onsdag den 25. november 2009

Med ilden i ryggen

På opfordring har jeg tilføjet et link til forfatteren Martin Petersen hjemmesiden. Her kan du blandt andet læse mere baggrund til hans bog Med ilden i ryggen. Det er en spændende ungdoms roman fra besættelsestidens Danmark.

Har du brug for en roman med kød på til en opgave i skolen, eventuel til støtte for noget faglitteratur, så lån bogen på biblioteket. Den skildrer en spændende periode i danmarkshistorien med masser af perspektiv på nutiden. Og så er der børn i hovedrollerne.

tirsdag den 17. november 2009

Valg på biblioteket - også for børn!

Det er imidlertid ikke kun de voksne der har haft mulighed for at få valg og demokrati ind på livet. På fem biblioteker har der været arrangeret en børne-valg-event med en valg-quiz, hvor man kunne teste sin viden om demokrati og kommunalvalg, samt et børnevalg, hvor det var muligt at komme en tur i stemmeboksen.

Til børnevalget skulle de deltagende børn og unge tage stilling til følgende spørgsmål: "Hvad ville du gøre, hvis det var dig der blev valgt til borgmester i København?

Som politiker i almindelighed og borgmester i særdeleshed handler det om at prioritere forskellige indsatsområder. I børnevalget var følgende indsatsområder sat i spil:

1) Sund mad på alle skoler i København
2) Det skal være gratis at gå til sport
3) Det skal være sikkert at gå på gaden
4) Der skal være flere cykelstier

Børnevalget blev afviklet på samme måde som de voksnes valg. Først blev børnene registreret hos børnebibliotekarerne, hvorefter de fik udleveret en stemmeseddel og sendt ind i en rigtig stemmeboks.

Der er blevet trukket lod blandt deltagerne i børnevalget om fine præmier. Og blandt de rigtige besvarelser i valgquizzen har der været fem Danmarksspil på højkant.

Der blev der i alt afgivet
276 stemmer. Det er en meget flot deltagelse, der siger noget om engagement og interesse blandt børn og unge i forbindelse med valg og demokrati.

125 børn - det vil sige næsten halvdelen - havde valgt at prioritere at det skal være sikkert at gå på gaden. Det kan være en hentydning til de mange skudepisoder i relation til de københavnske bandemiljøer, men generelt kan det også være udtryk for, at det betyder meget for børnene, at de kan færdes sikkert i det offentlige rum, fx til og fra skole eller i deres fritid.

68 børn havde prioriteret sund mad på alle skoler i København; 54 havde sat kryds ved at det skal være gratis at gå til sport; og 29 ville sørge for flere cykelstier, hvis de blev valgt til borgmester i København.

onsdag den 4. november 2009

Fantasy på Rådhusbiblioteket

En fantastisk chance for at komme tæt på fantasy-genren

Torsdag d. 12. november 2009 Kl. 15-17 på Rådhusbiblioteket, Københavns Rådhus, 1599 København V.

Gratis tilmelding på tlf. 82 55 22 00


Gå ikke glip af denne chance for at møde den 22-årige debutant Sascha Christensen og høre hende fortælle om sin bog og sit arbejde som forfatter. Sascha elsker fantasy, og hun debuterede tidligere på året med sin roste roman "Den ydmyge amulet", der er første bind i Humaran-trilogien.


Emil Landgreen er illustrator og har tegnet omslaget til ”Den ydmyge amulet" men har også tegnet til masser af andre fantasy-romaner. Emil Landgreen må være en af de mest travle børnebogs-illustratorer herhjemme, og udover at tegne forsider, skriver han også selv bøger. Emil vil fortælle om sit arbejde med at tegne forsider til især fantasy.

Billedkunstner og bogillustratør Per Jørgensen - især kendt for forsiderne på Harry Potter bøgerne - fortæller om hvordan bogen, og det at læse, kan være en magisk indgang til et mere eventyrligt liv i virkeligheden.

Kom og vær med når vi sætter fokus på fantasy-genren fra flere sider.

Arrangementet er for børn fra 10 år.