Lisa Englebarn - af Nanna Elikofer

Her er en historie skrevet af Nanna Elikofer, som nogle af de faste læsere vil kunne huske fordi hun tidligere har skrevet flere historier her på blogger.

Lisa Englebarn
Mit navn er Lisa, jeg er 12 år gammel og jeg bor på en kostskole i England. Men jeg har det ikke spor godt. Der er et eller andet galt med mig, der gør at jeg aldrig er sulten. Jeg ved ikke hvad det er, men min mor sagde altid at jeg var en engel, som var steget til jorden, og som aldrig spiste, fordi at jeg ville gemme det til min far, gud. Jeg troede aldrig helt på det. Altså mig som en engel? Det tror jeg ikke lige. Jeg endte på kostskolen fordi min far syntes at jeg trængte til disciplin.

Jeg hadede min far. Han var altid ond, og led, og så slog han mig altid hvis jeg gjorde den mindste ting forkert. Og min mor brød sammen da jeg skulle afsted, for hun var meget imod at jeg skulle væk, men det var min far der bestemte i huset, og det er derfor at jeg hadede ham. Men jeg savner min mor så inderligt. Hun var så sød, så jeg nogle gange troede at hun var en engel. Og hun sang for mig hver aften, og hendes stemme var den dejligste og blødeste jeg nogen sinde har hørt.

Men her på kostskolen er jeg altid blevet drillet med at jeg ikke er sulten. Og rektor og alle lærerne er altid på nakken af mig, fordi at jeg ikke spiser maden.
Men nu håber jeg snart at jeg falder til.

Lisa

Hvad laver du? Spurgte Ronja, som i det samme kom ind ad døren til pigernes sovesal, hvor jeg sad og skrev i min dagbog. Ikke noget, sagde jeg og smækkede bogen i. Ronja var en af de piger som drillede mig på skolen. Hun kom bare ind for at irritere, og lur mig om alle de andre piger ikke stod ude på gangen og lyttede. Hvis der kom en af ”drillepigerne” ind og forstyrrede mig, var det tit fordi at alle pigerne havde planlagt et eller andet, så jeg holdt mig klar.

Har du ikke lyst til at komme med ud og bade? Spurgte Ronja. Jeg tænkte mig om. Hvad kunne der ske ved det? Tja, de kunne for eksempel finde på at komme farve i badet, eller noget af rektors brevpulver, som gør så ondt på kroppen at man er lige ved at besvime. Nej tak, svarede jeg kort. Hun så hånligt på mig.

Nå, men så kom da i det mindste med ned i stuen, der er noget jeg vil tale med dig om. Det kunne jeg ikke se noget galt i, så jeg fulgte efter hende ud på gangen for derefter at gå ned ad trappen og derefter ind i stuen. Men så langt kom vi ikke, for ude på gangen stod alle pigerne ganske rigtigt og lyttede det bedste de havde lært. Og lige da de så mig i døren sprang de på mig, og begyndte at bære mig ned ad gangen.

Jeg skreg og sprællede alt hvad jeg kunne, men lige meget hjalp det. Jeg burde ha forudset dette, tænkte jeg, imens de bar afsted på mig. Hvis bare min mor vidste hvad jeg foretager mig lige nu, ville hun aldrig ha tilladt at jeg kom på kostskole. Da jeg var blevet båret afsted i et kvarter, kunne jeg pludselig se hvor de ville have mig hen. De ville med mig ned i baderummet!

Jeg sprællede endnu mere end før, og et lille øjeblik var jeg lige ved at komme fri, men det lykkedes ikke. Du vejer ikke så meget var? Sagde Katinka hånligt. Det er fordi at hun intet spiser! Grinede Ronja endnu mere hånligt. Jeg blev så hidsig! Jeg begyndte at kradse og rive og sparke og slå, men de var flere end mig, så det hjalp intet. Og så var vi der. Ved baderummet. De skubbede døren op, og derinde stod Iben og fyldte karbadet op. Men det var ikke med vand, det var med honning!

Iben grinede. Så kan du måske lære at spise! Og jeg tror efterhånden at din livret bliver honning. Da karret var fyldt op, trak de skoleuniformen af mig, så jeg ikke havde noget tøj på. Og så begyndte de at svinge de mig fra side til side. Én, too, tree, NU! Råbte de, og på NU svingede de mig op i karret. Der kom ikke andre lyde end BLUB. Og det var noget af det klammeste! Jeg mærkede honningen samle sig om mig indtil jeg lå med hele kroppen nede under, alt var under, undtagen mit hoved.

Jeg lå der svøbet ind i honning, og så jeg Ronja stå med hånden fuld af honning! Hun klaskede den lige i hovedet på mig, så jeg fik svært ved at trække vejret! Hold op! Skreg jeg a mine lungers fulde kraft. Hun så pludselig forskrækket på mig. Skriget havde hvist forskrækket hende. Jeg kunne ikke lade være med at smile ad bare fryd. Hun åbnede munden for at sige noget, men nåede det ikke, for ude fra gangen af kom Katinka løbene.

Han kommer! Råbte hun. Rektor kommer! Ronja slap alle de ting hun havde i hænderne. Hvis du fortæller ham hvad der rigtigt er sket, så smadrer vi dig! Sagde hun ondskabsfuldt. Så løb hun ud på gangen sammen med alle de andre piger, og lukkede døren efter sig. Vent! Råbte jeg, i kan da ikke bare efterlade mig her! Men det kunne de, og det gjorde de, og om lidt ville rektor komme ind, og give mig skylden. Og ganske rigtigt. Lidt efter kom Rektor brasende ind ad døren.

Hvad sker der her! Råbte han surt. Jeg lå bare musestille og stirrede på ham. Så fik han øje på mig. Lisa Angaloe! Sagde han vredt, jeg burde have vidst at det var dig! Jamen det var ikke mig! Sagde jeg. Det var alle de andre piger som altid driller mig! Ja, den er god med dig! Sagde han. Det er jo dig der ligger i et badekar fyldt med honning, ikke? Jo, men… prøvede jeg.

NEJ! Råbte han. Ikke noget ”men”! Se så at komme op, og komme i bad! Og efter det kan du jo selv rense det badekar som du har brugt! Da han var gået, rejste jeg mig langsomt op fra badekarret. Det var vildt uretfærdigt! Alt det rod som de andre piger lavede, endte jeg altid med at skulle rydde op! Men der var ikke noget at gøre. Jeg måtte bare rydde op.

*

Dagen efter da jeg vågnede, var der lagt en seddel på min dyne. ”Hvis du sladrer, så smadrer vi dig!” Stod der. Der var ikke skrevet noget navn, men jeg vidste godt hvem der havde skrevet det. Jeg rev det hidsigt i stykker. Hvad bilder de sig ind? Sagde jeg for mig selv. Jeg kan ikke engang gøre noget ved det! Lisa Angaloe! Sagde en stemme. Jeg fór sammen. Frk. Petersen stod i døren. Du skal altså se at få tøj på! Du skal til time! Sagde hun vredt! Så vendte hun sig om og gik. IIH, hvor jeg hadede den skole.

Men så fik jeg en idé! Jeg vil flygte! Sagde jeg for mig selv. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før? Jeg fik hurtigt tøj på, og løb ned i klasseværeset.

*

Da vi skulle spise frokost, satte jeg mig, og tænkte mig om, selvfølgelig uden at spise maden. Jeg skulle finde på en flugt-plan! Så begyndte jeg at skrive:

I nat, sniger jeg mig ud til porten. Der står en vagt, men i dag sørger jeg for at få posten som den der skal afleverer hans øl til ham, og så drysser jeg sovepulver i det, afleverer det til ham, og så vil han sove rigtig tungt i nat, så jeg med lethed kan åbne porten, og snige mig ud, uden at han opdager det.

Sådan! Nu skulle planen bare udføres. Jeg var ret stolt af mig selv, fordi at jeg sådan bare skulle flygte fra skolen. Så kunne de bare sidde her og ærgre sig over at de ikke havde været ordentlige ved mig. Nå, tilbage til planen. Jeg løb hurtigt ud på gangen, og videre hen foran rektors dør.

Jeg bankede nervøst på. Rektor var næsten altid sur, når man forstyrrede ham. Kom ind! Lød rektors sure stemme. Jeg trak ned i dørhåndtaget og åbnede døren. Lisa Angaloe. Sagde han roligt. Hvad vil du? Altså jeg ved godt at det var dumt, det jeg gjorde i går, så jeg vil godt prøve at gøre det godt igen ved at opfører mig pænt fremover, så jeg tænkte om jeg måtte aflevere øllet til portvagten?
Tjaa, sagde han tvivlsomt. Okay, sagde han så. Tak, sagde jeg og tog imod ølkruset, som hun rakte til mig. Så gik jeg ud på gangen, og dryssede sovepulveret i, uden at nogen så mig.

Og så gik jeg ud til porten, hvor at portvagten sad og holdt øje. Jeg betragtede ham lidt. Han havde et stort rødt skæg, og så var han ret tyk. Hvad vil du min pige? Sagde han med en rigtig hæs stemme. Jeg skal aflevere din middags-øl.
Skønt! Udbrød han, jeg er rigtig tørstig. Så gik jeg ind på mit værelse, og gik i seng. Jeg gik tidligt i seng, for når jeg skulle op om natten, skulle jeg have sovet godt.

*

Klokken tolv, stod jeg op og tog mit tøj på. Jeg havde allerede pakket tingene i går. Og så listede jeg udenfor, og ned til porten. Og lige som jeg havde regnet med, sad vagten og snorksov. Jeg gik helt hen til porten, og begyndte at hive i den. Hvor skal du hen lille pige? Sagde en stemme lige pludselig. Jeg fór sammen. Så vendte jeg mig om, og der stod en af drengene fra de større klasser! Jeg havde set ham før, han hed vidst nok Daniel.

Jeg vil godt fortælle dig det, hvis bare du ikke fortæller det til andre! Sagde jeg, og jeg følte mig virkelig lille, da jeg sagde det. Daniel stod og betragtede mig. Så bredte et smil sig over ansigtet på ham. Jeg ved godt hvad du skal, sagde han snedigt. Du vil flygte! Og jeg siger det til Rektor! Sagde han. Og så løb han ind af døren til den store bygning, hvor Rektor boede. Imens så jeg mit snit til at løbe ud af porten. Jeg susede afsted, så hurtigt mine ben kunne bære mig! Ud af porten, og hen ad vejen. Jeg løb i næsten ti minutter, uden at tænke på hvorhen jeg løb.

Men så stoppede jeg. Jeg kunne ikke se skolen mere. Glæden begyndte at boble op i mig. Jeg var fri!

*

Jeg vågnede ved at jeg hørte et skrig! Det var fra en lille kat. Jeg kiggede mig omkring.
Jeg lå i en gyde inde i storbyen! Jeg forstod ingenting. Den lille kat stod ved siden af mig og mjavede helt vildt højt. Jeg tog den op i mine arme. Men da jeg gjorde det, begyndte alt lige pludselig at lyse! Jeg kiggede rundt på folk, men ingen så ud til at lægge mærke til det. Og så så jeg det. Oppe på himlen midt i alt lyset, dér sad min mor! Hun strakte armene ned i mod mig, og hev mig op i himlen. Jeg troede at jeg var død, men min mor forklarede at jeg bare var et englebarn, fordi at hun altid havde været en engel.

Det havde altid været meningen at jeg skulle leve i himlen, sammen med min mor.
Jeg var så lykkelig at jeg faldt i søvn, sammen med den lille kat, imens at min mor trak os op i den lysende himmel.

Den røde bluse

Her er en historie skrevet af Alberte fra 6. klasse på Kirkebjerg Skole i Vanløse. Historien er en blandt mange andre historier skrevet af elever fra 6. klasse på skolerne i Vanløse, som deltog i et forfatterværksted med forfatteren Cecilie Eken.

Projektet var et samarbejde mellem børnebiblioteket på Kulturstationen Vanløse, Katrinedal Skole, Kirkebjerg Skole, Vanløse Skole, Hyltebjerg Skole og forfatteren Cecilie Eken - projektet fik støtte af Vanløse Lokaludvalg.

DEN RØDE BLUSE
Jeg smed min blå taske i entreen, en svag sød duft af kanel havde bredt sig i hele huset.”Ida?” råbte mor ude fra køkkenet. Jeg kunne høre at der var noget galt, jeg blev bange, var det far? ”hej mor!” råbte jeg tilbage. Jeg kiggede kort på den nye røde læder sofa og tog en dyb indånding. ”Hej mor” gentog jeg forsigtigt.”Hej skat” sagde mor med en rystende stemme.

Hun havde våde øjne ” sæt dig ned Ida ” , hun lød alvorlig . Vandhanen dryppede i køkkenet. Jeg satte mig ned på stolen i hjørnet , jeg kiggede rundt i , det brune skab hang som det plejede på væggen…men..”Ida ” , mor afbrød mine tanker.” far er på hospitalet det går dårligere end lægerne havde forventet med far”.…hun holdt en pause…”far kommer nok ikke hjem til jul”, jeg fik tårer i øjnene, alt blev sløret og mors stemme lød hul, det rungede.ordene kørte rundt i hovedet på mig.” hvad! skreg jeg.”Hvorfor?”. Mor svarede ikke, men knugede mig bare ind til sig.

Jeg kunne mærke hendes ru bluse mod min kind, og høre hendes hjerte slå hurtigt. ” Mormor og jeg tager ind og besøger ham på hospitalet”, fortsatte hun.”jeg tænkte på om du ville med.” ” Jeg ved ikke helt” , mine ben rystede.” Jo ,Ida, jeg tror at det kunne være godt for dig, du har jo ikke set ham i to uger”. Jeg tøvede lidt, følte mig svimmel og havde ondt i maven. ” Okay jeg tager med”. Jeg kiggede på mor .”Det lyder godt,” sagde hun og prøvede at smile.”

Jeg går ud og ringer til mormor”.Mor gik hend over gulvbrædderne som knirkede, som om de var ved at falde ned.Hun tog sin mobil på det lille, runde, brune bord, som vi har avet af oldemor. Jeg nikkede ”ja” sagde jeg lavt med en halvkvalt stemme. Jeg kiggede igen rundt, duften var der stadig, men den duftede ikke af kanel, den duftede mere af hospital. Jeg vidste ikke hvorfor, men det gjorde den bare. Jeg kunne høre uret tikke.” Åh” sagde jeg lavt til mig selv. ”hvor typisk,” jeg sukkede højt.

Jeg havde mest af alt lyst til bare at løbe, løbe fra det hele, et sted langt, langt væk, men der var noget, der fik mig til at blive siddende. ”Ida?” ”Mmmm” mumlede jeg. ”Ida, jeg ved godt du er ked at det, men far kommer hjem 3. juledag, så kan vi rigtigt julehygge.””Ja, men det er ikke det samme”. ”Nej, jeg ved det godt, men skal vi ikke alligevel prøve at få en god jul uden far, selvom det er svært?” ”jo jo” svarede jeg.

Mors mobil ringede, ”det er nok mormor, jeg tager den lige”.Jeg kunne ikke høre hvem mor talte med, men jeg kunne høre at hun lød lettet og overasket. Håbet steg i mig ,jeg fik sug i maven. Ud af vinduet så jeg nogle piger sjippe på vejen. Jeg ventede spændt. Mor vente sig hurtigt om. Far kommer hjem på mandag!” råbte hun glad. Hvor klædte den mor godt, den røde bluse hun havde på.

Rævestreger

Det er tegneren Jarl Egeberg, der står bag tegnestuen Rævestreger. Det er ham der har tegnet den barske ulv du kan se på billedet. Lige nu er han i gang med at lave illustrationer til en bog sammen med Sebastian Klein. Det kan du læse mere om på hans hjemmeside, hvor du også kan se flere sjove tegninger af Jarl.

Biblioteket gør børn klogere og - DU er hovedpersonen

Københavns Børnebiblioteker samarbejder med Experimentariet og Planetariet om at præsentere naturvidenskaben for DIG

Sms-quiz
Er du så klog, at du kan undvære hovedet, og vil du vinde en masse fede præmier, så gå direkte til vores månedlige quiz og send en sms med beskeden HOVEDPERSON til 1220. Du vil også få information om kommende quizzer, arrangementer på børnebiblioteket med naturvidenskabelige temaer og mere. Du kan også tilmelde dig ude i siden.

Mobilzoner på børnebibliotekerne
Men vil du være sikker på at kunne svare på vores superspændende og nørdede spørgsmål, så tag ind på dit lokale børnebibliotek og brug din mobiltelefon i vores bluetooth-zone til at blive klogere på naturvidenskab. Vi har lavet indholdet i samarbejde med bl.a. Eksperimentariet og Planetariet, så du er garanteret en sjov og anderledes biblioteksoplevelse.

Events og arrangementer
Hver måned er der workshops om månedens tema på børnebibliotekerne rundt omkring i København. Børn, der allerede har deltaget i DU er hovedpersonen-arrangementer har for eksempel været med til at bygge en kagerobot, transformationsskole og fodboldmaskine: opfindelser som forhåbentlig inden længe vil blive sat i produktion, så hele verden kan nyde godt af dem!

Ugler der skuler

Forfatteren Patrick Leis har sendt nogle flotte illustrationer fra hans bøger. Tjek dem ud og lån bøgerne på biblioteket.

Den i midten er fra en kommende børnebog, en alfabetbog med titlen "Aber der gaber". Hold øje med den, den kommer til vinter. Illustrationen er fra bogstavet U for "ugler der skuler.

Så er der en tegninger fra labyrintbogen Monsterlandet, udgivet på Gyldendal.

Og så er der forsiderne på to sammenhængende romaner med titlen Camp 41. Det er ikke heeeelt en børnebog, hæhæ, skriver Patrick, men i får dem alligevel, unger.

De udgives om nogen tid på forlaget Facet, og er en del af Necromic-sagaen, der består af 1-Necropolis, 2-Camp 41(1+2), 3-Requiem, 4-Pax Immortalis og den endnu ikke skrevne 5-Regnum Mortis.

Spændende med illustrationer fra forfatteren selv.

Tak for tegningerne, Patrick!

Patrick Leis

Jeg har linket til en ny børnebogsforfatter, Patrick Leis. Han er bestemt værd at tjekke ud, hvis du er til uhyggelige bøger. Læs fx De kom fra Blodsumpen.

God fornøjelse :-)

Trailer til Dødsbørn

Nu kan du se den officielle trailer til fantasyromanen Dødsbørn af forfatteren Nicole Boyle Rødtnes. Jeg har lagt den ude i siden her på bloggen, men ellers kan du følge dette link og se den flotte visuelle introduktion til bogen:

http://www.youtube.com/watch?v=25w-KgOD-tY

Og bogen kan du naturligvis låne på biblioteket :-)

Forfatterspirerne 2010

Mandag 2. august begynder en uge fyldt med skrivekløe, idéudbrud og hårdt arbejde. På et fuldt overtegnet hold starter et intensiv forfatterværksted for unge mellem 11 og 18 år. Nogle er gengangere fra de forrige år, andre er helt nye. Fælles for dem alle er lysten til at fortælle historier og ønsket om at blive bedre til at skrive.

Til at undervise er der fundet tre unge forfattere fra foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere (HUF.dk). Underviserne begyndte selv at skrive i en ung alder og kender alt til at kæmpe med et besværligt plot, nogle stædige karakterer og en halvdød spændingskurve.

Underviserne er Camilla Wandahl, Nicole Boyle Rødtnes og Bjarke Schjødt Larsen.

Camilla Wandahl på 24 år og debuterede i 2009 med ungdomsromanen Hjerte i vente og har siden udgivet fire andre bøger inden for alt fra kærlighed til gys. Camilla læser til lærer og er en rutineret underviser indenfor skrivefaget.

Læs mere om Camilla og hendes bøger på: www.camillawandahl.dk. Besøg også hendes blog på: www.camillawandahl.blogspot.com

Nicole Boyle Rødtnes’ debuterede dette forår med fantasy-romanen Dødsbørn – Skeletter i skabet 1. Til efteråret kommer Nicoles anden bog, der er en realistisk ungdomsroman. Nicole læser dansk på Københavns Universitet og har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur.

Læs mere om Nicole på hendes hjemmeside www.nicoleboyleroedtnes.dk og se bog-traileren for hendes debutroman her: http://www.youtube.com/watch?v=25w-KgOD-tY

Bjarke Schjødt Larsen er 24 år og læser dansk og retorik på Københavns Universitet. Bjarke arbejder desuden som freelancejournalist og er udkommet i novellesamlingen Lyden af vanvid. Han står desuden bag bloggen Skrivekrampe.dk, der opdateres hver mandag med skrivetips.

Besøg Bjarkes blog her: www.skrivekrampe.dk

Udover de tre undervisere får deltagerne besøg af den erfarne forfatter Henrik Einspor, der vil udfordre og overraske med forskellige skriveøvelser.

Undervejs i løbet af ugen kommer der også besøg på af illustratoren Søren Klok og forlaget Rosinante og Co.

Transsylvaniens rædsler - 3. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv, Gyselig kærlighed, Peter og Oliver, De kolde øjne - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Transsylvaniens rædsler - 3. del

Skrevet af Thor Binderup, 6. v. på Kirkebjerg Skole.

Nu viste Adrian præcist hvad han skulle gøre. Han kiggede på sin kalender. Det var den 18. maj. Den 12 og den 18 var det fuldmåne. Han kiggede på uret. Den var 17.12. Det var kun i maj, der var 2 fuldmåner. Han skulle ud i skoven i aften og kigge efter varulven. Og dræbe den.

Han skulle have et haglgevær fra fælleshuset. Der var heldigvis altid åbent så man hurtigt kunne få fat i dem, hvis man skulle bruge et haglgevær. Han ville tage af sted kl. 20.00. Han havde et reb på sit værelse. Så ville han fire sig ned fra tagvinduet, også ud i skoven. Hans mor ville aldrig lade ham tage af sted. Derfor skulle han ud af tagvinduet.

Han ville tage øksen og hente et hagl gevær i fælleshuset. Så skulle han blive lokkemad, så varulven gik ud i skoven. Han vidste ulve lugtede godt. Så gjorde varulve nok også, ikke? Han skulle tisse på 3-4 træer på stien gennem skoven. Så skulle han klatre op i et træ og så kunne han skyde Cesc, når han kom til det sidste duftspor. Øksen var kun til vis det blev nærkamp, og det ville han helst undgå.

Han fordrev tiden med at læse en bog. Men han kunne aldrig rigtig tænke på andet end Cesc. Men hvad hvis der skete ham noget. Ville hans mor så aldrig finde ud af hvad der var sket? Han måtte skrive et brev. Et brev hvor der stod hvor han var, hvad der var sket og hvem varulven var. Han fandt en blyant og et gammelt papir.

Han skrev at han var taget ud i skoven, og at hvis hun læste dette var han nok død. Han skrev også at de skulle dræbe Cesc ved næste fuldmåne. Han lagde den sorte bog, ved siden af papiret, som forklaring. ”Vi skal spiiiiiiiiiiseeeeee!” råbte hans mor skingert nede fra køkkenet. Adrian kiggede hurtigt op på uret. Den var 19.00. Han kunne tage af sted efter han havde spist. Han gik ned af trappen, og ind til spisebordet.

Aftensmaden bestod af stegt kalkun. Saftig og lækker kalkun. De spiste uden nogle specielle overraskelser. Da han var færdigt tog han sig tallerken og sagde ”Tak for mad”, og gik ud og satte den ved siden af opvasken. Han gik stille og roligt op ad trappen, selvom hans krop sitrede af iver efter bare at spurte op og skynde sig ud i skoven.

Nu var kl.19.50. Han tog sit overtøj på og bandt rebet fast om maven. Han tog brevet op ad lommen, studerede det lidt og lagde det så på under hovedpuden. Så kunne hun finde det næste gang hun skulle vaske lagener. Han fastgjorde rebet til radiatoren, og hev lidt i det, for at finde ud af om det hang ordentligt fast. Han håbede ikke det knækkede, for så ville han, som hans mor sagde, ”Få røven på komedie”. Han åbnede vinduet og kravlede ud på taget.

Der var en meter ud til tagkanten. Han kravlede forsigtigt derhen. Han tog stille og roligt hovedet ud over kanten, og trak det hurtigt tilbage igen. Det var højt. 5-6 seks meter. Han blev helt svimmel af at kigge ned. Men han skulle ud over! Det var hans eneste chance for at komme ud i skoven, tænkte Adrian beslutsomt. Han tog stille og roligt benene ud over, også hang han der. Han trak vejret dybt og skubbede så sig selv ud over.

Han gav den lidt reb og nu havde han slet ikke fat i taget mere. Det var hårdt arbejde, og han kom langsomt ned. Han skulle heldigvis ikke forbi nogle vinduer. Han syntes han hørte noget knage og kiggede op. Rebet var ved at knække. Han skyndte sig at fire sig længere ned, men kunne høre at rebet var næsten færdigt.

Der var 3 meter endnu, 2 meter, men pludselig gik det lidt for stærkt. Det knækkede. Rebet knækkede. Han fløj igennem luften og puf! Han ramte jorden med ryggen først. AV! Han havde så vidt han kunne mærke ikke brækket noget. Det var heldigt. Han kunne næsten ikke lade være med at skrige, men bed smerten i sig. Han skyndte sig over og hentede øksen i brændeskuret. Han humpede lidt på venstre fod. Han var nok landet forkert.

Han var henne ved fælleshuset nu. Han gik ind og kiggede sig omkring. Alle våbnene hang klar og var helt finpudsede. Han tog det største haglgevær, og seks patroner fra ammunitionskassen. Han ladte haglgeværet, med de to første patroner. Han humpede ud i skoven med haglgeværet i hånden og øksen på ryggen. Han var bange. Skidebange.

Men han kunne jo stadig gå hjem til den varme stue og familien? Men nej! Det kunne han ikke. Så ville han være en gemen tøsedreng og ville ikke kunne se sig selv i øjnene i lang tid. Han prøvede at tænke på noget andet. Han humpede videre og nu var han i skoven.

Nu var det tid til at tisse første gang. Han gik hen til det nærmeste træ og knappede bukserne op. Han havde drukket en masse vand til aftensmad og han kunne næsten ikke holde sig. Han tissede men ikke så meget, for der skulle være nok til næste træ også. Han løb lidt videre og tissede igen.

Og sådan fortsatte det. Tis, løb, tis, løb, osv. Nu havde han tisset 5 gange og kunne ikke mere. Nu skulle han finde et godt træ til at gemme sig i. Han kiggede sig om og fandt et næsten med det samme. Det var stort og med masser af grene. Han gik hen og begyndte at klatre. Det havde han masser af erfaringer fra spejder med. Men han gik ikke til spejder mere. Det var for kedeligt. Hans mor havde kaldt ham en stueplante.

Nu havde han fundet et godt sted. En lille platform for han kunne ligge ned og sigte på det seneste tissested. Han ventede og ventede. Der gik en time, der gik 2 og klokken var lige over midnat da han hørte det. En svag raslen i buskadset. Som noget der stort og tungt. Nu kom der øjne frem. Gule øjne. Det var bare inde i buskadset og stod og lurede. Han tog sigte, lige mellem øjnene. Han satte fingeren på aftrækkeren og fyrede. Det gav et ryk i hans skulder og han var lige ved at falde ned.

Dyret var kommet ud fra buskadset. Der var ingen tvivl om at det ikke var et almindeligt dyr. Det var stort og pelset. Det havde store kløer og nogle lange hjørnetænder. Det savlede fra munden. Der var et hul i panden efter Adrians skud, og der sivede lidt blod ud der fra. Det havde set ham! Han tog sigte igen. Men denne gang var det sværere. Varulven var på vej mod træet, det ville klatre op til ham!

Han fyrede igen. Han ramte det ved venstre bagben. Det hoppede op på træet og sad simpelthen fast, kun ved hjælp af kløerne. Skræmmende. Han kunne se dyret var svækket. Men det var stadig på vej op til ham. Han tog 2 nye patroner, og ladte desperat med rystende hænder. Nu var det ca syv meter fra ham.

Der var nok 10 m hele vejen ned. Han tog sigte og fyrede igen. Denne gang ramte han det lige i brystet. Men det var stadig på vej. 4 m endnu. Han kunne se musklerne arbejde. Det var et stærkt dyr. 2 meter. Han satte sig op og fyrede. Han ramte lige i panden og nu var dyret færdigt. Han kunne næsten, række armen ud og røre ved det. Mens det faldt ramte uhyre adskillige gren. Han lænede sig ud over, så han kunne se når det ramte jorden. Men netop som han rejste sig op trådte han på en gren.

Grenen rullede under hans fod og han kunne mærke han mistede kontrollen over benet, fik lidt overbalance og mere skulle der ikke til. Han faldt ud over kanten. Han kunne se op i himlen, indtil han hamrede ind i den første gren og det sortnede for hans øjne.

***

Han åbnede øjnene og kiggede lige ind i nogle andre øjne. ”Åh, gudskelov han lever!” Sagde ansigtet. Det var hans mor. ”Hva.. Hvad er der sket?” Sagde han stammende. Han mærkede ingen smerte. Det sidste han kunne huske var at han var faldet. ”Ja, det skal jeg spørge dig om!” sagde hun alvorligt. ”Du har brækket ryggen og ligger med en økse. Jeg fandt brevet.” Han skulle lige til at spørge hvor Cesc var, da han så ham henne ved de andre mænd. Cesc vendte sig om og så Adrian dybt i øjnene. Han mund formede ordet ”Tak” og så tog han hånden op til munden og lavede tys-tys tegnet. Adrian forstod at Cesc bare ville leve som et helt almindeligt menneske og bare ville ligge det bag sig. Han havde klaret det. Men nu var der vist en masse der skulle forklares.

Transsylvaniens rædsler - 2. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv, Gyselig kærlighed, Peter og Oliver, De kolde øjne - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Transsylvaniens rædsler - 2. del

Skrevet af Thor Binderup, 6. v. på Kirkebjerg Skole.

Han tog lighteren, tændte røgbomben og kastede den diskret ind i tøjbutikken ved siden af. Han gik om bag det store træ og trak elefant huen over hovedet, bare for en sikkerheds skyld. Så spurtede han væk fra træet og kastede sig ind i Cesc hæk.

Han møvede sig igennem buskadset og blev stukket af adskillige torne. Da han var kommet ind i haven stillede han sig og kiggede ud på gaden. Røgbomben var stoppet men man kunne stadig lugte lugten af brændt plastic. Folk var strømmet til butikken og der var sandsynligvis ingen der havde set ham. Butiks ejeren burde faktisk være glad for nu havde han da kunder i butikken.

Nu skulle han ind i huset. Når Cesc kom hjem skulle der ikke være nogle spor. Hvis der var, ville Cesc krydsforhøre alle og ville finde ud af sammenhængen mellem Adrians gåtur, røgbombe osv. Han tog nålene frem fra sin mors sykasse. Dem skulle han bruge til at dirke døren op ned. Han gik op til hoveddøren og stak til nålene ind i låsen.

Det havde han også haft som hobby for 2-3 år siden. Låsen var sikkert bare fra en discount butik, for det tog kun 30-40 sekunder og dirke den op. Nu var han inde i entreen. Der lugtede af kød og gamle sokker, og han var i hvert fald ikke noget ordensmenneske. Der var gamle øldåser, sokker (Der kom lugten fra), rester fra aftensmaden og en masse regninger.

Nu skulle han finde computeren og han havde ingen anelse. Det var det eneste svage punkt i planen hvis Cesc havde gemt computeren. Der var to etager i huset, kælder under jorden og en over stueetage over jorden. Han startede med at lede i stuen og køkkenet, og det var et stort rod. Efter et par minutter havde han allerede kvalme på grund af lugten.

Men stadig ingen computer. Så gik han videre til soveværelset, der var en stor 2 personers seng, og indtil videre var det det reneste han havde set. Han gik over og gennemrodede forsigtigt kommoden ved siden af sengen. Han fandt intet udsædvanligt bortset fra et snavset billede, i nederste skuffe. På billedet var der en meget smuk kvinde i en flot lang hvid kjole. Ikke en falsk skønhed som i filmene hvor heltinden er pumpet med plastic.

Men en ægte skønhed, som man ikke kunne få øjnene fra. Billedet måtte være gammelt da det var i sort hvidt. Han skyndte sig at lægge billedet tilbage, og småløb videre til næste rum. Der er sgu ikke tid til sådan noget pjat, skældte han ud på sig selv. Han undgik omhyggeligt at vise sig i vinduerne, da det kunne være det der afslørede ham. Han gik ned ad kældertrappen og ind i første rum på højre hånd. Og der stod den jo, computeren han havde ledt efter.

Nu skulle han bare tænde den. Han ledte lidt og fandt så en on/off knap. Han trykkede på knappen og den begyndte at starte op. Han kastede et blik på sit ur og så at han havde brugt 15 minutter. 25 minutter hvis man også talte gå turen med. Nu var computeren klar. Der var heldigvis ingen kode på. Han dobbeltklikkede på ”INTERNET EXPLORER”. Den åbnede mirakuløst google fra start. Han trykkede i søgefeltet og skrev ”Uhyrer i Transylvanins”.

Stavning havde aldrig været hans stærke side, men han gjorde det så godt han kunne. Den loadede lidt og kom så op med en ny side. Det første indslag var ”Du er et uhyre Fritzel!” Beskrivelsen var: Uhyret Fritzel fra Østrig har holdt en kvinde fanget i 24 år! Det var nok ikke ham der havde angrebet Timon. Næste var til gengæld lidt mere relevant. Overskriften var ”Dracula i Transsylvanien!” Beskrivelsen bestod af ”Er varulve og vampyrer stadig levende?” Han klikkede hurtigt ind på den. Siden hed ”Wikipedia.org”. Der stod:

Findes der virkelig vampyrer og varulve i Transsylvanien og er de Draculas håndlangere? En række mord henviser til at de stadig eksisterer. Alle ofrene er blevet revet op med kløer eller blev bidt i halsen eller nakken. Dem der er blevet bidt har fået suget mange liter blod ud af kroppen hvorefter ofrene har ligget og visnet. Tilsyneladende har morderne ikke gjort sig store anstrengelser for at sløre deres spor.

Der er fundet spor efter kløer og fire fødder, ved dem der er blevet revet op, og fødder med ekstra lange negle ved dem der er blevet suget ihjel. Sporene peger kraftigt i retning af vampyrer og varulve. Varulve slagter deres offer og drikker deres blod. Vampyrer overfalder deres offer og bider dem i halsen/nakken og suger blodet ud af dem.

Både vampyrer og varulve ernærer sig ved blod. I historierne er de også begge to Draculas håndlangere. Så spørgsmålet er om der er vampyrer på spil i Transsylvanien?”

Det var information man kunne bruge til noget, tænkte Adrian. Nu skulle han ud. Men nu hørte skridt i etagen over. ”Der gik jeg lige glip af 500 dask, på grund af det gamle skrog motor ikke virker. Mutu skal tage sig sammen når han ikke engang kan reparere en motor” Sagde stemmen ovenfra. Nu viste Adrian hvem stemmen tilhørte.

Og det var ikke godt, det var Cesc. Nu skulle han hurtigt ud herfra. Han slukkede computeren og skyndte sig ud af værelset. Hans hjerte banken gik helt agurk og han var lige ved at skrige. Han skyndte sig videre gennem kælderen og ind i det sidste rum i gangen. Hvorfor han gik ind i det rum vidste han ikke præcist, men det var ikke et rart syn der mødte ham.

Der hang bloddryppende kød ned fra loftet. På den ene væg var der poser med blod og store slagter knive. Han var lige ved at snuble over noget på gulvet. Han kiggede ned og så at det var en bog. Han stak den hurtigt ind under trøjen. Nu kunne han høre skridt på trappen. Han stillede sig op igen og så et vindue i den anden ende af rummet. Han skyndte sig hen og åbnede det. Han hoppede ud i friheden og løb ud på vejen.

Han havde slet ikke tænkt på at nogle kunne have set ham. Det så det heldigvis ikke ud til. Det havde været på et hængende hår. I forvirringen havde han heldigvis nået at lukke vinduet. Han skyndte sig videre på vej hjem. Han havde helt glemt bogen under trøjen.

Først da han var kommet op på sit værelse derhjemme mærkede han bogen. Han tog den op i lyset og studerede den nærmere. Omslaget var fuldkommen sort. Han åbnede bogen, og blev skuffet. Første side var blank. Han vidste ikke hvad han havde ventet men det var ret kedeligt den bare var blank. Han slog op på næste side og skuffelse forsvandt straks men kom igen.

Det gode var at der var noget på siden. Det dårlige var at tegnene var helt uforståelige. Lige pludselig tabte han bogen på gulvet. Da han kiggede ned på den gav tegnene pludselig mening. Det var først nu han opdagede at han havde vendt bogen på hovedet. Der stod:

Til dig der læser denne bog: Alt hvad der står i denne bog er sandt. Men hvis du har læst den skal du ikke regne med at leve meget længere. Denne bog indeholder nogle af de mest mørke hemmeligheder i Transsylvanien. Denne bog tilhører ikke dig. Den tilhører mig. En Vampyr.

Skriften var snørklet og gammeldags. Skriften var rød, blodrød. Men ikke frisk blod som når man faldt i skolegården. Gammelt blod. Han bladrede videre til næste side. På den ene side stod der ”Før” og så var der et håndtryk fra et menneske. På den næste side stod der ”Efter” og nedunder var der et til håndtryk til. Men det var ikke fra et menneske. Det havde kløer. Ikke negle, men kløer. Lange kløer. Han bladrede videre til næste side. Der stod:

Denne bog er skrevet til min elskede Adeliene. Hvis du ikke er Adeliene, så lad være med at læse denne bog.

Gad vide hvem Adeliene var? Han bladrede videre til næste side. Der stod:

Kære Adeliene. Den 13. maj, 2009. Du er død nu. Det der nager mig mest ved din død, er at det er min skyld. Min skyld at du er død. Nu tænker du sikkert at jeg bare er fortvivlet og forvirret. Men det er min skyld. Jeg er et uhyre, et af de mørkeste væsener i verden. Det er min største hemmelighed. Ingen ved det bortset fra denne bog og mig. Jeg kan ligeså godt sige det. Jeg er et uhyre. Et monster. En varulv.

En gang om måneden – kun i maj er der 2 - er det fuldmåne. Den aften var det fuldmåne. Når det bliver fuldmåne sker det. Jeg forvandles til en varulv. Jeg har ikke kontrol over mine handlinger. Jeg bliver rasende, ukontrolleret og blodtørstig. Måske er jeg lidt af en gnaven mand i virkeligheden, men ikke i nærheden af når jeg er varulv. Nu er det flere år siden at du er død. Men jeg har først taget mig sammen til at skrive det nu.

Jeg fortalte de andre i byen at du var gået fra mig. Fredeligt. At du var rejst hjem til din mor, i Italien. Men det er ikke sandheden. Det var mig der flænsede dig op og drak dit blod. Eller ikke mig. Det var mit andet jeg. Varulven. Nu har jeg gjort det igen. Jeg har kunnet kontrollere mine handlinger, siden du gik bort. Jeg er startet som slagter og så kan jeg ernære mig ved dyreblod. Men for 2 dage siden skete det igen.

Det var et barn, med en lys fremtid. Jeg kan ikke huske at jeg gjorde det. Jeg ved bare det var mig, for hvem skulle ellers have gjort det? Jeg ved at jeg kan få fjernet varulven i mig. Men det er ikke let. Det kan kun ske hvis nogen dræber varulven. Og hvem skulle det være. Kun en med et stærkt hjerte og et stort mod kan gøre det.

... fortsættelse følger...!

Transsylvaniens rædsler - 1. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv, Gyselig kærlighed, Peter og Oliver, De kolde øjne - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

Transsylvaniens rædsler - 1. del

Skrevet af Thor Binderup, 6. v. på Kirkebjerg Skole.

Flænset. Bogstaveligt talt flænset. Det var umuligt at se det der lå på jorden engang havde været dreng. Hovedet var fuldt af rifter. Fra en slags kløer. Ligesom ulvekløer. Men selvom det her var Transsylvanien – Draculas hjemsted – var der selvfølgelig ingen der troede på den slags historier.

Adrian stod som forstenet. Det brænde hans mor havde sagt han skulle hugge, havde han fuldstændig glemt. Tankerne fór gennem hovedet på ham. Hvem var det? Hvad var der sket? Hvad skulle han gøre? Det sidste gav sig selv. Han skulle selvfølgelig løbe hjem og sige det til de voksne.

Han startede med at gå. Her i mørket blev man let overmandet af lumske tanker. Mon morderen stadig var i skoven? Gik uhyret og lurede på ham i mørket? Så begyndte han at løbe. Uhyret kunne lure bag hver eneste træ og der var mørkt, meget mørkt. Den kunne stå 5 meter væk og han ville stadig ikke kunne se den. Han holdt et fast greb om øksen. Den fredelige økse som han havde brugt til at hugge brænde med, var ikke længere så fredelig.

Nu var han klar til at forsvare sig med den. Han var næsten ude af skoven nu. Nu kunne han se husene i Kødby. Han spurtede nu som havde han ild i røven. Op ad indkørslen også ind af døren. ”Der ligger et lig ude i skoven!” Råbte Adrian så højt han kunne. ”Du har en sund fantasi min dreng” Svarede hans mor glad. ”Har du noget brænde med hjem?”

”Mor det er rigtigt! Det passer!”

”Er du sikker på du har det godt? Man kan nemt blive forkølet eller få lungebetændelse, ude i den mørke skov”. Nu gik han ud i køkkenet og kiggede hende dybt i øjnene. ”Mor send nogle mænd ud i skoven!” Sagde han bestemt. ”Okay, Okay. Men hvis du driller får du 14 dages stuearrest.” Hun gik ud og tog den gamle telefon, hvor man skulle dreje hjulet hen til tallene og drejede nummeret til slagteren.

Hun talte i lidt tid med slagteren og lagde så på. ”Han og nogle af de andre mænd er på vej ud i skoven” Sagde hun stille. Adrian spurtede ud i gangen og begyndte at tage sine skovhuggerstøvler på og derefter jakken. ”Åh gud Adrian, du skal da ikke med” Sagde hun forskræmt. ”Det er du alt for lille til!”

”Ej mor, jeg er 13 år. Det var også mig der opdagede liget”. Sagde han surt. ”De har ikke brug for dig. Jeg har fortalt at det er ude ved brændepladsen, der hvor du hugger brænde. Gå op på dit værelse”. Sagde hun bestemt og uden at tøve. Han flåede jakken af og trampede op ovenpå. Hvad bildte hun sig ind? Selvfølgelig skulle han med ud i skoven, det var jo ham der havde opdaget liget. Han overvejede et kort øjeblik og snige sig ud, men droppede det da han vidste at mor hørte vildt godt og ville være over ham som en høg.

Han gik ind på sit værelse og smækkede døren efter sig. Han stillede sig foran spejlet og kiggede på sig selv. Stadig brune øjne, mørkt karseklippet hår og 170 høj. Han havde efterhånden også fået en del muskler. Kunne hans mor virkelig ikke se at han var stor nok til at komme ud i skoven? Nu skulle han ikke tænke mere over det. Det ville alligevel ikke hjælpe noget.

Han var nødt til at finde ud af noget mere, om historierne der findes om Transsylvanien. Han boede trods alt også midt i det. Nu ærgrede han sig igen over at han boede i en by, midt i en mørk skov. Hvis det brændte i byen ville brandvæsenet ikke engang nå frem før hele byen var brændt ned. Hvis der overhovedet var nogle der ringede til brandvæsenet.

Det var så langt ude på landet at udviklingen nærmest var 60 år bagefter. Som om at årstallet var 1940, selvom at der stod 2009 på kalenderen. I den her provinsby havde man ikke engang mobiltelefoner, og der var også kun en computer i hele byen. Det gav ham en ide! Han skulle vide noget mere om Uhyrer i Transsylvanien. Det skulle han bruge en computer til.

Men som sagt var der kun 1 computer i hele byen. Og den var hos slagteren Cesc, som tidligere var smed. Cesc den strengeste, stærkeste og mest frygtindgydende mand i hele byen. Og han ville under ingen omstændigheder låne sin computer til Adrian. Der måtte lægges en plan. Han SKULLE ind på den computer.

Kapitel 2: Indbrud

Det var ca en uge siden at Timon var død. Men i dag skulle der ske noget andet. Han skulle indtil Cesc computer. Han havde lagt en perfekt plan. Ned til mindste detalje, ligesom de film man så en gang om måneden i forsamlingshuset. Han vidste godt hvad han skulle gå efter på computeren. Mændene havde også fundet noget andet ude i skoven, de havde fundet spor, efter fire fødder. Fødder med klør, store klør. Og det var ikke menneske fødder.

Når han var kommet ind på computeren skulle han søge på noget der hed google. Han skulle søge på noget i retning af ”Transsylvaniens Uhyrer”. Det havde han hørt om i skolen. Men nu gik han jo ikke i skole mere. Han havde bestået alle 7 klasser man skulle her. På google skulle han kigge efter noget der var 2,5 meter langt, en 1 meter højt, havde kløer som en bjørn og lange tænder. Det havde han hørt efter skaderne på Timon og på sporene. Det var Timon han havde fundet ude i skoven. Lille Timon på 10 år. Hans familie var i chok.

De havde ikke været ude for en dør siden de havde mistet Timon. Timon havde været ude og hugge brænde. Ligesom Adrian. Nu var det ikke børnene der huggede brænde mere. Nu gik der altid 2 voksne den ene med øksen til at hugge brænde, den anden med et haglgevær der skulle beskytte dem hvis der kom noget.

Det var også derfor han var nød til at finde ud af noget om uhyret, for Timons familie skyld. Og selvfølgelig også for Timon skyld. Han gjorde sig klar til at gå, men først skulle han lige bruge telefonen. Han tastede Cesc nummer. ”Hallo det er Cesc” lød det i den anden ende af telefonen.

”Hej, det er Biler og Traktorreparation. Vi har en butik i en by i nærheden af i hvor du bor. 2 timers kørsel væk. Den hedder Geovina, altså byen. Vi har hørt at du er en stærk mand og tidligere smed og vi har brug for en smed til reparation af nogle maskiner. Den nuværende smed er syg.”Sagde Adrian med et smil på læben.”Hvad får jeg for det?” Sagde Cesc interesseret.

”En timeløn på 500 kr” Det burde være nok tænkte Adrian. ”Jeg er der inden for 2 timer!” ”Fint. Farvel” Ha! Der fik jeg ham godt nok. Tænkte Adrian glad. Nu behøver jeg blot vente 20 minutter også gå i gang med resten af planen. Tiden gik… 10 tilbage…… 5 minutter tilbage. Nu kunne han gå. Han gik ud i entreen. ”Mor jeg tager lige ud i byen og går en tur” Råbte han ud til hende. ”Ja ja, men pas på du ikke falder, der kan jo være så frygteligt glat.” Råbte hun tilbage.

”Du er altid så bekymret”. Sagde han og smuttede ud af døren. Nu skulle planen gennemføres. Han gik ud af indkørslen og gik rask ned af fortovet. Cesc boede i den anden ende af byen så det ville tage cirka 10 minutter og gå. Der skete intet udsædvanligt på turen. Nu var han 200 m fra Cesc hus. Nu skulle det hele være præcist. Han mærkede efter om han havde alting i lommerne. Det var vigtigt ingen så ham gå ind i Cesc have.

Han tog sin hjemmelavede røgbombe op af tasken. For 1-2 år siden havde det været hans helt store hobby at lave små bomber, fx røgbomber. Nok var det langt ude på landet men her lavede man også ballade. Han havde lært de små fra 4. Klasse, at lave røgbomber. Så nu var det ret normalt at de kastede røgbomber ind i folks haver, også spurtede væk. Men dette skulle tage alle folks opmærksomhed så han kunne komme uset ind til Cesc hus.

... fortsættelse følger...!

De kolde øjene - 2. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset, Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv, Gyselig kærlighed, Peter og Oliver - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

De kolde øjne - 2. del

Skrevet af Philip & Daniel, 6. d. på Vanløse Skole.

Kapitel 6.

De stod bare lidt væk fra hulen og stod. Så sagde Victor jeg går hjem nu og det samme gjorde Sofie. Der var bare Martin og Cecilie tilbage. ”Nå.” sagde Martin skal vi gå hjem til mig. Cecilie svarede ja. Så de gik hjem til Martin det var okay med Cecilies forældre.

Da de kom hjem til Martin lagde de sig med det samme til at sove det havde nemlig været en meget lang dag. De lagde sig op i Martins seng den var ikke så stor så de blev nødt til at lægge tæt sammen. Men det havde de heller ikke noget problem med. De lå og talte om det der var sket i dag. Men Cecilie var træt så hun ville helst sove.

Hun kyssede Martin godnat og hun lagde sig tæt på ham og nussede med Martin. De tog meget af tøjet af fordi det blev for varmt. Så til sidst lå Martin underbukser og Cecilie i bh og g streng. Men var lige meget synes de. De var jo kærester. Cecilie vågnede i løbet af natten fordi hun ikke kunne sove. Så hun vækkede Martin. Martin forstod ikke hvorfor han blev vækket.

Så han var helt rundt på gulvet. Men så sagde Cecilie at hun ikke kunne sove. Og så forstod Martin det. Cecilie lå næsten ovenpå Martin fordi hun ikke kunne sove. De lå igen og talte mig nu talte de om at kysse og sådan noget. Martin ville gerne kysse med Cecilie og Cecilie ville også gerne kysse med Martin.

Så spurgte Martin om de skulle kysse og det var Cecilie selvfølgelig med på så de lå ovenpå hinanden og kyssede men det blev hurtigt til at snave. De vågnede ved at vække uret ringede. Klokken den var fire om morgnen. Martin blev sur fordi at de først skulle møde klokken 8.

Men Cecilie var også vågnet så de gad ikke lægge sig til at sove igen. Nu var de jo oppe. Martins forældre var ikke vågnet så de skulle være stille. Cecilie tog tøj på hun havde nemlig ikke så meget tøj på og hun frys. Imens gik Martin ned og tog morgenmad. Cecilie gik ned til Martin. Hun havde en rigtig pæn og stram bluse på så hendes bryster kom meget frem!

Og hun havde også shorts på men hun havde ikke nogle leggings på. Det tændte virkelig Martin. Hun gik hen til Martin og kyssede ham på munden. Martin sagde ikke noget for nu kom hans forældre. Og det betød at han skulle i skole. Så de pakkede tasker og gik over i skolen.

Kapitel 7

Da de kom hen i skolen var Victor og Sofie ikke kommet endnu. Men det var Marcus – desværre. Da de kom tæt på piftede Marcus på drillemåden og hurtigt gav Martin ham en mavepuster. Cecilie fniste. Så kom Victor og fem minutter efter kom Sofie.

Victor syntes de skulle gå ud i grotten igen og se hvem morderen var. Det syntes de var en god idé og det gjorde de så efter skole, men i engelsktimen skrev Cecilie noget til Martin. De var begyndt at sætte sig ved siden af hinanden. Hun skrev at hun ikke var helt sikker på om de skulle gøre det alligevel, men så skrev Martin at han nok skulle passe på hende.

Så blev hun mere sikker på om hun skulle gå derud. Efter skole gik de ud til grotten og gik derind. Denne gang gik Victor forrest og lyste med lygte. Han var ivrig efter at komme derind og afsløre morderen. Victor sagde at de denne gang bare skulle løbe hen til ham og tage hans maske af. Så løb de. De ledte i hele grotten.

Men morderen var der ikke. De gik skuffede ud og gik bare hjem. Undtagen Martin og Cecilie. De blev der ude for at være lidt sammen. Martin gik hen til en sten og satte sig, han tænkte på natten og, alt det der var sket. Cecilie gik hen til ham, og de begyndte at tale sammen. Martin spurgte Cecilie om de skulle gå ind i grotten fordi, han havde en ide om at der var noget der inde, de havde overset.

Hun ville helst ikke, men gik med til det til sidst. Martin gik forrest og, lyste der ind. Han havde fået lommelygten af Victor. De gik sammen helt ind i grotten og, undersøgte alt, næsten alt. Martin så at der var en slags kirkegård, han forstod det ikke helt. En kirkegård inde i en grotte? De gik der hen og kikkede på det. Cecilie blev bange og, ville gå ud. Men Martin sagde at, hun skulle blive.

På kirkegården var der gravstene. Martin gik hen og undersøgte en af dem. Der stod Martin P. Hansen. Han fik et chok og, trådte to skridt tilbage. Cecilie spurgte hvad der var Martin sagde kig på gravstenen. De gjorde hun og stod bare og stirrede på stenen. Så sagde hun det kan ikke passe. Nej! Svarede han. Han kikkede over på nogle andre sten, og der stod Victors og Sofies efternavn.

Hvor er min gravsten så? De ledte efter det lige pludselig, så de hendes navn stod med store bogstaver på væggen, det var skrevet med blod!?

Kapitel 8

Cecilie gik væk fra væggen, og kikkede Martin i øjne. ¨tror du det betyder noget¨ spurgte hun. ¨Nej det tror jeg ikke sagde han ¨?¨lad os gå ud her fra¨ De gik ud der fra hjem til Cecilie. De følges ad hen af landevejen, lige pludselig kom, der en bil med fuld knald på, og bremsede lige foran dem. Cecilie fik et chok, og sprang tilbage.

Martin løb hen for at se hvem det var der sad i bilen. Inden han kunne nå hen til bilen, kom morderen ud af bilen med en kniv i hånden. ”BLIV VÆK” råbte Martin til morderen. Men morderen kom tættere på. Lige pludselig kastede han kniven direkte mod Cecilie. Det var et så hårdt kast at Cecilie ikke kunne nå at bevæge sig men Martin var hurtig.

Han nåede lige at række en hånd ind mellem Cecilie og kniven, så der skete ikke noget med Cecilie men Martin fik jo kniven i hånden så han blødte sindssygt. Morderen skyndte sig ind i sin bil og køre. Cecilie gik i panik og ringede efter en ambulance. Den kom efter to minutter og da var Martin faldet lidt til ro men det gjorde selvfølgelig stadig ondt.

Lægen der kom sagde at det ikke så godt ud. Han sagde de skulle køre på hospitalet med det samme. Da de kom ud på hospitalet blev Martin hurtigt kørt ind på en stue og Cecilie ringede efter Martins forældre. De kom rigtig hurtigt og Martins mor græd meget og kunne slet ikke forstå hvad der var sket med deres søn. Der var gået tre timer da lægen kom ud. Han så trist ud i ansigtet og det tog lang tid før han sagde noget til Martins mor og far.

Endelig sagde lægen noget, men det var ikke godt. ”Jeres søn… er… død… Han forblødte…” Lægen var lige ved at græde. Han satte sig ned. ”Jeg gjorde alt hvad jeg kunne…! Men det var jo ikke nok! Undskyld Undskyld UNDSKYLD!! Jeg er en dårlig læge jeg…” men forældrene var for længst gået.

De var gået ind til Martin. Men Cecilie lå oven på ham og græd. Pludselig begyndte Cecilie at snave ham vildt. Martins forældre kiggede med store øjne og vendte med det samme om igen og gik ud til lægen. ”Hvad er det for noget??” ”…Hvad?? ” ”Ja Cecilie ligger inde på sengen oven på Martin og… Nej gå selv ind og kig.” Lægen gik ind og kiggede og så at Cecilie sad og grinte.

Så kiggede lægen på Martin som lå med åbne øjne og prøvede at få alt det udstyr han havde på af. Lægen begyndte også at grine og bagved grinte forældrene også. Næste dag kørte de hjem og en uge efter var Martin klar igen og ringede efter sine venner, Sofie Victor og Cecilie. De gik direkte ud til grotten og kaldte på morderen. Han svarede ikke og de gik ind i hulen.

Da De kom ind til der hvor han boede så de at han sad sammen med Marcus. Han sad uden maske på. De fire kiggede på hinanden og så løb de hen til ham og overfaldt ham. Marcus sagde ”Nej hold op lad ham være.” ”Hvad?!?! Sagde Martin. ”Han er min far jo!”

”Er han din far??” spurgte Victor

De kolde øjene - 1. del

Børnebogsforfatteren Jacob Weinreich - ham med Monsterjægerne - var på besøg i Vanløse sidste efterår. Her skrivecoachede han elever fra 6. klasse på Vanløse Skole og Kirkebjerg Skole. Projektet var et samarbejde mellem de to skoler og børnebiblioteket i Kulturstationen Vanløse, og modtog støtte af Vanløse Lokaludvalg.

Det blev til mange gode, spændende og uhyggelige historier, som vi har fået lov til at bringe her på børnebloggen.

Det betyder, at du hver mandag og fredag - så længe lager haves - kan læse en tankevækkende historie skevet af børn fra Vanløse.

Vi har allerede bragt flere historier - En vampyrs bekendelse, Forbrydelsen, Morderens hjem,De fortabte sjæles hus,Halloween Town, Penelope alene hjemme, Narkosmuglerne, Indbrud i huset,Det usynlige, Katte øjne, Hvem var han, ham lille dreng, Spøgelses huset, Lisas liv, Gyselig kærlighed, Peter og Oliver - og her kan du læse én mere - god fornøjelse!

De kolde øjne - 1. del

Skrevet af Philip & Daniel, 6. d. på Vanløse Skole.

Kapitel 1.

Nej! Lad vær, ikke Victor! Morderens øjne gennemborede Victor. Martin vågnede med et sæt fra endnu et mareridt. Han svedte helt vildt, og han var glad for det ikke var sket i virkeligheden. Der måtte ikke ske Victor noget, Victor var Martins bedste ven! De boede på Møgelø en lille ø nær Silkeborg.

Der lå en lille skole. Martin og Victor gik i 8. de gik i klasse med 2 søde piger og en irriterende dreng, Marcus. Det er en lille ø og en lille klasse. De to søde piger hed Cecilie og Sofie. Martin begyndte at tage tøj på for han skulle nemlig i skole.

Da han kom i skole mødte han Victor og de gik sammen ind i klassen og satte sig ned. Så kom Marcus desværre hen til Martin og Victor. Martin og Victor syntes at Marcus var en nar. Men denne gang kom Marcus hen og sagde noget spændende.

Han havde hørt om en morder på øen. Han holdt til i en grotte som de alle tre kendte. Marcus spurgte om de ikke ville med derud en dag. Det hørte pigerne og de ville også med. Så var Martin og Victor nødt til at sige ja for de kunne godt lide pigerne. Heldigvis ikke den samme. Martin kunne godt lide Cecilie.

Hun var blondine og havde smukke blå øjne og også vildt smuk. Sofie var brunette og var ret lækker. De havde aftalt en dag at skulle ud og se den grotte, Marcus sagde hvor morderen holdt til.

Kapitel 2.

Så kom dagen hvor de skulle ud til grotten, de mødtes henne ved skolen. Victor var lidt bange. Marcus havde lommelygter med så de kunne se dér inde. Indgangen til hulen var lidt uhyggelig så Victor blev lidt bange men sagde det ikke. Hulen lignede

En stor mund altså en mund med store og spidse tænder. Victor sagde at han lige gik lidt bagefter de andre. Så kom Sofie hen til ham, og spurgte om han var bange? Så svarede han nej nej det er jo bare en hule. Men Sofie vidste godt at han var bange, men det kunne hun godt forstå for det var godt nok uhyggelig.

Martin var ikke bange og gik forrest ind. Han så også mange gysere så han var, vandt til det. Martin og Cecilie gik først, Cecilie var bange og spurgte Martin om hun ikke måtte holde ham i hånden, det måtte hun selvfølgelig godt for Martin var jo vild med hende.

Sofie ville også holde i hånd med Victor, men Victor var for bange til at holde nogle i hånden, Han rystede helt. Martin og Cecilie gik først ind, med vennerne lige i bag sig. De var glade for at Marcus ikke var med, han ville komme med nogle dumme idéer og alt for dominerende. Da de var kommet helt ind i hulen, så Martin et slags fængsel.

Der var et skilt hvor der stod ¨for sindssyge kvinder¨. Cecilie mærkede en kold ånde mod hendes nakke. Hun frys til is, hun ville råbe til de andre men kunne ikke.

Kapitel 3.

Martin råbte på Cecilie, men hun svarede ikke. Han blev helt bange for at der var sket Cecilie noget, Martin så at Morderen stod lige bag ved Cecilie. I det samme kastede han sig hurtigt over på den klamme mand. Morderen stod bare og kikkede med sine store røde øjne. Så sagde han:

’’Et skridt mere og din lille veninde falder til jorden’’. Han stod med næverne klar til at tage livet af Cecilie. Martin frys til is med den sætning. Heldigvis stod Victor, 5 skridt bag ved morderen. Med Sofie ved siden af sig. Lykken var der at Morderen ikke havde hørt eller set dem.

Victor blinkede til Martin, men Martin begyndte at smile.

Morderen så dum ud i den elefanthue, han gik med. Han spurgte Martin ”hvad fanden griner du af din møgunge”. Martin begyndte at grine sindssyg meget. Så fik han øje på Victor og Sofie.

Han slap Cecilie og gik mod Victor og Sofie. Martin så en mulighed for at hoppe på morderen og det gjorder han. Morderen fik et chok. Og væltede om. Morderen tog fadt i Cecilie og han trak hende med ind i grotten, Martin stod bare stivnede til jorden.

Og de andre turde ikke gå længere ind i den mørke grotte det var nemlig allerede mørkt nok synes de. De stod bare og kiggede.

Så var det sket de havde mistet Cecilie. De gik hjem og var rigtig bange for det der var sket. De aftalte at de ikke ville sige noget til de voksne for de ville klare det selv.

Politiet ville heller ikke tro på dem. Men det sværeste var at gemme det for Cecilies forældre. Da de kom hjem sad de og gloede tv. De vidste ikke rigtig hvad de skulle gøre, og de vidste heller ikke hvad Morderen ville gøre ved hende.

Så derfor besluttede de at gå ud og befri hende næste dag. Men det var værst for Martin, han kunne næsten ikke klare det. Da de var kommet hjem gik Martin direkte ind på sit værelse og lagde sig i sin seng og begyndte at græde. Han kunne jo godt lide Cecilie og hvad nu hvis hun aldrig kom igen.

Kapitel 4.

Næste morgen mødtes de igen i skolen og aftalte hvornår de skulle gøre det. De havde idræt i de to første timer og det var Martins yndlingsfag, men han gad ikke lave noget. De skulle ud og løbe på øen. De løb 1 km. Sofie og Victor løb sammen, Martin løb alene, men han var en af de hurtigste så der for løb han i spidsen.. Imens han, løb tænkte han på hvem Morderen kunne værre.

Han kunne ikke komme i tænke om, at han havde hørt om en Morder på øen.

Martin løb hurtigere, da han så målstregen. Han kom først i mål og fik en tid på

6,67. Et stykke tid efter kom Sofie og Victor. De kom på 6 og 7 pladsen. De gik tilbage til skolen, da læren kom.

Da de var kommet tilbage, gik de ind og klædte om. De havde Matematik bag efter. Efter idræt var det kedeligt, og dagen gik helt vildt langsomt. Efter skole mødtes de ude foran skolen, og aftalte at de gik hjem til Victor og lavede en plan for hvad de skulle gøre for at befri Cecilie og den plan de fik lavet gik ud på at Victor og Martin gik ind i grotten og gemte sig bag en stor sten.

De ville så komme frem når Sofie kom. Hun gik ned til grottens indgang og råbte: ”Giv mig min veninde tilbage!!” Så håbede de på at morderen ville komme ud og kigge hvem det var der råbte, og så kunne Martin og Victor befri Cecilie.

Kapitel 5.

Dagen var kommet de skulle ind i hulen for at befri Cecilie, det var på tide for hendes forældre kunne ikke forstå hvorfor hun ikke kom hjem. Sofie gjorde sig klar og drengene gemte sig. Cecilie stod bundet op af en pæl derinde hun så ikke så godt ud hun så ud som om hun ikke har spist i alt for lang tid.

Sofie stod og larmede så morderen ville komme frem det virkede så drengene kom ind til Cecilie, men Sofie blev alt for bange for morderen han stod med en kniv i hånden og gik stille og roligt hen mod hende. Hun løb væk fra hulen hvilket ikke var en del af planen!

Så morderen løb efter. Drengene nåede frem til Cecilie og befriede hende det hun havde været rigtig bange men hun vidste Martin ville komme og redde hende. Cecilie gav Martin et langt og dejligt kys, Martin blev total glad og forelsket! Da de var på vej ud kom morderen tilbage fra jagten efter Sofie.

Han havde hende ikke med, så hun havde det nok godt men hvordan skulle de nu komme ud når morderen var der?! De gemte sig inde i et slags skab, indtil han skulle sove. Morderen så at Cecilie var væk og blev rasende. Han skulle have brugt hende til et forsøg!

Han bandede og svovlede! Han var rigtig sur børnene blev bange og blev enige om de bare skulle løbe ud rigtig hurtigt det gjorde de så, han så dem og løb efter morderen faldt og slog sin fod. Børnene så det og stoppede op og stod og grinte af ham. Så rejste han sig hurtigt op og trak en pistol! De løb, men Cecilie faldt over en sten og kunne ikke nå at rejse sig og komme væk, Martin så det og vendte om og bar hende ud Cecilie blev rigtig glad og sagde tusind gange tak jeg vil gøre alt for dig!

Det var så lidt sagde Martin rigtig stolt. ¨Den ting der gøre alt¨ sagde Martin, Ja sagde Cecilie. Vi kunne sådan måske blive kærester eller sådan noget hvis du vil? Victor hviskede til Martin godt gået Martin du har hende nu! Øh ja jeg vil! Selvfølgelig vil jeg det du har reddet mit liv Martin!

Ja det har jeg vist. Sagde Martin. Er vi så kærester sagde Martin? Ja vi er! De krammede deres første kæreste kram den dag. Det syntes de begge var rigtig fedt!

...fortsættelse følger...!