En vampyrs bekendelse - 3. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Her er én af historierne - god fornøjelse!

En vampyrs bekendelse - 3. del

Skrevet af Asta, 6. v Kirkebjerg Skole

Da hun tjekke de sine mails for tusinde gang, havde han skrevet tilbage. Det viste sig at han hed Kaj-Åge, og meget gerne ville snakke med hende dagen efter. Hun skrev igen tilbage og skrev tak og at hun ville komme dagen efter kl. 15:00. Hun lagde sig tilfreds og lidt nervøs til at sove.

Næste morgen var lige som alle andre almindelige morgener, men ovre i skolen var alting ikke helt normalt. Der var igen nogle der var forsvundet, men denne gang var der tre der var væk. Uhyggelige tanker fór igennem Alexandras hoved.

Patrick havde et sultent udtryk i ansigtet den dag, som et rovdyr der vælger sit næste bytte… da skolen endelig var forbi, gik Alexandra ned og tog bussen til Værløse. Alexandra fandt hurtigt frem til hans hus, og gik op for at ringe på. Han åbnede glad døren og bød hende indenfor i stuen.

Hun satte sig i sofaen imens han gik ud for at lave te og kaffe. Hun kiggede sig omkring i det lille rum. Der var en pejs foran sofaen hvor hun sad, bagved hende stod reoler med en masse gamle bøger, de fleste var vidst om vampyrer. Hele stuen var i mørke og varme farver.

Kaj-Åge kom ind i stuen med en bakke i hånden. Han satte bakken på det mørke egetræs bord og satte sig. Først nu fik Alexandra kigget nærmere på ham, han var en ældre mand i tresserne med gråt strittende hår og et venligt smil. ”Nå Alexandra hvad er det så der er galt?” spurgte han venligt.

Alexandra fortalte ham det hele og han nikkede forstående undervejs. Da han var sikker på at hun havde talt ud rømmede han sig og sagde: ”Jeg kan se du har et problem, men bare rolig jeg ved lige hvad du skal gøre” Hun nikkede ivrigt, og han fortsatte: ”Den krystal han har, som præsenterer hans vampyr halvdel skal destrueres”.

Alexandra nikkede alvorligt. ”Mere kan jeg ikke hjælpe dig med” Sagde Kaj-Åge. ”Jamen så tusind tak for hjælpen” Svarede Alexandra. Så tog hun sine ting, sagde farvel og tog bussen hjem. Næste dag da Alexandra kom i skole var der endnu flere der var forsvundet.

Det så også ud til at de andre i klassen undrede sig over det, alle udover Patrick. Alexandra gik nervøst hen til Patrick. ”Hej Patrick, du kunne godt være sammen i dag ikke?” Spurgte hun stille. ”Jo det kan jeg da godt” svarede Patrick. Hun nikkede og satte sig hen på sin plads.

Hun var næsten så bange at hun rystede. Patrick kunne da ikke finde på at drikke hendes blod, vel? Hun måtte tage chancen inden det var for sent. Efter skole gik de hjem til Patrick. Åh nej hun havde slet ikke tænkt over hvordan hun skulle få fat i krystallen!

Hun måtte finde på noget. ”Øhm jeg skal lige på toilettet” sagde hun da de var kommet indenfor. Hun gik op ad trappen, toilettet lå lige til venstre når man kom op, og Patricks værelse lå til højre. Hun skyndte sig ind på Patrick værelse og kiggede efter krystallen, men den lå ikke på skrivebordet som sidste gang. Hvor var den henne?

Hun kiggede forsigtig så Patrick ikke kunne høre det i alle skuffer og skabe, men den var der bare ikke! Nu var der kun én Skuffe tilbage, kun én mulighed. Hun åbnede forsigtigt skuffen og kiggede i den. Og der lå den, den lille farvestrålende krystal. Alexandra skyndte sig at proppe den i lommen, og skyndte sig nedenunder til Patrick.

Hun kiggede på sin mobil og sagde: ”min mor har ringet, jeg må hellere lige ringe tilbage” Sagde Hun. Patrick nikkede forstående og hun gik ud for at ringe. Hun lod som om hun ringede op og sagde: ”Hej mor, åh nej, ja jeg kommer hjem så hurtigt som muligt. hej hej”.

Alexandra gik tilbage til Patrick som sagde: ”hvad er der sket?” ”Min far har brækket benet så min mor bad mig om at komme hjem” Svarede hun og tog sin jakke på. ”okay, jamen så ses vi i morgen” Patrick vinkede, og hun gik. Da hun var kommet lidt væk fra Patricks hus, tog hun krystallen op af lommen.

Hvordan skulle hun destruere den? Sådan en var jo hård som sten. Han tænkte så det knagede. Nåår jo ovre på lossepladsen var der jo sådan en maskine der maste affald, og der var altid lukket om tirsdagen og det var tirsdag i dag, det kunne ikke blive bedre! Hun gik hjem og tog sin cykel, og cyklede derned.

Der var ingen på hele lossepladsen, så hun kravlede forsigtigt over hegnet, fandt frem til affaldsmaseren hun lagde krystallen ind, hun tog en dyb indånding og holdt fingeren på den knap der satte maskinen i gang. Hun begyndte stille at trykke knappen ind, bare den maskinen nu var stærk nok til at knuse krystallen!

Hun trykkede knappen længere ind…og pludselig blev hun slynget væk fra maskinen. Hun landede på jorden lidt der fra og ømmede sig. Hun så op og der stod.. Patrick. Hun rejste sig usikkert op. ”hva-hvad laver du her?” spurgte hun stammende. ”Da du var gået kunne jeg mærke at der var noget galt, så jeg gik op på mit værelse for at se om min krystal var der.

Jeg kunne med det samme regne ud at du havde taget den og hvorfor” svarede han iskoldt. ”Jamen hvordan fa-fandt du frem til mig?” spurgte hun igen. ”Vampyrer har en utrolig stærk sporingssans” svarede han med den samme kolde stemme. ”Det var dig der tog alle dem fra klassen ikke?” ”Godt gættet af et menneske som dig at være, jeg tog dem og drak deres blod” svarede han ”Ja-jamen…”

Alexandra nåede ikke at sige mere før Patrick brød ind: ”Der er sikkert så meget du gerne vil have svar på, men det har vi ikke tid til. Jeg er ved at være sulten” Han smilede ondskabsfuldt og med et var han over hende…