Gyselig kærlighed - 2. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Gyselig kærlighed - 2. del

Skrevet af Simone, Ida & Anika, 6. d. på Vanløse Skole.

Pludselig begyndte han at kysse hende. Det var så dejligt, men kunne hun gøre det mod Liva? Fuck det, nu var det hendes tur til at have det sjovt. Hun kyssede igen og pludselig lå de og rå snavede.

Uden de havde lagt mærke til det bankede det på og ind kom Liva. ” what! Hvad fanden sker der her” Liva skreg men på sammen tid græd hun også for hendes bedsteveninde og hendes kæreste havde lige ligget og rå snavede.

Endelig havde Kate og Emil stoppet, da Liva skulle til at gå løb Kate efter hende ” Liva vent det er ikke sådan som det ser ud!!” ”slet ikke ”, sagde Liva. ” jeg ville bare ha det lidt sjovt” imens kom Emil og Liva gik” så det her betød ikke en skid for dig eller hvad?” Kate græd ”jo men, men, men … Kate vidste ikke hvordan hun skulle sige det foran hende stod hendes bedsteven, … betød det da noget for dig?? Og du er jo ligesom også kæreste med Liva” sagde Kate. ” hvorfor tror du vi lå derinde og rå snavede. Jeg valgte dig Kate kan du ikke se det jeg elsker dig sku, og ville gøre alt for det kan blive dig og mig!”

” jeg elsker også dig, men Liva er min bedsteveninde det har vi været siden vi var 4 og nu er vi 14 år, det ville sige vi har været det i 10 år” sagde en noget forvirrende Kate. De kom tættere og tættere på hinanden til sidst stod de tæt op ad hinanden. ” jeg må smutte hjemad, og få snakket med Liva. ” når ja god idé” sagde Emil.

Kate løb grædende hjem i seng, hvad fanden tænkte hun også på, hun havde lige svigtet hendes eneste og bedste veninde, men hun elskede virkelig Emil. Da hun kom hjem styrtede hun ind på sit værelse, og smed sig på sengen. Hendes mor kom ind og spurgte hvad der var galt. ”det rager ikke dig skrid ud fra mit værelse” skreg Kate.

Hun hulkede og hendes mor satte sig på hendes seng. ”Min lille skat, fortæl nu mor hvad der er galt, og så får du det tusind gange bedre ”, sagde hende mor roligt. ” Mor du fatter ingen ting, siden jeg farvede mit hår sort og gå i noget anderledes tøj end andre, er jeg ikke din lille Kate mere.

Jeg har forandret mig, jeg har mit eget liv nu, og det skal du slet ikke blande dig i ”, sagde Kate surt, og hun begyndte at græd mere og mere. ” skat!! Jeg kan jo se der er noget galt, og du vil altid være min lille skat lige meget hvor stor du er, og hvilket tøj du går”, sagde mor. ” mor vil du ikke være sød at gå ud der er noget jeg bliver nød til at gøre” sagde Kate, moren gik ud.

En uge efter, da Kate havde ringet til Liva en million gange tog hun den. ” hvad fanden vil du?” ,sagde hun. ” Liva jeg er ked af det du betyder mere for mig end nogen andre nogensinde vil, jeg skred da du var gået, for du er min bedsteveninde og der er INGEN der kan tage din plads”, sagde en meget alvorlig Kate. ” okay men jeg slår op med Emil idioten jeg ikke kan tilgive, tænk virkelig han pressede dig”, sagde Liva. ” okay ses i morgen elsker dig”, sagde Kate. ” ja vi ses elsker også dig”, svarede Liva og lagde på.

Emils mobil ringede, han tog den, det var Liva før eller siden måtte han sige undskyld. ” hey jeg er meget ked af det men jeg havde ingen følelser for dig mere”, sagde Emil hurtigt. ” så kunne du for fanden ha´ slået op, i stedet for at snave min bedste veninde, du vil måske også skille mig og hende ad?”, sagde Liva med en hård stemme. ” det var ikke ment sådan, men ville”… Emil skulle lige tage sig sammen hvordan skulle han spørge om det? ” ville det være okay, hvis jeg spurgte Kate, om hun vil være kærester med mig?” spurte Emil.

”Hvad tror du selv din idiot”, skreg Liva i røret, og smækkede i. Om aftenen mødtes Kate og Liva, for at gå ud til huset. De vekslede historier, både om Emil og huset. Det var en kold efterårsaften, og blæsten hev i træerne. De gik ud til huset i stilhed, og da de kom derud, blev det pludseligt helt vindstille.

Der var en uhyggelig stilhed så de skyndte sig ind i huset. De løb straks op på loftet og ind i arbejdsværelse. De låste døren, men som om det hjalp noget. De fandt papirerne frem, og lagde dem på bordet. ”Men hvordan skal vi komme af med spøgelset”, spurte Liva forvirret. ”Det ved jeg ikke, men vi skal skynde os, inden spøgelset finder os”, sagde Kate.

De læste begge to nogle papirer, og fandt frem til at de skulle, brænde huset ned, så det forsvandt, og ingen fik huset. Liva havde tilfældigvis en lighter, det ville sige, at hun røg, så hun havde altid en lighter på sig. De løb ned ad trappen, nu havde de pludseligt et spøgelse efter sig, men sjovt nok forsvandt det igen da de var ude af huset.

Liva tog lighteren frem, lige da hun skulle til at sætte ild, hørte hun en velkendt stemme, det var Emil. ” hvad fanden sker der her?” ,spurgte han. ” hmmmmmm tja der er vel nogen der må gøre, noget godt for hinanden, i forhold til visse andre”, sagde en meget snobbet Liva. ” kom nu videre, lad os få det overstået”, sagde en lidt irriteret Kate.

Mere blev der ikke sagt før Liva satte ild i huset. Det brændte hurtigt, og endte med at sprede sig i hele huset, haven var der nu også ild i. ” var det meningen haven, og hele skoven også skulle brændes?”, spurgte en lidt chokeret Emil. ” nej vi bliver nød til at få skaffet noget hjælp, lige nu med det samme!”, sagde Kate.

Emil tog sin top nice mobil op fra lommen, han ringede 1-1-2. ” hej det er alarm centralen, hvad kan jeg gøre for dig?”,sagde en mand. ” det er ild i et hus i skoven”, forsatte Kate. Emil smilede til hende måske kunne de blive mere end bare venner, men de skulle først have det her overstået. ” ”et hus, hvad for et hus?”, ”der er da ikke nået hus ude i den skov”, det har der aldrig været før ” ”hør” sagde brandmanden ”ring kun hvis det er nødvendigt” ”jamen” var det eneste Emil nåede at sige, før brandmanden lagde på og spøgelset kom ud. ”Løb” råbte Emil.

De skyndte sig at løbe væk fra huset men spøgelset løb eller fløj efter dem. De løb så hurtigt at Kate ikke kunne følge med, og faldt over sine egne ben. ”Kate” råbte Liva, bare løb sagde Kate nej sagde Liva godt nok har jeg fået ordnet negle men jeg er værdig til at knække dem for min bedste veninde, Liva løb tilbage efter Kate.

Hun sad fast i et hul, det var det hun var faldet over, Liva prøvede at hive men hun sad for godt fast. Spøgelset kom nærmere, og Kate sad fast. Emil kom over for at hjælpe. ” Hold spøgelset hen så får jeg Kate op”, sagde Emil. ” okay jeg kan jo prøve”, sagde Liva. Hun begyndte at gå tættere på spøgelset, og pludseligt, var hun i gang med at danse.

Hun var rigtig god til at danse, hun havde gået til det da hun var lille, hun havde vundet flere medaljer. Imens havde Emil fået Kate op, ” løb!”, råbte Emil. Liva skyndte sig at løbe med spøgelset i hælene, de andre var flere meter foran hende. Skoven var stadig i brand, men sjovt nok da de var ude, brændte den ikke mere og spøgelset var forsvundet. De var alle lidt chokeret over det der var sket.

Et par dage senere var Kate hjemme hos Liva de begge to var glade for de var blevet gode venner igen, men de kunne bare ikke få spøgelset ud af hovedet. Lidt senere kom Livas mor op med noget mad og drikke så Liva og Kate glemte alt om skoven og spøgelset.

De besluttede at gå sig en tur, de gik ind til tovet og fik sig en kop varm kakao, og gik derefter ud til den store vej hvor skoven engang lå. ”HVAD!!!” Råbte Liva ”hvad er der”, skreg Kate efter det chok hun havde fået a Livas skrig, ”skoven” sagde Liva ”hvad er der med skoven” sagde Kate, ”den, den, den er tilbage sagde Liva rystende, og rigtig nok tænkte Kate.

Ligeved siden af dem var skoven og hvad var det, det var noget rødt, men ikke spøgelset, det var bare noget papir fra Mcdonals, det grinte de lidt af. Emil kom løbene hen til dem, han havde været ude at løbe. ” hej”, sagde han Kate svarede ”hej” og rødmede lidt, for hver gang Emil sagde noget blev hun helt blød i knæene.

Efter deres tur gik de hjem til Emil, men da de skulle til at gå ind ad døren så de noget rødt igen, det var ikke fra Mcdonals det var ikke et lys fra et vejkryds eller noget stof nej den her gang var de sikre, sikre som de aldrig nogensinde havde været det var øjnene.

Gyselig kærlighed - 1. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Gyselig kærlighed - 1. del

Skrevet af Simone, Ida & Anika, 6. d. på Vanløse Skole.

Bip bip, bip bip, Liva fik en besked. Hun styrtede hen til sin nye mobil, beskeden var fra Emil. Hey smukke kommer duh ikk over til bænken ved skoven, der noget vildt jeg ska sige dig, stod der. Hun skyndte sig ned for at tage overtøj på, men lige da hun skulle til at gå ud af døren råbte hendes mor ”Leonora skat, hvor skal du hen på denne tid af aftenen, klokken er jo snart 8 det betyder sengetid?”.

Hun kunne have dræbt hende hun var den eneste der stadig kaldte hende Leonora, efter hun i 4.klasse havde opdaget at det var ret så nedern navn, havde hun skiftet til Liva. Hun smækkede døren efter sig og løb ned til bænken, og ganske rigtigt der stod Emil lækker som altid. De gav hinanden et kram og gik sammen ind i den mørke skov. Langt om længe sagde Emil noget ” Liva der er noget jeg har tænkt på i et stykke tid” stammede han og tog hende i hånden.

Men inden han nåede at sige mere hørte de en der skreg. De blev begge to bange men tog mod til sig og gik derhen alligevel. De fulgte skriget der førte dem hen til et gammelt faldefærdigt hus. Skriget stoppede pludseligt. ”jeg syntes det her er lidt for uhyggeligt skal vi ikke bare gå tilbage” sagde Liva. ”jo lad os det” sagde Emil.

Da de var ude af skoven sagde Emil, ”det her er aldrig sket vel?” Liva rystede på hoved. ”men hvad var det egentligt du ville spørge mig om” sagde hun. ”jo øh, jeg tænkte på øh om du ville øh, kom, kom, komme sammen” sagde han rystende. Liva var glad men ikke specielt overrasket, for han havde kigget langt efter hende et stykke tid. Egentlig kom et svar ”ja” sagde Liva. De fulgtes sammen hjem hånd i hånd.

Da Emil kom hjem loggede han straks på facebook. Kate, Liva bedste veninde, var lige logget på. Kate var noget meget specielt, hun gik kun i sort tøj og var meget følsom, men alligevel var hun både lækker, smuk, sød og dejlig.

Han gik i seng for han kunne ikke rumme mere efter dagens oplevelser. Da han lå i sin seng kom han i tanke om huset i skoven. Han tænkte om det egentlig havde ligget der altid? Han kendte skoven ud og ind som sin egen baglomme. Han måtte ud til huset, og det skulle være nu!! Han skyndte sig ned og tog overtøj på, tog sin cykel og cyklede derud af.

Der var mørkt og koldt i skoven, men også meget stille han kunne kun høre sig selv og sin cykel. Efter at have cyklet et stykke tid så han huset. Han smed sin cykel i det våde græs, og gik tættere på huset. Turde han at gå ind? Ja selvfølgeligt turde han det, han var da ikke en tøsedreng, hvad ville Liva og Kate også sige om ham, den tanke lod han ligge og gik i stedet ind i huset.

Døren knirkede og gulvbrædderne var kolde, fugtige og beskidte. Pludselig begyndte skriget igen. Et sekund var han i tvivl om han turde, men forsatte alligevel. Han gik ind i det næste rum, skriget blev nu højere og mere gyseligt. Sjovt nok var der ikke noget i dette rum så han valgte en ny dør. Bag døren var der to trapper, en der førte op og en der førte ned. Han valgte op.

Han gik langsomt op af de knirkende trappetrin. Han hørte en lyd længere oppe af trappen, og det var ikke skriget. Pludselig så han noget, det var noget rødt, og da han kiggede nærmere efter, lignede det øjne. Øjnene var det eneste han kunne se. Han ville op til dem, men der var noget der stoppede ham.

Det var en følelse som han ikke rigtig kendte, men inden han nåede at tænke videre over det, kom øjnene nærmere. Han blev pludselig meget bange, løb ned af trappen og ud af huset. Hans cykel var væk så han løb ud af skoven og direkte hjem. Da han kom hjem, gik han i seng.

Næste morgen vågnede Kate ved lyden af sit vækkeur, det var mandag tidlig morgen. Hun var meget træt, for fem skoledage ventede. Kate tog tøj på, lagde make-up og spiste morgenmad. Kl. var 8 præcis så hun kom for sent som altid. Hun løb i skole og styrtede ind midt i en tysk time.

Hun satte sig ned ved siden af Emil. De sad i tavshed hele timen, og endelig ringede det til frikvarter. Hun gik ud til Liva som lige havde haft fransk. Emil kom hen til dem. Liva kunne ikke holde det inde mere. ”Mig og Emil var ude i skoven i går…” hende og Emil fortalte hele historien, og Emil fortalte også da han havde været ude i skoven alene, Kate var rystet.

Hun spurte om de ikke skulle tage ud til huset efter skole. ”Det kan i bare gøre, jeg skal ud og shoppe med min kusine”, sagde Liva. ”Okay så gør vi to det bare Kate” sagde Emil. Klokken ringede ind.

Senere gik Emil og Kate ned til skoven, Emil viste Kate vejen hen til huset. ”Mærkeligt” sagde Kate, ”har det hus ligget der hele tiden”, ”sjovt” sagde Emil, ”jeg tænkte den samme tanke første gang jeg så det”. Emil gik ind forrest for at vise at han ikke var bange. Skriget begyndte med det samme igen da de gik ind, ”hvad er det” sagde Kate ”jeg ved det ikke Liva og mig hørte det samme da vi var her men da jeg var alene herinde hørte jeg skriget og så røde øjne, tror jeg nok”.

De tog trappen op til loftet, gik op ad trappen uden besvær. Da de var kommet op var der to døre, til højre eller venstre. De kunne ikke bestemme sig, men besluttede sig for at følge skriget. Det blev højere og højere jo længere de kom. ”der” sagde Emil ”der er de kan du se dem” Kate kiggede rundt, det eneste hun kunne se var to små røde prikker, og de kom nærmere.

Kate blev bange, og knyttede sig ind til Emil. De røde øjne kom tættere på dem og hurtigt ud i lyset fra solen, der gik gennem et vindue. Nu kunne de se hvad de røde øjne var. Det var et spøgelse, men ikke hvilket som helst spøgelse, det var et sort et. Først nu blev Emil bange.

Spøgelset stoppede lige foran dem, det så på dem med de røde øjne. Spøgelset skreg så højt at de ikke kunne hører hvad de selv tænkte. Pludselig kom det endnu nærmere, Emil skreg: ”løb!"

De løb udenom spøgelset, og en i et nyt rum. Det var et arbejdsværelse og Kate gik straks i gang med at rode i nogle papirer. Hun fandt noget der føltes nyttigt. I en avisartikel stod der: En gammel mand forsvundet efter at fogeden tog hans hus, da han ikke kunne betale. Huset var hans et og alt, så det at han ikke havde det mere var der ikke noget at leve for.

Det vil sige han havde taget sit eget liv. ” Jeg tror jeg har fundet ud af noget. Spøgelset er den gamle mands sjæl, og nu er han i sit eget gamle hus for han kan ikke finde fred”, sagde Kate. ” Selvfølgelig, men hvad skal vi så gøre for at den finder ``fred´´, og vi kan sove roligt om natten”, sagde Emil.

Kate sagde at de måtte snakke med Liva om det i morgen. Men de havde et andet problem, for spøgelset havde fundet dem, og det stod foran den eneste udgang. Kate blev virkelig bange hun skreg faktisk, det havde Emil opdaget han tog hende i hånden og hviskede i hendes øre: ” Det skal nok gå vi gør det her sammen”, sagde Emil lidt usikkert.

Kate svarede højt ” okay men hvis vi ikke overlever så er der noget du skal vide, jeg ved godt Liva og dig er kærester, men jeg elsker dig alligevel”. Emil sagde ” det gør jeg også”. Kate blev helt varm indeni, men det var ikke tid til romantik, for spøgelset var sur. ” hvor våger i at være i mit hus”, sagde den meget skræmmende. ” vi vil meget gerne hjælpe dig med at få dit hus igen, er der noget vi kan gøre??”

” neeeeeeeeeej joo måske kunne i… hans stemme blev nu højere … kunne i forsvinde ud NU!!” de spurtede ud med spøgelset lige i hælene, men lige så snart de var ude af huset forsvandt spøgelset brat.

De blev ved med at løbe, men stoppede op da de var lidt ude fra skoven. ” jeg tænkte på om du ville med mig hjem”, sagde Emil forpustet. ” hmmm…jo det kunne vel eller jeg mener det kunne være meget hyggeligt bare dig og mig”, sagde Kate glad.

De gik samme hjem til Emil, de tænkte lidt over huset men lod begge den tanke ligge. Da de sad på hans værelse sagde Emil: ” vil du have noget at drikke eller spise?” ” tja noget at drikke ville da ikke være helt galt” sagde Kate. ” Men mente du det du sagde ude i skoven, med at du elsker mig?” ”Selvfølelig, jeg vil da aldrig lyve for dig,” sagde Emil og kærtegnede hendes kind.

... fortsættelse følger...!

Tyven

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Tyven

Skrevet af Amna & Amina 6. c. på Vanløse Skole.

Der var engang to piger, som hed Anna og Signe. Der var en tyv løs i byen, og de havde besluttet, at de ville fange ham. I aviserne havde der været nogle gamle forbryderbilleder af tyven. Han var høj, havde mørkt hår og havde en guldørering i det ene øre. Pigerne havde fundet ud af, at han stjal tasker fra damer.

En dag de sad på metrostationen, så de en mand, der kunne ligne tyven. De fulgte efter ham. Lod som om de bare snakkede med hinanden, men holdt øje med ham. Lidt efter da metroen skulle til at køre, men inden den kørte, stjal tyven en taske fra en gammel dame. Pigerne råbte efter ham, men han ignorerede dem og løb ind i metroen. Anna og Signe nåede ikke den samme metro, men de tog hurtigt den næste.

Da tyven stod af metroen, stod pigerne af på et andet stop. Tyven var blevet væk fra dem, og de kunne ikke finde ham. De skulle til at gå hjem til Anna, men så, så de tyven. De løb efter ham, men han løb væk. Han havde smidt tasken, og der var ikke noget i. Kun en tom pung, og pigerne kunne ikke klare det mere. De meldte det til politiet, men de troede ikke på dem. De troede bare at de fandt på det, så de gad ikke og hjælpe dem.

Anna og Signe gik bare hjem til Anna, og var i gang med en ny plan. Før pigerne kom hjem, troede de at der var nogen der forfulgte dem. Lige pludselig ringede det på døren, og de gik over og lukkede op. Det var tyven. De prøvede at holde ham fast, men han råbte: ”Hvis i følger efter mig igen, slår jeg jer ihjel!”. ”Bare kom an!” råbte Signe. ”Pas på jeg har en kniv i lommen!”, sagde tyven vredt.

Anna ringede straks til politiet og sagde: ”Der er en tyv der vil slå os ihjel!”, men politiet sagde bare ” ja ja den er god med dig”. Senere kom Annas forældre hjem, og Anna og Signe fortalte det hele til dem. Signe var bange for at gå hjem, så hun ringede til sin mor, og spurgte om hun måtte overnatte hos Anna hele weekenden.

Signes mor sagde at det var okay: ”Men husk at tage dine piller hele weekenden. Jeg kommer over med dine ting”. Anna spurgte om hvorfor hun tager piller. Hun sagde: ” Fordi at jeg hoster meget, ” lidt senere kom Signes mor med hendes ting.

Da de skulle til at sove hørte de en lyd udefra, men det var en kat der hylede. Da kl. var 03:00 var Anna sulten, og Signe tørstig. De gik ned og spiste og drak. Da de havde spist var de ikke søvnige, så de gik over i stuen og så tegnefilm. Kl.04:00 hørte de en lyd over ved skuret i Annas have, og så så de Annas forældre henne ved skuret.

De var bundet fast til hinanden, og det var ikke kun Annas forældre der var i skuret. Der var også en mand med en sort maske på. Manden tog sin maske af. Det var tyven! Anna og Signe løb hen til den nærmeste politistation, og fortalte det hele. Politiet gik med dem hjem og pigerne løb over til skuret, men tyven og Annas forældre var væk.

Politiet blev sure på pigerne og sagde, at de ikke skulle kontakte dem igen. Anna blev ked af det, og Signe var bange. De løb ind og ringede til Signes mor. Telefonen duede ikke, Anna kiggede på ledningen. DEN VAR KLIPPET OVER!

De vidste med det samme, at det var tyven. Signe hviskede ”måske er tyven her” . De blev bange og løb ud af huset. Signe frøs og sagde: ”Jeg må have min jakke.” Da de kom tilbage, lå der et brev på gulvet. Der stod:

Hvis i vil se jeres forældre så skal i komme Til Den forladte bygning I Pakgade på nørrebro alene!

Pigerne blev bange og ville gå til politiet en sidste gang. De gik ikke til den samme politimand, men en anden. De viste brevet til ham, og de lagde sammen en plan. De gik straks hen til det forladte hus. Politiet havde gemt sig, og tyven sagde: ”Giv mig 6000 kr. ellers dræber jeg dine forældre”. ”Vi vidste, at du ville have penge, men vi har taget noget bedre med.”, sagde Anna. ”kom!”, sagde Signe og politiet kom.

Tyven blev bange, men han kunne ikke flygte. Så han tog fat i Annas mor, og tog sin pistol frem. ”Hvis jeg ikke får mine penge, skyder jeg hende” råbte tyven. ”Vi giver dig dine penge, efter du har sluppet dem fri”, svarede politiet. Tyven sagde okay.

Han slap forældrene fri, og Anna fik sine forældre tilbage. Tyven blev anholdt og kom i fængsel. Signe, Anna og Annas forældre gik hjem, og fik pizza og sodavand.

Lisas liv

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Lisas liv

Skrevet af en elev fra 6. c. på Vanløse Skole.

Kasper gik ned af gaden. Han var sammen med sin søster Lisa og sin bror Hans. De skulle tage metroen til Kastrup lufthavn. De tog metroen fra Nørreport station. Klokken var halv tolv om natten. De tre søskende var stukket af hjemmefra fordi, de ikke måtte få en småkage. Deres forældre var stinkende rige, så de kunne købe alt det de ville have.

Og børnene blev meget hurtigt fornærmede. Kasper var 12, Lisa kun 3 og deres storebror Hans 14 år. Der var mange mærkelige mennesker i metroen. Da de ankom til lufthavnen var klokken tolv. Flyet de skulle med var til Hawaii. Hans og Kasper havde hugget et af deres forældres mange guld mastercards og bestilt billetterne på nettet.

De fandt deres pladser og satte sig ned. Der var tv i flyet og mad. De skulle flyve femten timer. De så hver især en film, bagefter fik de mad. Det var god mad de fik. Det var bøf med løg og kartofler. De syntes det smagte lidt mærkeligt men, det tænkte de ikke over. Efter fjorten timer begyndte de at få nogle knopper på hænderne.

Alle der havde fået mad fik knopperne. Alle i flyet gik i panik! De løb rundt. Piloten og stewardesserne tog alle faldskærmene, og hoppede ud af flyet. Nu var der ikke nogen til at styre flyet. Kasper prøvede at styre det men, de styrtede i Atlanterhavet. ”Hjælp, hjælp” råbte Hans.

”Jeg kommer nu” råbte Kasper. Lisa græd og græd. Hans skyndte sig at tage hende op på ryggen. Nu svømmede de alle sammen sammen. De var de eneste overlevende. De kunne se Hawaii, men øen var langt væk. Nu var de alene i vandet, og der var hajer bag dem! ”Hajer, hajer” råbte Hans.

Lisa blev bidt i benet, og hun skreg højt. ”Aarrrrggggghhhhh” skreg hun. Hans prøvede at hjælpe hende, men han kunne ikke fordi, der var otte hvide hajer omkring ham. Han blev flænset ihjel, han havde ikke en chance. Nu var der kun Kasper og Lisa tilbage. De svømmede og svømmede, mens de græd over Hans død.

De nåede hen til øen, og de var helt færdige. Kasper døde af alle de haj bid, men Lisa overlevede. Lisa faldt i søvn på stranden. Da hun vågnede igen, var hun hjemme hos en gammel, sær mand . Han gav hende mad, og han lod hende bo hos ham. Han lærte hende at tale og gå. Lisa voksede op på øen, og hun hadede hajer. Manden hed Karim.

Lisa var på øen i ti år. Lisa var nu tretten år gammel. Hun havde fået mange venner over hele øen. Hun havde fået en kæreste. Han havde adhd, diabetes, alkoholiker, svineinfluenza, pest, fugleinfluenza, dårligt hjerte, knogleskørhed, kræft, blodprop i hjernen og hjertet, anoreksi, bulimi, ebola, psykopat, han var tit indlagt på den lukkede afdeling og han sad i kørestol. Hun elskede ham meget højt.

Han var 18 år gammel. En dag så Lisa og Karim en rocker båd, på vej hen til øen. Karim skyldte dem penge, og det vidste han godt. Han sagde til Lisa at hun skulle pakke sine ting. De spurtede om på den anden side af øen. Og de boede hos nogen venner. De boede der i fem dage, og en dag da Lisa vågnede, var Karim væk. Hun blev ked af det og meget bange.

Hun skyndte sig at sige det til de andre i huset. Hun fandt et brev på kommoden hvor der stod:

Hvis du vil se Karim igen skal du komme med 50 milliarder kr i kontanter ved dit eget hus!

Lisa gik hen til huset. Hun havde nogle voksne med der gemte sig i buskene, hvis noget skulle gå galt. Hun gik ind i huset, og så til sin store forskrækkelse at, der ikke var noget. Hun gik ud til de voksne, men der var ikke nogen. Lisa gik ned til stranden, for at se om de var der. Der var de heller ikke. Hun gik rundt på noget af øen.

Hun kunne høre nogle skrig og fulgte lydene. Hun gik hen til en grotte, og hun gik ind. Grotten var omkring tolv meter høj, og der var meget mørkt. Rockerne havde ikke set Lisa endnu. Karim og alle vennerne blev alle pisket, sparket og slået. Lisa ringede til sin kæreste, og sagde at han skulle komme hen til grotten. 10 minutter senere kunne Lisa høre hjulspind.

Det var Lisas kæreste, han havde meget fart på i sin lyserøde Ferrari. Han gik hen til en af rockerne og sagde: wollah koran, din mor. Hvis du rør Lisa eller hendes venner igen går jeg damp på jer, og skyder jer i jeres små bitte fuck hoveder.

En af rockerne sagde: ja, ja sådan en lille perle som dig kan ikke ramme en skid. Lisas kæreste tog en uzi op af lommen og skød alle rockerne i hoved. De tog ligene ud i rockernes båd, og hældte benzin ud over hele båden. De satte ligene op i båden, og kastede en tændstik ned i den. De skubbede båden ud i vandet, og der gik ild i den, og den sprang i luften. Karim og vennerne havde mange sår, men de var glade alligevel…

Spøgelses huset - 2. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Spøgelses huset - 2. del

Skrevet af Kristine Andersen, 6. d. på Vanløse Skole.

Men så fandt de ud af at der var tre personer derinde. De snakkede om at manden i jordhulen, har en stor skat liggende. Men så mistede Liva balancen og faldt lige ind i døren. Der lød et brag.

Og Den gamle mand og en Skovhugger råbte så ”Kom det er de små møgunger der, lad os fange dem.” Og William var den første der råbte ”LØB!” Og så spurtede de væk fra Skovhuggeren og Den gamle mand. De løb ind i skoven og gemte sig i et kæmpe hult træ. Men de kunne ikke alle sammen være derinde, så Lucas og Katrine løb videre ind i skoven med Skovhuggeren og Den gamle mand lige i hælene.

Pludselig fik Skovhuggeren fat i Katrines ankel og hun faldt med det samme, men så kom Lucas og gav Skovhuggeren og med en fod sparkede han, ham lige i hovedet. Og Katrine slap fri og løb videre med Lucas. Og da de var kommet et pænt stykke ind i skoven, kastede de sig så ned i en stor busk.

Skovhuggeren og Den gamle mand løb videre ind i skoven og da de var ude af syne og først derefter kom de fra træet og busken. Men der gik et stykke tid før de fandt hinanden. Og så sagde Liva ”Det var godt nok tæt på, det skal vi bare ikke komme ud for igen!”

Bip..bip..bip lød det fra Livas mobil da hun var på vej hjem fra skoven. Hun var lige ved at vælte på cyklen, så forskrækket blev hun. Da hun tog den kunne hun kun høre nogen hviskede med den mest hæse stemme ”Du skal ikke komme her…” derefter blev røret lagt på.

Hun blev meget bange og hun kunne mærke at vinden susede fordi hendes øre så hun fik kulde gysninger med det samme. Men da hun var kommet hjem kunne hun med det samme høre nogle gå ovenpå. Hun listede sig op af trappen og med et sæt lagde hun sig ned under sin seng. Meget grimme tanker røg igennem hendes hoved.

Som handlede om hvad der ville ske. Pludselig kiggede hun sig omkring og så, så en lille skikkelse der var inde i hendes forældres store soveværelse skikkelsen var en DAME! Hun rodede lidt rundt i hendes mors store flotte smykkeskrin, hun ledte efter noget, men hvad? Damen tog et meget gammelt og det var pyntet med en stor blå sten i midten af smykket, hun tog det op.

Men hvorfor?

Liva tænkte på hvad der var så specielt ved det smykke og tanken kom det var jo det smykke som hendes mor fandt i en stor mørk skov sammen med hende da hun var fire år. Men hvad ville hun dog med det? Alle spørgsmålene gentog sig igen og igen inde i hendes hoved. Men da hun kiggede derover hvor damen stod, var hun VÆK!

Det var et rent mysterium.

Men det havde hun ikke tid til at tænke over for i det samme bankede det på døren. Og hun skyndte sig derned for at åbne. Da hun havde åbnet døren, trådte hendes forældre ind. Til aftensmaden var der tavshed, men hendes mor brød den ved at spørge ”Hvad har du så lavet i dag min skat?” ”Jeg har været sammen med Lucas, Katrine og William i dag?” svarede Liva hurtigt uden at fortælle noget som helst om smykket der er blevet væk.

Om aften da hun skulle i seng kom hendes forældre ind og sagde Godnat. Men hun kunne ikke sove fordi hun kom til at tænke på alle de mærkelige ting, som der var sket hele dagen. Men til sidst faldt hun i søvn.

Næste morgen stod hun brat op hun havde jo aftalt med Lucas, William og Katrine at de skulle ned til hytten hun skyndte sig i tøjet og tog et stykke brød med i hånden og greb sin cykel og tog af sted de andre var allerede nede ved hytten de stod og lyttede ved bagdøren igen, hun listede sig hen til dem og hun lagde øret op mod døren og lyttede hun kunne høre de sagde ”Skal vi ikke tage hen til Liva der også få fat i det smykke i aften kl. 10.00, for så sover de jo alle sammen?”

”Jo det kan vi da godt hvorfor ikke, så kl. 10.00 ved hoveddøren ind til huset, der ses vi så.”

Liva blev helt tavs… men hviskede så ”Okay kan i ikke sove hos mig i nat så kan vi fange dem i en fælde min far lavede da jeg var mindre den kan vi jo sætte op og så bagefter ringe til politiet?” ”Perfekt så fanger vi dem kl. 10.00 i aften, aftale.” svarede Lucas med det samme. De tog hjem til Liva og det blev en mørk aften da klokken blev otte skulle de spise og bagefter satte Livas mor og far sig ind i stuen og hyggede sig med noget te mens Liva og de andre satte fælden op.

”Hvad er det i laver min skat?” spurgte faren pludselig ”Vi leger en leg, vi leger politi og tyve.” svarede Liva hurtigt uden at haste et eneste blik over mod hendes far for hun hadede at lyve og man kunne tydeligt se når hun løg hvis man kiggede på hendes ansigts udtryk. ”Okay men mig og mor vi går altså i seng tideligt vi går i seng klokken ni for vi skal til et vigtigt møde her i morgen OK?” sagde Livas far. ”Fint nok.” kom det så fra Liva.

Klokken blev ni og forældrene gik i seng. De faldte i seng meget hurtigt og de sov desuden også meget tungt. Enelig var det tid de gemte sig rundt omkring i huset og slynglerne trådte ind af døren de gik helt ind i gangen, fælden gik løs og de var fanget oppe i loftet! ”Yes man, vi fik dem!” skreg de alle sammen i kor. Katrine ringede til politiet og fortalte alt til dem i telefonen, de gik alle fire ud for at tage imod politiet. Da politiet kom, gik de hen imod huset. Liva kunne mærke at der var noget galt eller var der?

Spørgsmålet gik igen og igen ind i huset da de trådte indenfor var alt væk, fælden, slynglerne. Alt. Politiet blev meget sure og fornærmet ”Hvad er det dog for noget unger de finder vi os da ikke i!” sagde politiet og skyndte sig væk i bilen. Børnene løb efter for at forklare men de var kørt på vej ind i huset, så de to skikkelser løbe med noget hånden…Det var halskæden!

De forsvandt og Liva skreg ”Der er de eller var de jeg tror vist jeg så nogle!”

”Det var måske bare noget du havde bildt dig ind Liva.” sagde William og de gik ind i huset og sov. Indtil...

Spøgelses huset - 1. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Spøgelses huset - 1. del

Skrevet af Kristine Andersen, 6. d. på Vanløse Skole.

Lucas, Katrine og William sov hos Liva i weekenden. Om morgnen ved morgenmaden spurgte Liva ”Tjaa folkens, hvad skal vi så lave i dag?” ”Ja, jeg har hørt at der er en kæmpe stor sø ovre ved udkanten til Lynge Ly By.” ”Hvad med at tage derhen efter morgenmaden?” svarede Lucas ”Ja det ville da være en god ide.” sagde Katrine og William i kor.

Efter de havde spist morgenmaden fra bageren som Livas mor havde hentet. Tog de cyklerne og skulle til at cykle men så råbte Livas mor ”Kom lige og sige farvel for engangs skyld lille skat.”

Liva hadede når hendes mor kaldte hende skat men hun kunne ikke andet end at stå af cyklen og jogge hen imod sin mor. Og da Liva havde sagt farvel, kørte de glad af sted mod udkanten til Lynge Ly By.

Lucas og Liva kørte ved siden af hinanden. Mens de andre to kørte lidt længere nede ad vejen. ”Skal vi ikke være sammen hos mig, her i morgen.” spurgte Lucas stregs så snart de var lidt mere alene, så de andre ikke hørte det. ”Jo da, hvorfor ikke.” Og blinkede sødt til Lucas.

Da de var kommet hen til søen, sætter de sig med det samme ned i græsset. Og Liva kan mærke at hendes ben er så ømme fordi de lige har cyklet så lang tid og så meget. Lucas og Liva satte sig ved siden af hinanden og ja, endda meget tæt på hinanden. Pludselig blinker Lucas til Liva og Liva smiler tilbage.

Og Katrine spørger så ”Hvad med at gå rundt om søen.” ”Jo lad os da det.” I det samme afbrød en stemme der råbte om hjælp og de begyndte at gå mod lyden. I det samme stopper lyden!

Og da lyden stoppede, kigger de sig lidt undrende omkring. I det samme siger Liva ”Der er en lille hytte i skoven derinde.” ”Okay lad os da gå derhen måske kunne vi snakke med nogle derhenne om dette uhyggelige sted her.” siger Katrine.

De går hen mod huset. Lucas begyndte med at banke på.. Og de venter. Men ingen åbner. Så bankede han lidt hårdere på døren.. Og de ventede lidt længere. Men denne gang stod en gammel mand, pludselig i døren. Han så meget uhyggelig ud. Han havde iskolde, ja næsten røde øjne og helt bleg og en meget rynket hud.

Han var klædt i det mest gamle og usle tøj og et par kuld sorte sko med store huller i. Den gamle mand inviterede dem alle fire indenfor. Og Liva svarede ”Jo tak, det vil vi gerne.”

Og inden i huset var der, en stor kuld sort stol med et lille glas bord og nogle meget støvede malerier. Men pludselig kunne de ikke se Den gamle mand mere. Kun et par røde øjne, der stirrede på dem! Pludselig var der en kold hånd der tog et fast tag i Katrine. Og Katrine blev slæbt ud i mørket gennem bagdøren.

Hun råbte og skreg lang tid om hjælp og tårnende trillede ned ad kinderne på hende. De tre andre hørte hende og pludselig skreg Lucas ”Kom vi må finde Katrine.” De løb, ja næsten spurtede efter hende. Men så kunne de ikke se Den gamle mand mere eller hører Katrines bange stemme råbe om hjælp…

Men så, så Liva en masse blod pletter, som førte ind i skoven. Og Liva sagde ”Hey drengene, se lige de her blodpletter der, de kan da måske følge os hen til Katrine.” De fulgte efter blodpletterne helt ind i den mørke skov. Men så stoppede blodpletterne og der hvor de stoppede var der en åbning til en jordhule lige foran dem.

De kunne høre stemmer dernede og det var Den gamle mand og Katrine. De kunne høre Den gamle mand sagde ”Hør lige her pigebarn, dig og dine små venner skal ikke komme her og ødelægge alt i Mørkets Historie…” Så var alt tavs dernede og Den gamle mand gik op af jordhulen og gik ud af skoven. Og ind i huset. Men det var blevet ret mørkt nu, så de bestemte sig for at cykle hjem.

Og så rede Katrine i morgen. Næste dag var det lørdag og de tog derned tidligt om morgnen efter at have spist morgenmad. Og så tog cyklerne, og cyklede derned. Men det var som om der var længere end i går. Men så lige pludselig stod huset bare der lige foran dem og så kom den skikkelse løbende forbi igen, så de cyklede alt hvad de kunne efter skikkelsen.

Men så forsvandt den. Som om den var løbet ned i jorden. Og ja det var ikke engang løgn. De stoppede lige foran jordhulen. Og William sagde så ”Kom vi skal altså ned og rede Katrine nu, for hvad nu hvis han kommer senere og henter hende op igen.” Så de gik sammen derned. Katrine stod dernede og var bundet til en masse træ rødder.

Lucas for hen til hende og fik bundet rebende op. Mens William så sig lidt omkring og pludselig sagde ”Hov se der.” Og lige foran dem var der en tunnel der gik videre ind i jordhulen. De listede sig stille og roligt derind. Der var blod langs med væggene. Men så delte tunnelerne sig pludselig op i tre tunneler. Pludselig hørte de en hæs stemme, som hviskede ”Pas på, at djævlen ikke ser jer…”

De blev helt tavs… Men Liva brød stilheden og sagde ”Kom vi tager den der i midten.” Det gjorde de så, og gik videre ind i tunnelerne. Men de var lidt bange for hvad var det den stemme mente med ”Pas på djævlen, ikke ser jer...” De blev meget forskrækkede da, de så at en masse skelletter lå på jorden. I et fængsel!

De løb rystet ud igen. Og så var de ude i den mørke, tætte skov igen. Da de kom derud igen, så de så skikkelsen igen. De listede sig efter den ud til Den gamle mands hytte. De stoppede ved hytten. Derefter hviskede Liva forsigtigt ”Kom vi skal høre hvad der forgår derinde.” Og så listede de sig så over til bagdøren for at hører hvad der forgik.

De lagde ørene op til døren.

... fortsættelse følger...!

Hvem var han, ham den lille dreng

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Hvem var han, ham den lille dreng

Skrevet af Natasja, 6. d. på Vanløse Skole.

Camilla er populær og bestemmende, lidt snobbet, 14 år, og går på Engmandskole, hun går i klasse med Lucas, Rikke, Jacob, Karl. Hun bor i hus, sammen med sin mor, far og lille søster.

Lucas er sød og populær, og er meget vild med Camilla. Han er 14 år og bor i et lille række hus med mor og far, han går på Engmandskole.

Rikke er sød og imødekommende, hun er 14 år, men kan godt føle sig lidt usikker, hun bor i lejlighed med mor og store bord, hendes far er død. Hun går på Engmandskole.

Jacob er lidt stille og klog, han er 14½ og er total computernørd. Han går på Engmandskole. Han bor sammen med sin mor, far lille bror og store bror i et hus.

Karl er sej og sjov. Han er 14 år og går også på Engmandskole. Han bor sammen med sin far alene i en lille lejlighed og han har ingen søskende.

Hvem var han, ham den lille dreng

De 5 venner havde besluttet sig at de skulle være sammen en dag, hjemme hos Camilla. De skulle se en film og hygge, men det gik ikke som forventet. Camillas forælder var ikke hjemme de skulle til en fest. De skulle se den helt nye monster vender tilbage 2.

Efter filme var slut gik Camilla og Rikke ude i køknet for at rydde op og snakke lide, men da de kom der ud var der blod over det hele. Camilla og Rikke skrig og drengen kom der ude. Ingen af dem kunne forstå hvor det kom fra Camilla gik ind for og ringe til sin mor, men det eneste der kom en klam og ulykkelig lyd fra røret.

Camilla gik ude i køknet og sagde det til de andre. Drengene lavet bare sjov, men Camilla og Rikke syntes ikke det var sjovt. Camilla gik ind for at ringe igen, og der tog hun den. Hun sagde at de snart kom hjem, og at de bare skulle gå i seng.

Da de kom hjem, lå der stadig blod i køknet. Camillas mor og far gik op for at spørge hvad der var sket og at de skulle komme med ned i køknet, men da de kom ned i køknet igen var der lige pludselige ikke noget blod.

Mor og far sagde at de bare skulle gå op i seng igen. Ingen af dem ture ikke sove men til sidst var de så trætte at de ikke kunne blive ved med at være vågnede. Mor kom ind for og se om de alle sammen sove, det Lindet, men hvad hun ikke viste, var at karl stadig ikke sov. Hun visket nogen mærkelige ord nået med død og en brønd og lidt om en ø.

Efter hun var gået ud sagde Karl til sig selv hvad det mon betyder, men han beslutte sig for at sige det til de andre næste dag. Næste dag sagde karl det til de andre og de ville prøve og finde den eller det sted hun snakket om. Efter de havde spist morgenmad og taget tøj på gik du ude for at finde den eller det sted hun snakket om.

De 5 venner gik ind i skoven for at leder efter det med det eneste de fandt, var et lille hus med en et lille skur. Der var lys der inde. Det lignede også at Camillas mor også var der inde. De ville gå hen for at banke på men i det samme de var på vej der hen så Camillas mor dem. De løb ind i skoven med Camillas mor og en mand efter dem.

Pludselige da Karl vendte sig om for at se om de var der var de væk. De satte sig ned i en busk og snakket lidt. Camillas mobil ringet det var hendes far, han spurgte om hun viste hvor Camillas mor var, Camilla sagde at hun ikke viste det. De besluttede sig for at gå lidt længer ind lige pludselige kom de ned til en sø, ude mit i søen lå der en ø.

Der var en brug ud til øen de gik der ud. Und på øen lå der en gammel ruin inde i ruinen var der et bål som stadig røg. De gik lidt vider og så kom de til en kirkegård, på kirkegården var der ikke et menneske.

Det var ved at blive mørkt og de 5 venner gik stadig rundt på kirkegården. De gik hen til den største garv sten der stod på den, Christian den 1. død og vil genopstå den dag det her vil blive læst af 5 bedste venner. Pludselige kom der en masse skrig og en mand kom henne ved dørgen, Karl råbte det er Christina.

Han sagde i nat er der mange der skal dø, så kom der en masse skeletter over fra barkene. Camilla råbte til de andre løb. De lød alt hvad de kunne ned til brugen og vider ind i skoven men skeletterne efter sig. De løb til hver sin sit og lød hvider ind i skoven, Camilla råbte til de andre løb hjem til mig nu.

De var nu alle hjemme hos Camilla på nær Jacob han var væk men det var for mørkt til at lede efter ham.Næste dag gik de ud for at lede efter ham, de gik ud til øen igen. De råbte efter Jacob men de kunne ikke høre ham. De gik rundt på øen og de fandt en masse skeletter med skeletterne løb ikke efter dem som de gjorde i går.

De kunne se en brønd og de lød hen til den. De kigget ned i den men de kunne ikke se nogen. Nu var det ved at blive mørkt, og så gik det op for dem at skeletterne kom når det var mørkt. Men de ville finde Jacob. De karvet op i et stort træ og der kunne skeletterne ikke se dem de sove er op, de våndet af at der var en der skrig det var Jacob.

De karvet ned igen og løb efter lyden de kom hen til brønden igen. De kigget ned, men de kunne ikke se han kun høre ham. De kastede et reb ned, som lå ved siden af brønden. De råbte til Jacob karl op af rebet, men Jacob sagde at han ikke kunne komme ud han sad i et bur. Karl sagde at de skulle kravle der ned de råbte det til ham.

Først var det Karl, så Camilla, så Rikke, og så Lucas. Da de kom ned for enden af brøden var ikke vand i. De kom ned under jorden ned til en masse gange. Lucas sagde at han havde hørt om det har før. Camilla spurgte hvor og han svaret at da han var 12 stod der i en avis at en lille dreng forsvandt.

Han faldt ned i en brønd, men de kunne ikke få ham op, for de kunne kun ikke se ham kun høre han. Rikke sagde så han døde altså her? Karl sagde at der er nogen der mener at han ikke er død i nu, hans forælder siger nogen gange at de kan høre ham skrige på hjælp. De blev afbrudt af Jacobs skrig, de lød efter lyden.

De kom hen til en masse bure inde i buret sad Jacob. Men ved siden af sad ham den lille dreng som forsvandt af 2 år siden Camilla gik hen for at kigge om han var død. Jacob sagde at han ikke var død. Camilla spurgte om han var okay, den lille dreng svaret ja men jeg er så sulten, Camilla sagde til Karl har du ikke noget brød men, Karl svaret jo Karl tog det op og Jacob fik halvdel og den lille dreng fik den anden halvdel.

Den lille dreng begyndte at græde han savnet sine forældre, Camilla sagde at vi nok skal få dig ud. De havde en tang med så de kunne åbne burene, de fik den lille dreng og Jacob ud du kravlet op af rebet og ville gå hjem.

De gik hjem til Camilla og den lille dreng spurgte om Camilla ville være hans store søster og hun svaret ja. Hun sagde i bliver her jeg går hjem med ham. De kom hjem til den lille drengs forælder, og de blev så glade for at se ham. Camilla gik hjem og de hygget rasten af dagen.

Camilla bliv ringet op af drenges forælder de sagde at han var død og at Camilla skulle komme her over. Camilla løb der over og hans forælder sagde at de fik et brev hvor der stod, han vil nu blive en af som. Det var næste dag og den lille dreng skulle begaves. Efter kirken gik de ud på kirkegården her skulle den lille dreng begraves præsten sagde af jorden er du kommet og af jorden vil du genopstå.

Katte øjne

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Katte øjne

Skrevet af Emma C., 6. d. på Vanløse Skole.

KOM Sandra din lillesøster passer jo ikke sig selv”. ”JA JA jeg kommer nu”. ”Kom her Mille jeg skal passe dig her i weekenden vi skal nok få det sjovt”. ”Hej hej mor vi ses på Søndag, jeg skal nok passe på hende og jeg er sikker på din udstilling i Jylland bliver god”. ”Tak skat jeg kommer til at savne dig hej hej (døren lukker). ”Så Mille nu ringer jeg til Julie og når hun kommer så har du bare at tie stille og side roligt!”.

(ring ring)”Hallo”. ”Hej Julie det er Sandra jeg ville bare spørge om du ville kom… (klik)Hallo Julie er du der! PLUDSELIG kommer der to gule øjne farende hen i mod hende. Sandra udstøder et skrig. Huset begynder at ryste og tallerknerne falder ned fra skabene og smadrer på det kolde gulv… Sandra vågner med et spjæt. Det var nok bare en drøm. Nå men det er lørdag så et eller andet må der jo være sket. Sandra går stille ned i køkkenet. ”Fuck”!

Tallerknerne er stadig smadret. Sandra tager sig til sin skulder den gør ondt hun går ud til spejlet og trekker sin trøje op for at se om der er sket noget. Der kommer et lille forskrækket gisp fra Sandra. Der var riset noget i hendes arm, det var et katteøje. Hun skynder sig ind på Milles værelse for at se om der er sket hende noget. Nej Mille ligger lige så stille og sover. Sover? Klokken er jo ti hun plejer at stå op klokken syv stykker her i weekenden. Sært nå men hun var nok bare træt.

(ring ring)”Hallo”. ”hej Julie hvad skete der i går lagde du på eller hvad”. ”Nej det var da dig der lagde på”. ”Nå der var nok bare dårlig strøm, men vil du ikke komme over der er noget syret jeg skal vise dig” Sagde Sandra med angst i stemmen. MILLE DU SKAL OP! Hvorfor kommer hun aldrig når man kalder. Sandra går ind på Milles værelse mille du skal op.

Mille kigger op på Sandra. Gisp Mille kigger på Sandra med de samme uhyggelige øjne som det uhyre der angreb hinde i går. ”Jeg skal nok få dig, du kan ikke kæmpe imod du dør snart” hvæser Mille med den mest uhyggelige stemme i hele verden. Sandra står bare helt stille og kigger ud i det blå hun forstår ingenting.

Det banker på døren, Sandra kommer til sig selv og løber ned og åbner døren. Julie kommer ind. Hej Sandra hvad så. Sandra står med åben mund og kigger på Julie. ”øm hvad er der sket med dit hår Julie”. ”Jeg har bare fået det farvet og klippet lidt”. Der stod Julie med det mest knald røde hår der strittede ud til alle sider og smilede til Sandra. ”kan du lide det”.

Sandra stod som et stort spørgsmålstegn og kiggede men kom så i tanke om hvad hun ville fortælle Julie. ”Mille er et monster”. ”Hvad det er hun da ikke er du blevet skør”. ”Nej jeg mener det kom og se. Sandra trak Julie med ind på milles værelse. Se! Okay hvad er det lige jeg skal se, Mille der ligger og sover eller hvad? Nej! Mille vogn op!

Mille åbner sine store lyseblå uskyldige øjne. ”Hvorfor vækkede du hende Sandra hun lå jo lige og sov”. Sandra stod bare og kiggede hun kunne ikke få et ord ud af hindes mund. ”Okay så er hun ikke et monster, men kan du måske forklare det her”. Sandra trak op i sit ærme så Julie kunne se hvad der var sket med hindes skulder. ”du er blevet skør”. ”Hvad?” Sandra går ud til spejlet, men der var ikke noget at se.

Hun forstod ingenting var hun virkelig blevet skør. Nej det kunne man jo ikke bare blive fra den ene dag til den anden og desuden så var der ingen i hendes familie der var skøre eller tante Helga var ikke helt normal men hun var da ikke skør og jeg burde jo have fået det arvelig hvis der skulle være sket noget eller vænt sådan som jeg snakker, kan jeg nok godt være blevet lidt små skør måske.

Hvad nu skal jeg bare glemme det hele og gå videre med mit liv eller hov vent nu lige tallerknerne. ”Julie nu har jeg mit bevis kom med ud i køkkenet så skal jeg vise dig hvad der er sket se”. ”ja der kan man se jeg vidste godt du var klodset men det der er da en ny rekord”.

”I går begynde huset at ryste og tallerknerne faldt ud af skabet og smadrede på gulvet, og desuden så er jeg ikke klodset”! ”Nej nej så siger vi det, og det kunne jo bare være stormen i går der blæste helt vildt”. ”Nå men hvis du ikke vil tro på det så lad være, jeg kan godt bevise det”. ”nej du kan ej, og hvis du bliver ved med at snakke om det der pjat så går jeg altså”. ”Ja men så gå, du er virkelig irriterende når du ikke tror på mig” (Døren smækker i).

Jeg må ringe til mor hun kommer jo hjem i morgen kl.2 (Ring ring) ”Hallo mor er det dig”. ”ja skat det er det, er du okay eller er der sket noget”. ”Mor er jeg blevet skør”. ”Nej skat det er du da ikke, du lyder helt normal”. ”Men mor Mille er blevet et monster”. ”okay lidt små skør måske men ved du vad jeg er blevet tidlig færdig så jeg kører hjem nu”. ”okay vi ses”. Nå det har nok bare været en drøm det hele… eller?

Det usynlige

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse. Vi har allerede bragt

flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem, De fortabte sjæles hus, Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Det usynlige

Skrevet af Julie, Niki, Danny & Dalena, 6. c. på Vanløse Skole.

Det var torsdag morgen, og Spikey skulle i skole. Der var to dage til vinterferien, og han glædede sig. Der var startet en ny pige i parallelklassen, der så sød ud. Hun hed Ashley, og var 13 år, et år yngre end Spikey.

Fredag var der fællesamling i hallen, og der kom et filmhold for at filme samlingen. Spikeys klasse som var 8.c skulle optræde. De trådte op på scenen og begyndte at synge. Midt i sangen begyndte jorden at ryste og strømmen gik. Klassen gik ned fra scenen, men det var svært at finde trapperne i mørket. Spikey snublede og faldt over nogen.

Undskyld, sagde Spikey. Det er okay, sagde en pigestemme i mørket. Hvem er det? Spurgte Spikey stille. Lyset tændtes, og Spikey så at det var den nye pige Ashley. Det var kun Ashley og Spikey, der var i hallen. Lyset slukkede igen, og da det tændte, var de der alle sammen igen. Spikey og Ashley sad overfor hinanden og så tænksomt rundt. PAS PÅ, ASHLEY! Råbte Spikey.

En susende mikrofon kom hen mod hende, men stoppede lige bag hende. Det var tæt på, sagde Ashley forskrækket. Ja, men også meget underligt, for den stoppede lige bag dig. Sagde Spikey. Så kiggede de mærkeligt på hinanden. De skulle på lejrtur til Bornholm med begge klasser, og de tog toget derover. I toget sad Spikey og talte med sine venner. Pludselig, gik strømmen, og toget begyndte at larme, og gik stille og roligt i stå.

Spikey kunne høre nogle tunge trin komme nærmere. Lyset tændtes, og Spikey så, at det igen kun var ham og Ashley der var i toget. Ashley gik hen mod ham. Hvad skete der lige? Sagde Ashley rystet. Jeg ved det ikke, men det samme som i hallen, sagde Spikey. De hørte tunge skridt komme hen mod dem. Skridtene stoppede ved nogle sæder. Der kom et bjørnehoved frem fra sæderne og...

Buhh, jeg hedder Bernard Sagde bjørnen. KAN DU TALE?! Råbte Ashley og Spikey i kor. Ja, selvfølgelig kan jeg det, jeg er en talende bjørn, sagde Bernard. SEEJT.. Sagde Spikey. Det er kun jer to der kan se mig, alle andre kan ikke se mig, vil i være mine venner? Sagde Bernard så.

Jo, det vil vi da god, sagde Spikey og Ashley. Lyset gik, og toget blev omringet af skygger. Hvad er det? Sagde Ashley nervøst. Lyset begyndte at blinke, og toget kørte af sporet. Toget kørte lige ind i et træ, og derefter rullede toget ned af en bakke, og næsten ud over en skrænt. Ashley hvor er du? råbte Spikey. Men ingen stemme svarede.

Spikey og Bernard kunne ikke finde Ashley. I toget stod der noget på væggen, der stod:

Hjælp! Bernard kunne ikke læse, men han blev alligevel ret bange. Så han sprang hen bag et sæde. De gik ned på stranden, og så noget i sandet som lignede fodspor. Spikey og Bernard så at Ashley svævede i luften, som om der var nogle der bar hende.

Pludselig faldt hun ned i sandet med et brag, og Spikey og Bernard løb ned til hende. De prøvede at vække hende, men hun var helt væk. Hun vågnede, og de gik op til den nærmeste hovedvej. Der kom en bus og hentede dem, hvor alle de andre børn fra klasserne sad til Bornholm.

Da de var kommet til Bornholm, fandt de deres senge, og slog sig ned. Der var ingen der kunne se Bernard, så han gik rundt og drillede alle de andre. Om aftenen hørte de nogle ruder smadre, og lyset gik ud. Ashley løb ind til Spikey og Bernard, for hun var meget bange. Lyset tændte igen, og det var kun Spikey, Ashley og Bernard der var der.

Hvad tror du, vi kan gøre for det går væk? Spurgte Ashley. Det ved jeg ikke! Råbte Spikey. Det ved jeg, men i skal gøre som jeg siger, ellers virker det ikke, sagde Bernard så. Luk øjnene! Råbte Bernard. Spikey og Ashley lukkede øjnene. Og i det de lukkede øjnene, brølede Bernard alt hvad han kunne. Han talte til tre og…Vupti, nu var de alle sammen tilbage i hallen. Og alt var som det gamle.

Der skete aldrig det samme mere. Men pludselig gik lyset ud...