En vampyrs bekendelse - 1. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Her er én af historierne - god fornøjelse!

En vampyrs bekendelse - 1. del

Skrevet af Asta, 6. v Kirkebjerg Skole

”som jeg sagde, i mandags, skal vi have ny pige i klassen i dag og som jeg også sagde, hedder hun Alexandra ” lød det fra 6.b´s lærer. En smuk pige med langt mørkt glat hår, trådte selvsikkert ind i klassen. Men bag den selvsikre facade fór tanker igennem hendes hoved: ”synes de nu om mig? Ser jeg mere sikker ud end jeg er? Sidder mit hår ordentligt? Åh nej er min lipgloss tværet ud?”

Der var tydeligvis ikke andre i klassen der lagde mærke til det, for alle drengene gloede på hende og pigerne skævede misundeligt på hende. ”Alexandra er der noget du har lyst til, at fortælle om dig selv?” Sagde Lars Henrik som var lærer. Alexandra nikkede og begyndte at tale med et sippet tonefald: ”Som sagt hedder jeg Alexandra og kommer fra vanløse privatskole, men mine forældre synes jeg ville have godt af, at prøve at gå på en almindelig folkeskole.”

Hun himlede med øjene og fortsatte med det samme tonefald: ”Jeg er 12 år og mine hobbyer er shopping, shopping og shopping” og hun tilføjede: ”og måske også at være sammen med mine venner.” Hun kiggede spørgende på læreren som sagde: ”Du kan bare gå ned og tage plads ved siden af Anders derhenne” Han pegede med en ulækker behåret finger på en lille fregnet dreng der sad nede bagved.

Alexandra gik derned og kiggede nedladende på ham inden hun satte sig. Han skævede smilende op på hende og hun gengældte hans smil med et blik på ham, som om han var idiot. Han stoppede med at smile og kiggede ned i bordet. I samme øjeblik sagde Lars Henrik: ”For resten Alexandra, har Nikolaj og Patrick som sidder derovre, lovet at tage sig af dig de næste par uger og de vil meget gerne have dig med hjem til Patrick i dag”.

Han pegede på et bord hvor der sad to drenge; den ene havde lyst strit hår og krystal blå øjne og mens den anden var mere mørk i huden og havde næsten kulsort strithår. Lars Ole smilede og Alexandra tænkte, at det nok ville være lidt for uhøfligt at afvise og nu var de vel også meget lækre, så hun nikkede kort.

Da timen var slut kom drengen med det mørke hår hen til hende, han fortalte at det var ham der var Patrick og at det var ham de skulle hjem til, Nikolaj ville komme senere. Da de kom derhjem viste Patrick hende sit værelse, der var en dobbelt seng med en krøllet dyne og der hang plakater med forskellige fodboldspillere på væggene.

Hun satte sig på kanten af hans seng og kiggede rundt i rummet, der var en behagelig duft… som, som Alexandra kunne ikke rigtig finde ordet der kunne beskrive den dejlige duft, men der duftede i hvert fald godt. Det virkede som om hun prøvede, at virke lige så snobbet som i skolen, men ikke kunne. ”Hvad er der galt?” Lød det fra Patrick. ”Ikke noget” Alexandra forsøgte at lyde arrogant, men det var som om hun ikke kunne.

Og idet hun forsøgte at sige- Det rager ikke dig, lød hun mere som en skræmt fugl end som en snob. ”Du lyder slet ikke som ovre i skolen?” Sagde han. ”’Det er bare fordi… hmmm… det er også lige meget” Sagde hun så stille, at han næsten ikke kunne høre det. ”Ej kom nu, sig det” Sagde Patrick opfordrende.

Hun kiggede ned ”Okay, lover du ikke at sige noget til nogen?” Spurgte hun. ”Ja selvfølgelig, det kunne jeg da aldrig finde på” Sagde han med en virkeligt over bevisende stemme og ansigt udtryk. Hun så op i hans øjne og opdagede, at han havde de smukkeste øjne hun nogensinde havde set.

De var næsten sorte, men alligevel ikke, det var som om de havde tusindvis af farver og de glimtede i lyset fra den farverige krystal kugle, der stod i vinduet. ”Okay det er fordi at… ”Hun nåede ikke at sige mere før det idet samme bankede på døren og Patrick skyndte sig ud for at åbne, Alexandra kiggede såret ned. Nu havde han sikkert glemt det, tænkte hun for sig selv.

Hun gik ud for at se hvem det var der var kommet og så at det var Nikolaj. ”Øh hej” sagde hun, men denne gang med et hårdt tonefald. ”Øh hej” svarede Nikolaj. ”Skal vi ikke gå ud og spille fodbold i haven?” Spurgte Patrick. ”jo det kan vi da godt” Sagde Nikolaj med et smil der nåede op til hans ører.

Patrick kiggede spørgende på Alexandra, som bare rystede afvisende på hovedet. ”Vær nu lidt frisk” sagde Patrick. Der var et eller andet ved ham og den måde han sagde det på der fik hende til, at sige ja med det samme uden nogen antydning af det hårde tonefald. Hun var ligeså overrasket over sig selv, som Patrick og Nikolaj tilsyneladende var.

De gik ud i haven og Patrick hentede en bold og de lavede to mål, ved at banke to kæppe i jorden med en hammer. De blev ustabile, men det gik nok, tænkte de. Grinende begyndte de at spille fodbold, uden nogen form for regler. Og endte alle tre med at ligge og rode rundt i græsset skral grinende, indtil en bil kom rullende op ad indkørslen.

... fortsættelse følger...