Transsylvaniens rædsler - 3. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv, Gyselig kærlighed, Peter og Oliver, De kolde øjne - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Transsylvaniens rædsler - 3. del

Skrevet af Thor Binderup, 6. v. på Kirkebjerg Skole.

Nu viste Adrian præcist hvad han skulle gøre. Han kiggede på sin kalender. Det var den 18. maj. Den 12 og den 18 var det fuldmåne. Han kiggede på uret. Den var 17.12. Det var kun i maj, der var 2 fuldmåner. Han skulle ud i skoven i aften og kigge efter varulven. Og dræbe den.

Han skulle have et haglgevær fra fælleshuset. Der var heldigvis altid åbent så man hurtigt kunne få fat i dem, hvis man skulle bruge et haglgevær. Han ville tage af sted kl. 20.00. Han havde et reb på sit værelse. Så ville han fire sig ned fra tagvinduet, også ud i skoven. Hans mor ville aldrig lade ham tage af sted. Derfor skulle han ud af tagvinduet.

Han ville tage øksen og hente et hagl gevær i fælleshuset. Så skulle han blive lokkemad, så varulven gik ud i skoven. Han vidste ulve lugtede godt. Så gjorde varulve nok også, ikke? Han skulle tisse på 3-4 træer på stien gennem skoven. Så skulle han klatre op i et træ og så kunne han skyde Cesc, når han kom til det sidste duftspor. Øksen var kun til vis det blev nærkamp, og det ville han helst undgå.

Han fordrev tiden med at læse en bog. Men han kunne aldrig rigtig tænke på andet end Cesc. Men hvad hvis der skete ham noget. Ville hans mor så aldrig finde ud af hvad der var sket? Han måtte skrive et brev. Et brev hvor der stod hvor han var, hvad der var sket og hvem varulven var. Han fandt en blyant og et gammelt papir.

Han skrev at han var taget ud i skoven, og at hvis hun læste dette var han nok død. Han skrev også at de skulle dræbe Cesc ved næste fuldmåne. Han lagde den sorte bog, ved siden af papiret, som forklaring. ”Vi skal spiiiiiiiiiiseeeeee!” råbte hans mor skingert nede fra køkkenet. Adrian kiggede hurtigt op på uret. Den var 19.00. Han kunne tage af sted efter han havde spist. Han gik ned af trappen, og ind til spisebordet.

Aftensmaden bestod af stegt kalkun. Saftig og lækker kalkun. De spiste uden nogle specielle overraskelser. Da han var færdigt tog han sig tallerken og sagde ”Tak for mad”, og gik ud og satte den ved siden af opvasken. Han gik stille og roligt op ad trappen, selvom hans krop sitrede af iver efter bare at spurte op og skynde sig ud i skoven.

Nu var kl.19.50. Han tog sit overtøj på og bandt rebet fast om maven. Han tog brevet op ad lommen, studerede det lidt og lagde det så på under hovedpuden. Så kunne hun finde det næste gang hun skulle vaske lagener. Han fastgjorde rebet til radiatoren, og hev lidt i det, for at finde ud af om det hang ordentligt fast. Han håbede ikke det knækkede, for så ville han, som hans mor sagde, ”Få røven på komedie”. Han åbnede vinduet og kravlede ud på taget.

Der var en meter ud til tagkanten. Han kravlede forsigtigt derhen. Han tog stille og roligt hovedet ud over kanten, og trak det hurtigt tilbage igen. Det var højt. 5-6 seks meter. Han blev helt svimmel af at kigge ned. Men han skulle ud over! Det var hans eneste chance for at komme ud i skoven, tænkte Adrian beslutsomt. Han tog stille og roligt benene ud over, også hang han der. Han trak vejret dybt og skubbede så sig selv ud over.

Han gav den lidt reb og nu havde han slet ikke fat i taget mere. Det var hårdt arbejde, og han kom langsomt ned. Han skulle heldigvis ikke forbi nogle vinduer. Han syntes han hørte noget knage og kiggede op. Rebet var ved at knække. Han skyndte sig at fire sig længere ned, men kunne høre at rebet var næsten færdigt.

Der var 3 meter endnu, 2 meter, men pludselig gik det lidt for stærkt. Det knækkede. Rebet knækkede. Han fløj igennem luften og puf! Han ramte jorden med ryggen først. AV! Han havde så vidt han kunne mærke ikke brækket noget. Det var heldigt. Han kunne næsten ikke lade være med at skrige, men bed smerten i sig. Han skyndte sig over og hentede øksen i brændeskuret. Han humpede lidt på venstre fod. Han var nok landet forkert.

Han var henne ved fælleshuset nu. Han gik ind og kiggede sig omkring. Alle våbnene hang klar og var helt finpudsede. Han tog det største haglgevær, og seks patroner fra ammunitionskassen. Han ladte haglgeværet, med de to første patroner. Han humpede ud i skoven med haglgeværet i hånden og øksen på ryggen. Han var bange. Skidebange.

Men han kunne jo stadig gå hjem til den varme stue og familien? Men nej! Det kunne han ikke. Så ville han være en gemen tøsedreng og ville ikke kunne se sig selv i øjnene i lang tid. Han prøvede at tænke på noget andet. Han humpede videre og nu var han i skoven.

Nu var det tid til at tisse første gang. Han gik hen til det nærmeste træ og knappede bukserne op. Han havde drukket en masse vand til aftensmad og han kunne næsten ikke holde sig. Han tissede men ikke så meget, for der skulle være nok til næste træ også. Han løb lidt videre og tissede igen.

Og sådan fortsatte det. Tis, løb, tis, løb, osv. Nu havde han tisset 5 gange og kunne ikke mere. Nu skulle han finde et godt træ til at gemme sig i. Han kiggede sig om og fandt et næsten med det samme. Det var stort og med masser af grene. Han gik hen og begyndte at klatre. Det havde han masser af erfaringer fra spejder med. Men han gik ikke til spejder mere. Det var for kedeligt. Hans mor havde kaldt ham en stueplante.

Nu havde han fundet et godt sted. En lille platform for han kunne ligge ned og sigte på det seneste tissested. Han ventede og ventede. Der gik en time, der gik 2 og klokken var lige over midnat da han hørte det. En svag raslen i buskadset. Som noget der stort og tungt. Nu kom der øjne frem. Gule øjne. Det var bare inde i buskadset og stod og lurede. Han tog sigte, lige mellem øjnene. Han satte fingeren på aftrækkeren og fyrede. Det gav et ryk i hans skulder og han var lige ved at falde ned.

Dyret var kommet ud fra buskadset. Der var ingen tvivl om at det ikke var et almindeligt dyr. Det var stort og pelset. Det havde store kløer og nogle lange hjørnetænder. Det savlede fra munden. Der var et hul i panden efter Adrians skud, og der sivede lidt blod ud der fra. Det havde set ham! Han tog sigte igen. Men denne gang var det sværere. Varulven var på vej mod træet, det ville klatre op til ham!

Han fyrede igen. Han ramte det ved venstre bagben. Det hoppede op på træet og sad simpelthen fast, kun ved hjælp af kløerne. Skræmmende. Han kunne se dyret var svækket. Men det var stadig på vej op til ham. Han tog 2 nye patroner, og ladte desperat med rystende hænder. Nu var det ca syv meter fra ham.

Der var nok 10 m hele vejen ned. Han tog sigte og fyrede igen. Denne gang ramte han det lige i brystet. Men det var stadig på vej. 4 m endnu. Han kunne se musklerne arbejde. Det var et stærkt dyr. 2 meter. Han satte sig op og fyrede. Han ramte lige i panden og nu var dyret færdigt. Han kunne næsten, række armen ud og røre ved det. Mens det faldt ramte uhyre adskillige gren. Han lænede sig ud over, så han kunne se når det ramte jorden. Men netop som han rejste sig op trådte han på en gren.

Grenen rullede under hans fod og han kunne mærke han mistede kontrollen over benet, fik lidt overbalance og mere skulle der ikke til. Han faldt ud over kanten. Han kunne se op i himlen, indtil han hamrede ind i den første gren og det sortnede for hans øjne.

***

Han åbnede øjnene og kiggede lige ind i nogle andre øjne. ”Åh, gudskelov han lever!” Sagde ansigtet. Det var hans mor. ”Hva.. Hvad er der sket?” Sagde han stammende. Han mærkede ingen smerte. Det sidste han kunne huske var at han var faldet. ”Ja, det skal jeg spørge dig om!” sagde hun alvorligt. ”Du har brækket ryggen og ligger med en økse. Jeg fandt brevet.” Han skulle lige til at spørge hvor Cesc var, da han så ham henne ved de andre mænd. Cesc vendte sig om og så Adrian dybt i øjnene. Han mund formede ordet ”Tak” og så tog han hånden op til munden og lavede tys-tys tegnet. Adrian forstod at Cesc bare ville leve som et helt almindeligt menneske og bare ville ligge det bag sig. Han havde klaret det. Men nu var der vist en masse der skulle forklares.