Liva af Nanna Elikofer, første del

I august sidste år ledede børnebogsforfatteren Henrik Einspor et forfatterværksted her i Vanløse. En af deltagerne var Nanna Elikofer, der har skrevet historien om Liva, der vil blive bragt som føljeton her på børnebloggen. Første del kan du læse her:

Liva sad ved sin mors seng. Hun græd stille. Hendes mor var meget syg, og måtte hver dag ligge i sengen. Liva var 15 år, og meget smuk. Hendes far var død før hun blev født, så ham kendte hun ikke. Men hvis hendes mor nu døde, skulle dø, så havde hun intet tilbage, kun sin hest Julle.

Hendes mor MÅTTE ikke dø! Liva, sagde hendes mor svagt. Inden jeg rejser, skal du tage imod denne. Hun rakte hånden frem, og viste en lille ring, der sad på hendes finger. Hun tog den af, og rakte den til Liva. Hvad skal jeg brug den til? Spurgte Liva. Det kan jeg ikke sige dig, men du får brug for den. Liva tog ringen på. Og Liva, fortsatte hendes mor. Du må passe på gården, det ved jeg du kan klare. Jamen mor, du må ikke dø. Jeg er helt alene, hvis du gør det. Men hvis jeg bliver ved med at leve, så skal jeg lide resten af mit liv, så jeg ønsker hellere at dø.

Jeg ved det er svært, men jeg kan ikke leve mere. Liva græd endnu mere, ved det hun sagde, men hun gjorde det lydløst. Hun vidste at hendes mor havde ret. Farvel mor, sagde hun ulykkeligt.

Hun kyssede sin mor på kinden, og gav hende et knus, der varede i længe.

Farvel, Liva, sagde endes mor stille, og så lagde hun sig til at sove, men hun sov ikke, det vidste Liva. Hun var død. Pludselig begyndte Liva at græde højt, og ulykkeligt. Hun blev ved og ved, og kunne ikke holde op. Lige indtil, hun hørte en stemme. Liva, Liva kan du høre mig? Liva kiggede rundt i det lille rum. Hun kunne ikke se nogen. Det er mig, din mor, sagde stemmen. Liva stirrede skrækslagen på den døde krop der lå i sengen. Jeg har kontakt til dig fra himmelen, og kan tale med dig, så du ikke er helt alene. Liva blev helt lykkelig. Jeg kan høre dig mor, sagde hun, jeg er så glad for at du stadig er her, a..altså p..på en måde. Jeg kontakter dig snart igen, sagde hendes mor. Hav det nu godt, og pas på Julle, og gården. Farvel sagde Liva.

Så gik hun ud til Julle. Julle var en stor flot nugga-brun hingst. Godt du er hos mig Julle. Sagde hun, og krammede den. Kom sagde hun, og trak Julle hen i en lille hygge-krog, som de havde. Den var lavet af hø. Der satte Liva sig tit hen sammen med Julle, og fortalte ham om sine problemer. For selvom han ikke svarede, så følte hun det, som om at han forstod det. Mor er død, begyndte hun. Men hun kan kontakte mig fra himmelen. Julle prustede som svar. Jeg, mere nåede hun ikke at sige, for pludselig sprang døren op.

I døren stod en hætteklædt skikkelse. Det løb hende koldt ned ad ryggen, ved synet af den. Det var vist en mand, det kunne hun se. Han tog forsigtigt hætten af. Han var høj, havde lidt brunt fuldskæg på kinderne, og rundt om munden. Han var omkring 15 til 18 år. Goddag Liva, sagde han.

G..goddag, stammede hun forsigtigt, mens hun betragtede manden. Liva tog sig sammen. Hun rejste sig op og børstede sin kjole af. Hvem er du, og hvad skal du her? Spurgte hun.

Historien om Liva fortsætter næste fredag ...