. Bag døren var der to trapper, en der førte op og en der førte ned. Han valgte op.

Han gik langsomt op af de knirkende trappetrin. Han hørte en lyd længere oppe af trappen, og det var ikke skriget. Pludselig så han noget, det var noget rødt, og da han kiggede nærmere efter, lignede det øjne. Øjnene var det eneste han kunne se. Han ville op til dem, men der var noget der stoppede ham.

Det var en følelse som han ikke rigtig kendte, men inden han nåede at tænke videre over det, kom øjnene nærmere. Han blev pludselig meget bange, løb ned af trappen og ud af huset. Hans cykel var væk så han løb ud af skoven og direkte hjem. Da han kom hjem, gik han i seng.

Næste morgen vågnede Kate ved lyden af sit vækkeur, det var mandag tidlig morgen. Hun var meget træt, for fem skoledage ventede. Kate tog tøj på, lagde make-up og spiste morgenmad. Kl. var 8 præcis så hun kom for sent som altid. Hun løb i skole og styrtede ind midt i en tysk time.

Hun satte sig ned ved siden af Emil. De sad i tavshed hele timen, og endelig ringede det til frikvarter. Hun gik ud til Liva som lige havde haft fransk. Emil kom hen til dem. Liva kunne ikke holde det inde mere. ”Mig og Emil var ude i skoven i går…” hende og Emil fortalte hele historien, og Emil fortalte også da han havde været ude i skoven alene, Kate var rystet.

Hun spurte om de ikke skulle tage ud til huset efter skole. ”Det kan i bare gøre, jeg skal ud og shoppe med min kusine”, sagde Liva. ”Okay så gør vi to det bare Kate” sagde Emil. Klokken ringede ind.

Senere gik Emil og Kate ned til skoven, Emil viste Kate vejen hen til huset. ”Mærkeligt” sagde Kate, ”har det hus ligget der hele tiden”, ”sjovt” sagde Emil, ”jeg tænkte den samme tanke første gang jeg så det”. Emil gik ind forrest for at vise at han ikke var bange. Skriget begyndte med det samme igen da de gik ind, ”hvad er det” sagde Kate ”jeg ved det ikke Liva og mig hørte det samme da vi var her men da jeg var alene herinde hørte jeg skriget og så røde øjne, tror jeg nok”.

De tog trappen op til loftet, gik op ad trappen uden besvær. Da de var kommet op var der to døre, til højre eller venstre. De kunne ikke bestemme sig, men besluttede sig for at følge skriget. Det blev højere og højere jo længere de kom. ”der” sagde Emil ”der er de kan du se dem” Kate kiggede rundt, det eneste hun kunne se var to små røde prikker, og de kom nærmere.

Kate blev bange, og knyttede sig ind til Emil. De røde øjne kom tættere på dem og hurtigt ud i lyset fra solen, der gik gennem et vindue. Nu kunne de se hvad de røde øjne var. Det var et spøgelse, men ikke hvilket som helst spøgelse, det var et sort et. Først nu blev Emil bange.

Spøgelset stoppede lige foran dem, det så på dem med de røde øjne. Spøgelset skreg så højt at de ikke kunne hører hvad de selv tænkte. Pludselig kom det endnu nærmere, Emil skreg: ”løb!"

De løb udenom spøgelset, og en i et nyt rum. Det var et arbejdsværelse og Kate gik straks i gang med at rode i nogle papirer. Hun fandt noget der føltes nyttigt. I en avisartikel stod der: En gammel mand forsvundet efter at fogeden tog hans hus, da han ikke kunne betale. Huset var hans et og alt, så det at han ikke havde det mere var der ikke noget at leve for.

Det vil sige han havde taget sit eget liv. ” Jeg tror jeg har fundet ud af noget. Spøgelset er den gamle mands sjæl, og nu er han i sit eget gamle hus for han kan ikke finde fred”, sagde Kate. ” Selvfølgelig, men hvad skal vi så gøre for at den finder ``fred´´, og vi kan sove roligt om natten”, sagde Emil.

Kate sagde at de måtte snakke med Liva om det i morgen. Men de havde et andet problem, for spøgelset havde fundet dem, og det stod foran den eneste udgang. Kate blev virkelig bange hun skreg faktisk, det havde Emil opdaget han tog hende i hånden og hviskede i hendes øre: ” Det skal nok gå vi gør det her sammen”, sagde Emil lidt usikkert.

Kate svarede højt ” okay men hvis vi ikke overlever så er der noget du skal vide, jeg ved godt Liva og dig er kærester, men jeg elsker dig alligevel”. Emil sagde ” det gør jeg også”. Kate blev helt varm indeni, men det var ikke tid til romantik, for spøgelset var sur. ” hvor våger i at være i mit hus”, sagde den meget skræmmende. ” vi vil meget gerne hjælpe dig med at få dit hus igen, er der noget vi kan gøre??”

” neeeeeeeeeej joo måske kunne i… hans stemme blev nu højere … kunne i forsvinde ud NU!!” de spurtede ud med spøgelset lige i hælene, men lige så snart de var ude af huset forsvandt spøgelset brat.

De blev ved med at løbe, men stoppede op da de var lidt ude fra skoven. ” jeg tænkte på om du ville med mig hjem”, sagde Emil forpustet. ” hmmm…jo det kunne vel eller jeg mener det kunne være meget hyggeligt bare dig og mig”, sagde Kate glad.

De gik samme hjem til Emil, de tænkte lidt over huset men lod begge den tanke ligge. Da de sad på hans værelse sagde Emil: ” vil du have noget at drikke eller spise?” ” tja noget at drikke ville da ikke være helt galt” sagde Kate. ” Men mente du det du sagde ude i skoven, med at du elsker mig?” ”Selvfølelig, jeg vil da aldrig lyve for dig,” sagde Emil og kærtegnede hendes kind.

... fortsættelse følger...!

Spøgelses huset - 2. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Spøgelses huset - 2. del

Skrevet af Kristine Andersen, 6. d. på Vanløse Skole.

Men så fandt de ud af at der var tre personer derinde. De snakkede om at manden i jordhulen, har en stor skat liggende. Men så mistede Liva balancen og faldt lige ind i døren. Der lød et brag.

Og Den gamle mand og en Skovhugger råbte så ”Kom det er de små møgunger der, lad os fange dem.” Og William var den første der råbte ”LØB!” Og så spurtede de væk fra Skovhuggeren og Den gamle mand. De løb ind i skoven og gemte sig i et kæmpe hult træ. Men de kunne ikke alle sammen være derinde, så Lucas og Katrine løb videre ind i skoven med Skovhuggeren og Den gamle mand lige i hælene.

Pludselig fik Skovhuggeren fat i Katrines ankel og hun faldt med det samme, men så kom Lucas og gav Skovhuggeren og med en fod sparkede han, ham lige i hovedet. Og Katrine slap fri og løb videre med Lucas. Og da de var kommet et pænt stykke ind i skoven, kastede de sig så ned i en stor busk.

Skovhuggeren og Den gamle mand løb videre ind i skoven og da de var ude af syne og først derefter kom de fra træet og busken. Men der gik et stykke tid før de fandt hinanden. Og så sagde Liva ”Det var godt nok tæt på, det skal vi bare ikke komme ud for igen!”

Bip..bip..bip lød det fra Livas mobil da hun var på vej hjem fra skoven. Hun var lige ved at vælte på cyklen, så forskrækket blev hun. Da hun tog den kunne hun kun høre nogen hviskede med den mest hæse stemme ”Du skal ikke komme her…” derefter blev røret lagt på.

Hun blev meget bange og hun kunne mærke at vinden susede fordi hendes øre så hun fik kulde gysninger med det samme. Men da hun var kommet hjem kunne hun med det samme høre nogle gå ovenpå. Hun listede sig op af trappen og med et sæt lagde hun sig ned under sin seng. Meget grimme tanker røg igennem hendes hoved.

Som handlede om hvad der ville ske. Pludselig kiggede hun sig omkring og så, så en lille skikkelse der var inde i hendes forældres store soveværelse skikkelsen var en DAME! Hun rodede lidt rundt i hendes mors store flotte smykkeskrin, hun ledte efter noget, men hvad? Damen tog et meget gammelt og det var pyntet med en stor blå sten i midten af smykket, hun tog det op.

Men hvorfor?

Liva tænkte på hvad der var så specielt ved det smykke og tanken kom det var jo det smykke som hendes mor fandt i en stor mørk skov sammen med hende da hun var fire år. Men hvad ville hun dog med det? Alle spørgsmålene gentog sig igen og igen inde i hendes hoved. Men da hun kiggede derover hvor damen stod, var hun VÆK!

Det var et rent mysterium.

Men det havde hun ikke tid til at tænke over for i det samme bankede det på døren. Og hun skyndte sig derned for at åbne. Da hun havde åbnet døren, trådte hendes forældre ind. Til aftensmaden var der tavshed, men hendes mor brød den ved at spørge ”Hvad har du så lavet i dag min skat?” ”Jeg har været sammen med Lucas, Katrine og William i dag?” svarede Liva hurtigt uden at fortælle noget som helst om smykket der er blevet væk.

Om aften da hun skulle i seng kom hendes forældre ind og sagde Godnat. Men hun kunne ikke sove fordi hun kom til at tænke på alle de mærkelige ting, som der var sket hele dagen. Men til sidst faldt hun i søvn.

Næste morgen stod hun brat op hun havde jo aftalt med Lucas, William og Katrine at de skulle ned til hytten hun skyndte sig i tøjet og tog et stykke brød med i hånden og greb sin cykel og tog af sted de andre var allerede nede ved hytten de stod og lyttede ved bagdøren igen, hun listede sig hen til dem og hun lagde øret op mod døren og lyttede hun kunne høre de sagde ”Skal vi ikke tage hen til Liva der også få fat i det smykke i aften kl. 10.00, for så sover de jo alle sammen?”

”Jo det kan vi da godt hvorfor ikke, så kl. 10.00 ved hoveddøren ind til huset, der ses vi så.”

Liva blev helt tavs… men hviskede så ”Okay kan i ikke sove hos mig i nat så kan vi fange dem i en fælde min far lavede da jeg var mindre den kan vi jo sætte op og så bagefter ringe til politiet?” ”Perfekt så fanger vi dem kl. 10.00 i aften, aftale.” svarede Lucas med det samme. De tog hjem til Liva og det blev en mørk aften da klokken blev otte skulle de spise og bagefter satte Livas mor og far sig ind i stuen og hyggede sig med noget te mens Liva og de andre satte fælden op.

”Hvad er det i laver min skat?” spurgte faren pludselig ”Vi leger en leg, vi leger politi og tyve.” svarede Liva hurtigt uden at haste et eneste blik over mod hendes far for hun hadede at lyve og man kunne tydeligt se når hun løg hvis man kiggede på hendes ansigts udtryk. ”Okay men mig og mor vi går altså i seng tideligt vi går i seng klokken ni for vi skal til et vigtigt møde her i morgen OK?” sagde Livas far. ”Fint nok.” kom det så fra Liva.

Klokken blev ni og forældrene gik i seng. De faldte i seng meget hurtigt og de sov desuden også meget tungt. Enelig var det tid de gemte sig rundt omkring i huset og slynglerne trådte ind af døren de gik helt ind i gangen, fælden gik løs og de var fanget oppe i loftet! ”Yes man, vi fik dem!” skreg de alle sammen i kor. Katrine ringede til politiet og fortalte alt til dem i telefonen, de gik alle fire ud for at tage imod politiet. Da politiet kom, gik de hen imod huset. Liva kunne mærke at der var noget galt eller var der?

Spørgsmålet gik igen og igen ind i huset da de trådte indenfor var alt væk, fælden, slynglerne. Alt. Politiet blev meget sure og fornærmet ”Hvad er det dog for noget unger de finder vi os da ikke i!” sagde politiet og skyndte sig væk i bilen. Børnene løb efter for at forklare men de var kørt på vej ind i huset, så de to skikkelser løbe med noget hånden…Det var halskæden!

De forsvandt og Liva skreg ”Der er de eller var de jeg tror vist jeg så nogle!”

”Det var måske bare noget du havde bildt dig ind Liva.” sagde William og de gik ind i huset og sov. Indtil...

Spøgelses huset - 1. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Spøgelses huset - 1. del

Skrevet af Kristine Andersen, 6. d. på Vanløse Skole.

Lucas, Katrine og William sov hos Liva i weekenden. Om morgnen ved morgenmaden spurgte Liva ”Tjaa folkens, hvad skal vi så lave i dag?” ”Ja, jeg har hørt at der er en kæmpe stor sø ovre ved udkanten til Lynge Ly By.” ”Hvad med at tage derhen efter morgenmaden?” svarede Lucas ”Ja det ville da være en god ide.” sagde Katrine og William i kor.

Efter de havde spist morgenmaden fra bageren som Livas mor havde hentet. Tog de cyklerne og skulle til at cykle men så råbte Livas mor ”Kom lige og sige farvel for engangs skyld lille skat.”

Liva hadede når hendes mor kaldte hende skat men hun kunne ikke andet end at stå af cyklen og jogge hen imod sin mor. Og da Liva havde sagt farvel, kørte de glad af sted mod udkanten til Lynge Ly By.

Lucas og Liva kørte ved siden af hinanden. Mens de andre to kørte lidt længere nede ad vejen. ”Skal vi ikke være sammen hos mig, her i morgen.” spurgte Lucas stregs så snart de var lidt mere alene, så de andre ikke hørte det. ”Jo da, hvorfor ikke.” Og blinkede sødt til Lucas.

Da de var kommet hen til søen, sætter de sig med det samme ned i græsset. Og Liva kan mærke at hendes ben er så ømme fordi de lige har cyklet så lang tid og så meget. Lucas og Liva satte sig ved siden af hinanden og ja, endda meget tæt på hinanden. Pludselig blinker Lucas til Liva og Liva smiler tilbage.

Og Katrine spørger så ”Hvad med at gå rundt om søen.” ”Jo lad os da det.” I det samme afbrød en stemme der råbte om hjælp og de begyndte at gå mod lyden. I det samme stopper lyden!

Og da lyden stoppede, kigger de sig lidt undrende omkring. I det samme siger Liva ”Der er en lille hytte i skoven derinde.” ”Okay lad os da gå derhen måske kunne vi snakke med nogle derhenne om dette uhyggelige sted her.” siger Katrine.

De går hen mod huset. Lucas begyndte med at banke på.. Og de venter. Men ingen åbner. Så bankede han lidt hårdere på døren.. Og de ventede lidt længere. Men denne gang stod en gammel mand, pludselig i døren. Han så meget uhyggelig ud. Han havde iskolde, ja næsten røde øjne og helt bleg og en meget rynket hud.

Han var klædt i det mest gamle og usle tøj og et par kuld sorte sko med store huller i. Den gamle mand inviterede dem alle fire indenfor. Og Liva svarede ”Jo tak, det vil vi gerne.”

Og inden i huset var der, en stor kuld sort stol med et lille glas bord og nogle meget støvede malerier. Men pludselig kunne de ikke se Den gamle mand mere. Kun et par røde øjne, der stirrede på dem! Pludselig var der en kold hånd der tog et fast tag i Katrine. Og Katrine blev slæbt ud i mørket gennem bagdøren.

Hun råbte og skreg lang tid om hjælp og tårnende trillede ned ad kinderne på hende. De tre andre hørte hende og pludselig skreg Lucas ”Kom vi må finde Katrine.” De løb, ja næsten spurtede efter hende. Men så kunne de ikke se Den gamle mand mere eller hører Katrines bange stemme råbe om hjælp…

Men så, så Liva en masse blod pletter, som førte ind i skoven. Og Liva sagde ”Hey drengene, se lige de her blodpletter der, de kan da måske følge os hen til Katrine.” De fulgte efter blodpletterne helt ind i den mørke skov. Men så stoppede blodpletterne og der hvor de stoppede var der en åbning til en jordhule lige foran dem.

De kunne høre stemmer dernede og det var Den gamle mand og Katrine. De kunne høre Den gamle mand sagde ”Hør lige her pigebarn, dig og dine små venner skal ikke komme her og ødelægge alt i Mørkets Historie…” Så var alt tavs dernede og Den gamle mand gik op af jordhulen og gik ud af skoven. Og ind i huset. Men det var blevet ret mørkt nu, så de bestemte sig for at cykle hjem.

Og så rede Katrine i morgen. Næste dag var det lørdag og de tog derned tidligt om morgnen efter at have spist morgenmad. Og så tog cyklerne, og cyklede derned. Men det var som om der var længere end i går. Men så lige pludselig stod huset bare der lige foran dem og så kom den skikkelse løbende forbi igen, så de cyklede alt hvad de kunne efter skikkelsen.

Men så forsvandt den. Som om den var løbet ned i jorden. Og ja det var ikke engang løgn. De stoppede lige foran jordhulen. Og William sagde så ”Kom vi skal altså ned og rede Katrine nu, for hvad nu hvis han kommer senere og henter hende op igen.” Så de gik sammen derned. Katrine stod dernede og var bundet til en masse træ rødder.

Lucas for hen til hende og fik bundet rebende op. Mens William så sig lidt omkring og pludselig sagde ”Hov se der.” Og lige foran dem var der en tunnel der gik videre ind i jordhulen. De listede sig stille og roligt derind. Der var blod langs med væggene. Men så delte tunnelerne sig pludselig op i tre tunneler. Pludselig hørte de en hæs stemme, som hviskede ”Pas på, at djævlen ikke ser jer…”

De blev helt tavs… Men Liva brød stilheden og sagde ”Kom vi tager den der i midten.” Det gjorde de så, og gik videre ind i tunnelerne. Men de var lidt bange for hvad var det den stemme mente med ”Pas på djævlen, ikke ser jer...” De blev meget forskrækkede da, de så at en masse skelletter lå på jorden. I et fængsel!

De løb rystet ud igen. Og så var de ude i den mørke, tætte skov igen. Da de kom derud igen, så de så skikkelsen igen. De listede sig efter den ud til Den gamle mands hytte. De stoppede ved hytten. Derefter hviskede Liva forsigtigt ”Kom vi skal høre hvad der forgår derinde.” Og så listede de sig så over til bagdøren for at hører hvad der forgik.

De lagde ørene op til døren.

... fortsættelse følger...!