Hvis du ikke har læst de foregående afsnit i Nanna Elikofers historie om Liva, så kan du finde dem her på bloggen. Her kommer sjette del:
Noget tid efter, var de midt ude på havet. Men pludselig sejlede de ind i en gyde, hvor der var klipper overalt. Vi kan ikke komme igennem! Skreg Liva. Vi bliver nødt til at forsøge, råbte en af ridderne. Pludselig begyndte skibet at vippe op og ned. Liva styrtede ind til Julle. Julle! Råbte hun, og løb hen skrækslagne den hest, som stod tøjret til væggen.
Hun fik ham hurtigt fri, og løb med ham ud på dækket. Hun så sig bange omkring. Vi overlever ikke! Råbte hun. Så lille mor, nu kommer jeg op til dig, tænkte hun, mens hun for frem og tilbage over dækket. Julle vrinskede, højt og bange. ROLIG JULLE! Råbte hun til hesten, som løb rundt. Pludselig fik hun sejlet i hovedet, og faldt bevidstløst om.
Da hun vågnede, var der ganske stille, og vinden havde lagt sig, så skibet lå helt stille og de var kommet ud på åbent hav igen. Hun skyndte sig hen til kaptajnen, som lå bevidstløst på dækket. Hr. kaptajn, er du vågen? Sagde hun, og ruskede blidt i ham. Kaptajnen, vågnede langsomt, og da alle var kommet til sig selv, fortsatte rejsen. Julle blev tøjret igen, og Liva sørgede for at han havde det godt.
Pludselig kom hun i tanke om noget, der fik hende til at grine. Hvad griner du sådan over? Spurgte kaptajnen. Jeg kom lige i tanke om at det er min 16 års fødselsdag i dag, svarede Liva. Jamen tillykke med det, sagde en ridder der netop kom forbi.
Pludselig fyldtes luften med sang. Det var den mærkeligste sang, Liva nogensinde havde hørt, men den var alligevel, så eventyrlig, og hun syntes, at hun havde hørt den før. Pludselig kom hun i tanke om hvad det var for en sang! Det var sirener! Væsener, der forheksede mænd med deres sang! Mænd kunne ikke få nok af sangen, og så ville de over til sirenerne, men så, ville sirenerne dræbe dem!
Hun så sig om. Ridderne, inklusiv kaptajnen, svansede fortryllet rundt på dækket, med fjogede smil i ansigterne.
ÅH NEJ! Råbte hun og løb hen til rattet, for at prøve at styre skibet, men hun kunne slet ikke få skibet på rette kurs! Hun kom i tanke om de evner hun havde. Hun måtte prøve at bruge dem imod sirenerne. Hun koncentrerede sig, og prøvede at få sirenerne væk.
Efter noget tid, begyndte det så småt at virke! Liva blev meget lettet, da sirenerne var væk. Ridderne faldt forvirrede om på dækket. Hvad skete der? Spurgte kaptajnen forvirret. I blev angrebet af sirener, og så brugte jeg mine evner til at fjerne sirenerne, svarede Liva.
Kaptajnen rejste sig op, og smilede. Vi er fremme! Sagde han glad. Liva vendte sig om, og så en mur, som lå hele vejen rundt om en by. Det var en stor by, kunne hun se. Hvor er det et flot landskab, sagde hun begejstret. Ja, men bare vent til du kommer indenfor, for det er ikke noget kønt syn, sagde kaptajnen trist. Så slemt kan det vel ikke være, sagde Liva.
Men det var det! Da de kom indenfor muren, ventede der dem et skrækkeligt syn. Åh nej! udbrød Liva forskrækket. Fattige folk, sad rundt i rendestenene, og folk så slidte, og trætte ud, og vagter gik rundt, og slog til folk. Hvad har han dog gjort ved jeres by! Sagde Liva.
Jeg tror lige jeg skal veksle et par ord med ham Rogir, sagde Liva vredt, og begyndte at gå hurtigere. VENT! råbte kaptajnen efter hende. Rogir er farlig!
Hvor skal jeg bo? Spurgte Liva, efter. Du kan bo hos Jonathan. Svarede kaptajnen. De blev ved med at gå i lidt tid, indtil de stod fora et lille hus, som ikke var særlig pænt, men det så ret holdbart ud. Jonathan kom ud af døren, og smilede til Liva.
Velkommen Liva, sagde han, og bukkede for hende. Hyggeligt at se dig igen. I lige måde svarede Liva, og gik ind i det lille hus. Jonathan viste hende rundt i huset, og Liva fik sit eget værelse.
Sid ned sagde Jonatan til hende, og de satte sig ned i sofaen. Jeg har tænkt mig at jeg meget snart vil gøre noget ved Rogir, sagde Liva. Og jeg tror jeg i morgen vil tage op til slottet, afskaffe Rogir, og befri kongen og dronningen.
Ved du endnu, hvordan du bruger dine evner? Spurgte Jonathan.
Ja, jeg brugte mine evner til at fjerne nogle sirener, ude på havet, forklarede Liva.
Okay! Jonathan var imponeret. Kom, sagde han, vi skal ud, og fange en hjort. Hvorfor en hjort? Sagde Liva, hvorfor ikke en ko, eller vi kan fiske.
Okay, så fisker vi, sagde han. Han tog et par hjemmelavede fiskestænger frem, og rakte den ene til Liva. Ved du godt, hvordan man fisker? Spurgte han.
Ja, mig og min mor har tit gjort det, svarede hun. De gik ud i stalden, hvor Julle, og Jonathans hest Linka stod. Linka er en frisk hoppe, sagde Jonathan, og klappede Linka. Jonathan trak de to heste med udenfor, og spændte dem foran hestevognen, som stod der ude. Han lagde grejet op på bagsædet, og de satte sig op foran. Jonatan råbte noget mærkeligt til hestene, Liva ikke forstod, men så begyndte hestene at løbe.
Lidt efter sad de nede ved søen, og ventede på at der skulle komme bid.
Er du gift? Spurgte Jonathan pludselig. Nej, svarede Liva nervøst, og hun kunne mærke at hun rødmede. Heller ikke jeg, men jeg drømmer om en dag at danne en familie, sagde han.
HOV! Råbte Liva. Jeg har bid! Hun trak så hårdt som hun kunne i fiskestangen, og pludselig fløj fisken op, og landede lige i hendes spand. Flot klaret, sagde Jonathan med et grin.
En time efter havde de fanget fem fisk. Lad os komme hjem, sagde Jonathan.
.jpg){kind=logo}
Opslag
