Lisa Englebarn - af Nanna Elikofer

Her er en historie skrevet af Nanna Elikofer, som nogle af de faste læsere vil kunne huske fordi hun tidligere har skrevet flere historier her på blogger.

Lisa Englebarn
Mit navn er Lisa, jeg er 12 år gammel og jeg bor på en kostskole i England. Men jeg har det ikke spor godt. Der er et eller andet galt med mig, der gør at jeg aldrig er sulten. Jeg ved ikke hvad det er, men min mor sagde altid at jeg var en engel, som var steget til jorden, og som aldrig spiste, fordi at jeg ville gemme det til min far, gud. Jeg troede aldrig helt på det. Altså mig som en engel? Det tror jeg ikke lige. Jeg endte på kostskolen fordi min far syntes at jeg trængte til disciplin.

Jeg hadede min far. Han var altid ond, og led, og så slog han mig altid hvis jeg gjorde den mindste ting forkert. Og min mor brød sammen da jeg skulle afsted, for hun var meget imod at jeg skulle væk, men det var min far der bestemte i huset, og det er derfor at jeg hadede ham. Men jeg savner min mor så inderligt. Hun var så sød, så jeg nogle gange troede at hun var en engel. Og hun sang for mig hver aften, og hendes stemme var den dejligste og blødeste jeg nogen sinde har hørt.

Men her på kostskolen er jeg altid blevet drillet med at jeg ikke er sulten. Og rektor og alle lærerne er altid på nakken af mig, fordi at jeg ikke spiser maden.
Men nu håber jeg snart at jeg falder til.

Lisa

Hvad laver du? Spurgte Ronja, som i det samme kom ind ad døren til pigernes sovesal, hvor jeg sad og skrev i min dagbog. Ikke noget, sagde jeg og smækkede bogen i. Ronja var en af de piger som drillede mig på skolen. Hun kom bare ind for at irritere, og lur mig om alle de andre piger ikke stod ude på gangen og lyttede. Hvis der kom en af ”drillepigerne” ind og forstyrrede mig, var det tit fordi at alle pigerne havde planlagt et eller andet, så jeg holdt mig klar.

Har du ikke lyst til at komme med ud og bade? Spurgte Ronja. Jeg tænkte mig om. Hvad kunne der ske ved det? Tja, de kunne for eksempel finde på at komme farve i badet, eller noget af rektors brevpulver, som gør så ondt på kroppen at man er lige ved at besvime. Nej tak, svarede jeg kort. Hun så hånligt på mig.

Nå, men så kom da i det mindste med ned i stuen, der er noget jeg vil tale med dig om. Det kunne jeg ikke se noget galt i, så jeg fulgte efter hende ud på gangen for derefter at gå ned ad trappen og derefter ind i stuen. Men så langt kom vi ikke, for ude på gangen stod alle pigerne ganske rigtigt og lyttede det bedste de havde lært. Og lige da de så mig i døren sprang de på mig, og begyndte at bære mig ned ad gangen.

Jeg skreg og sprællede alt hvad jeg kunne, men lige meget hjalp det. Jeg burde ha forudset dette, tænkte jeg, imens de bar afsted på mig. Hvis bare min mor vidste hvad jeg foretager mig lige nu, ville hun aldrig ha tilladt at jeg kom på kostskole. Da jeg var blevet båret afsted i et kvarter, kunne jeg pludselig se hvor de ville have mig hen. De ville med mig ned i baderummet!

Jeg sprællede endnu mere end før, og et lille øjeblik var jeg lige ved at komme fri, men det lykkedes ikke. Du vejer ikke så meget var? Sagde Katinka hånligt. Det er fordi at hun intet spiser! Grinede Ronja endnu mere hånligt. Jeg blev så hidsig! Jeg begyndte at kradse og rive og sparke og slå, men de var flere end mig, så det hjalp intet. Og så var vi der. Ved baderummet. De skubbede døren op, og derinde stod Iben og fyldte karbadet op. Men det var ikke med vand, det var med honning!

Iben grinede. Så kan du måske lære at spise! Og jeg tror efterhånden at din livret bliver honning. Da karret var fyldt op, trak de skoleuniformen af mig, så jeg ikke havde noget tøj på. Og så begyndte de at svinge de mig fra side til side. Én, too, tree, NU! Råbte de, og på NU svingede de mig op i karret. Der kom ikke andre lyde end BLUB. Og det var noget af det klammeste! Jeg mærkede honningen samle sig om mig indtil jeg lå med hele kroppen nede under, alt var under, undtagen mit hoved.

Jeg lå der svøbet ind i honning, og så jeg Ronja stå med hånden fuld af honning! Hun klaskede den lige i hovedet på mig, så jeg fik svært ved at trække vejret! Hold op! Skreg jeg a mine lungers fulde kraft. Hun så pludselig forskrækket på mig. Skriget havde hvist forskrækket hende. Jeg kunne ikke lade være med at smile ad bare fryd. Hun åbnede munden for at sige noget, men nåede det ikke, for ude fra gangen af kom Katinka løbene.

Han kommer! Råbte hun. Rektor kommer! Ronja slap alle de ting hun havde i hænderne. Hvis du fortæller ham hvad der rigtigt er sket, så smadrer vi dig! Sagde hun ondskabsfuldt. Så løb hun ud på gangen sammen med alle de andre piger, og lukkede døren efter sig. Vent! Råbte jeg, i kan da ikke bare efterlade mig her! Men det kunne de, og det gjorde de, og om lidt ville rektor komme ind, og give mig skylden. Og ganske rigtigt. Lidt efter kom Rektor brasende ind ad døren.

Hvad sker der her! Råbte han surt. Jeg lå bare musestille og stirrede på ham. Så fik han øje på mig. Lisa Angaloe! Sagde han vredt, jeg burde have vidst at det var dig! Jamen det var ikke mig! Sagde jeg. Det var alle de andre piger som altid driller mig! Ja, den er god med dig! Sagde han. Det er jo dig der ligger i et badekar fyldt med honning, ikke? Jo, men… prøvede jeg.

NEJ! Råbte han. Ikke noget ”men”! Se så at komme op, og komme i bad! Og efter det kan du jo selv rense det badekar som du har brugt! Da han var gået, rejste jeg mig langsomt op fra badekarret. Det var vildt uretfærdigt! Alt det rod som de andre piger lavede, endte jeg altid med at skulle rydde op! Men der var ikke noget at gøre. Jeg måtte bare rydde op.

*

Dagen efter da jeg vågnede, var der lagt en seddel på min dyne. ”Hvis du sladrer, så smadrer vi dig!” Stod der. Der var ikke skrevet noget navn, men jeg vidste godt hvem der havde skrevet det. Jeg rev det hidsigt i stykker. Hvad bilder de sig ind? Sagde jeg for mig selv. Jeg kan ikke engang gøre noget ved det! Lisa Angaloe! Sagde en stemme. Jeg fór sammen. Frk. Petersen stod i døren. Du skal altså se at få tøj på! Du skal til time! Sagde hun vredt! Så vendte hun sig om og gik. IIH, hvor jeg hadede den skole.

Men så fik jeg en idé! Jeg vil flygte! Sagde jeg for mig selv. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før? Jeg fik hurtigt tøj på, og løb ned i klasseværeset.

*

Da vi skulle spise frokost, satte jeg mig, og tænkte mig om, selvfølgelig uden at spise maden. Jeg skulle finde på en flugt-plan! Så begyndte jeg at skrive:

I nat, sniger jeg mig ud til porten. Der står en vagt, men i dag sørger jeg for at få posten som den der skal afleverer hans øl til ham, og så drysser jeg sovepulver i det, afleverer det til ham, og så vil han sove rigtig tungt i nat, så jeg med lethed kan åbne porten, og snige mig ud, uden at han opdager det.

Sådan! Nu skulle planen bare udføres. Jeg var ret stolt af mig selv, fordi at jeg sådan bare skulle flygte fra skolen. Så kunne de bare sidde her og ærgre sig over at de ikke havde været ordentlige ved mig. Nå, tilbage til planen. Jeg løb hurtigt ud på gangen, og videre hen foran rektors dør.

Jeg bankede nervøst på. Rektor var næsten altid sur, når man forstyrrede ham. Kom ind! Lød rektors sure stemme. Jeg trak ned i dørhåndtaget og åbnede døren. Lisa Angaloe. Sagde han roligt. Hvad vil du? Altså jeg ved godt at det var dumt, det jeg gjorde i går, så jeg vil godt prøve at gøre det godt igen ved at opfører mig pænt fremover, så jeg tænkte om jeg måtte aflevere øllet til portvagten?
Tjaa, sagde han tvivlsomt. Okay, sagde han så. Tak, sagde jeg og tog imod ølkruset, som hun rakte til mig. Så gik jeg ud på gangen, og dryssede sovepulveret i, uden at nogen så mig.

Og så gik jeg ud til porten, hvor at portvagten sad og holdt øje. Jeg betragtede ham lidt. Han havde et stort rødt skæg, og så var han ret tyk. Hvad vil du min pige? Sagde han med en rigtig hæs stemme. Jeg skal aflevere din middags-øl.
Skønt! Udbrød han, jeg er rigtig tørstig. Så gik jeg ind på mit værelse, og gik i seng. Jeg gik tidligt i seng, for når jeg skulle op om natten, skulle jeg have sovet godt.

*

Klokken tolv, stod jeg op og tog mit tøj på. Jeg havde allerede pakket tingene i går. Og så listede jeg udenfor, og ned til porten. Og lige som jeg havde regnet med, sad vagten og snorksov. Jeg gik helt hen til porten, og begyndte at hive i den. Hvor skal du hen lille pige? Sagde en stemme lige pludselig. Jeg fór sammen. Så vendte jeg mig om, og der stod en af drengene fra de større klasser! Jeg havde set ham før, han hed vidst nok Daniel.

Jeg vil godt fortælle dig det, hvis bare du ikke fortæller det til andre! Sagde jeg, og jeg følte mig virkelig lille, da jeg sagde det. Daniel stod og betragtede mig. Så bredte et smil sig over ansigtet på ham. Jeg ved godt hvad du skal, sagde han snedigt. Du vil flygte! Og jeg siger det til Rektor! Sagde han. Og så løb han ind af døren til den store bygning, hvor Rektor boede. Imens så jeg mit snit til at løbe ud af porten. Jeg susede afsted, så hurtigt mine ben kunne bære mig! Ud af porten, og hen ad vejen. Jeg løb i næsten ti minutter, uden at tænke på hvorhen jeg løb.

Men så stoppede jeg. Jeg kunne ikke se skolen mere. Glæden begyndte at boble op i mig. Jeg var fri!

*

Jeg vågnede ved at jeg hørte et skrig! Det var fra en lille kat. Jeg kiggede mig omkring.
Jeg lå i en gyde inde i storbyen! Jeg forstod ingenting. Den lille kat stod ved siden af mig og mjavede helt vildt højt. Jeg tog den op i mine arme. Men da jeg gjorde det, begyndte alt lige pludselig at lyse! Jeg kiggede rundt på folk, men ingen så ud til at lægge mærke til det. Og så så jeg det. Oppe på himlen midt i alt lyset, dér sad min mor! Hun strakte armene ned i mod mig, og hev mig op i himlen. Jeg troede at jeg var død, men min mor forklarede at jeg bare var et englebarn, fordi at hun altid havde været en engel.

Det havde altid været meningen at jeg skulle leve i himlen, sammen med min mor.
Jeg var så lykkelig at jeg faldt i søvn, sammen med den lille kat, imens at min mor trak os op i den lysende himmel.