Det usynlige

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Det usynlige

Skrevet af Julie, Niki, Danny & Dalena, 6. c. på Vanløse Skole.

Det var torsdag morgen, og Spikey skulle i skole. Der var to dage til vinterferien, og han glædede sig. Der var startet en ny pige i parallelklassen, der så sød ud. Hun hed Ashley, og var 13 år, et år yngre end Spikey.

Fredag var der fællesamling i hallen, og der kom et filmhold for at filme samlingen. Spikeys klasse som var 8.c skulle optræde. De trådte op på scenen og begyndte at synge. Midt i sangen begyndte jorden at ryste og strømmen gik. Klassen gik ned fra scenen, men det var svært at finde trapperne i mørket. Spikey snublede og faldt over nogen.

Undskyld, sagde Spikey. Det er okay, sagde en pigestemme i mørket. Hvem er det? Spurgte Spikey stille. Lyset tændtes, og Spikey så at det var den nye pige Ashley. Det var kun Ashley og Spikey, der var i hallen. Lyset slukkede igen, og da det tændte, var de der alle sammen igen. Spikey og Ashley sad overfor hinanden og så tænksomt rundt. PAS PÅ, ASHLEY! Råbte Spikey.

En susende mikrofon kom hen mod hende, men stoppede lige bag hende. Det var tæt på, sagde Ashley forskrækket. Ja, men også meget underligt, for den stoppede lige bag dig. Sagde Spikey. Så kiggede de mærkeligt på hinanden. De skulle på lejrtur til Bornholm med begge klasser, og de tog toget derover. I toget sad Spikey og talte med sine venner. Pludselig, gik strømmen, og toget begyndte at larme, og gik stille og roligt i stå.

Spikey kunne høre nogle tunge trin komme nærmere. Lyset tændtes, og Spikey så, at det igen kun var ham og Ashley der var i toget. Ashley gik hen mod ham. Hvad skete der lige? Sagde Ashley rystet. Jeg ved det ikke, men det samme som i hallen, sagde Spikey. De hørte tunge skridt komme hen mod dem. Skridtene stoppede ved nogle sæder. Der kom et bjørnehoved frem fra sæderne og...

Buhh, jeg hedder Bernard Sagde bjørnen. KAN DU TALE?! Råbte Ashley og Spikey i kor. Ja, selvfølgelig kan jeg det, jeg er en talende bjørn, sagde Bernard. SEEJT.. Sagde Spikey. Det er kun jer to der kan se mig, alle andre kan ikke se mig, vil i være mine venner? Sagde Bernard så.

Jo, det vil vi da god, sagde Spikey og Ashley. Lyset gik, og toget blev omringet af skygger. Hvad er det? Sagde Ashley nervøst. Lyset begyndte at blinke, og toget kørte af sporet. Toget kørte lige ind i et træ, og derefter rullede toget ned af en bakke, og næsten ud over en skrænt. Ashley hvor er du? råbte Spikey. Men ingen stemme svarede.

Spikey og Bernard kunne ikke finde Ashley. I toget stod der noget på væggen, der stod:

Hjælp! Bernard kunne ikke læse, men han blev alligevel ret bange. Så han sprang hen bag et sæde. De gik ned på stranden, og så noget i sandet som lignede fodspor. Spikey og Bernard så at Ashley svævede i luften, som om der var nogle der bar hende.

Pludselig faldt hun ned i sandet med et brag, og Spikey og Bernard løb ned til hende. De prøvede at vække hende, men hun var helt væk. Hun vågnede, og de gik op til den nærmeste hovedvej. Der kom en bus og hentede dem, hvor alle de andre børn fra klasserne sad til Bornholm.

Da de var kommet til Bornholm, fandt de deres senge, og slog sig ned. Der var ingen der kunne se Bernard, så han gik rundt og drillede alle de andre. Om aftenen hørte de nogle ruder smadre, og lyset gik ud. Ashley løb ind til Spikey og Bernard, for hun var meget bange. Lyset tændte igen, og det var kun Spikey, Ashley og Bernard der var der.

Hvad tror du, vi kan gøre for det går væk? Spurgte Ashley. Det ved jeg ikke! Råbte Spikey. Det ved jeg, men i skal gøre som jeg siger, ellers virker det ikke, sagde Bernard så. Luk øjnene! Råbte Bernard. Spikey og Ashley lukkede øjnene. Og i det de lukkede øjnene, brølede Bernard alt hvad han kunne. Han talte til tre og…Vupti, nu var de alle sammen tilbage i hallen. Og alt var som det gamle.

Der skete aldrig det samme mere. Men pludselig gik lyset ud...