Gyselig kærlighed - 1. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Gyselig kærlighed - 1. del

Skrevet af Simone, Ida & Anika, 6. d. på Vanløse Skole.

Bip bip, bip bip, Liva fik en besked. Hun styrtede hen til sin nye mobil, beskeden var fra Emil. Hey smukke kommer duh ikk over til bænken ved skoven, der noget vildt jeg ska sige dig, stod der. Hun skyndte sig ned for at tage overtøj på, men lige da hun skulle til at gå ud af døren råbte hendes mor ”Leonora skat, hvor skal du hen på denne tid af aftenen, klokken er jo snart 8 det betyder sengetid?”.

Hun kunne have dræbt hende hun var den eneste der stadig kaldte hende Leonora, efter hun i 4.klasse havde opdaget at det var ret så nedern navn, havde hun skiftet til Liva. Hun smækkede døren efter sig og løb ned til bænken, og ganske rigtigt der stod Emil lækker som altid. De gav hinanden et kram og gik sammen ind i den mørke skov. Langt om længe sagde Emil noget ” Liva der er noget jeg har tænkt på i et stykke tid” stammede han og tog hende i hånden.

Men inden han nåede at sige mere hørte de en der skreg. De blev begge to bange men tog mod til sig og gik derhen alligevel. De fulgte skriget der førte dem hen til et gammelt faldefærdigt hus. Skriget stoppede pludseligt. ”jeg syntes det her er lidt for uhyggeligt skal vi ikke bare gå tilbage” sagde Liva. ”jo lad os det” sagde Emil.

Da de var ude af skoven sagde Emil, ”det her er aldrig sket vel?” Liva rystede på hoved. ”men hvad var det egentligt du ville spørge mig om” sagde hun. ”jo øh, jeg tænkte på øh om du ville øh, kom, kom, komme sammen” sagde han rystende. Liva var glad men ikke specielt overrasket, for han havde kigget langt efter hende et stykke tid. Egentlig kom et svar ”ja” sagde Liva. De fulgtes sammen hjem hånd i hånd.

Da Emil kom hjem loggede han straks på facebook. Kate, Liva bedste veninde, var lige logget på. Kate var noget meget specielt, hun gik kun i sort tøj og var meget følsom, men alligevel var hun både lækker, smuk, sød og dejlig.

Han gik i seng for han kunne ikke rumme mere efter dagens oplevelser. Da han lå i sin seng kom han i tanke om huset i skoven. Han tænkte om det egentlig havde ligget der altid? Han kendte skoven ud og ind som sin egen baglomme. Han måtte ud til huset, og det skulle være nu!! Han skyndte sig ned og tog overtøj på, tog sin cykel og cyklede derud af.

Der var mørkt og koldt i skoven, men også meget stille han kunne kun høre sig selv og sin cykel. Efter at have cyklet et stykke tid så han huset. Han smed sin cykel i det våde græs, og gik tættere på huset. Turde han at gå ind? Ja selvfølgeligt turde han det, han var da ikke en tøsedreng, hvad ville Liva og Kate også sige om ham, den tanke lod han ligge og gik i stedet ind i huset.

Døren knirkede og gulvbrædderne var kolde, fugtige og beskidte. Pludselig begyndte skriget igen. Et sekund var han i tvivl om han turde, men forsatte alligevel. Han gik ind i det næste rum, skriget blev nu højere og mere gyseligt. Sjovt nok var der ikke noget i dette rum så han valgte en ny dør. Bag døren var der to trapper, en der førte op og en der førte ned. Han valgte op.

Han gik langsomt op af de knirkende trappetrin. Han hørte en lyd længere oppe af trappen, og det var ikke skriget. Pludselig så han noget, det var noget rødt, og da han kiggede nærmere efter, lignede det øjne. Øjnene var det eneste han kunne se. Han ville op til dem, men der var noget der stoppede ham.

Det var en følelse som han ikke rigtig kendte, men inden han nåede at tænke videre over det, kom øjnene nærmere. Han blev pludselig meget bange, løb ned af trappen og ud af huset. Hans cykel var væk så han løb ud af skoven og direkte hjem. Da han kom hjem, gik han i seng.

Næste morgen vågnede Kate ved lyden af sit vækkeur, det var mandag tidlig morgen. Hun var meget træt, for fem skoledage ventede. Kate tog tøj på, lagde make-up og spiste morgenmad. Kl. var 8 præcis så hun kom for sent som altid. Hun løb i skole og styrtede ind midt i en tysk time.

Hun satte sig ned ved siden af Emil. De sad i tavshed hele timen, og endelig ringede det til frikvarter. Hun gik ud til Liva som lige havde haft fransk. Emil kom hen til dem. Liva kunne ikke holde det inde mere. ”Mig og Emil var ude i skoven i går…” hende og Emil fortalte hele historien, og Emil fortalte også da han havde været ude i skoven alene, Kate var rystet.

Hun spurte om de ikke skulle tage ud til huset efter skole. ”Det kan i bare gøre, jeg skal ud og shoppe med min kusine”, sagde Liva. ”Okay så gør vi to det bare Kate” sagde Emil. Klokken ringede ind.

Senere gik Emil og Kate ned til skoven, Emil viste Kate vejen hen til huset. ”Mærkeligt” sagde Kate, ”har det hus ligget der hele tiden”, ”sjovt” sagde Emil, ”jeg tænkte den samme tanke første gang jeg så det”. Emil gik ind forrest for at vise at han ikke var bange. Skriget begyndte med det samme igen da de gik ind, ”hvad er det” sagde Kate ”jeg ved det ikke Liva og mig hørte det samme da vi var her men da jeg var alene herinde hørte jeg skriget og så røde øjne, tror jeg nok”.

De tog trappen op til loftet, gik op ad trappen uden besvær. Da de var kommet op var der to døre, til højre eller venstre. De kunne ikke bestemme sig, men besluttede sig for at følge skriget. Det blev højere og højere jo længere de kom. ”der” sagde Emil ”der er de kan du se dem” Kate kiggede rundt, det eneste hun kunne se var to små røde prikker, og de kom nærmere.

Kate blev bange, og knyttede sig ind til Emil. De røde øjne kom tættere på dem og hurtigt ud i lyset fra solen, der gik gennem et vindue. Nu kunne de se hvad de røde øjne var. Det var et spøgelse, men ikke hvilket som helst spøgelse, det var et sort et. Først nu blev Emil bange.

Spøgelset stoppede lige foran dem, det så på dem med de røde øjne. Spøgelset skreg så højt at de ikke kunne hører hvad de selv tænkte. Pludselig kom det endnu nærmere, Emil skreg: ”løb!"

De løb udenom spøgelset, og en i et nyt rum. Det var et arbejdsværelse og Kate gik straks i gang med at rode i nogle papirer. Hun fandt noget der føltes nyttigt. I en avisartikel stod der: En gammel mand forsvundet efter at fogeden tog hans hus, da han ikke kunne betale. Huset var hans et og alt, så det at han ikke havde det mere var der ikke noget at leve for.

Det vil sige han havde taget sit eget liv. ” Jeg tror jeg har fundet ud af noget. Spøgelset er den gamle mands sjæl, og nu er han i sit eget gamle hus for han kan ikke finde fred”, sagde Kate. ” Selvfølgelig, men hvad skal vi så gøre for at den finder ``fred´´, og vi kan sove roligt om natten”, sagde Emil.

Kate sagde at de måtte snakke med Liva om det i morgen. Men de havde et andet problem, for spøgelset havde fundet dem, og det stod foran den eneste udgang. Kate blev virkelig bange hun skreg faktisk, det havde Emil opdaget han tog hende i hånden og hviskede i hendes øre: ” Det skal nok gå vi gør det her sammen”, sagde Emil lidt usikkert.

Kate svarede højt ” okay men hvis vi ikke overlever så er der noget du skal vide, jeg ved godt Liva og dig er kærester, men jeg elsker dig alligevel”. Emil sagde ” det gør jeg også”. Kate blev helt varm indeni, men det var ikke tid til romantik, for spøgelset var sur. ” hvor våger i at være i mit hus”, sagde den meget skræmmende. ” vi vil meget gerne hjælpe dig med at få dit hus igen, er der noget vi kan gøre??”

” neeeeeeeeeej joo måske kunne i… hans stemme blev nu højere … kunne i forsvinde ud NU!!” de spurtede ud med spøgelset lige i hælene, men lige så snart de var ude af huset forsvandt spøgelset brat.

De blev ved med at løbe, men stoppede op da de var lidt ude fra skoven. ” jeg tænkte på om du ville med mig hjem”, sagde Emil forpustet. ” hmmm…jo det kunne vel eller jeg mener det kunne være meget hyggeligt bare dig og mig”, sagde Kate glad.

De gik samme hjem til Emil, de tænkte lidt over huset men lod begge den tanke ligge. Da de sad på hans værelse sagde Emil: ” vil du have noget at drikke eller spise?” ” tja noget at drikke ville da ikke være helt galt” sagde Kate. ” Men mente du det du sagde ude i skoven, med at du elsker mig?” ”Selvfølelig, jeg vil da aldrig lyve for dig,” sagde Emil og kærtegnede hendes kind.

... fortsættelse følger...!